Tale for Preben Major Sørensen ved overrækkelsen af Beatrice-prisen den 28. november 1988
I en af den nu godt halvhundredårige Preben Major Sørensens tidlige bøger kunne man møde følgende scene: „Oppe på balkonen på husets gavl stod de voksne, og deres stemmer tog stormen. De talte og gestikulerede. Deres munde åbnede og lukkede sig, og deres arme og kroppe beskrev store tegn, der for mine øjne blev til de senere arabesker jeg skulle bruge i mine bøger om livet og verdensaltet. De talte og pegede ud over det stormgrå hav, og en enkelt kvindelig ringprydet hånd pegede nu og da ned på os, der legede i haven.“
Det foregår i titelfortællingen i Alfabetets herre (1970), og lige forinden har jeget slået „den mystiske kreds“ om sig i det, han kalder den endeløse ældgamle tragiske leg.
Hvis man nu drister sig til at betragte fortællingens jeg som en maske for forfatteren, så ser man lidt af en beskrivelse af digterens forhold til omverdenen. De voksne repræsenterer de andre, og de er så at sige altid på betragtelig afstand - eller i voldelig nærhed. De opfører sig sært og uforståeligt, de ligner mere et tegnsprog end levende mennesker. De er figurationer og dele af den kode, der hersker i altet, og som man må bruge et livslangt skriveri på at forsøge at tyde. Også følelsen af at være under observation, at blive peget ud, hører med til den selvfølelse som er styrket ved at jeget har slået en kreds om sig. Her skal ingen prøve at trænge ind. Og dog består Preben Major Sørensens digtning af intense rapporter fra tryllekredsen, men altså meddelelser om en integritet.
Man finder det på den baggrund ikke underligt, at digteren langt senere udgav en refleksionsbog med titlen Skræmmebilleder (1987) med følgende bekendelse fra et Jeg, der også godt kunne stå forfatteren nær. De fleste lider af et magtkompleks eller et erotisk kompleks, siger han og fortsætter så: Jeg lider af et omverdenskompleks. Dels har jeg svært ved at forestille mig den ydre verden som virkelig (og i konsekvens heraf tage den alvorligt), dels udholder jeg den (denne formodede illusion) kun i meget små portioner ad gangen." Den ironiske betragtning afsluttes med en appel til socialmedicinere, gestalt- og primal- terapeuter - her kan I få noget at bestille! her er arbejde for en evighed!
Også litteraturkritikere finder rigelig beskæftigelse. Der er noget at rive i ved dette forfatterskab, men ved denne lejlighed er der kun mulighed for et enkelt greb eller to, resten skal overlades til de vigtigste personer i sammenhængen: forfatterens læsere.
Fortællingen, den korte beretning, er grundlaget i forfatterskabet. Men Preben Major Sørensen er ikke manden der overtager den episke tradition uden protest. Han forklæder den, fremmedgør den, fortæller sig i korte beretninger ind i labyrinter og Aladdinshu- ler og kaster et sært metallisk lys over indre verdener, der lader som om de er ydre. Få forfattere kan som Preben Major Sørensen opleve, at det enkle er dybt kompliceret, at de hverdagsagtige handlinger er meningsløse, fordi de ikke kan forklares af kendte årsager. Læseren kan aldrig vide hvad der er bag døren i det næste værelse i de lejligheder, huse, slotte, hvor rituelle handlinger udspiller sig og fortælleren befinder sig i en ubestemmelig mellemtilstand. Et sted kaldes den „denne sygnende mellemtilstand, hvor man drømmer man er vågen og derfor er udelukket fra at vågne". Dertil behøves et af de guddommelige skaktræk, der kun finder sted med århundreders mellemrum.
