Tale for Troels Andersen ved overrækkelsen af Selskabets pris den 28. november 1983
Inden for videnskabsteorien kan man træffe på den såkaldte Zeitgeist-tese: Først er Tiden med alt sit, og derefter danner videnskaben sit billede. Det er Tiden forstået som Zeitgeist, det er netop ikke naturens tid. Ellers ville det jo ikke være en pointe.
Som eksempel nævnes Weimar-Republikkens rod, en broget Zeitgeist. Som så skulle fremkalde en „akausal tilpasning" hos fysikerne. At groft sagt den akausale kvantemekanik mere er en genspejling af en Zeistgeist end naturligt fremkaldt.
Troels Andersens bog om Jens Adolf Jerichau, udkom på et tidspunkt, hvor en mængde museumsfolk og såkaldte kritikere styrtede rundt efter det „vilde“, „heftige“, det „ekspressionistiske". Det passede jo næsten alt for godt. Selv om det fra mange sider blev bebrejdet bogen at den ikke var vild nok.
Men Jerichau-bogen er ikke udsprunget af denne vilde Zeitgeist. Men måske kender en tid ikke sin egen ånd. Det ville også være for let.
Jerichau-bogen er ikke en døgnflue. Den rummer en fortegnelse over Jerichaus værker: det er sejt arbejde at efterspore gamle og ofte glemte billeder. Pulterkammerarbejde. Opvækkelse af de døde. Det er da glimrende, vil nogen sige, men kunsthistorisk håndværk skal folk have deres løn for, men ikke nødvendigvis priser.
Jerichau-bogen er en bog der - med værkfortegnelsen som en integreret del fungerer som litteratur. Som kunst bevæger den mig. Og værkfortegnelsen far en symbolsk funktion: som en demonstration af at der er en substans, at det handler om noget, en forpligtethed. Hvor mange andre bøger på dagens marked kan fremvise en „liste“?
Netop fordi der er dette „noget“ kan teksten fa sin nødvendige stramhed og befriende knaphed. Det er kunstnerisk økonomi, ren haiku som koster dyrt.
De hurtige tekster, dem der i en vis overfladisk forstand smitter og begejstrer, er ofte de uvidende tekster. Uvidenhed dækker sig med mange ord. Man har bebrejdet Jerichau-bogen at den ikke er „medri- vende“. Det er den heller ikke, og skal heller ikke være, for alt for megen overflade-bevægelse giver ikke plads til stoffets egne bevægelser. Det strømmer på overfladen, nede på bunden bevæger de store sten sig langsomt og gnidrende. Andersens intense viden, som ikke er en akademisk viden, giver plads for stoffets egne bevægelser. Hvad kun en anmelder har set. Begribeligvis Peter Laugesen.
Stoffets egne bevægelser, de store blokkes skriden. Det er der det sker. Det andet er underholdning, kultursider, pædagogik, dagens litteratur.
Det drejer sig ikke blot om at Andersens tekst giver plads til bevægelserne i Jerichaus billeder, men at teksten selv, i kraft af sin intense viden, udvikler en stoflighed, og dermed nye strukturer der i en overlejring udvikler sin egen tektonik. Et under er sket, en tekst der både gør det usynlige i Jerichaus billeder synligt, og derigennem selv bliver et kunstværk, som man så i sin tur kan gøre nye billeder af vil jeg mene.
Jerichau-bogen hænger intimt sammen med den foregående bog fra Andersen, bogen om Gottschalk. De to bøger hænger sammen så man nu venter på det tredje bind.
I Gottschalk-bogen forbindes billedernes strukturer - der ikke er at forveksle med en banal beskrivelse af hvorledes billedet er „komponeret“ - med biografien, livet, sindstilstandene, lidelserne. Under den ydre „komposition” ligger en struktur. Som både er stillads og bevægelse. De skridende strukturer.
I Gottschalk-bogen beskrives det på et centralt sted:
Den stadige tilbagevendende, ensartede strukturering af vidt forskellige sansninger og motiver fører ud af det dilemma, som Stuckenberg beskriver, den „flimren”, der opløste forholdet til virkeligheden. Den franske impressionisme overvandt denne opløsning blandt andet gennem farvens selvstændige udvikling og frigørelse. De skandinaviske kunstnere forbandt „impressionismens” sansninger med en eksistentiel konsekvens. Den enkeltes sanseoplevelser - med tilbageløb i personlighedens inderste sider - skulle samles i billedet. Det fik voldsomme følger for kunstnere som Hili og Josephson. Hos Gottschalk er forløbet mindre dramatisk, men dog mærkbart. Den indre spænding vokser stadig i hans billeder.
Hos Andersen kravler den dødssyge Gottschalk frem til det sted, hvor „Billedet var nu mindre end nogen sinde blot en afspejling af en ydre givet virkelighed eller en sublimering af den. Det var resultatet af hans eget opgør med den ydre virkelighed, eller selve det fortsatte opgør.
Hos Jerichau bliver De Skridende Strukturer voldsomt nærværende som den evigt Truende Sprængning. Jerichau har selv skrevet:
Tid, rum, form (kugle), tryk. Tiden ligger i rummet, og kuglen fylder rummet, og spændingen holder kuglen sammen. Tid-rum-form-spænding.
En spænding med en indbygget, hele tiden nærværende trussel om Sprængning. Som Asger Jorn har beskrevet som det hårde krav, der stilles til kunstneren om, „at bære ansvar for de sindsstemninger han fremkalder, ved i hvert fald at stå inde for dem ved at kende dem på sig selv. Denne psykiske anspændelse hos kunstneren er det, der i så mange tilfælde sprænger hans sind..“
Dette Jorn-citat står sidst i Troels Andersens bog, men svæver over indgangen. Hvis Jorn er trilogiens sidste bind er begyndelsen til det hele tilgodeset.
Troels Andersen fylder ikke blot nogle rum ud som Jorn har peget på. De to bøger - Gottschalk og Jerichau giver adgang til nye rum. Og der er ikke blot tale om at underbygge en håndfuld påstande om nogle malerier i historien, der er skabt nogle nye kunstværker. På den eneste mulige måde - hårdt arbejde.
Og for at ende med „Zeitgeist“, nu da tiden løber ud, et sidste citat: „Lige så lidt som Jerichaus samtid forstod de psykiske strukturer, som han intuitivt oplevede, og for hvilke han fandt udtryk, uden selv helt at være herre over dem, lige så lidt forstod den karakteren af hans arbejder til bunds. - Jerichau forudgreb ikke, han realiserede et ekspressionistisk og spontant maleri.
Der er ingen let „Zeitgeist“-formel, ingen bagklog forudgriben eller mekanisk afhængighed, der er det man i sin tid realiserer. Som Troels Andersens bøger gør det.