Keld Zeruneith

Poesiens skabermagt

I min gymnasietids fjerne dage læste vi en mængde ly­rik i tysktimerne. Især gjorde Goethe indtryk, fordi han havde så mange veninder, der i række og geled stod bag som inspiratorer. Vi kendte dem alle ved navn, endda ved tilnavn, vi holdt som Goethe inderligt af „Blomsten fra Sesenheim", Friederike Brion, og lærte remsen udenad. Den sidder bedre fast end dig­tene.

Og Holger Drachmann i dansktimerne: også dér var damerne pensum og gav digtene særlig stoflighed, barnebruden Vilhelmine, søstrene Polly og Emmy, va­rietésangerinden Edith, som egentlig hed noget an­det, og hvem det nu ellers blev til ude i Skagens klitter. Baudelaires depraverede elskerinder kom vi først til på universitetet.

Johannes Ewald havde sin meget decente Arendse, eller som han skrev: „Ney, ved Cupido, jeg havde en, el­ler egentligere jeg havdes af en deylig, fin og skarpsin­dig, en ædel, en majestætisk Arendse." Det var nemt. De øvrige veninder var meget anonyme. Ja, en af dem hed Rungsted, ved vi nu.

Aarestrup var forgabet i sin kone og pyntede sig lidt med herregårdsdøtrene. Sophus Claussen læste vi dengang så lidt, men så godt af, at han blev rasende in­teressant. Men endnu havde litteraturhistorien ikke til­delt ham erotisk mytologi, godkendt til skolebrug.

Alle disse gemytlige og tilfældige privatkartoteker måtte vi i senere, mere besindige tider reagere imod for at finde frem til, hvad digtning egentlig er for en størrelse, og vi foretog en del puristiske manøvrer og hævdede med nykritikken, at digterens person er digt­ningen aldeles uvedkommende, kun egnet til at for­dærve læsningens rene lyst. Folkeviserne klarer sig jo også fint under en ukendt fællesnævner, dog underti­den navngivet som „anon.“

Senere igen, gennem 1970’erne, var kunstneren som romantisk, borgerlig individualist af andre grunde heller ikke meget i kurs, da det var tekstens samfundsmæssige væren, som var afgørende. Digteren gik i „Glemmebogen" og med ham alle anekdoterne. Som det ironisk lyder i Klaus Rifbjergs Mytologi-digte:

Kulturelt, demokratisk
udviklingsmæssigt er det tegn på alt
med f fra forstokkethed til
forstoppelse og forkalkning,
men jeg har svært ved at glemme Hamsun
der sagde sjask med Selma Lagerlöfs
korsetstivere til Nobelfesten og selv om jeg ved jeg ikke må
får jeg tårer i øjnene ved tanken om
at H. C. Andersen engang tog sine tænder ud
og satte dem på dugen da han ikke
syntes han vakte tilstrækkelig opmærksomhed.
Og Johannes V. Jensen på motorcykel.
Al den underholdning, venner, al den underholdning.

Siden hen er Andersens tænder atter børstet stuerene i både digtning og kritik, og biografien hævder sig som en gyldig og magtfuld humanistisk forskningsgenre, som ikke skal klandres for, at den tilmed kan være un­derholdende, når den ikke er det rene sjask, men tje­ner et væsentligt formål.

Med en ny „forstokkethed" vil biografien skabe enhed mellem æstetik og eksistens, dér hvor den gamle, føromtalte forbindelse kunne være ganske udvendig og egentlig også ganske uerotisk.

At den slags ikke går stille af, viser den debat, som Keld Zeruneiths tre store biografier har vakt og den mil­dest talt blandede kritik, hans biografi om Sophus Claussen har fået.

Det er en Dyst at fælde store Træer - men ogsaa det at faa dem til at vokse med kæmpestærke, vidt udbredte Arme og Rødder dybt i Mulden.

Sådan beskrev Sophus Claussen det seriøse arbejde i sin sene digtsamling Heroica (1925).

