2018

Theresa Salomonsen

Tale af

Tale for Theresa Salomonsen ved overrækkelsen af Klaus Rifbjergs debutantpris, 2018

Modernister

"jeg blev ikke det, i ventede –
jeg blev alt det, i havde frygtet -
i lod mig vokse op
næret ved jeres afsavn.
i opdrog mig med skjulte taarer -
opdrog mig
til at leve jeres liv - fortsætte det -
skal jeg sige:
saadan levede i; i gjorde ret -
altsaa er det godt at leve saadan
skal jeg?
eller skal jeg dræbe haabet i jer?
fortælle jer, at jeg ikke blev som i -
at min verden er en anden verden end jeres -
min glæde,
min smerte en anden end jeres -
vil i tro paa min tak til jer?
paa min tak til livet?
eller vil i sige:
han fik alt,
han tog alt af os,
og giver os intet tilbage,
andet end sorg og skuffelse.
jeg ved, i har ret, naar i siger det.
jeg tror, jeg har ret,
naar jeg gaar til mit eget land.
men jeg går tøvende -
jeg gaar langsomt og tungt -
men jeg tror, jeg skal gaa."

Gustaf Munch-Petersens digt “til mine forældre”, fra “det nøgne menneske”, 1932, markerer den store modernismes sene indtog i dansk litteratur. Han følte sig tiltrukket af den revolutionære surrealisme, der søgte inspiration både i Freuds tanker om det store ubevidste og Marx´ om det kommunistiske utopia. Men digtet taler ikke ud fra ideologier og identiteter. Det taler fra et fremmed sted, med lutter små bogstaver. Digteren er en fremmed og må erkende sin fremmedhed. Digteren er alene hjemme på et andet sted i “landet som ikke er”, som Gustaf Munch-Petersen store forbillede, den finlandssvenske digter Edith Södergran, kaldte sine sidste, posthumt udgivne digte. Modernismen kom til Skandinavien gennem det svensktalende Finland, der var russisk indtil revolutionen i 1917:

"Jeg er en sigøjnerske fra fremmede lande,
i brune hemmelighedsfulde hænder holder jeg kortene.
Dage går efter dage, ensformige og brogede.
Trodsigt ser jeg mennesker i ansigtet:
Hvad ved de om om at kortene brænder?
Hvad ved de om at billederne lever?
Hvad ved de om, at hvert eneste kort er en skæbne?
Hvad ved de om, at hvert eneste kort, der falder af min hånd,
har tusindfold betydning?

Ingen ved at disse hænder søger noget.
Ingen ved at disse hænder sendtes ud for længe siden.
At disse hænder er vel bekendte med alle ting
og dog rører ved alting i en drøm.
Der findes kun eet par hænder som dem i verden.

Disse underbare røverhænder
skjuler jeg under den røde dug
i trods og tungsind, ringprydede og stærke.
Disse brune øjne skuer ud i endeløs længsel.
Disse røde læber brænder i en ild som ikke slukker,
disse sorgløse hænder skal gøre deres i den dystert brandskærsfarvede nat."

Digtet er skrevet i februar 1920, hvor man godt kan sige, at den modernistiske drøm var forbi. At det ikke længere handlede om, som Rimbaud sagde, at “følge den røde vej til det tomme herberg”. Herberget var ikke bare tomt, det var lukket, brændt ned.

"Mens graven kastes,
vuggen gynger, et øjeblik stråler lyset,
og så er det nat igen."

Samuel Becketts konstatering stod sidste uge i dødsannoncen for Morten Grunwald. Det foreløbig sidste af den slags strålende øjeblikke i kunsten var kubismen, der som en koncentreret udladning af lysende ny syntaks fyldte den sidste halve snes år op til første verdenskrig. Fyldte alting med håb om endelig at kunne finde det hjem, hvorfra sjælen kunne løfte kroppen til flugt ud i det genstandsløse, som den russiske maler Kasimir Malevich fablede om. Der kom en maler ind her, for i hele modernismens tid, og al den tid, hvor man med kunstneriske midler har kunnet tale om alt det, vi måske nu er i gang med helt at glemme, har malere og digtere stået tæt sammen.

