2009

Steffen Heiberg

Tale af
Tale af Jørn Lund

Tale for Steffen Heiberg ved overrækkelsen af Selskabets pris i november 2009

Steffen Heiberg beretter i sit værk ”En ny begyndelse” om lærdommens arenaer i middelalderen. Undervisningen havde siden Karl den Stores tid navnlig haft tilknytning til kirker og klostre; der har ikke været tale om fri forskning, undervisning og meningsdannelse i vor forstand, og det tog sin tid at nå derhen. Men så småt blev der taget initiativer til udvikle lærdomscentre. Steffen Heiberg skriver: ”1100-tallets enorme videnseksplosion kunne hverken bearbejdes eller formidles inden for Vesteuropas små skoler. Det er på den baggrund, vi skal se fremvæksten af universiteter, hvis specialiserede undervisning tiltrak studerende fra hele Europa.”

Og så hører vi, at en række lærere og studerende i Paris i midten af 1100-tallet fandt sammen og dannede en slags lærdomslaug, som de betegnede som et universitet. Pariseruniversitetet stod under beskyttelse – og sikkert meget andet – af biskoppen i Paris og af den franske regering. Heiberg understreger parallelliteten til håndværkernes laug, som jo også skulle sikre kvalitet og rettigheder, og han noterer sig, at ”Mester og magister er det samme ord; der var mestre i teologi og kanonisk ret såvel som i brødbagning og buntmageri.” Organisationsmodellen er videreført til nyeste tid med fakulteter, bachelorer, magistre og doktorer.

Der må have været mange studerende fra England i Paris, og de blev kaldt hjem af kongen i sidste del af 1100-tallet; der udvikledes et universitet i Oxford, og Cambridge kom med i 1209 som et udbryderuniversitet fra Oxford. I Salerno i Italien dannedes i en symbiose af arabisk, græsk og vestlig kultur en medicinsk højskole. Først i 1479 fik København to år efter Uppsala et universitet – på et tidspunkt, hvor projektet var gennemført små 100 steder i Europa.

I 1700-tallet, da oplysningstanken omsider var nået til Danmark, fik vi her i landet en række lærde selskaber og klubber, forsamlinger af mænd, der dyrkede deres interesser for kunst, videnskab og samfund. Et af dem var Det Kongelige Selskab for Fædrelandets Historie fra 1745. Det lever endnu, og Steffen Heiberg er indvalgt som medlem. Videnskabernes Selskab, som også er kongeligt og dansk, blev stiftet i 1742. Et tredje er Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse fra 1759. Begrebet 'de skønne kunster' om de æstetiske udtryksformer opstår ligeledes i 1700-tallet, formodentlig overført fra det franske beaux arts.

Steffen Heiberg havde indskrevet sig i kredsen af værdige modtagere af Selskabets Pris, længe før han kunne udsende ”En ny begyndelse”, en titel jeg i øvrigt har skullet vænne mig til, fordi den for mig var knyttet til Poul Nyrup Rasmussen, som i 1990'erne talte om ”en ny begyndelse”. Han blev magister i historie 1974 og straks derefter undervisningsassistent på Københavns Universitet, men det er som ansat på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg siden 1976, Steffen Heiberg har ydet sine væsentligste bidrag til historieskrivningen, bl.a. med en række udgivelser samlet om Chr. IV og hans tid. Den seneste er ”Chr. 4: en europæisk statsmand” (2006), denne gang er Christian ikke udstyret med romertallet fire, men med arabertallet fire. En ny begyndelse! Et videnskabeligt funderet udstillingskatalog om samme monark er det også blevet til, ligesom har har skrevet en solidt funderet og fængende biografi om Corfitz Ulfeldt, ”Enhjørningen” i 1993, fem år efter den første bog om Chr. IV.

Steffen Heiberg er ikke alene en kyndig historiker; også på det æstetiske felt, de skiønne kunster, har han været med udgivelser som ”Danske forfatterportrætter” (1994) og Danske Portrætter (2003). Begge udgivelser byder på skarpsindige analyser af såvel motiverne som iscenesættelsen af dem. Heiberg har villet vise, hvad portrætter kan bruges til, og hvad de kan fortælle. Der er ikke tale om nogen historisk kronologi, men om en tematisk opbygning: Familie og børn, portrætter og landskab, repræsentation og prestige, sjæl og fysignomi m.v.

Portrætbøgerne dokumenterer i al anskuelighed, at dansk kunst, kultur og historie er et resultat af et kulturmøde med stof udefra. Portrætterne spejler tid, kønsforhold, værdiforestillinger og kunstneriske udtryk gennem skiftende tider. Man kunne kalde bøgerne for Heibergs portrætkanon, hvis man tør bruge det hårdt prøvede ord, for der er jo tale om en prioritering, og sådan en finder altid sted, når nogen vil orientere andre om noget, hvad enten det er et museum, en læseplan, en havnerundfart eller et litteraturudvalg. Vi selekterer og prioriterer, og Heiberg gør det altid på en stærk faglig baggrund. Hans spændvidde er omfattende, og han har den gave at have sproget i sin magt; han tager for sig af ordforrådet, selv et truet ord som 'bedårende' finder anvendelse på rette sted. Fedt, Steffen!

