Kirsten Hammann

For nogle måneder siden gik jeg bag to unge piger på en gade i København . Den ene brokkede sig over sin netbank og sluttede klagesangen med at sige at hun i det mindste forlangte at se noget ”hvad-står-der-på-min-konto”-agtigt på sin betalingsoversigt. Det forstod veninden godt. Det var simpelthen ”det-man-måtte-forlange”-agtigt.

Vi lever åbenbart i en tid, hvor tingene eller udsagnene ikke rigtig betyder noget i sig selv – de er kun noget ”ligesom”, ”i retning af” – altså noget ”agtigt”.

Den første digter, jeg bemærkede som underfundig tatovør af ordet ”agtigt” var Kirsten Hammann. I hendes første roman fra 1993: ”Vera Winkelvir”. Her har vi egentlig slet ikke at gøre med en person, kun med noget person-agtigt. Noget Vera Winkelvir-agtigt.

Bogen indledes med et kapitel, man kunne kalde første dags tilblivelseshistorie. Sådan her:

Vera Winkelvir. Hun er her når hun taler. Hun er her ikke når hun ikke taler. Det betyder ikke at hun er død, det er lige lidt værre end døden. Det betyder at hun er u-opfunden. At nogen har opfundet hende og straffer hende for hendes tavshed ved at gøre hende u-gjort indtil hun taler igen.

Og så tager vi tilblivelsen af Vera den anden vej rundt. I anden dag står der nemlig sådan her: ”Hver eneste morgen må hun nævne sig selv og dét, der omgiver hende. Man siger om Vera at hun ligner de ting hun omgiver sig med. De er Vera-agtige, og så er der al mulig grund til at opfinde en Vera. / Når der findes Vera-agtige ting, bør Vera være der til at ligne dem.”

Nu er skabelsesberetningen i gang. Vera Winkelvir er blevet til, nu skal hun blot selv ordne resten og holde sig oppe ved hårene. Det går ikke særlig godt kan man forstå. Citat: ”Det er videnskabeligt bevist at man kan dø af mangel på fantasi. Vera må siges at være i risikogruppen.”

I virkeligheden er Vera Winkelvir en slags maskine. En ordmaskine. Men også en materiel maskine, en tingsmaskine, der bare efterligner mønstre og bevægelser ude i verden. Klicheer, der skejer ud og associationer, der er på nippet til at gå amok. Når farten i teksten er tilstrækkelig høj er det utroligt så liv-agtigt det hele tér sig: Vera Winkelvir er en spejlsal af den mensklige komedie, lige til at grine sig fordærvet over og lige til at have lyst til at sparke sønder og sammen når man som læser opdager at man er blevet indfanget af det poetisk-hvæsende system, som er romanens univers. Der er noget fosforescerende, LSD-agtigt, der baner sig vej til læseren, en slags meget nøje doseret gift, lige så venlig som 39grader i feber, men samtidig lige så præcis som en bilkollision.

Skal man navngive en genre, der indbefatter Kirsten Hammanns romaner, må det være ”tilblivelsesromaner”. Deres verdner bliver til mellem hænderne på forfatteren og under øjnene på læseren. Det kan naturligvis siges at være tilfældet for al fiktion, men hos Hammann er det et fuldt udspillet grundvilkår: sproget fragter verden ind i mensket som var det en stor færge, læsset med alle tiders ting og begreber. ”At bære på en mistet viden”, skriver hun med en typisk selvmodsigende præcision.

I forfatterskabets anden roman ”Bannister” fra 1997 er skabelsesberetningen endnu mere voldsom og total. Og her er det ikke kun en enkelt person, en halvgjort kvinde som Vera Winkelvir, der bliver skabt, her er det så godt som en hel kvinde, nemlig kvinden Ramona, der bliver – så at sige- eksploderet ud i det ydre rum, ud mellem planeterne, hvor hun lander på manden – og planeten – Bannister, der straks tager hende i besiddelse med sit kolossale lem – ”med et hoved så stort som et barns og med en styrke som Ramona aldrig vil kunne rumme.”

Planeten Jorden, hvis det da er den Ramona oprindelig kommer fra, er eksploderet og hendes elskede mand, Milan, er forsvundet. Nu har hun så Bannister – ordet betyder gelænder – at støtte sig til. Men hun er i øvrigt i besiddelse af evnen til at finde mange andre støttepiller: Lester, Tabor, Sanford, Odell, Darnel, mænd som er med til at skabe Ramona som den omfattende kærlighedskvinde, hun er.

”Bannister” er en erotisk, døds- og forvandlingsfikseret tilblivelseshistorie. Første halvdel af romanen er en af de smukkeste og voldsomste kærlighedshistorier i nyere dansk litteratur. Koblingen mellem seksualitet, bilkørsel og tilblivelse – ja, ligefrem dannelse i ordets mest lava-agtige betydning – er overrumplende og sprogligt hidsende.

Jeg er imidlertid ikke sikker på at jeg synes bogens anden halvdel opholder sig på det samme høje niveau. Måske finder jeg den en smule pædagogisk udpenslet, men det kan være at min næse ikke har været sporet ind på de centrale nuancer i historiens anden halvdel.

Men hør blot nogle få linier fra romanen, hvor Bannister befrugter Ramona, mens hun samtidig knuges under savnet af sin døde mand, Milan:

Bannister skal lægge sin sæd på et sted, der er så dybt, at tidsregningen endnu ikke er begyndt, og der skal lyde et skrig fra Ramona hver gang århundrederne skifter, for intet afkom er stort nok til at læge det savn, hun lider under.