Ind imellem novellesamlingerne, der kan hedde Ildmesteren, Vandmandens gilde, Alfabetets herre eller Vildfarelsen og andre fortællinger, kondenseres udtrykket for denne metafysiske verdensopfattelse i kortprosa, der ligger på grænsen til digtet, og i et antal bøger overskrides genregrænsen til rene digtsamlinger, der typisk kan hedde Drømmefængsler (1978) eller Ansigter og masker (1987). Næsten overalt samme subjektive verden, et limbo af umiddelbart pointeløse beretninger og deformerede eventyr, befolket af ubestemmelige familiemedlemmer i uforståelige systemer. Hans mennesker er triumferende, truende, lægger op til domsafsigelser. I den seneste samling kortprosa, Mishandlinger (1988) hedder det: „Der arbejdes ivrigt på min undergang. Jeghar ikke givet magterne mit tilsagn". Men der er åbenbart ingen vej udenom, en høj stemme råber: „Tag Dem sammen, mand! Har De aldrig prøvet at dø før?!“ Det er naturligvis bødlen der råber. Han er hurtig. Det er de dygtigste bødler der hurtigst muligt får delinkventen til at glemme deres nærvær.
Hvis man nu tror, at digteren med alle disse uhyrligheder og negationer hurtigt får taget livet af læseren og hugget forbindelserne over, så er det fordi jeg endnu ikke har fået sagt, at Preben Major Sørensen med alt dette er humorist, som Baudelaire, Borges og Beckett er det, for nu bare at nævne nogle beslægtede af B-familien, sort og lystigt, mørkt og muntert, fængslende og befriende er det. Og det er helt elementært.
Digteren har elementerne markeret i sine titler: ild, vand, vind, men ikke jord. Det er ikke tilfældigt. Men jord er der dog meget af i romanen Af en engels erindringer (1976), der forbinder eller rettere adskiller himmel og jord. Det er den faldne engel Lucifers oplevelser af sine mange eksistenser og hans saftige og rædselsfulde liv med bl.a. den babyloniske skøge. Jordisk er også det vældige opgør med barndom, opvækst, familie, skole, som jeget foretager i den store roman fra sidste år, Søvnen og skyggerne. Den foregår på mange planer, grænserne er ophævet mellem fantasiens groteske huler, mellem himmel og helvede, mellem søvn og ekstremt opmærksomt liv i noget der ligner Svanemøllekvarterets småborgerlige verden.
„Faderen dyppede hver morgen brødet i kaffen og viste sine guldtænder, hvorpå han forsvandt ind i sit kontor og ikke vendte tilbage før sent på aftenen, og moderen gjorde rent hver formiddag og undersøgte møblerne for skrammer, som eventuelt kunne hidrøre fra barnet, denne besværlige, arrige dværg, der gjorde alle hendes forventninger til skamme.“
Som med denne utilpassede dreng står vi her over for en utilpasset digter, der med uhyre konsekvens har forfulgt sporet gennem sine labyrinter for at finde ud af, hvem der holder i uldsnoren, i suveræn foragt for de veje den litterære udvikling og læseverdenens skiftende opmærksomhed har fulgt. Romanens dreng følte sig tidligt for gammel til at gå i trit med klassekammeraterne, i stedet legede han at han var f.eks. Johannes Brahms, Dvorak, Lord Byron. Han forsvarede sig så indædt mod kammeraterne, at han som "Ludwig van Beethoven kunne fortsætte sine ensomme vandringer i Wiens skovrige omegn og ikke fremtidigt blev forstyrret".
Nu har dog flere og flere læsere blandet sig, og Akademiet har her grebet forstyrrende ind ved at tildele Preben Major Sørensen pris for netop hans digtnings indædthed, dens sproglige kadencer af tør humor, diskret ironi og den spekulative lidenskab, der driver en detaljeret syntaks gennem musikalsk forførende systemer.
Akademiet har ikke nogen pris ved navn Ariadne til opmuntring for vejfarende gennem labyrinten. Men en pris med navnet Beatrice ledsaget af en check på 40.000 kr. er vel ikke den mest upassende for en søgende sjæl i sfærernes forskellige regioner.