Annette Lassen

Den japanske forfatter Ryonosuke Akutagawa skrev i 1927 en kort og enkel selvbiografisk tekst, der hedder Dødsregisteret. Den handler om hans døde familie, den døde søster, mor og far, med små erindringsglimt af hver. Stilen er behersket. Akutagawa forstår at holde masken. Der er ingen svælgen i sorgen her. Teksten slutter med, at Akutagawa står foran familiegravstedet som den sidste overlevende, og da kommer han i tanke om et haiku af digteren Naitō Jōsō, som lyder:

Et flimmer af varmedis

udenfor graven

bor kun jeg

og han bemærker, at først nu forstår han følelsen i digtet.

Jeg talte engang med digteren Claus Handberg om Akutagawas Dødsregisteret, og han mente, at teksten ikke får sin styrke fra noget retorisk virkemiddel. Styrken i den kommer fra, at det her er en tekst, der kun kan skrives én gang i løbet af et menneskeliv, og at det kræver et helt liv at nå frem til at kunne skrive den. Teksten er mættet af tid, og derfor behøver forfatteren ikke anstrenge sig for at piske følelser frem i læseren. Siden den samtale har jeg tænkt over det med tidsforløb bag tekst som en mulig skjult kraftkilde i skriften.

Det er en kendt formel, at det kræver livsindhold X at kunne skrive værk Y. X kunne her være ulykkelig barndom, heartbreak, sorg eller et arbejde på salatfabrikken, som Klaus Rifbjerg foreslog min årgang af Forfatterskoleelever tilbage i '97. Y er så det indlevede værk, der ikke nødvendigvis er selvbiografisk, men alligevel opfyldt af forfatterens mængde af levet liv og erfaring.

Jeg har altid tænkt, at der er smerte og sorg nok forbundet med at være født ind i verden og at skulle forholde sig til at dø fra den. Det burde ikke være et adgangskrav til litteraturen, at man udover dette også kom slæbende på et uheldssvangert svajende tallerkentårn af øvrige ulykker. Selvom de fleste af os ender med at bære et sådant, og mange har været udstyret med det fra begyndelsen.

Men jeg tror, det er rigtigt, at visse værker har en dybde i sig, som kommer af tiden. At et værk kan være mættet af tid.

*

Men teksten, som det har krævet et menneskeliv at skrive, rummer ikke megen tid sammenlignet med den islandske sagalitteratur. Sagaerne rummer århundreders menneskeliv, og de har krævet slægtsled efter slægtsled, opslugt i blodhævn, for at kunne opstå.

Det enkelte menneske får sin betydning gennem slægten, og den enkeltes skæbne er uundgåeligt knyttet til slægtens endeløse fejder. Hævntogt på hævntogt. Sagaerne har krævet landflygtighed, krige og plyndringstogter, opdagelsen af Island, Grønland og Vinland, den gamle gudetros ophør og kristendommens indtog, og bevægelsen mod et feudalsamfund, hvis orden var en ny organiseret ramme omkring den stærkes ret, men dog en orden. Men de bærer også den allerfjerneste fortid med sig, i Oldtidssagaernes spøgelsesoptog af hunnere, gotere og longobarder.

At de islandske sagaer ikke er historieskrivning betyder ikke, at de ikke har tidens dybde i sig. Hele det årtusinde, som deres fortællinger spænder over, fra senantik folkevandringstid til højmiddelalderen med dens høviske idealer og litterære elegance, fornemmes og gør dem svimlende at læse. Sagaskriverne var længere fra den fjerneste fortid, de digtede om, end de er fra vores tid.

Sagadigterne er kristne, men også plaget af hårde tømmermænd fra hedenold. De skriver om en fortid, som de forestillede sig var befolket af kæmper, hvis fascinerende barskhed det drejer sig om på én gang at udpensle og tage diskret afstand fra uden at ødelægge den gode historie.

Sagaerne handler om et samfund, der nok var underlagt love, men hvis love ikke formåede at standse blodhævnens kværn, som alle slægter før eller senere hvirvledes ind i. Det er samme motiv som i de græske tragedier, og begge dele synes skabt til skræk og advarsel om, hvor galt det går, når slægtens krav på hævn går forud for alt, og når faderens forbrydelse må sones ved, at man dræber barnet. Som det har været i det meste af vores tid på jorden. Sagadigterne stirrer ned i en afgrund, som de føler, at de ved Kristi nåde kun just er blevet trukket op af, og det giver dem et sug i maven at stirre derned.

*

Sagaforskeren Annette Lassen har været redaktør og drivkraft bag den nye udgivelse af Islændingesagaerne og Oldtidssagaerne på dansk, som udkom mellem 2014 og 2019. Hun har også selv oversat en stor del af dem, som del af en gruppe af fremragende oversættere. Femten i alt, hvis jeg har talt rigtigt.

