Lene Henningsen

Tale om poesien

Mine damer og herrer, - hvad kan man sige om poesi?

Bifalder man Poul Henningsens sætning fra en vise i en anden sammenhæng: „Man kan ikke binde ånd“, - kan man i denne tillægge, at man heller ikke kan for­klare ånd.

Poesi kan altså ikke forklares. Til gengæld virker poesien selv som indlysende forklarelse.

Der er for poeten indbygget en skuffelse i at tale om poesi. Det må jeg sige, idet jeg begynder, skønt jeg selv har skrevet en hel bog, der hedder „Hvad angår Poesi“, og derfor - uanset det uforklarlige - endda næppe undgår at gentage både mig selv og andre i det usikre forehavende. Under alle omstændigheder støtter jeg mig til citater.

Jeg må indskyde, at poesiens uforklarlighed ikke bety­der, at man ikke sagtens kan analysere og dermed lette forståelsen af et digt, det kan man, hvad mange digt­analyser viser. Men det forholder sig lidt som med tolk­ningen i prædikener, den kan føre ind i teksten, måske tilmed ta vare på den, men den kan ikke træde i tek­stens sted eller overtræffe den, hvad den gode kritiker ved.

Jeg kan citere en dedikation, som komponisten Vagn Holmboe engang skrev til mig i en bog, han har skre­vet: „Det, der ligger skjult i digtet, er åbenbart i musik­ken, men - paradoksalt nok - lige så skjult." Sjovt nok hedder den bog, han skrev dedikationen i, „Det ufor­klarlige", fire satser om musik. Det, som Holmboe trods alt forsøger at overveje, er musikken som udtryk og alment fænomen, idet han straks gør det svært for sig selv ved at fremhæve, at musik er andet og mere end summen af dens bestanddele. - Og hvad det er, unddrager sig analyse og forklaring, da det kun lever og er til, så at sige "når musikken spiller".

Sådan er det også med poesi.

Hvad Holmboe kalder det uforklarlige, har selvfølge­lig at gøre med den umiddelbare oplevelse, den løf­tende kvalitet, der, når den søges forklaret eller be­skrevet, ligesom forsvinder: forklaringen bliver til bortforklaringer. Samtidig viser Holmboes fremstil­ling, at selve den kunstneriske proces har sine typi­ske, temmelig ens, forløb i billedkunst, musik og digt­ning.

Jeg tror, at hvad lyrikken angår, både kompleksite­ten og det ofte hektiske arbejde med sproget i indfal­det, kan digteren om det muligvis vellykkede resultat bagefter sige: at have nedskrevet et godt digt vil sige det samme som ikke at have spoleret det! At have be­varet dets tempo, rytme, frase og netop dette digts be­stemte lydstyrke. Det er på en måde enkelt!

Fra de andre kunstarter kan lyde lignende forklarin­ger, der også bør apostroferes. Maleren Georges Braque skrev i sine iøvrigt meget morsomme notes­bøger: „Når jeg begynder, har jeg en fornemmelse af, at mit billede er på den anden side, det er bare dækket af hvidt støv, nemlig lærredet. Jeg behøver blot at støve det af. Jeg har en lille børste til at få det blå frem med, en anden til det grønne eller det gule. Det er mine pensler. Når alt er støvet af, er billedet færdigt. “

Siden slutningen af 1950’erne var den svenske digter Gunnar Ekelöf så venlig af og til at sende mig en ny digtsamling; han skrev også nogle linier foran på smudstitelbladet. Engang følgende om digtet, og nu si­ger jeg det på dansk, for min svenske udtale er ussel:

„Det er stilheden, du skal lytte til. Stilheden bag re­plikken og allusionen, stilheden i retorikken - eller i det såkaldt teknisk fuldkomne. Dette er din søgen ef­ter noget meningsløst i det meningsfulde - og om­vendt! - Og alt det, jeg så kunstfærdigt prøver at digte, er modsætningsvis noget ukunstlet, og hele fylden er tom. Hvad jeg har skrevet er skrevet mellem linierne."

Disse ord kom - i en lille smule ændret form - til at stå som indledningsdigt i hans bog "Opus Incertum" under titlen Poetik.