Til Den store Danske Encyklopædi har Steffen Heiberg bidraget med bl.a. artiklen 'kulturhistorie', som han i første afsnit indkredser således: ”meget forskelligartede videnskabelige discipliner og forskningsfelter, der har til hensigt at beskrive civilisationsprocessen og bevidsthedsudviklingen. I arbejder, der definerer sig selv som kulturhistoriske, kan der indgå elementer af antropologisk, arkæologisk, etnografisk, etnologisk, kunsthistorisk, sproghistorisk, mentalitetshistorisk og socialhistorisk karakter. Ofte bliver kulturhistorie stillet i modsætning til politisk historie.”

Steffen Heiberg fortalte, da han for nylig modtog H.O. Lange-prisen på Det Kgl. Bibliotek (”en pris kommer sjældent alene”), at udarbejdelsen af denne artikel havde haft en begrebsafklarende betydning for hans arbejde med at finde et kompositionsprincip for den store kulturhistorie, han var i gang med, men ikke rigtig havde gang i. For selve skrivearbejdet volder ikke de store problemer for ham, tværtimod: under skrivningen klækkes mange nye ideer og samles mange lagrede indsigter i det, der i tidens sprog hedder ”en kreativ proces”. Jeg kunne ikke lade være med bagefter at spørge Steffen Heiberg, om bogen kunne være skrevet på engelsk. Nej, lød svaret, så var den blevet anderledes.

Den kunne heller ikke været skrevet af en ung mand med en friskbagt ph.d.-grad. Nogle værker skrives af forskere i moden alder, typisk ofte de store overbliksskabende værker. Kristian Hvidt skrev som næsten 80-årig Europas historie gennem 1000 år i ét bind, og det var interessant læsning. En af de mange fordele ved at komme op i årene er, at man tør spænde over mere. Sammenlign med de unge forskere, der af universiteternes nye meriteringssystemer tvinges til at skrive små, snævre, artige, anæmiske og nørdede artikler på engelsk. De skal score point, så instituttets pengekasse ikke bliver tom. Steffen Heiberg havde heller ikke fået points efter forjeneste for sin imponerende kulturhistorie, hvis han sad i det system. Men det er han ude over, og arbejdsroen er sikret de kommende år til en videreførelse af Kulturhistorien, takket være støtte fra Carlsbergfondet. Dansk kultur og forskning skylder fondene meget, og der er fin pay back fra Heiberg.

Det syntes også de faglige anmeldere. Jeg er glad for denne gang at kunne tilslutte mig historikeren Bent Jensens ord: ”Det er en imponerende bedrift, der ligger bag dette værk om europæisk kulturhistorie i en periode på et tusinde år. (---) Her gik man og troede, at Heibergs felt var Danmarks historie i 1500- og 1600-tallet, og så viser det sig, at gammel kærlighed til Middelalderen ikke er rustet, men tværtimod holdt ved lige og udvidet.

Kulturhistorie forstås her meget bredt, ikke blot som religion, litteratur, malerkunst og arkitektur, men menneskelivet i bred forstand - de sociale, mentale og kulturelle processer, der prægede Europa i middelalderen. Bogen behandler således også udviklingen i landbruget, handelen, håndværket og krigskunsten; forholdet mellem pave og kejser, kongemagt og adel og mellem adel og bønder; klostrenes fantastiske organisation, ekspansion og dagligliv får fyldig omtale (...).”

Ekstra Bladets Hans Engell udtrykker sig anderledes: ”(...) det bedste ved Steffen Heiberg er, at han ved en helvedes masse, og at han skriver flot og flyvende.”

Når Bent Jensen forbinder Heiberg med 1500- og 1600-tallet, må det skyldes, at han hverken læser Information eller Politiken. For i årtier har Heiberg overkommet at give læsere af disse aviser orientering og indsigt i både historiske og samtidshistoriske emner. Det er læsning på et meget højt niveau. Knivskarpe analyser skrevet af en person, der aldrig gemmer sig bag vage formuleringer. Og på tv formidler han stof over en meget bred kam; senest så jeg ham give en livfuld og spændende beretning om jagt på Fr. II's og Fr.IV's tid – og han kunne sikkert være fortsat helt frem til Prins Henrik.

For Steffen Heiberg er lærd og udtrykker på en begribelig måde. Han bidrager derfor til de skiønne og nyttige videnskabers forfremmelse, og han har indsigt i de skiønne kunstarter. Der er ingen vej udenom: Steffen Heiberg må have det jubilerende selskabs pris. Hjertelig til lykke!