Det danske Akademi har ved at tilkende Keld Zeruneith Selskabets pris anerkendt den dyst, han selv har udkæmpet med tre store, indbyrdes forbundne bio­grafier: „Den frigjorte. Emil Aarestrup i digtning og samtid'1 (1981), „Soldigteren. En biografi om Johan­nes Ewald" (1985) og nu senest „Fra klodens værksted. En biografi om Sophus Claussen" (1992). Det er en dyst, ikke at fælde disse store træer i skoven af danske digtere, men at få forståelsen af dem til at vokse ved at vise deres vækst, disse overstandere, som man kalder træer, der rager op over andre.

Zeruneiths tre i sig selv kunstnerisk tonede værker gi­ver gennem skildringen af digternes artistiske liden­skab et interessant bidrag til dansk åndshistorie i kor­respondancen mellem liv og værk hos dem, der lever skriften og driften sammen. Det giver et begreb om modernismens mentalitet.

Hvor Ewald i et pietistisk tilbagefald dog rejste sig som menneske om end - efter min mening - ikke i fuld højde som digter, og hvor Aarestrup måtte blive i splittelsen mellem mennesket og artisten, dér er Zeru­neiths påstand, at Sophus Claussen fik brugt den lan­ge, tilsyneladende golde produktionspause efter ung­dommens pragtudfoldelse til en psykisk omdannelses­proces som forudsætning for et nyt, heroisk symbol­sprog i de sene hexameterdigte: en sammenfatning af hele hans erfaring om tilværelsens særlige brænding.

Spaltningen mellem mennesket og digteren, der fik ham til at fatte sit liv gennem værket, var nu om ikke læget, så erkendt i et omfang, der gør poesi til religion. Digtet "Skabelse" siger:

Det Rige, som har indkaldt mig, og som jeg stammer fra,
er det en ufødt Magt, der fødende forløser sig?
Er det en Guddomspagt, hvis Væld er idel Herlighed?
Jeg ved det ej, men i mit Blod er alle Længslers Mod. Jeg hamrer Ild af Mørket; udfrir de afmægtige.

At verset sprogligt kunne bære denne erkendelse, vises ikke kun gennem biografiske og dramatiske forløb i Claussens liv, men gennem intense analyser af digtene.

Uanset om man deler Keld Zeruneiths syn på per­sonlighedsudvikling og hemmelig formålsrettethed, intentionalitet, i bevidstheden - og personlig ser jeg større perspektiv i valfarten end i pilgrimsmålet, så er hans bog en bragende flot gennemførelse af et litte­rært og menneskeligt projekt, der understreger poesi­ens skabermagt og dybe ansvarlighed.

Nietzsche havde oplevelsen af, at hvis han sov et øje­blik, så ville verden ramle sammen. Sophus Claussen siger i digtet ,Atomernes Oprør":

Jeg et Atom, som har danset om Solen, faar Sol til at danse,
hvis et Atom springer fra, ophører Sfærers Musik.

Digteren er ikke forskellig fra atomet. Og digtet er samtidig en hyldest til det kvindelige i eksistensen, kønnenes dialektiske sammenhæng. „Kvindens Heroica er hendes Adfærd og levende Tanke,“ lyder det.

Keld Zeruneith har af gode grunde givet eros en væ­sentlig plads i værk-liv forståelsen - og i øvrigt ikke glemt kvindeskikkelserne. Han har på gammeldags vis navngivet elskerinderne og gjort dem til pensum. Der var såmænd ikke så mange i Claussens liv, at de be­høver at belaste hukommelsen. Der er plads nok på perronen på Skanderborg station. Og underhold­ningsværdien skal man som sagt ikke kimse ad.

Man kan bruge digte til at forstå livet med. Man må bruge livet for at forstå poesien. Keld Zeruneith har med sin bog om Sophus Claussen med egen lidenskab åbnet for kunstnerens værksted og ildsted, dets sted i eksistensen. Og trods en vis absolutisme i opfattelsen har han dermed også åbnet for en debat om kunstens væsentlighed.

