Juliane Preisler

Om digterens forhold til sine forgængere, samtidige og efterfølgere

Enhver digters skaben er præget af tre forhold, ja mange, men i al fald tre: af forholdet til digterne, der kom før ham eller hende, af forholdet til de samtidige, og af forholdet til de efterfølgende digtere. Disse forhold kan være mere eller mindre udslagsgivende, men de er der. I den første fase, i forberedelsens fase og før debuten, er det forholdet til de foregående digtere, der tæller, og til de samtidige, hvad enten de har debuteret eller er meddigtende venner og kammerater. Mens der er en lang tradition for skoler i musik og den bildende kunst, er det ikke tilfældet for digtningen. Først for nylig er der opstået tilløb til undervisning i digtningens kunst, særskilt vel i USA, men også herhjemme. Men som en regel, der endnu synes at være grundlæggende lige op til de sidste digtende generationer, gælder det, at det er de foregående digtere, der er læremestrene, direkte eller via jævnaldrende meddigtere - ikke ved deres teorier, men ved deres eksempel. Og det er ved at leve med dem, at man lærer, og ikke ved at efterligne dem. Og det er gennem tiltrækningen og frastødningen af dem, talentet udformes og finder udtryk, indtil det udfolder sig klart og selvstændigt på sine egne betin­gelser, ud fra sine helt personlige og oprindelige sans­ninger og følelser, intuitioner og erfaringer. Ingen dig­ter, selv de mest oprørske og moderne, er opstået som en Kasper Hauser uden fortid og uden initierende relationer, synlige som usynlige, positive som negative, direkte eller indirekte til forgængere, om de nu er fjernere eller ganske tæt på.

Nogle digtere, og her holder jeg mig nu til lyrikerne, er langsomme i væksten, det gælder f.eks. en Holderlin og en Rilke: ingen ville af deres første digte kunne aflæse, hvad de senere skulle drive det til. Ja, sådan var det selv med Claussens første digtsamling. Andre har et næsten konstitutionelt sprogtalent og er fuldt udfoldede fra deres første digtsamlinger, det gælder Rimbaud, herhjemme f.eks. Johs. V. Jensen og Frank Jæger. Men da den sidste fik de gyldne laurbær, udtrykte han i slutningen af et takkedigt en sandhed, der bl.a. gør op med en reducerende påvirkningsanalyse, nemlig at digterne, sådan som han også selv havde erfaret det, ikke blev begejstret og henrevet og dermed belært af „kun én mester, men mange, hjemlige og fremmede”. Så risikerer den unge digter ikke at blive en karikatur eller et ekko af én enkelt, men finder sig selv.

I den næste fase af en digters liv, den midterste, behøver han, eller hun, ikke at høre op med at belæres og begejstres af nyopdagede forgængere, men udveks­lingen og dialogen med de samtidige forstærkes og intensiveres. De kan føle sig som en ny generation med særligt fælles særpræg, erfaringer, sproglige bestræbel­ser. De kan starte og samles om et tidsskrift eller et for­lag, gensidigt styrkes eller i ny-erkendte modsætnings­forhold provokeres til yderligere selvstændighed. Der er lige så mange forskellige digterskæbner, som der er digtere. De kan dø unge, de kan forhærde sig og stagnere i nostalgi, der kan vise sig i skrivemåden som manér, eller de kan beslutte sig til at ophøre med at skrive, hvad de dog sjældent gennemfører; de kan modnes og forvandles, og de kan dø gamle. Men selv som store aldrende enere kan de indbyrdes have underjordiske tilhørs- eller mod­sætningsforhold. Sådan kunne f.eks. Yeats ikke døje Rilkes gravskrift, som denne selv havde forfattet:

Rose, oh reiner Widerspruch, Lust,
Niemandes Schlaf zu sein unter soviel
Lidem.

Rose, o rene modsigelse, lyst til
at være ingens søvn under så mange
øjenlåg.

Han syntes, Rilke tog sin død for mystisk og højtideligt og forfattede sin egen gravskrift djærvt generelt, men også i en skjult polemik, således:

Cast a cold eye
On life, on death.
Horsemen, pass by!

Kast et koldt blik
på liv, på død.
Rytter, rid forbi!

Endelig kan digterne, både i den midterste og sidste fase af deres liv, have et forhold til de stadig nytilkomne digtere, til dem, der kommer efter. Også det kan være et højst positivt eller negativt forhold, der er mange variationer, men sjældent dog så grove og usminkede udtrykt som i dette vers af Yeats til en digter, som det hedder i overskriften, ,,der ville have mig til at rose visse dårlige digtere, efterlignere af ham og mig“.

You say, as I have often given tongue
In praise of what another’s said or song,
’Twere politic to do the like by these;
But was there ever dog that praised his feas?

Du siger, da jeg ofte har givet hals
for at prise hvad en anden har sagt og sunget,
at det var snildrigt at gøre det samme mod dem;
men vis mig den hund, der har prist sine lopper!

