2001

Jørgen Fafner

Tale af
Tale af Jørn Lund

Tale for Jørgen Fafner ved overrækkelsen af Selskabets pris i november 2001

Da en række gode og indflydelserige mænd i 1759 stiftede Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse var retorik som universitetsdisciplin under stadig svækkelse, og kredsen har næppe opfattet lige dette emne som særlig skønt eller nyttigt. En flere tusinde år gammel tradition var under langsom afvikling, og der skulle gå lang tid, før man igen kunne se faget som i ét greb både skønt og nyttigt.

Hvordan genrejser man et fag, som tilsyneladende har udspillet sin rolle? Det kan Jørgen Fafner ved sit eksempel vise os. Hans karriere som retoriker begyndte i den æstetiske ende. Fafner blev ansat ved Laboratoriet for Metrik og Foredragslære, og Arthur Arnholtz blev hans lærer. Disputatsen fra 1964 beskæftigede sig med strofer og strofebygning, et emne han i årevis havde forsket i, allerede i ungdomsværket om Drachmanns versekunst. I 1965 kom et omfattende arbejde om Oehlenschlägers versekunst – og dér er jo noget at tage fat på; Oehlenschlägers metriske ekvilibrisme er mirakuløs. I 1989 udsendte Fafner Digt og form. Klassisk og moderne verslære og storværket Dansk Vershistorie I-II er kommet i det seneste tiår.

Metrikken har fået sit!

Sideløbende med forskningen har Fafner naturligvis undervist. Laboratoriet for Metrik og Foredragslære meddelte bl.a. danskstuderende undervisning i oplæsning, et emne, som forsømmes overalt i det danske samfund, også på universiteterne. Endvidere var der forelæsninger i metrik, både for hovedfagsstuderende og bifagsstuderende. Jeg tilhørte de store årgange, var hovedfagsstuderende og hjemmehørende under professor Arnholtz. Der var i begyndelsen stuvende fuldt i Anneks A, men ret hurtigt sad der kun nogle få studerende og en håndfuld hattedamer samt et par hengivne kolleger, som optog mesterens timer på bånd.

Arnholtz’ studerende fyldte efterhånden adjunkt Fafners auditorium til bristepunktet, for her kunne man lære noget, skærpe sit øre og åbne det for skriftsprogets slumrende, iboende mundtlighed. Arnholtz var for meget, som det hedder, og havde mistet sin verbale uskyld . Han tog således brillerne af og fandt den rigtige sivertske klangtype, når han skulle overtale de studerende til at bringe julekurve ud til de gamle i byen, og han kunne ikke styre sin modvilje mød københavnsk, selv når det forekom i fortyndet form. Til en af mine medstuderende sagde han - efter at studenten havde slidt med med Johs.V. Jensens digt om Leonora Christine: ”Ja, det var jo meget pænt, men: Deres udtale er vulgær! Jeg mener ikke noget ondt med det, men jeg er nødt til at fortælle dem det, før De kommer videre i studierne.”

Fafner kunne vinde én for sit fag uden at kræve den totale underkastelse og uden at forgribe sig på den enkeltes følelse af, hvad der var naturligt for ham eller hende. Og så kunne han indføre os i de metriske labyrinter, så vi livslangt kan identificere en alexandriner, værdsætte en Stolt Elin-strofe, fange en sonet i flugten, genkende et knittelvers og forføres af en barform med dens stoller og Abgesang. Vi kan også lægge øret til og høre de uhørbare katalekte stavelser, og ingen af os vover at kalde Christian Frederik ”Waskiær” for ”Wadskiær” med hørbart d. (Fafner sagde ikke, at det var vulgært, men at det var forkert – hvad det sådan set ikke er. Det er bare ikke i overensstemmelse med traditionen.) Vi skulle bl.a. læse Wadskiærs Sorø-digt: Poetiske Reflexioner, og straks stod man i et dilemma: Skulle man redde rimene og fastholde den udtale, de forudsatte, eller skulle man bruge sin egen tids udtale:

Skingrer, I Sorøe omzinglende Skove,
Egen med Bøgen antræde en Dands,
Alting er muntert og lystigt til Hove,
Hver Mand fornøyet til Lands og til Vands;
Skummer, I Sorøe omcirklende Søer!
Siunger, I Sorøe udzirende Møer!
Hopper, I Muure, I Marker, I Giærder
Heele Naturen har glade Gebærder.

Men i omtrent 250 år havde retorikken altså tabt terræn og anseelse i den akademiske verden. I sin karikerede og udvendige form var ordet gået i dagligsproget som negativt ladet, samtidig med at faget og dets ide forekom mere nødvendigt end nogensinde. Hvad der måtte til, var en analyse af brydningen mellem det formalistiske delsyn og det humanistiske helhedssyn på retorikken. Fafners helhedssyn omfatter et menneskesyn, et sprogsyn og et samfundssyn, kort sagt, hvad man i dag med et nedslidt ord kalder et formuleret værdigrundlag. Det påtog Fafner sig at skabe den teoretiske baggrund for med afhandlingen Teoretisk Retorik fra 1973, Retorik, klassisk og moderne fra 1977 og med det centrale værk fra 1982 Tanke og Tale. Den retoriske tradition i Vesteuropa. Så havde faget et moderne fundament at stå på.

Fafner demonstrerede sideløbende hermed sit fags praktiske brugbarhed gennem betydelige indsatser i nævn og udvalg, i faglige foreninger, i Dansk Sprognævn, i ministerielle udvalg om mundtlig fremstilling – overalt hvor faget havde noget at bidrage med.

Æstetikken, metrikken, den praktiske omsorg for sprogbrugen i samfundet, retorikken i fortid og nutid, det hele bindes sammen af et humanistisk helhedssyn, som bl.a. kommer til udtryk i Fafners store og gode artikel humanisme i bind 9 af Den Store Danske Encyklopædi.

I sidste afsnit peger han bl.a. på behovet for tid til fordybelse i det kontemplative liv og mulighed for gensidighed i det aktive liv. Den ægte samtale mellem levende mennesker om vitale forhold har trange kår. Han slutter sin artikel således:

At genskabe muligheden for menneskelig værdighed, glæde og fordybelse inden for de givne rammer af mediekultur og markedsøkonomi er (derfor) den største udfordring for en moderne humanisme.

Tro dog ikke, at Jørgen Fafner har vendt verden ryggen. Tværtimod følger han levende med også i moderne kulturmanifestationer. En analyse af billedmediernes retorik falder ham ingenlunde vanskeligt, han kender alle de populære reklameslogans, og jeg tror, han er det eneste medlem af Videnskabernes Selskab, som har vedkendt sig glæden ved tv-zapning, kanalslalom som det hedder på norsk, og som i sin tid frydede sig højlydt ved fremkomsten splitskærmen, der muliggjorde samtidig tilgang til snesevis af tv-stationer.

Det hele foregår i det humanistiske forskningscenter på Kystvejen 44 i Kalundborg, hvorfra Jørgen Fafner har udsendt det ene skrift efter det andet og demonstreret, at det giver mening at forene skønne og nyttige videnskaber – også 250 år efter. Jørgen Fafner er en moderne klassiker, og han har genrejst faget retorik, der står som et af de mest eftertragtede studier på Københavns Universitet. Manden bag denne indsats skal nu have sin pris. Hjertelig til lykke!