Det Smagende Selskab gav i sin tid Johannes Ewald en pris. Christian Winther fik en, men ikke Aarestrup. Jo­hannes Jørgensen var i Selskabets kridthus, men ikke Sophus Claussen.

Keld Zeruneiths bidrag til de skiønne og nyttige viden­skabers forfremmelse har givet Selskabet en god smag i munden og lettet dets konto for et beløb på 20.000 kr. til hædersprisen, som jeg her har fornøjelsen at vide­regive.

Keld Zeruneiths takketale

Tak til Torben Brostrøm. Jeg har jo også spekuleret over tildelingen af denne gamle pris og fundet ialfald 4-5 gode grunde - ikke til at jeg skulle have den, men hvorfor jeg synes at jeg er taknemmelig og rørt over at have fået den.

Den første grund er måske lidt pinlig at komme ind på: den rent personlige, som har at gøre med den beærelse man føler ved at få en sådan pris. Det kildrer ens forfængelighed, eller som Ewald har talt om, hvor vigtigt det er at blive bemærket. På den anden side kan man vel sige, at det at få nogen anerkendelse måske al­ligevel ikke er suspekt i betragtning af, hvilken inspi­ration det kan være for en forfatter, som arbejder i åre­vis i enrum, at blive bemærket en gang imellem. I prin­cippet burde måske alle forfattere have priser hele ti­den!

Den anden grund har at gøre med Ewald: det histo­riske og personlige forhold jeg føler at have til ham, der i år som bekendt fylder 250 år. Torkel Baden ud­talte at Selskabet jo reddede Ewald fra at dø før han el­lers havde gjort af druk, og også sørgede for at han blev en bedre digter end han måske ellers ville være blevet. Jeg regner ikke med at prisen kan udøve de samme mirakler for mig, men vil dog alligevel nævne det.

Den tredje grund har forbindelse med, at denne pris gennem mere end to hundrede år er uddelt både til forfattere og videnskabsmænd, ligesom Akademiets kollegium består af en kombination af forfattere og videnskabsmænd. Og det er vigtigt for mig, fordi jeg selv, som Torben Brostrøm var inde på, synes at det er afgørende at kunne forbinde digtning og forskning. Der har været forskellig opfattelse af den metode, som jeg har anvendt mig af, f.eks. at jeg skulle ønske at for­fattere og digtere var anderledes end de var. Men det vil jeg alligevel gerne dementere: jeg har ikke nogen fortrydelse på digterens vegne. For mig har det været afgørende at finde det, som er den indre nødvendig­hed og drivkraft i deres livsprojekter, herunder også de personlige omkostninger som har været forbundet med at skrive.

Den fjerde grund hænger sammen med den jeg har nævnt, nemlig det forhold at vi i moderne litteratur­forskning i øjeblikket oplever det samme som for 25 år siden: at litteraturteorien begynder at udvikle sig auto­nomt, selvgyldigt - i de mest radikale tilfælde kan man ovenikøbet læse at litteraturen faktisk er fuldstændig overflødig, ligegyldig. Og jeg vil i det perspektiv tillade mig at se denne tildeling som et tegn på eller en påskønnelse af, at jeg har søgt at forbinde tekstfor­ståelse og kunstnerisk personlighed med hinanden. Det som igennem snart 25 år har været styrende for min interesse for litteratur i undervisning og forsk­ning, er forestillingen om at man i digtningen har det bedste og mest kvalificerede svar på det afgørende spørgsmål: hvem er jeg.

Femte og sidste grund er, at jeg ved en hurtig ud­regning har fundet ud af, at de 20.000 kr. netto cirka svarer til prisen på en billet jorden rundt.

Til allersidst: Jeg har altid været en lille smule vild med Det smagende Selskabs pris med dens historiske aura. Alene titlen - Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse. Og hvis jeg må have lov til at bruge det udtryk: det er en fed pris at få.

Tak til Torben Brostrøm og tak til Det danske Aka­demis medlemmer.