Blandt kubisterne var det f.eks. den spanske maler Pablo Picasso og den amerikanske digter Gertrude Stein.

Ingen har nogensinde for alvor forklaret, hvorfor Picasso malede trekantede næser, siger digteren John Ashbery, men Gertrude Stein kommer tæt på:

"Et barn ser sin mors ansigt, det ser det på en helt anden måde end andre mennesker ser det. Jeg taler ikke om moderens åndelige væsen, men om trækkene selv og hele ansigtet, barnet ser det fra meget tæt på, det er et stort ansigt for en lille ens øjne, det er sikkert at barnet i nogen tid kun ser en del af dets mors ansigt, det genkender et træk og ikke et andet, den ene side og ikke den an en, og på sin måde kender Picasso ansigter som et barn kender dem og hovedet og kroppen. Dengang begyndte han at prøve at udtrykke denne bevidsthed og kampen var hård fordi ingen, med undtagelse af nogle afrikanske skulpturer, nogen sinde havde prøvet på at udtrykke sete ting ikke blot som man kender dem men som de er når en ser dem uden at huske at have set på dem."

Kubismens smukke malerier med deres tætte sammenhænge af betydning fik deres poetiske sidestykker i Gertrude Steins kæmpemæssige roman, “The making of Americans”, og i hendes tætte lille samling prosadigte, “Tender Buttons”, der i sin danske udgave hedder “Ømme dupper”. Vi er i 1912:

"Ind imellem et sted og slik er der en snæver gangsti der udviser mere opstigen end noget som helst, så meget faktisk at et kald i betydningen bolster målte en helt ny ting op med det. En jomfru en hel jomfru bedømmes som gjort og således er der mellem kurver og omrids og virkelige årstider og mere ud glas og et fuldstændig uhørt arrangement mellem gamle damer og milde forkølelser ikke nogen skov af satin der skinner."

Og:

"Farvede hatte er nødvendige for at vise at krøller bæres ved mangedobling af tomme rum, dette gør forskellen mellem enkelte linjer og brede maver, den mindste ting er lun, den mindste ting betyder en lille blomst og en stor forsinkelse der gør flere sygeplejersker end små kvinder virkelig små kvinder. Så rent er et lys at næsten det hele viser perler og små veje. En stor hat er høj og mig og al flødesovs hel."

Dette paradis blev lagt øde af krigen, alt faldt fra hinanden, og Dada samlede stumperne op for at begynde forfra.

"Fümms böwö täää zäää Uu
Uu zee tee wee bee fümms

rakete rinnzekete
rakete rinnzekete
rakete rinnzekete
rakete rinnzekete
rakete rinnzekete
rakete rinnzekete
rakete rinnzekete
Beeee
Bö"

Kurt Schwitters udarbejdede sin “Ursonate” i begyndelsen af 1920erne og i den periode debuterede også den digter, der mere end nogen anden videreførte arven fra Edith Södergran. Gunnar Björling skrev sig gennem alle den sene modernismes faser indtil sin død i 1960. Ind imellem så han sig tilbage, som i 1949:

"Kubeshimlen hadessorte bølger
sort båds færd
sort - en lille - den er slæbet
slæbet du
jeg, du
og strøsne over vold og over strand
og havets sus et tågehorn
og havets sus et regndråbefald"

Det drejer sig om, sagde Björling:

"At opleve livs blomstrende øjeblikke og gå som på en line spændt over det ufattelige. Noget af denne vej bør vel lyde i vor stammen på livsuendelighedens første bogstavs begyndelses streg."

Det er et godt dæk at stå på, når hypervinds forandringer suser omkring skibet.