Tale for Maria Giacobbe ved overrækkelsen af Beatrice-prisen den 28. november 1995
Maria Giacobbes stil har, så moderne den også er, et klassisk præg. En logik, der kan være overraskende, en finesse, der er hendes vandmærke. Tonen er varm, sproget tydeligt - i den forstand økonomisk, at intet forekommer overflødigt.
Ræson og følsomhed har lige vægt. - Når humoren glimter hos hende, fornemmer man, at den opstår af naturlig overraskelse over u-natur - eller et skælmsk øje for det groteske.
Maria Giacobbe hører ikke til de forfattere, der ivrigt går på research, hun skriver ud af erindringen, fantasien, genoplevelsen. Det er også karakteristisk, at drøm og dagdrøm hører med, tilmed når hun skriver realistisk.
Romanen Havet er en i dansk litteratur vistnok enestående poetisk skildring af en 12-13-årig piges begyndende forvandling fra barn til ung kvinde. Rosa hedder hun. Det er en sommerlig skildring fra en strand ved Middelhavet tidligere i dette århundrede, men bogen er samtidig løftet af en lys mytologisk bølge. Den sardiske Rosas endnu ubevidste - men vågnende - seksualitet stimuleres ved hendes iagttagelse af et udenlandsk - og derfor eksotisk idealiseret - elskende par, der solbader nøgne i skjul af strandens klipper. Rosa er selv forelsket i en dreng på stedet, og de to børn har deres gemme- og væresteder ved „konfettistranden“, som de kalder den, - og det blå havs brusende atmosfære hyller dem og væver dem ind i en mængde små skiftende tildragelser af stor psykologisk betydning. Skønt krydret med fristende anelser er Havet uden kønsangst. Den er bukolisk. Først mod slutningen viser dette paradis glimtvis en revers. Den enkle handling drives frem i små ryk, og bag den genkendelige nutidssituation anes et antikt mønster: de hellenistiske pastoraler og hyrde-idyller, som f.eks. Longos’ havombruste kærlighedsfortælling fra det 3. århundrede Dafnis og Chloé, der har inspireret adskillige moderne kunstnere. Det lydte rum og en stor lethed i alt det nye, der sker med Rosa, er fremstillet i et boblende, prikkende musikalsk sprog.
Helt anderledes stemt er Marias roman Eurydike, man kunne sige som en mørk elegi i forhold til havets bukoliske sang. Eurydike er en modernistisk, klaustrofobisk bog. Den underliggende myte omfortolkes i det kvindesind, der som i dyb afsondring får stemme i romanens enetale. Alt er oplevet fra den moderne Eury- dikes synspunkt, den permanente krigs verden antager det mytiske dødsriges træk, titelpersonen - oprindeligt en underverdenens guddom - befinder sig i et desperat oprør mod skyggelivets vilkår: hvordan forvandle det til et menneske mellem mennesker?
Bogens sindbillede og bevægelse gennem sorgens lande giver et - også mytisk - svar. Fortællingen er en søgen ud af indespærringens osteklokke af immanens; og så bliver værket også et politisk - og kvindepolitisk - indlæg, der ved kunstnerisk kvalitet rækker ud over samtidens debatter.
Uanset motiver, stemninger, genrer er der en ejendommelig air i Maria Giacobbes bøger. En særlig konkret tydelighed, selv i det antydede.
Den blinde fra Smyrna er 12 fantastiske fortællinger i stram komposition, en cyklus gennemført i en sfære af drøm og symbol. Titlen henviser til den ældgamle betegnelse for den vandrende blinde sanger og fortæller. Som Eurydikeromanen er disse historier forvandlingsvandringer gennem en forgjort verden, ikke "spøgelseshistorier", men surreelle forløb i vilde bjerge, ruinerede byer, forfaldne lokaliteter, hvor tingsligheden er pågående - næsten hypnotisk. Forfatteren lader sine personer jage og jages af de skygger, der er sindets projektioner under sjælelige hamskifter, og alligevel skildres disse tusmørke-zoner med en overklar, næsten taktil objektivitet. Totalbilledet viser krise og opbrud, bogen skildrer flygtningesituationen som radikal, - rejse er også søgen efter ny livsmening. Bag historierne ligger drømmen om genfødsel.