Samme Gunnar Ekelöf skrev også værkstedsbetragtnin­ger, altså blandt andet om behandlingen af det ufor­klarlige fænomen, der findes midt i hverdagen. Et sted siger han, at han af og til synes, at lyrikeren i sammen­ligning med andre kunstudøvere har ringere vilkår i forholdet til materialet. En maler, en billedhugger, en arkitekt omgås med konkrete materialer, der giver kompensation for vanskelighederne i form af en tryg håndværkerfølelse. De arbejder med noget håndgribe­ligt, når de frembringer åndelige værdier. På den an­den side har komponisterne den fordel, at deres mate­riale kan holdes helt rent, helt frit for mening og hen­sigt i hverdagsmæssig betydning. Lyrikerens dilemma er at hans eller hendes materiale, sproget, fra begyndel­sen tjener så mange formål: fra smørerierne på lokum­met op til salvelsestonen på prædikestolen, fra det tør­re forretningsbrev til den bloddryppende propaganda­kliche eller avisoverskrift, fra faglig jargon til politiker­udflugter. Al den ramme virkelighed kan være i digtet, men det er ikke hverken information eller budskab.

For at undgå flosklerne må digteren krydse mellem mange skær og efterhånden skabe sig en stil. Men da kan det let ske, at han havner i modsatte yderligheder: et søgt sprog eller en sentimental skingren. At hånd­tere ordene kræver en næsten apotekeragtig afvej­ningsevne, - for poesien ligger mellem dem, ikke i dem. I og for sig kan ordene sammenlignes med no­detegn, tyste sorte kragetæer, som fordrer en tolk, et andet menneske for at få liv.

En anden digter, tyskeren Gottfried Benn, siger i sine overvejelser - "Probleme der Lyrik", - at "digtet kan defineres som det uoversættelige."

Ud over at det dårligt kan omplantes til andre sprog betyder det, at digtet heller ikke formelt kan ændres, det er for så vidt definitivt, skønt det dog kun kan være en tilnærmelse. En god prøve på et digts færdighed er, om det lige så godt kunne stå på en anden måde. Kan det det, må man hellere skrive et bonmot eller en kro­nik.

Om begrebet inspiration vil jeg nødig udtale mig. Det hjælper ikke at drikke sig fuld. Jeg mindes dog en ud­talelse af den temmelig alkoholiserede walisiske digter Dylan Thomas, der jo ikke kunne arbejde, når han var fuld; han indrømmede imidlertid, at han - i pauserne under sin livslange jagt efter nøgne piger i våde pyja­mas - sommetider havde fået nogle gode indfald ved at lytte - fuld - til Sibelius.

Men tilskyndelsen til at skrive digtet ligger i noget strengt personligt, faktisk en selverkendelse, og allige­vel er det kun udgangspunkt. Af den skrivende følt med både lyst og nødvendighed.

Under skriveprocessen træder poesiens dialektik, lo­gik og musik i funktion: det bliver en ordets iboende kraft, der bestemmer betydningen.

I den poetiske sindstilstand forenes følelse og tanke. Emnet ses fra utallige sider, og opbygningen beror i højere grad på ordenes forhold end på de enkelte ords betydningsradius.

Vores manøvrer til indkredsning af poesien, det ufor­klarlige, er poesien uvedkommende. Poeters poetik må i reglen blive en masse afbrudte tilløb til et digt.

Abruptheden frister måske til nye tilløb, fordi talen om poesi i forhold til digtet er lidet fyldestgørende. Hvad digtet kan i ét stykke, det må overvejelsen an­vende en masse stumpede stykker til, og den spredte fægtning rammer ikke plet, som digtet kan. Til sidst står man tilbage med en samling fnuld, der snarere hænger ved poeten end ved poesien. For nu ikke at nævne de utallige forbehold, der hedder falsk ydmyg­hed eller måske anmassende beskedenhed.

Endelig, da jeg jo skal spinde en ende, et par ord om poesien som socialt fænomen, jeg vil hellere sige: med­menneskeligt. Poesien gør livet rigere. Ekelöf sagde også, at han håbede, han digtede for den del af ham selv, der havde part i andre. Og han sammenlignede digtet med en bindestreg mellem mennesker, og for så vidt noget over-individuelt. Det er værd at erindre lige over for skoler, der primært vil opfatte værket som sta­dium i kunstnerens individuationsproces. Dyrkelsen af det individuelle og opfattelsen af kunstneren som fri­hedskæmper for sit enestående jeg forekommer mig forkert og komplet forældet. Tværtimod er det skel­sættende ved modernismen, at den er dybt uinteresse­ret i særtilfældet.

Hvad man må ønske for nye talenter er, at de ikke må blive forladt af poesien - og at det må times dem at undgå folk, som er i færd med at uddanne deres per­sonlighed; de er ubehagelige, mens det står på.

Med disse ønsker overrækker jeg på Akademiets vegne gladeligt Klaus Rifbjerg-prisen til Lene Henningsen.