Nu går der fire år før Kirsten Hammann udgiver en ny bog. Det er ”Bruger De ord i kaffen?” fra 2001, angiveligt både en roman og en poetik.

Jeg skal love for at der er tale om tømmermænd oven på de to foregående eruptive romaner – foruden den lille tætte, skævbenede og lynklare digtsamling ”Mellem tænderne”, som Hammann debuterede med allerede i 1992.

”Bruger De ord i kaffen?” er delvis en Hammann-agtig roman – for nu at sige det på den måde – og delvis en poetik med skarpe iagttagelser og en lang række funderinger over digterens og sprogets rolle. Samt – og ikke mindst – en voldsom hudfletning af ordene, en rent ud sagt hadefuld kampagne mod de ord, som forfatteren levede så vildt og skarpsindigt med i sine første værker.

”Ud med ytringsfriheden og ind med tavshedspligten” skriver hun. Og et andet sted: ”Hvilken dag kom ordet? For min skyld kunne Han have nøjedes med lyset. Jeg hader ordene.” Eller til slut i denne kortfattede citat-mosaik: ”Hvis nogen har læst et ord jeg har skrevet og fundet det perlende, eller ligefrem lysende, skal de vide at det ikke var min egen rigdom, jeg øste af. Det er så lidt jeg må ofre for at få en masse igen.”

Her har vi en sand ord-flyver af de helt særlige – og pludselig står hun så med alle fire ben plantet på jorden og hvæser ad himmellegemerne. Det sker ganske vist ikke uden selvironi, men selvforagten, ja, sorgen over tidligere tiders hengivelse til den hemlige ordlast synes at være langt mere gennemgribende. Det er mit indtryk at dette aspekt ved Kirsten Hammanns selvopgør blev overset da bogen udkom. Man heftede sig mere ved det prunkløse i dette værk – i forhold til forgængernes ekvilibristiske og dybsindige farverigdom.

I 2004 kom den foreløbig sidste roman fra Kirsten Hammanns side, ”Fra smørhullet”. Skønt – er ”Fra smørhullet” i virkeligheden en roman? Det står ganske vist på omslaget, men flere steder i bogen skriver forfatteren ”hvis det var en roman –”. Hun spiller altså både med romanens hovedfigur Mette – og med læseren, der på sin side gør hvad hun/han kan for at være lige så troskyldig som Mette.

Et målløst lykkeligt ægteskab mellem forfatteren Søren og kunstmaleren Mette afbrydes af en voldelig tildragelse: Vinduerne i deres stuelejlighed i Frederiksstaden i København bliver gang på gang overmalet med kulsort maling og til slut skriver maleren ordene ”Mette skal dø”. Det får den berømte forfatter til at pakke sit habengut og fortrække – helt ud af ægteskabet.

Men bogen skifter tone – og bliver en slags fragmentarisk dagbog, ført ikke af Mette, men om Mette. Og det er disse fragmenter, hvoraf flere har essayistisk karakter, der strømmer ind i Mette, ja, ligefrem bosætter sig i hende og besætter hende. På deres egen måde bliver de brikkerne til Mettes tilblivelseshistorie – sådan som omverdensfragmenterne i de forrige romaner via sproget strømmede ind i hovedfigurerne og byggede dem om og skabte dem.

Det store skift fra Hammanns tidligere romaner ligger i karakteren af de udefra kommende fragmenter. Det er ikke længere eksploderede planetstumper eller sproglige juveler og farvede glasstykker – det er trivielle overvejelser om den øredøvende hverdag, om alle de nedrige, feje, småluskede selvbedrag, som denne dag er fuld af, om afhængigheden af materielle goder, slik i mængder, TV-udsendelser i andre mængder.

Mette er et slags statistisk væsen - nogen har opfundet hende og nu må hun selv fuldbyrde sin skikkelse. Men det lykkes ikke særlig godt. For selv om hun er maler forbliver hun en kliché, lige så klichéfyldt som den hverdag, der omgiver hende. Den sorte maling på hendes vinduer har en gang for alle lukket for hendes udsyn og hun ser nu ene og alene det banalt synlige, de vulgære farvede varer, de materielle goder, som åbenbart er det eneste man kan sætte sin lid til, hvis man da har penge til at betale for dem. At leve sammen med og elske et andet menske er et overstået kapitel for Mette – hun vil ikke risikere at miste igen.

Og alligevel rejser der sig fra denne monotone hverdagsregistration en ny ømhed fra forfatteren over for dette halvfærdige væsen, som Mette er. En forsigtig indlevelse i det ufuldkomne projekt menske. I ”Fra smørhullet” står der et sted:

"Kærligheden bygger om på mig. Jeg håber den ved, hvad den gør”. For det var faktisk, ligesom den nedtog en gammel fredet bygning, sten for sten, bjælker og vinduer, og transporterede den et andet sted hen for at genopføre den.

I eminent grad har Kirsten Hammann opført nye bygninger af gamle bygningsdele. Hun er dristig, både i sin selvkritik og sin evne til forvandling. Og så er hun noget så sjældent som en poetisk humorist. Det er for disse egenskaber at Det danske Akademi nu tildeler dig Beatrice-prisen.

Hjertelig til lykke.