På trods af, at værket har krævet en hel gruppe oversættere, har det helhedspræg: Faste vendinger er ikke oversat på hver sin måde i hver saga og sprogdragten virker ensartet, klar og nutidig med et svagt arkaisk præg for at holde stemningen. Man skal læse bevidst efter det for at få øje på den enkelte oversætters temperament, og det helhedspræg må ikke mindst være redaktørens fortjeneste.

Annette Lassen har desuden skrevet stærkt anbefalelsesværdige ledsagerbøger til både Islændingesagaerne og Oldtidssagaerne. I dem kan man læse om den verden, sagaerne foregår i, og den litterære kontekst, de er skrevet i, og man kan finde hendes gennemgang af samtlige sagaer. Den kan man med fordel kan vende sig mod, når man farer vild i de stridende slægtsled med ensartede navne.

Mange husker nok Johannes V. Jensens forord til den gamle udgave af De Islandske Sagaer, hvor han sammenholder sagalitteraturen med den antikke græsk/romerske digtning og finder det norrøne bedre - mere raskt og djærvt, forstår man - og han betoner det enestående ved sagaerne, og ser dem som en ren nordatlantisk kraftudladning, opstået i en mundtlig fortælletradition, ubesmittet af kontinentalt fordærv.

Annette Lassen viser i sin formidling af sagaerne, at de er litterære værker, der er opstået ikke blot ud af en mundtlig fortælletradition men ved at sætte denne i nysgerrig forbindelse med anden litteratur, ny og gammel - fra ridderromaner og eventyrlig pseudohistorie, til latinske encyklopædier og episk digtning. Sagaforfatterne har haft udsyn og været med på litterære moder, og med deres kristne livsanskuelse var de i øvrigt ikke så lidt kritiske overfor de grumme krigeridealer, som vakte Johannes V. Jensens beundring. Højkultiverede som sagadigterne uden tvivl følte sig, ville de nok også have sat pris på Lassens evne til at genkende en reference til Walter af Chatillons Alexandreïde midt i stormen af økseblade og afhuggede lemmer.

*

For ja, det fyger virkelig med afhuggede lemmer her.

- Ja, de brede spyd er på mode nu, siger én sagakriger, da han bliver gennemboret af et spyd. En anden sagakriger hugger hovedet af en krumbøjet hyrde, alene med denne begrundelse: "han stod så godt for hug."

Der er fascinerende kvindeskikkelser i sagaerne, som Gudrun Usviversdatter, Hervør, Kraka og Melkorka, men oftest er det de øksesvingende mænd, der er i fokus, og det er også dem, der lægger navn til de fleste fortællinger.

Man kan sætte disse sagamænd op på en skala fra rendyrket bersærkpsykopat i den ene ende, over høvisk Prins Valiant-helt med guldbånd om lokkerne, og til den selvopofrende kristne vismand yderst. Men både hvad mænd og kvinder angår, er det dem, der ikke lader sig entydigt kategorisere, der bliver ved at være mest fascinerende.

Her er et tragisk eksempel: Egil Skallagrimsson er både kriger og en melankolsk skjald, der fra tid til anden opsluges af det umenneskelige mørke, som er hans slægts forbandelse, og han ender som en blind, misantropisk olding. Som sin sidste gerning ønsker han at sprede sin formue ud over folkemængden ved tinget, i håb om at skabe kaos og få folk til at myrde hinanden. Alene for at bevise den pointe, at alle er lige så brutale og formørkede indeni, som han selv er blevet. Han er en af sagaernes mange komplekse karakterer - helten, der drukner i sit mørke.

Ilde stedt i mørket er også den lovløse Grette den Stærke, som efter sin kamp med gengangeren Glam hjemsøges af dennes hadske øjne og er mørkeræd resten af livet. Stærk men sølle.

Og her et komisk eksempel, måske endda satirisk: I Rolf Krakes saga præsenteres Kong Rolf først som den ideelle krigerkonge, men for hvert eneste punkt i fortællingen fremstår han lidt mere ussel, tvivlrådig, fej og handlingslammet. Der er mellem den idealiserede fremstilling af ham og hans egentlige fremtoning lige så stor forskel, som det er tilfældet med alle den moderne verdens tyranner med deres militæroptog, pral, klynk og håndtryksceremonier. Spytslikkerhoben vrimler til enhver tid om tyrannens skrøbelige ego. Men man ser tyrannen og hans medløbere spiddet i sagaen her. Sølle men magtfuld.

Når sagaerne er bedst, er de sådan: Komplekse, elegante, monstrøse og morsomme. De reflekterer over en tabt verden, anet gennem et flimmer af varmedis fra en anden tabt