Tale for Lars Bukdahl ved overrækkelsen af Klaus Rifbjergs debutantpris den 28. november 1988
Poesi - et ekko som spejlbilledet i vandet er det
I statutterne til det legat, som med god grund i dag uddeles til Lars Bukdahl, står der, at der skal tales om poesi ved overrækkelsen. Det er en udfordring medlemmerne af Det danske Akademi gerne tager op - selv om det måske også sker med en smule bæven.
I årenes løb er der talt og skrevet meget om, hvad poesi er for noget, og jeg skal vel vogte mig for at føje endnu en definition til mange. Alligevel kan lejligheden måske give anledning til et par betragtninger, som kan være til opbyggelse for nogen, i værste fald kun for mig selv.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg begyndte at skrive poesi. Jeg vidste ikke, hvad poesi var, da jeg tog fat. Men der er næppe tvivl om, at tilskyndelsen kom udefra. Digte var noget, der stod i bøger, også i de læsebøger, man fik smidt i hovedet som ganske lille. Det var primitive, morsomme eller følsomme vers egnet for ubefæstede sjæle, og jeg registrerede umiddelbar afsky for Kaa- lund, selv om jeg ikke var i stand til at gøre rede for, hvad det var, der gjorde mig kvalm og usikker.
Men da jeg selv tog fat, var jeg - bevidst eller ubevidst - overbevist om, at skulle jeg skrive vers, ville de aldrig komme til at handle om forladte ællinger i en rede af dun eller en skrigende måge over et oprørt hav eller en hund, der bliver ved med at gø og gø.
Man skal ikke gå i rette med en afdød kollega, som ikke kan forsvare sig, min idiosynkrasi har da også rødder i forhold, der rækker ud over tilegnelsen af de nævnte vers. Min mor forfulgte mig med refrainet fra „På det jævne på det jævne“, og jeg vidste, at hun ikke mente en brik af, hvad hun sagde, når hun understregede denne middelmådighed som eksistentielt ideal. Hun ville såmænd gerne have set mig som både Zar af Rusland, Konge af Illyrien og Pave i Rom.
Instinktivt må jeg have forstået, at angsten for hybris, som kan være berettiget nok, har en tendens til at slå over i sentimentalitet og uldhose-mentalitet, når det drejer sig om kunst. Derfor var jeg også forvirret, da jeg af en eller anden grund (velsagtens for at hamle op med de andre, der gjorde det) begyndte at skrive poesi.
Jeg syntes, det var vanvittig svært, og jeg brød mig ikke om det, jeg skrev. Det var skrækkeligt at skulle indpasse sig i et skema, som andre havde vedtaget som normgivende, hvis man ville lave „rigtige digte“. Jeg kæmpede med fødder og rim, og en gang imellem lykkedes det mig at få noget til at ligne, og jeg gjorde mig stor umage ved forelæggelsen med at overbevise mig selv om, at det var et rigtigt digt, jeg havde skrevet.
Men det gik ad helvede til, og derfor troede jeg heller aldrig rigtig på, at det var digter, jeg skulle være. Indtil en dag, hvor jeg sprang op og ned på det de andre mente, og skrev på en følelse, hvor jeg ikke behøvede forføre mig selv, men fik kontakt med det indre menneske, der et eller andet sted er uafhængigt af konjunkturerne og taler med en stemme, som ikke er til at tage fejl af. Så gik der hul på kokosnødden.
Disse spredte selvbiografiske betragtninger siger ikke umiddelbart noget om, hvad poesi er, men måske noget om, hvad poesi ikke er. Poesi er ikke sentimentalitet, poesi er ikke konformitet. Alligevel hviler al poesi på et bjerg af den poesi, som er skrevet i fortiden, og jeg har ikke svært ved at se for mig, hvordan den i sin tid opstod. Den har været et ekko ligesom spejlbilledet i vandet er det, og ligesom spejlbilledet i vandet uanset hvor stille det er, altid flimrer (bl.a. på grund af jordens rotation) har ekkoet også været behængt med forvrængninger, og selvom de har været ganske små, har det udråbte ord haft noget mere ved sig end det oprindeligt transmitterede, det har været anderledes, mere mystisk, mere hemmelighedsfuldt betydningsladet, mere magisk.
Ingen djævel kan forklare, hvorfor to eller tre eller fem ord anbragt på en linje eller under hinanden pludselig bliver til poesi. Mange udsagn og udlægninger omgiver gennem tiderne Dantes „Guddommelige Komedie“, men ingen har endnu kunnet forklare, hvorfor „Nell mezzo dell’ camin de nostra vita, mi ritrovai nell’ una selva oscura“ ikke blot annoncerer tryllekraften i et helt værk, men også rummer den i sig selv.
Jeg tror, jeg fandt vej til min egen poesi via Eliot. På mange måder fandt jeg ham frastødende og har også i dag svært ved at goutere hans indeklemte fromhed og aristokratiske og jomfrunalske menneskeskyhed og foragt. Men i digtene vidste og ved han noget mere end hans tit fattige og ubarmhjertige ideologi udtrykker. Jeg kendte ham på tørken, jeg hørte hans digts rottefødder over cementgulvet og vidste, at her var et væsen, som på sine egne rædselsfulde, idiosynkratiske præmisser trods alt forstod og elskede både livet og menneskene på en anderledes intens og udfordrende måde end den velmenende og udmærkede besynger af anskudt fjerkræ fra det forrige århundrede.
For at sige det kort, så er poesi ligesom et hul „ingenting med noget udenom“. Eller omvendt. For at komme ind til poesien må man af og til af med noget, som både hindrer og hæmmer. Det ved en anden gæst i dag alt om, og færre udtrykker sin egen poetik elegantere end Halfdan Rasmussen, hvis ord jeg afslutningsvis gør til mine:
Lille Dorthe har klaver
og en vorte
som man ser.
Når hun spiller
vipper vorten
så hun kludrer
med akkorden
Lille Dorthe klippede
vorten af som vippede.
Nu kan søde lille Dorthe
spille Lieder ohne Worte.