Også Karen Blixen havde et opgør med sine efterlig­nere. I en essay-anmeldelse af H.C. Branners „Rytteren“ havde hun til sidst skrevet:

„Danske digtere af det Herrens år 1949! Pers da mytens eller eventyrets drue i det tørstende folks tomme bæger! Giv det ikke brød, når det beder om en sten - en runesten eller den gamle sorte sten fra Kaaba’en - giv det ikke en fisk eller fem små fisk eller noget, der står i fiskens tegn, når det beder om en slange.“

Tre år efter giver hun i et „Modsigende efterskrift”, trods al sin forvendte beskedenhed og høviskhed for øvrigt, i en parentes udtryk for sin ætsende utilfredshed og hån over for de unge digtere, hun mente med bedste vilje, men utilstrækkeligt resultat, havde fulgt hendes opfordring; dériblandt Frank Jæger, som hun ellers elskede; hun omtaler sig som han, som anmelderen: „(En passant kunne han ønske at bemærke, at han, da han for tre år siden påkaldte slangen, ikke i så høj grad som det syntes at være tilfældet for de unge digtere, forestillede sig den i en bændelorms eller en anden indvoldsorms skikkelse.)”

Denne provokerende galgenhumoristiske arrogance hos disse store har unægteligt et glimt af overmod. Men der findes også eksempler på overmod aldeles blottet for humor fra det andet hold, sådan som hos den tyske student, der i fuld alvor skrev til den aldrende Goethe og bad ham sende sig alle udkast til anden del af „Faust”, som samtiden stadig ventede på, med den ligefremme begrundelse, at da Goethe åbenbart var blevet for gammel og senil til at gøre den færdig uden at spolere den, hvis overhovedet - så ville han, studenten, påtage sig det.

Der er dog også opløftende eksempler på positive forhold og kontakter mellem de digtende generationer. Mange. Sådan havde Sophus Claussen ikke bare en livlig udveksling med åndsbeslægtede samtidige, men også med dem før ham, tænk på hans rimbrev til Herman Bang, og dem der kom efter. Det samme gælder også en så ensom og eksklusiv digter som Rilke, der i sin midterste og sidste fase i en ganske usædvanlig grad var optaget af de mulige kommende digtere, fulgte med i, hvad de skrev i tidsskrifter og udgav — og ofte brevvekslede med dem, når han ikke lige i en skabende periode havde skjult og isoleret sig. Ja, en enkelt særlig udførlig brevveksling er udgivet særskilt under titlen „Breve til en ung digter“, i øvrigt oversat til dansk - og visselig læst med glæde af mange unge blivende digtere rundt om i vesten.

Anledningen til den, som til andre, var, at den unge digter havde sendt Rilke sine digte og spurgt, om han fandt dem gode. Det gjorde Rilke ikke, i al fald ikke særligt gode. Men han blev optaget af holdningen i dem og i det ledsagende brev - og dermed begyndte brev­vekslingen, hvor Rilke især fordybede sig i de under­liggende mentale forudsætninger og selvkritiske bered­skab for at skrive et virkeligt digt. Lige til sin sidste sygdom og død havde han kontakt med mange unge, både dem der blev, og dem der alligevel ikke blev dig­tere, men hvis blotte forsøg derpå han var overbevist om trods alt ville blive frugtbare for dem på en anden led. Rilke skrev om den unge digters tilblivelse „zwischen drohungen und verwöhnungen“ og søgte, beskedent og forsigtigt og uden overgreb, at lære fra sig, men der er ingen tvivl om, at han selv følte sig belært og holdt sig levende og bevægelig og suverænt up to date ved denne kontakt og udveksling, som han også havde med unge kunstnere fra andre kunstarter, musik som maleri og skulptur.

Ud fra et lignende synspunkt er det bl.a., at Akade­miet har indstiftet sine årlige forfattermøder i septem­ber. Her mødes som bekendt forfattere i alle aldre, men der er lagt vægt på, at der altid er flere unge og endnu ukendte, lige før og efter debuten, med. Vi har fået mange udtryk for, at det betyder noget for de unge digtere, at deres frembringelser bliver alvorligt disku­teret og vurderet, af jævnaldrende som af ældre, og at de selv kan deltage. Men sikkert er det også, at det betyder noget for ældre digterårgange at høre på og deltage, medlemmer som ikke-medlemmer. Fra disse møder har jeg kun været fraværende på udenlandsrejser. Der har altid været overraskende og spændende oplevelser, og det har ofte bevæget mig, når unge og uprøvede har forelagt deres ting, og klange fra en ny sprogføring slog an i én, som glimt af barndommens åbenhed, et utri­vielt, ublasert, inciterende: forfra –. Ikke at alting har været sådan, langt fra, men pludselig er det der, rører ubrugte bevidsthedslag i én, som uventet lyd eller lys, eller lugt, sådan som i disse linier fra Juliane Preislers debutsamling „Uden“, superprægnante og vibrerende af ét stærkt øjebliks autencitet:

Selv om svaler stikker af, når man ser den anden vej, og
fuglene bliver fremmede i hånden.
Solskinnet bliver suget ned i morgenvasken, og huse siler
væk.
Fløjter ungen stjerneskud og blinker gaver.

Juliane Preisler var selv med til et forfattermøde for nylig, og prisen her, der er indstiftet og givet af digteren og akademimedlemmet den alt omfattende og allesteds­nærværende, kontante og generøse Klaus Rifbjerg, er, tænker jeg mig, sikkert bl.a. inspireret af disse forfat­termøder. Den er et udtryk for opmærksomheden over for de kommende digtere, digterne efter os (uden at vi af den grund agter at gå på aftægt) og i fundatsen står, at den skal gives til en lyriker, der har debuteret inden for de sidste to år. Det er med glæde, jeg på Akademiets vegne overrækker dig, Juliane Preisler, denne check, samtidig med at jeg har understreget, hvad den bety­der. Tillykke.