Poul Bjerre

I den omstændighed at begge årets pristagere kommer fra det jyske, skal man naturligvis kun se en tilfældighed. På den anden side er det jo ikke nogen tilfældighed at de kommer fra det jyske, fra hver sin ende og på hver sin måde. Jeg skal ikke fordybe mig i det jyske ved Poul Bjer­re, - han er næppe det bedste eksempel på hvad man kal­der »jysk sindighed«, men det hører med til billedet af ham at han er blevet til på lang afstand af København. Han var fra begyndelsen en outsider i samfundsdebatten og er det vel stadigvæk, selv om han - for at bruge et af hans egne begreber - efterhånden har faet meget høj outsi­derstatus. Han blev, som andre selvstændige tænkere i Danmark, ikke nogen rigtig akademiker, han gik på arki­tektskole, men stod det ikke igennem, han gik sine egne veje, byggede sine egne gennemtænkte huse og filosofiske luftslotte, og et langt hospitalsopholds komtemplation be­tød vist lige så meget for hans tankebygning som tidens påvirkninger, hvoriblandt han selv har fremhævet delta­gelse i modstandsbevægelse og indtryk af PH. Dertil kom så en omfattende filosofisk og videnskabelig læsning, der førte ham til en lidenskabelig overbevisning om at vore styrende begreber er falske.

Ansigt til ansigt med verdens ufornuft kan man ganske vist tvivle på at vi overhovedet styres af begreber, - for Poul Bjerre var der ingen tvivl om at det er begreber, men ufornuftige begreber, vi styres af. På et tidspunkt - og det var da den kolde krig nogenlunde var lagt bag og velstandsboomet igang - da andre talte om ideologiernes død, talte Poul Bjerre om ideologiernes, de falske ideolo­giers, dræbende magt, men også om nødvendigheden af en retningsgivende ideologi, der kan stå sin prøve i virke­ligheden og ikke med stive begreber klemmer livet af den. For ham var det en selvfølge at der er ideologi bag al soci­al praksis og at en rigtig teori er nødvendig for at indrette samfundet rigtigt - og det vil jo sige at gøre det til et godt samfund. For Poul Bjerre er videnskabelig stræben efter det sande og etisk stræben efter det gode ét og det samme; selv om han ellers ville gøre samfundsteorien mere natur­videnskabelig og gerne ville gøre for det syge samfund hvad lægevidenskaben kunne gøre for det syge menneske, var han altså ikke just i overensstemmelse med det den­gang herskende positivistiske videnskabsideal, der holdt det sande og det gode, det teoretiske og det praktiske ude fra hinanden.

Det centrale angrebspunkt i Poul Bjerres ideologikritik er netop denne traditionelle adskillelse mellem det sande og det gode, - eller med andre ord: mellem det værende, der kan gøres til genstand for objektiv videnskab, og vær­diernes område, der ikke kan. Selve den moderne viden­skab opstod med denne adskillelse, i et brud med de gam­le hensigtsforklaringer, og det gælder stadig for uviden­skabeligt at forklare tingene med henblik på deres formål og ikke ud fra deres årsager. Det har unægtelig en vis praktisk betydning af kende tingenes årsager, hvad der først gør det muligt at gribe ind i dem, men det stiller net­op spørgsmålet: til hvilken nytte, med hvilket formål? og det spørgsmål er aldrig blevet stillet i forgrunden. Der er imidlertid, som Poul Bjerre ofte har fremhævet, ikke no­gen menneskelig virksomhed, der ikke er styret af et be­hov og et behov er altid rettet mod et formål; selve vor po­sitivistiske videnskabelighed er udtryk for et intellektuelt behov for sikkerhed: det er en indgroet tilbøjelighed hos europæiske intellektuelle at forlange samme entydighed af virkeligheden som af den formelle logik. Et eksempel på dette er den tåbelige strid der står om hvorvidt mennesket er et biologisk eller et socialt væsen, - det er ikke entydigt og logisk nok at det er begge dele, hvad der jo siger sig selv.

Poul Bjerre siger det også, på sin måde - og siger i det hele taget meget der siger sig selv, når man først har hørt ham sige det. Han har altid været på vagt over for ten­densen til at reducere virkelighedens mangfoldighed, så den passer til et af menneskets mangfoldige behov og ikke til alle de andre. Udgangspunktet for hans tænkning er netop troen på at vore naturlige behov er forenelige: af naturen er vi ikke i splid med os selv; men en samfunds­eller verdensindretning, der ikke modsvarer, men modar­bejder vor indbyggede målsætning, sår spliden i os og volder fortræd. Karakteristisk hedder hans bøger »Men­neskets natur« og »Videnskabens natur«, og da han i dem viser at mennesket er formålsbestemt, teleologisk, af na­turen, og at videnskaben derfor også bør være det og bør være samfundslægevidenskab, - er det logisk - eller teleo­logisk - nok, at der til disse teoretiske værker slutter sig en række store debatindlæg, fx. »Fra humanistisk psykologi til humanistisk politik« og »Landsbypolitik-samfundspoli­tik«, - titlerne viser spændvidden fra natur-forskning til praktisk politik. Praktisk politik må bygge på teori, men teorien må stå sin prøve i praksis, i eksperimentet; hvad der er ganske banalt i naturvidenskaben er stadig kæt­tersk i samfundsvidenskaben: at også den sociale organi­sations formålstjenlighed må afprøves eksperimentelt - i stedet for at hele samfundet kører som ét stort ukontrolle­ret eksperiment. Dette fører over til det berømte, omend strandede Krejbjerg-projekt, der i hvert fald har bidraget til at skærpe bevidstheden om at noget kunne og måske burde være anderledes, og som næppe er Poul Bjerres sidste praktiske forsøg; dertil er han - for nu at vende til­bage til det jyske - absolut for stædig, og det er måske hel­ler ikke tilfældigt at han er fra et missionsk hjørne af lan­det. I hvert fald har han en tro og et budskab, og han er ikke bange for at benævne det højeste mål, som vi af na­turen er målsat imod, kærlighed, så politikere, viden­skabs- og embedsmænd får gåsehud, og han citerer gerne Grundtvig for at »den har aldrig levet der klog på det er blevet han først ej havde kær«. Tanker opstår nemlig ikke af tanker alene, og tankeverdenen er ikke mål i sig selv: »Af frugterne skal I kende dem«, er et andet yndlingscitat.

Mens Poul Bjerre endnu var på tankestadiet og ikke var nået så vidt at de praktiske vanskeligheder var aktuelle for ham, kunne han give udtryk for en vis forskningsoptimis- me. Da sandhedsinteressen er den stærkeste i ham selv, ville han ikke rigtig kendes ved de andre interesser, der gør det svært at få noget realiseret, selv om vi ved at det er det rigtige, - det faldt og falder ham stadig naturligt at si­ge »vi« om os allesammen, som om vi alle allerede var sammen om noget og kunne gøre hvad vi ved. Modgan­gen har nok gjort ham klogere og klog nok til at bære stor praktisk medgang. Det er det som vi i al beskedenhed vil antyde med denne pristildeling, og vi vil gerne fremhæve det rimelige i at netop en pris til de skønne og nyttige videnskabers forfremmelse tildeles en så teleologisk tæn­ker og praktisk utopist som Poul Bjerre.