2005

Carl Henrik Koch

Tale af

Tale for Carl Henrik Kochved overrækkelsen af Selskabets pris i november 2005, samt Carl Henrik Kochs takketale

Der er en særlig ironi – eller, om man vil – finesse i at tildele Selskabets pris netop til Carl Henrik Koch. Prisen er oprindelig indstiftet af Selskabet til de skønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse, der har sin oprindelse i 1759 og således et produkt af netop den Oplysningstid, som Koch har som en af sine filosofi- og åndshistoriske specialer. Det er ganske sigende for Koch, at da Nyt Nordisk Forlag sidst i halvfjerdserne planlagde en ambitiøs filosofihistorie, så forelå Kochs bind om Reformation og Oplysningstid prompte allerede i 1983, medens de to af de øvrige tre bind endnu den dag i dag er under møjsommelig udarbejdelse.

Kochs værk omfatter en lang række idehistoriske monografier, både små og store, både danske og udenlandske. En opremsning af nogle af de skikkelser, Koch har introduceret, diskuteret og placeret giver et godt indtryk af hans spændvidde: Bacon, Descartes, Vico, Rousseau, Hegel, Schopenhauer, Tocqueville og James Joyce – på dansk grund Niels Steensen, Peder Palladius, Jens Kraft, Steffens, brødrene Ørsted, Adler, Sibbern, Frederik Dreier, Kierkegaard, Brøchner, Brandes, Høffding – og mange, mange flere. Som dette imponerende spænd af navne også antyder, så er det en særlig interesse i Kochs værk at forstå og indplacere dansk tænkning og åndshistorie i dens internationale kontekst, både med henblik på at spore de danske udviklingers internationale rødder og deres eventuelle tilbagevirkninger.

Denne interesse kulminerer i Kochs indsats i den enorme og nybrydende Dansk Filosofis Historie i fem bind, forfattet sammen med Sten Ebbesen. Her står Koch for de seneste mere end tre bind, og ikke bare kortlægger de en række afgørende sammenhænge i dansk kultur- og filosofihistorie, der aldrig har været udforsket samlet tidligere – men de kaster også med deres konstante internationale orientering et velgørende kosmopolitisk lys på dansk kultur: dansk filosofis samspil med den middelalderlatinske, den franske, tyske, engelske og amerikanske kultur kortlægges uden at de særlige danske bidrag og synteser underskattes. I hovedparten af den periode Koch beskriver står filosofien i levende kontakt med æstetik, politik, videnskab og meget mere, og fremstillingen dækker således ikke kun filosofihistorie i snæver forstand, men har også bredere kulturhistorisk dækning. Det er velgørende at finde giganter som Kierkegaard og Ørsted fjernet fra positionen som ensomme, geniale fyrtårne og anbragt i den danske og internationale samtid, der kaster et nyt og klart lys over deres forehavender. Man bliver pludselig klar over Grundtvigs rødder i Tyge Rothes historiefilosofi, over Brandes’ rødder i Hans Brøchners kompromis mellem idealisme og naturvidenskab.

Men udover at det lægger et helt nyt og oplysende længdesnit i dansk åndshistorie, der kaster lys også ind over politik, kunst og litteratur i perioden, så udgør det også, implicit, diskret og uden selv at sige en lyd derom, en stærk kritik af den måde, dansk åndshistorie meget ofte er blevet praktiseret. Et sted citerer Koch litteraturprofessoren Vilhelm Andersen for at forklare, hvorfor dansk åndshistorieskrivning måtte centrere sig om det særligt danske, ”den danske Logos”, ”den danske Folkeaand” – og man må sige, at Kochs indsats med bravour gør det stik modsatte. Den tydeliggør – uden overhovedet at reducere de omhyggeligt dissekerede danske tænkere stillet op på rad og række – hvordan dansk filosofi og åndsliv på skiftende måder bearbejder internationale strømninger, i de tre binds lange stræk fra Wolff over Kant, Schelling og Hegel til naturalisme, nykantianisme og positivisme. Samtidig lægger de dermed en ny principiel bund ind under beskæftigelsen også med andre dele af dansk kultur og dens tendens til selvcentreret navlebeskuen og dens spontane ideer om, at den ene danske generation af kunstnere og tænkere jomfrufødes af den forrige. Først fra midten af 1700-tallet bliver dansk filosofi overhovedet dansk i betydningen dansksproglig – og de mange akutte besyngere af dansk kultur i vore dage vil måske bliver overrasket over dette brillante stykke dansk kulturhistorie.

