Tale for Kirsten Hammann ved overrækkelsen af Klaus Rifbjergs debutantpris den 1. december 1994
Talen for Klaus Rifbjergs debutantpris må gerne berøre prismodtagerens arbejde ganske kort, men bør iøvrigt dreje sig om lyrikkens aktuelle situation eller om lyrik i al almindelighed.
Lyrikkens - især den unge danske lyriks - aktuelle situation har allerede udløst en debat her i efteråret. Den mundede ud i, at de unge 90’er-lyrikere gennemgående var for pæne og artige. Introverte minimalister i modsætning til de ekspansive 80’erfolk. Markante undtagelser satte dog hovedindtrykket i relief. Deriblandt dagens prismodtager, Kirsten Hammann. Man ville ikke slippe godt fra at kalde Mellem tænderne, hendes debutdigtsamling, for pæn og artig.
Men det jeg her vil rette blikket mod er et træk ved al god lyrik, der ofte har undret mig, nemlig at den kan vedblive at undre mig. Jeg har læst megen lyrik i min tids løb, jeg har selv bedrevet en del lyrik og skulle mene at jeg også kender den del af processen ret godt. Alligevel er det mig en gåde, at jeg gang på gang falder bagover - eller forover - når jeg læser et godt digt. Når en linje, et par ord i et digt, med ét afbryder den horisontale læsestrøm og rejser sig lodret, sætter tiden i stå og udvider ens opmærksomhed til at omfatte universet, evigheden, eller hvad ved jeg. Og det er det hvad jeg netop ikke ved og bliver ved med at undre mig over. For man skulle da tro at det gik over med tiden. I lyrik drejer det sig meget groft sagt om nogle ord der er sat sammen på en anden måde end man forventer, en anden måde end hvad man plejer at sige. Noget uforudsigeligt. Så vidt så godt. Heraf burde man kunne slutte, at det uforudsigelige ville tabe fascinationen ved fornyet læsning, hvor uforudsigeligheden er ophævet. Når man kender den pågældende linie, burde den ikke kunne overraske en længere. Men det er jo det den gør, og ikke nok med det: man oplever nu en overraskelse i anden potens, idet man yderligere undrer sig over at man kan blive ved med at lade sig bondefange af denne poetiske magi.
Dette særlige magnetfelt i poesien kan man læse sig klogere på, f.eks. i de poetikbøger som nogle af de yngre lyrikere har udgivet. Og jeg har da gang på gang følt mig ikke så lidt klogere, mangt et aha! har jeg udstødt i sene nattetimer, hvor sagens rette sammenhæng omsider gik op for mig. Men når jeg så næste dag endnu en gang læste nogle af de digte, jeg nu troede at have fået skovlen under, skete der bare det, at jeg stadig undrede mig. Nu blev min undren blot ganget med sig selv, idet den ved at blive forklaret omsider blev fuldstændig uforklarlig.
Hermed er jeg ikke ude på at afholde andre lyrikere fra at skrive poetik, ligesom jeg selv heller ikke vil afholde mig fra at læse disse værker, som viser sig at stimulere min undren.
"Glem ikke at forny jeres undren", skriver Frank Jæger et sted.
At læse god lyrik er en velegnet metode til at vedligeholde og forny sin evne til forundring, sin barndoms opladthed, uden hvilken man ikke kommer ind i poesiens himmerige.
Jeg har haft store oplevelser med lyrikkens langformer, fra Homer over Dante til Pablo Neruda, for blot at nævne nogle få.
Alligevel er det i de tætteste forløb min undren rører mest intenst på sig. At man, somme tider uden tilløb, kan få sproget til at gøre disse lodrette spring.
"Jeg civiliserer mig om morgenen"
- sådan lyder første linje i et af Kirsten Hammanns digte. At civilisere, det er noget man gør ved andre, ved barbarerne, den tredje verden. Man kan sgu ikke civilisere "sig", man er vel civiliseret nok i forvejen! Og så tilmed foran et spejl! Men her er det sagt, og jeg kommer aldrig over min undren. Som yderligere får mig til at erindre et udsagn af Mahatma Gandhi, da han engang blev spurgt hvad han mente om den vestlige civilisation. Han svarede prompte: - Det ville være en glimrende idé!
Jørgen Gustava Brandt har i Fragment af imorgen et digt med den hyggelige titel Mand med guitar. Men det begynder ikke destomindre med linjerne:
"Jeg skreg engang, som dreng, i feber - skreg
og styrted med mit skrigs raket,
en gylden flamme kastet ind i mørkets guddom
..."
Digtsamlingen er fra 1960, men det skrig har jeg aldrig rigtig forvundet. I midten af 60’erne boede jeg i Kompagnistræde. Hver nat ved 5-6 tiden fik jeg mareridt på grund af støjen fra renoveringsvognene der arbejdede lige nede i det smalle stræde. Jeg drømte at et af mine børn, min kone eller jeg selv faldt ud ad vinduet. Jeg vågnede halvt op og for hen til vinduet, rakte en arm ud for at gribe de faldende, inden jeg blev helt vågen og vaklede tilbage i seng. Jeg skreg ikke, men Gustavas digt blev på en eller anden måde uløseligt knyttet til denne oplevelse.
Et af prismodtagerens digte begynder:
"Det sker
at jeg falder ud af et vindue
og hænger en-armet i en rådden karm"
Pristageren er født i 1965, men beskriver min styrtdrøm som var det i morges. Vi styrter, vi skriger, vi vågner og undrer os over at være i live. Jeg er i hvert fald glad over at være så vidt i live, at jeg nu på Det danske Akademis vegne kan overrække dig, Kirsten Hammann, det mere prosaiske bevis på den hæder der tilkommer dig som modtager af Klaus Rifbjergs debutantpris for lyrik 1994.