Vagn Lundbye

Om de hvides verden - og at vide verden

Vagn Lundbye har i år 25 års forfatterjubilæum. Han begyndte som eksperimenterende modernist, med en udtalt bevidsthed om teksterne som sproglige kon­struktioner. Det gælder romanerne Signalement og Mørkespil og hans indledning til generationsantolo­gien texter.

Det kan forekomme som en mindelse herom, når hans nyeste bog hedder Palindromos og har navn efter det såkaldte palindrom, dvs. et ord eller en sætning der lyder ens skrevet forfra og bagfra - f.eks. „Vagn gav“. Hvis vi vil vide hvad Vagn gav denne gang, må vi til udtrykkets bogstavelige betydning: retur-løb (palindromisk ,,retur-ruter“) eller i overført forstand: en vej tilbage. Bogens undertitel er „Colombos sidste rejse", dvs. en latinamerikaners ekspeditionsfærd i 500-året for Columbus’ opdagelsesrejse. Det bliver en rutsche­tur bagud til jungletilværelsen og stenalderstadiet - li­gesom den forrige bog fra i fjor Næsehornsdigte var en fantasi over urtiden og selve jordens skabelse.

Et af Lundbyes hovedværker hedder Tilbage til An­holt, hvor øen er et minisamfund i kontakt med natur­omgivelsen ligesom andre øer i dansk litteratur, såsom Sandø i Martin A. Hansens "Løgneren" eller Skagø i Hanne Marie Svendsens "Guldkuglen". Men Vagn Lundbyes retrospektioner er ikke kun nostalgisk drag­ning mod tabte kulturværdier, selvom han har indlevet sig så stærkt i dem som få herhjemme. Der er barbari­ske og grusomme træk både i den moderne krigscivili­sation og hos de primitive hovedjægere, som Lundbye kom i nærheden af på Ny Guinea og skildrede i opteg­nelsesbogen Hjemkomster, og som har adskilligt tilfælles med den kastrationsdyrkende stamme i Palindromos. Naturfolkenes grumhed er imidlertid meningsrettet og kan i den sidste bog ligne en modaktion eller (pa- lindromisk) mod-dom over de hvide kolonisatorer, som bl.a. har udryddet de sølvhårede mandaner, hvem bogen er tilegnet. Da de indfødte indlemmer Colom- bo i deres fangekoloni og kastrerer ham, bliver han et sonoffer for sin navnefælle Columbus.

Vagn Lundbye har klart givet udtryk for sit syn på Amerikas opdager som en umættelig imperialist, nem­lig i digtet med hans navn fra samlingen Digte 1977. Lige efter følger et digt "Ved frokosten", der taler om at "spile næsen mod dugens kyske klorlugt" - et frækt citat fra Johannes V. Jensens digt med samme titel i samlingen af samme navn (Digte 1906) og endda med næsten samme omslag. Alt dette bekræfter det skjulte spark mod Jensens navnkundige Columbus-digt. Hvis Johannes V. var vildmanden i det danske våben, er Vagn vildmanden fra den 3. og 4. verden.

Men foruden denne mod-dom i forhold til Johs. V. Jensen kan der også i Lundbyes første digtsamling ligge en dulgt retur-rute til Oehlenschläger, hvis de­butsamling med samme titel (Digte 1803) blev fulgt af den lyriske cyklus Langelandsreise, hvor naturromantik­kens enhedslære blev forbundet med den danske pro­vins. Anledningen var at H.C. Ørsted, som i fysikken nåede til en bekræftelse af enhedstanken, inviterede ham med til sit forældrehjem i Rudkøbing. Københav­neren Lundbye, der som dreng i skovene ved Århus fik smag for vildmandslivet, har siden trediveårsalderen boet i det fredelige Rudkøbing, hvortil hans slægt har tilknytning. Deraf de mange lokaltræk i Digte 1977 såvel som i den langelandske rejsedagbog to år senere. Men i lighed med de gamle romantikere vil han løfte det stedbundne og tidsbundne op i det tid- og sted­løse, det universelle; og som de endnu ældre naturfolk vil han tænke og fornemme i kosmiske baner, hvor Jor­den og dyrene er ét med mennesket - altså det men­neske der ikke som det euro-amerikanske har sat sig uden for natursammenhængen i kraft af åndshovmod og fremskridtsteknologi. Derfor er Lundbye blandt vore forfattere den mest økologisk bevidste ved siden af Thorkild Bjørnvig. Han taler som denne hvalernes og delfinernes sag, og i dyrebeskyttelsens tjeneste har han for nylig tilmed digtet en salme - i god forståelse med præsten i Rudkøbing, selvom den begynder ud­fordrende nok:

"Jesus selv var dyr som os
og Gud i dyreham
en bardehval, et påskelam
en løve både vild og tam
en myre i sit kosmos.
Alle skabtes vi den sjette dag
og fandt i Paradiset læ
alle åd vi uden nag
af æblet på kundskabens træ."

Først blandt dyrehammene nævnes hvalfisken, som gav navn til midterbindet af Anholt-trilogien. I denne bliver hovedpersonen Jonas under sin søgen efter for­tiden efterhånden til en kristuslignende forløser både for sig selv og andre på samfundets bund. De bibelske myter er vævet sammen med grønlandske temaer, der angår både næstekærlighed og socialforsorg.

I forhold til sådan forkyndelse var holdningen i Lundbyes første bøger meget tilbageholden, næsten usporlig bag sprogdragten. I debutbogen polemise­rede han direkte mod at romanpersoner „løber rundt som budbringere for en alvidende forfatter". Men al­lerede i forordet til antologien texter konstaterede han, at der hos de unge atter var blevet „plads til den alvi­dende og engagerede fortæller". Og med sit voksende indianske engagement fik han et budskab at formidle om altets indre sammenhæng og mystiske tidløshed, en viden som bl.a. gjorde at han kunne kalde sin ene­ste novellesamling Alvidende fortællinger. Betegnelsen er da udvidet til noget langt mere omfattende end be­retterteknik. Man kunne også kalde dem alt-anende, med romantikernes ord for erkendelse, da hans for­tællinger ligesom hos disse nærer sig af mytens nedslag i mennesket og drømmenes syv boliger sammesteds.

Der er altså sket en vigtig udvikling gennem forfat­terskabet, selvom Lundbye knap kan døje ordet udvik­ling, endsige evolution. Han foretrækker nok revolu­tion, forstået ikke politisk men åndeligt. Udtrykket re­volution betyder egentlig det samme som palindrom, nemlig tilbagerulning. Han mener vi må genvinde en global bevidsthed, og han har gjort sit til at kalde den til live påny. Ved mangfoldige lejligheder har han stødt i basunen, en af de seneste var i forbindelse med Regn­skovsudstillingen på Hollufgård i dette forår.

Ligesom sin slægtning for halvandet hundrede år si­den, maleren Johan Thomas Lundbye, er han en tol­ker af naturen og dyrene, men tillige udtrykker han vores dårlige samvittighed i denne og andre henseen­der. Og det er vel ikke litteraturens ringeste funktion.