Tale for Ulrich Horst Petersen ved overrækkelsen af Selskabets pris den 28. november 1979
Ulrich Horst Petersen sagde engang, for så længe siden at han nok har glemt det, og jeg citerer galt efter hukommelsen: at de store filosoffer åbenbart var dem, hvis filosofi kunne forenkles til et par sætninger, som kunne rummes inden for den almindelige dannelse. Når man ser hvordan de store filosoffer undertiden optræder i debatten, kan man vel også se det rigtige i denne iagttagelse - der ellers ikke var helt alvorligt ment. Det er derfor heller ikke alvorligt ment når jeg i dagens anledning ville ønske at Ulrich Horst Petersen var en stor filosof, så jeg kunne gengive hans tanker i et par lettilgængelige sætninger. Selv om forfatterskabet er overskueligt - det omfatter tre bøger: Frihed og tabu, 1971, Om værdierne, 1973 og I H. C. Andersens verden, 1977 - spænder det indholdsmæssigt vidt. Navnlig i den midterste og centrale, der altså hedder Om værdierne (og ikke bare Om værdier), tiltror forfatteren den almindelige dannelse temmelig meget, når han - i sin altid rytmisk bevægede prosa - bevæger sig fra den ene epoke til den anden, fra forhistorie til fremtid, fra det ene fag til det andet, uden direkte at lade sig mærke med at juraen er hans eget fag. Medmindre man da vil opfatte den logiske stringens som særlig karakteristisk for en jurist, hvad jeg selv vil - i dette tilfælde.
Som »privatiserende tænker« - for nu at citere Søren Kierkegaard - hører Ulrich Horst Petersen hjemme i den danske filosofiske tradition, der - med et citat af Høffding - »væsentlig har været båret af psykologisk og etisk interesse«, og som - trods Høffding - ikke væsentlig har været båret af fagfilosoffer. Det er spørgsmålet om værdierne der har været det centrale - og som blev skubbet ud i periferien af positivismen. UHP har med forkærlighed bevæget sig i den dimension af tilværelsen, der af positivismen blev henvist til det »subjektive« og af marxismen gjort til »overbygning«: det psykologiske, det etiske, det æstetiske.
Her er det dog værd at nævne at han var med til at introducere den unge Marx på et tidspunkt - 1962 - da heller ikke den senere Marx var særlig kendt eller læst, og at han har oversat Hermann Brochs massepsykologi. Heri ligger både en delvis bekendelse til den materialistiske historieopfattelse og en erkendelse af at der er andre - psykologiske - drivkræfter i historien, at det f.eks. er »umuligt at komme udenom at der gør sig en aggressivitet gældende, der ikke har så forfærdelig meget med økonomien at gøre« (Om Værdierne, s. 57). Hævnen var en moralsk pligt langt op i historien, gengældelsestvangen er stadig en primitiv drivkraft, som i det kapitalistiske samfund kan indgå en forbindelse med konkurrenceprincippet. Fascinerende er hos UHP blikket for primitive holdninger under civilisationens overflade, primitive på ondt og godt: ikke blot kan organisationerne i det moderne samfund let få karakter af den organiserede gengældelsestvang, men den primitivitet, den oprindelighed, som kan iagttages hos barnet og hos skælmen, i legen, i drømmen, i folkeeventyret og i H. C. Andersens eventyr, kan på den anden side have svært ved at komme til udtryk i den rationaliserede og dog stadig så irrationelle moderne virkelighed, præget af at frigørelsen fra gamle værdier og normer har ført til at tilværelsens forskellige områder har lukket sig om deres egne værdier, så at udviklingen - som det formuleres et sted (Om værdierne, s. 87) - ikke fører til »indsigt i de fælles vilkår, men snarere til en fastlåsning i kravet på egen ret og egen fordel«.
Svarende til samfundslivets opdeling i interesse- og fagområder bliver også enkeltmennesket delt op i sine forskellige funktioner, splittet mellem sine forskellige behov. Opgaven både i den enkeltes liv og i samfundslivet - der også kommer til at stå over for hinanden som adskilte sfærer - er at skabe ligevægt mellem alle disse selvstændig- gjorte områder, så de både får værdi i sig selv og værdi for helheden. Hvordan etablere den overgang, som den materielle udvikling har gjort mulig og nødvendig - og tilsyneladende også umulig: fra behovenes tvang til - ikke frihed for behov, men snarere frihed til at forme dem. UHP taler om »menneskets menneskelige behov for ikke blot at hendæmre animalsk i tiden, ... men for at forme den, give den menneskelig skikkelse ... behovenes behov, hvori kunsten begynder og slutter«.
