2008

Morten Søkilde

Tale af

Tale for Morten Søkilde ved overrækkelsen af Klaus Rifbjergs debutantpris, 2008

Ifølge legatets fundats skal der ikke tales om prisvinderen, men om poesi og lyrik i almindelighed. Det skal dog her understreges, at udmærkelsen ikke tilfalder hvem som helst, men en modtager som med sin debut har vist klare tegn på talent.

Om poesi meddeler leksikonet, at ordet kommer af det græske poesis og dette igen af poiein, (gøre, skabe) som oprindelig betyder frembringelse af enhver art, men allerede i oldtiden anvendtes ordet fortrinsvis på den digteriske frembringelse, digtekunsten.

Se det er jo rene ord for pengene, dog skal man bemærke, at der med digtekunsten ikke henvises udelukkende til poesien, men også til epos og drama. Zoomer man ind på lyrikken, bliver det hele da også lidt mere poetisk så sandt som lyrik kommer af det græske Lyra, og så er det jo helt andre strenge vi haler i eller slår på.

Nu tales der nemlig først og fremmest om følelser, som jo primært er lyrikkens gebet, ja i en sådan grad, at der af og til kan komme noget ligefrem bævende for ikke at sige bævrende over den poetiske frembringelse, ja selv det sagligt funderede og nøgternt konstaterende leksikon kan blive rørstrømsk i tonen, når det hedder: ”I ord, billede og rytme udslynger lyrikeren sit eget bevægede sinds indhold, sin sjæls stemningsfylde, og denne digtning er derfor den mest subjektive, individuelle og inderlige.”

Lad gå med det subjektive og individuelle, men med det ”inderlige” skal der salt på eller i det mindste et svalende forbehold, hvis man f.eks. ser på udviklingen hos Højholt, som med årene kæmper sig ud af inderlighedens patos og foretager en radikal volte ind i tankepoesien og ironien uden at give køb på det lyriske. Solsorten er der, men flyver tilbage til naturen!

Man kan sikkert blive anklaget for hvad som helst, hvis man påstår, at der klæber noget pubertært ved poesien, skønt konstateringen imødekommer synspunktet om, at lyrik først og fremmest handler om følelse. Den første overgangsalder er følelsernes tid, og det er da også her de fleste finder frem til poesien. Intet kan som verset bruges til at beskrive epokens gennemgående oplevelse af indre tumult: ”Himmelhoch jauchzend zum Tode betrübt.” Men bliver det derved, er der i reglen noget galt, og det lysende røde exit-skilt rummer for nogen en dramatisk og tragisk udgang i dødens, som det gjaldt for f.eks. Ewald og Michael Strunge - for blot at nævne to.

Men selv champagne, der mister bruset, behøver ikke nødvendigvis at blive flad, og det er det samme med digtet: først når en vis ro indfinder sig, afslører dets indre kvalitet sig. Eller man kunne bruge et andet billedet om digtekunsten, den minder i sit vækstforløb om rosen, der modnes, blomstrer vildt, visner, men bevarer sin duft ja måske med en snert af råd, som gør oplevelsen dybere.

Under alle omstændigheder er der noget forstemmende ved at opleve en poesi eller en digter, der anstrenger sig på kanten af overanstrengelsen for at være med på moden eller promenerer en kunstig ungdommelighed for at være på hat med de unge, som om det i sig selv er en kvalitet at være ung.

Hver ting til sin tid, siger en ældre herre, der i det mindste ved, at det ikke er en kvalitet at være gammel. Og man behøver ikke ty til leksikonet for at vide, at det hårtrukne intet har med poesi at skaffe. Digtet er der, digtet lever med en evig drøm om at blive pakket ud, og det behøver såmænd ikke engang at ske nænsomt – jordskælv eller frøkenfingre, det er lige meget – blot overensstemmelsen mellem hjerne og hjerte er i lod, tiden er inde, tiden er med.

Men også paradokset, som måske er kernen i det hele ikke bare i poesien, men i al kunst lever, så sandt som Goethe var en ung mand, da han skrev ”Über allen Gipflen ist Ruh… Warte nur balde ruhest du auch” og 57 da han skrev ”Faust”. I sidstnævnte finder man som bekendt linjerne: ”Das ewig weibliche zieht uns hinan” og måske er der netop her Goethes og vores hund ligger begravet. Poesien er feminin, og den bliver kun rigtig god, hvis man er skudt i den.

Kære Morten Søkilde, til lykke med prisen!