En ganske anden, dagklar, realisme hersker i bogen med tre store noveller, Kald det så bare kærlighed. Her har tre moderne kvinder ordet med hver sin tidstypiske livshistorie fra perioderne 1940’erne, 1950’erne og 1960’erne. Foruden disse bøger har Maria Giacobbe skrevet digtsamlinger og samfundskritisk essayistik.
Med god grund elsket af mange læsere er hendes erindringsprosa fra fødeøen Sardinien. Det er bøgerne Lærerinde på Sardinien, der giver læseren indblik i det ukendte ø-samfund set indefra og nedefra, - den følgende barndomsskildring Afrejsen samt Dagbog mellem to verdener. Og i 1994 kom de tidlige barndomsminder Masker og nøgne engle.
Til den udpræget sardiske kreds af bøger hører også romanen Øen, hvori den store natur danner ramme om grumme modsætninger mellem stamme- og hyrdesamfundets 1000-årige retspraksis med egne uskrevne love og det moderne samfund.
Maria Giacobbe er født i byen Nuoro. Under opvæksten var fascisterne ved magten, og familien tålte forfølgelse, for slægten var anti-fascistisk. Hendes far blev som patriot arresteret flere gange; da den spanske borgerkrig brød ud, drog han til Spanien og flygtede efter Francos sejr til USA og kunne først vende hjem efter 2. Verdenskrig. Den fædrene odyssé og den tilbageblevne forarmede families situation og liv er baggrund for Marias maleriske og episk bevægede, romanagtige erindringsbøger.
At hun blev dansker, skyldtes, at hun på sin ø mødte en ung rejsende dansk digter, tog med ham til Danmark og giftede sig med ham. Maria Giacobbe svarer gerne på spørgsmål om sit nationalitetsskifte, at hun altså ikke kom til Danmark som flygtning, ikke af nød, - men aflyst. Denne "omplantning", i 1958, blev også en inspirerende udfordring.
Danmark er ikke hendes eksil. Eksilet i hendes liv var paradoksalt hendes hjem og fødeø, barnets indre eksil i fascismens skygge og under hendes fars fravær. Men barnet levede sit eget fantasi- og drømmeliv i sit matriarkalske blandingsmiljø, hvor omgivelsernes arkaiske konservatisme står brat til moderniteten. Ritualer og skikke med drag af førkristeligt hedenskab blandet med katolsk folketro indgår i barnets indtryk side om side med drømmerier om mondænitet og sværmerisk forelskelse i filmhelte. Dagbog mellem to verdener betyder, at det er optegnelser i retrospektiv, genkaldt i hendes fra det tidlige miljø helt forskellige danske, - men „to verdener" er også en fjern fortid over for den moderne udvikling. Foruden hvad disse bøger er som stærkt sanset skildring af mediterran livsform, udgør de en meget morsom portrætsamling, der i henseende til præcis adfærdsbeskrivelse og psykologisk forståelse af og til kan føre tanken hen på Karen Blixens portrætter i Den afrikanske Farm, hvor de enkelte skikkelser tegnes som unikke karakterer.
I Maria Giacobbes billeder af en barndom - i Masker og nøgne engle - får vi temmelig forbløffende indtryk af den ganske lille Marias sjæle- og tankeliv. Allerede i ca. 6-års-alderen tumler hun med svære problemer af teologisk art, tilmed ud fra en temmelig barsk empirisk tankegang og rent ud kættersk. Og hun er ganske alene med sine spørgsmål, for det er nok en dødssynd blot at stille dem. Jeg kan ikke dy mig for - i let forkortelse - at plukke nogle passager ud af den ganske lille skolepiges overvejelser:
"- Hvordan skulle man kunne tro på en skabende gud, tænker Maria, - når man ikke vidste hvordan og af hvem HAN var blevet skabt? En gud, som efter hvad katekismen lærte mig, var alvidende og allestedsnærværende, men som måtte have engle til at udspionere os; en gud, som var evig, men som, skønt han herskede over hele universet, havde tid til at lytte til mine bønner og til at blive fornærmet, hvis jeg kom til at tænke på noget andet, mens jeg sagde dem; en gud, der var retfærdig, men tillod fascisterne at mishandle gode og retfærdige mennesker som min far og mor; en gud, der var "umådelig", men som ikke desto mindre var på talefod med vores ludfattige nabo Ersilias høne og rådede den til at lade være med at lægge æg for at straffe Ersilia, fordi hun havde tabt tålmodigheden med sin fyldebøtte af en mand.