Dette kulturskabende behov for at skabe har ytret sig allerede i Dordognes hulemalerier, har ytret sig i kunsten til alle tider, men har i den moderne uoverskuelige virkelighed vanskeligt ved at komme til socialt udtryk. I forordet til sin første bog skriver UHP: »behovet for den ægte næring melder sig, samtidig med at viden om hvad ægte næring er synes mindre end nogensinde«. Den faglige viden er som sådan delviden, i videnskabeligheden som sådan ligger der en tendens til at gøre det hele til noget andet, noget mindre, en tendens som var tydelig i positivismens værdinihilisme og også i megen marxistisk ideologikritik. Jeg må i denne sammenhæng mindes et dobbeltinterview (i Information 11-3-78) med Preben Wilhjelm og mig, der sagde noget kritisk om ideologikritikken, hvad der fik ham til at svare:
Ideologikritikken har nok været lammende, ja ikke kun på mig, men på dem, der kunne beskæftige sig med noget mere reelt. Den var til gengæld fuldstændig nyskabende i sin begyndelse. Dengang Ulrich Horst Petersen, skrev sin artikel om dansk filmindustri, Morten Korch- filmene og trivialgenren og anvendte sit analyseapparat. Det blev til en skånselsløs afklædning af ideologien. Da var det noget af en åbenbaring.
Preben Wilhjelm hentyder til en artikel, som blev publiceret i Vindrosen i 1961, UHPs første større arbejde, omarbejdet og genoptrykt i »Frihed og tabu« under titlen »Fjenden«. UHP havde opdaget at der bag de tilsyneladende harmløse underholdningsfilm lå en fælles struktur, med autoritær-feudal karakter, præget af en sort-hvid ven-fjendeholdning, altid med en syndebuk, som skal ofres for at det gode, de gode kan sejre, - et primitivt kompleks, som han også fandt i tegneserier og andre trivialgenrer, men tillige i det samfund, som både trivialiseres og ritualiseres, men netop ikke analyseres og skildres realistisk i trivialgenrerne. Derfor kan UHP resumere: »Den æstetiske værdiløshed i underholdningsindustrien er vidnesbyrd om dens sociale værdiløshed, der kommer til udtryk i den konsekvente fastholdelse og dyrkelse af fordomme, vrangforestillinger, kort sagt, gengældelsesforestillinger af enhver art.«
Selv om UHP således kan betragtes som ideologikritisk pioner, har han forholdt sig kritisk til den mere mekaniske ideologikritik med dens tendens til at reducere kunsten til symptom, og han har gjort det ved at gå ind i H. C. Andersens verden - som hans sidste bog jo hedder - og udlægge værkets egen kritik af den tilbøjelighed, vi alle har, til at reducere og til at gøre en dyd, en ideologi af det: uforstandighedens bornerthed, forstandighedens udspekulerethed. På Andersen bruger UHP ikke det store analyseapparat, men nogle enkle nøglebegreber, bl.a. netop reduktion og skabelse, der lukker forfatterskabet op. Skabelse - det er et andet ord for »behovenes behov, hvori kunsten begynder og slutter.« UHP begynder med kunsten, men slutter ikke med den; citatet fortsætter: »Det er ikke et behov kunsten har skabt, det har altid været der, og det er større end kunsten; det er ikke blot forudsætningen for den, men for selve det menneskelige sprog og den menneskelige erkendelse.«
Hvordan kommer dette behov til udtryk i det moderne samfund? Det kan siges at være det hovedspørgsmål forfatterskabet kredser om. Karakteristisk for de tre bøger er spændingen mellem modsatte begreber: reduktion - skabelse, gengældelse - ligevægt, tabu og frihed. Ved tabu forstås her den kulturelle hæmning der i samfundet må træde i stedet for dyrenes instinktive hæmninger, de selvvalgte begrænsninger for friheden, som et frit samfund kræver netop i sin frigørelse fra autoritære mønstre. I centrum for alle de socialpsykologiske og filosofiske analyser står demokratiet, der et sted kaldes »det utopiske samfund frem for noget«, - den mest kvalificerede styreform, der forudsætter - ikke blot særlige, faglige kvalifikationer, men også særlige menneskelige kvalifikationer for at kunne opretholdes og udvikles.
UHP har søgt ligevægten mellem det faglige og det menneskelige i samfundet, hvor han da også har delt sin tid mellem indenrigsministeriet og værdifilosofien. Det skal dog nævnes at den første virksomhed ikke ganske fornægter sig i den sidste: han kender det system som han analyserer med kritisk blik, men med mere forståelse - i ordets to betydninger - end normalt hos samfundskritikere.
Det skal ikke være nogen hemmelighed at vi i Akademiet har været optaget af forbindelsen og spændingen mellem det der ligger i begreberne demokrati og kvalitet - og også i vor egen kreds har forsøgt os med nogle analyser, som vi ikke fandt tilstrækkelig kvalificerede. Desto gladere er vi for at kunne pege på kvalificeret demokratisk værdifilosofi og til det formål at kunne drage skøn nytte af det gamle selskab til de skønne og nyttige videnskabers forfremmelse.