Dette muliggøres naturligvis af Kochs klare, kølige og nøgterne fremstilling. For Koch er stilen ikke et redskab til at pege på skribentens egne særegenheder, men tjener stoffets fremlæggelse – den tjener som Koch selv siger det ”argumentbeskrivelse”. Det er en imponerende præstation at fremlægge tankebygning efter tankebygning helt fra grunden, som læser tager man en dyb indånding inden man dykker ind i endnu et kompliceret filosofisk univers, men kommer igen og igen ud med en brugbar skitse til forståelse af endnu et omfattende personligt værk, dets arkitektur af argumenter, og dets historiske placering.

I denne forstand er Koch selv en oplysningsmand af reneste vand, og som sådan er han i særlig grad værdig til at modtage prisen fra ”Selskabet til de skønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse.”

Carl Henrik Kochs takketale

Jeg blev meget glad, overrasket og beæret, da jeg fik at vide, at Det danske Akademi havde tildelt mig Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse's pris. Inden for mit fag, dvs. inden for, hvad jeg kalder den danske filosofiindustri, er filosofihistorie — for slet ikke at tale om den danske filosofis historie — ikke videre påagtet, og at der skrives på dansk, gør ikke sagen bedre. Da jeg disputerede med en afhandling om A.P. Adler og Kierkegaards forhold til ham, gav en af mine lærere og senere venner, en nu afdød filosofiprofessor, udtryk for, at det dog var trist, at jeg var endt i den kierkegaardske sump. Min kone trøstede ham med, at jeg nok skulle komme op igen. Vi er dog endnu ikke nået derhen, hvor det filosofiske institut i Oslo befinder sig. Her må man gøre afbigt for at have skrevet på norsk ved at skrive en artikel på engelsk. Derfor måtte jeg umiddelbart føle glæde ved at modtage prisen, fordi den er udtryk for anerkendelse af den del af mit virke, der vedrører den danske filosofis historie. At jeg blev overrasket, siger sig selv. Men altså glædelig overrasket. Og beæret måtte jeg blive, da jeg så listen over tidligere prismodtagere.

Siden det 18. århundrede og frem til midten af det tyvende har dansk akademisk filosofi været en integreret del af dansk kultur. Med den stigende internationalisering og professionalisering, _ er båndet løsnet, men ikke skåret over. Løgstrup, Justus Hartnack og min kollega David Favrholdt er gode eksempler på nutidige danske filosoffer, der har bragt filosofiske diskussioner ind i den danske kulturdebat. Også jeg har i min ringhed anset det for en væsentlig kulturel og videnskabelig opgave på dansk at formidle mit fag til mennesker, som uden at være fagfilosoffer, er interesseret i at finde ud af, hvad filosofien kan yde dem i deres forsøg på at forstå tilværelsens mangfoldighed. Som jeg i mange år sagde til de unge filosofistuderende: Filosofien angår livet, døden og universet — så er der vist ikke glemt noget. Jeg ser tildelingen af Selskabets pris som udtryk for en anerkendelse af mit virke som formidler.

Det har selvfølgelig specielt glædet mig, at der er tale om en pris tildelt af Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse. Selskabet har rod i den oplysningstid, som jeg på utallige måder føler mig beslægtet med. Dertil kommer, at jeg altid har forbundet Selskabet med to danske filosoffer, som jeg sætter stor pris på, nemlig oplysningsfilosoffen Johannes Boye og romantikeren og Schelling-eleven Frederik Christian Sibbern. Boye vendte sig i sit hovedværk Statens Ven imod den tørre kantske pligtmoral og satte en lyksalighedsmoral i stedet, og Sibbern —ja han omfattede hele tilværelsens mangfoldighed i et filosofisk system, skrevet på Sibbern-dansk, et sprog, hvortil der er udgivet en ordbog. Boye modtog støtte fra Selskabet til udgivelse af hovedværket og Sibbern, hvis elskelighed er legendarisk, var i mange år en ledende kraft i Selskabet. At så den bigotte biskop H.L. Martensen også har spillet en rolle i Selskabet, bærer jeg over med. Ingen institution med omkring 250 år på bagen kan vel sige sig fri for ind imellem at have været nede i en bølgedal. Og det gamle selskab er hver gang kommet op igen.

Hjertelig tak for prisen