"- Jesus havde jeg til gengæld ingen grund til at tvivle på, og min sympati for ham var helt betingelsesløs. Jesus gik omkring ude på landet, ligesom vi selv, sammen med gode og fattige mennesker og sagde "salige er de retfærdige, thi de skal arve himmelens rige". Når Jesus havde sagt sådan, betød det, at han hadede uretten, og at han derfor måtte være anti-fascist. Hvis det forholdt sig sådan, og Jesus var „Guds Søn" og tilsyneladende også antifascist, mens Gud egentlig lod til at komme meget godt ud af det med fascisterne, - det måtte være en synd bare at tænke den tanke, men det var svært ikke at gøre det, - så måtte der også være diskussioner og skænderier i deres familie ...
"- Gud fandtes, selv da der intet fandtes, fordi verden ikke var blevet skabt endnu, mens Gud altså mærkeligt nok fandtes alligevel og „skabte alting ud af intet!“. Et „intet“, som ikke var intet, men alt, fordi Gud ikke blot var "umådelig", men også var til stede "i alle ting" ... Man kunne blive helt svimmel af at spekulere på det.
"- Jesus og min sympati for ham havde intet at gøre med dette. Men der var visse vanskeligheder. F.eks. den, at Jesus var "Guds søn" på en særlig måde, ikke ligesom alle os andre, der er „Guds børn“, fordi, som der står i katekismen, "vi er skabt af Gud". - I modsætning til Gud, der var dukket frem af intet, som var alt, og som altid havde eksisteret og altid ville eksistere, hvilket var svært at forstå, så vidste man om Jesus, hvor og hvornår han var født, og hvor og hvordan han var død. Man vidste også, hvem hans mor var, og at hun hed Maria ligesom jeg. Foruden Gud havde Jesus en anden far, som var "putativ". - Jeg vidste ikke, hvad putativ betød, men ordet gav mig skumle mindelser om et andet ord, som jeg havde hørt brugt på en meget fornærmende måde, og derfor brød jeg mig ikke om det. Jesu putative far hed Josef, og skønt han, selvom han altså kun var "putativ", var far til Jesus, som var "Guds søn", var han ikke Gud, men derimod tømrer og meget ældre end sin kone. Det kunne simpelthen ikke blive mere indviklet.
"- Man måtte dog lade Josef, at han hjalp Jesus og Maria på flugt, fordi en ond, sikkert fascistisk, regering ville slå barnet ihjel. Og Josef havde, skønt han var en kedsommelig gammel mand, handlet modigt og reddet sit barn, mens Herodes begik „barnemordet i Bethlehem“. Dér var børnene allesammen småfede og vrælede i vilden sky, mens deres mødre, der også var fede og klædt i meget nedringede dragter - måske var det aftenkjoler - skreg og rev sig i håret i stedet for at stille sig op i døren og sige, - ligesom min mormor ville have gjort, at „hvis I vil ha fat i barnet, så bliver det over mit lig!“
Vi ved nu, at Maria Giacobbe, nede i Nuoro, i barneværelset, havde et kort over Europa hængende på væggen. Når hun så på det, tænkte hun, at de nordiske lande oppe øverst på kortet var nærmere ved himlen, og at englene dér, - i Guds nærhed, - nok ikke var så udspionerende som dem, han sendte til Sardinien. Derfor mente hun, at Norden måtte være paradis. Den opfattelse har den voksne Maria siden haft lejlighed til at revidere på. Men vi er taknemmelige over, at hun bor her og har skrevet os mange gode bøger.
Og hermed vil jeg på Akademiets vegne bede Maria Francesca Giacobbe modtage Beatrice-prisen.