1990

Karen Marie Edelfeldt

Tale af
Tale af Klaus Høeck

Tale for Karen Marie Edelfeldt ved overrækkelsen af Klaus Rifbjergs debutantpris den 30. november 1990

Poesi og virkelighed

Hvi sørger du, at ikkun Faa
med hellig-henrykt
Taushed lytte,
Naar ædle Skjalde
Strængen slaae
Og, mens i Billed og i Mythe
De længes, mindes, haabe, spaae,
Det lave Liv i Jordens Hytte
Mod Stjerneborgens Pragt ombytte.

Sådan indleder Schack Staffeldt sit digt "Til en ung Digter", der stod i digtsamlingen Nye Digte fra 1808. Udtrykt mere prosaisk og på jævnt nu-dansk betyder det: "Hvorfor brokker du dig over, at ingen gider læse dine digte, og du i øvrigt ikke tjener en rød øre på dem?" - Det er den ældre og mere erfarne digter, der kan stille dette spørgsmål til den unge kollega, fordi han efter mange bitre overvejelser og skuffelser er nået frem til svaret, som den unge digter endnu ikke kan kende. Og dette svar følger prompte efter, næsten som et nyt spørgsmål:

Forglemmer du da selv, Ulykkelige!
at denne Verden ikke er dit Rige

og videre længere henne i digtet kommer det endelige svar:

Mig frister ikke Malmets Stemme
Højt fra Navnkundighedens Dom;
Kjendt eller ukjendt,
Verden mig forglemme,
Min Poesi er evig som jeg selv -

Kort sagt: blæs på pengene, skid anmelderne en høj hat - de er ligegyldige, for du skriver jo for evigheden. Tak for den Schack. Lige på og hårdt - tagkammermy­ten for fuld udblæsning og versekunst. Det er unægte­lig manende ord til eftertanke fra en af vore største digtere. Man kan lide dem eller lade være, men jeg er desværre bange for, at disse ord kort og præcist opreg­ner betingelserne for at være digter. Sagt på en anden måde: hvis du vil tjene penge, så bliv kaffehandler, hvis du vil have mange læsere, så skriv romaner.

Det var ét perspektiv i forholdet mellem digtning og virkelighed. Lad mig straks gå videre til mit egentlige ærinde. Når jeg har taget udgangspunkt i ét af højro­mantikkens store digte, er det selvfølgelig ikke kun for at have belæg for at svinge sablen over den unge digters hoved, men fordi jeg er af den opfattelse, at digtningen i sit væsen er romantisk, ikke forstået i en snæver litte­raturhistorisk forstand som udtryk for jeg-følelse, na­turtilbedelse, uendelighedslængsel og nationalbevidst­hed, men i en bredere forstand som udtryk for en hel­hedssøgen. Digtningen er et forsøg på at hele den split­telse, som forstand og intellekt har adskilt verden i. Digtningen er helbredelsen fra denne sygdom. Læg mærke til ordet: helbredelse. Det betyder, at helheden breder sig gennem splittelsen. Selv den mest spleenede og splittede digtning udtrykker i virkeligheden blot smerten over tabet af helheden og længslen efter dens genoprettelse, den helhed som vi lever i, thi det er jo til­værelsen, men som vi ikke kan forstå, fordi den princi­pielt er uforståelig. Det vender jeg tilbage til.

Nu var romantikken netop også et opgør med op­lysningstiden, hvor fornuften og forstanden havde været sat i højsædet. Men det skal ikke forlede nogen til at tro, at romantikerne ikke kunne tænke. De var skarpe tænkere, og netop derfor indså de klart det problem, de var løbet ind i. Nemlig dette at en helhed ikke kan rumme sin egen forklaring. Netop den hel­hedstanke som de søgte at realisere, kunne ikke rum­mes i dén virkelighed, hvori de levede. Hvad gjorde de så? - Så tog de fantasien til hjælp og flygtede til fjerne enhedsriger i eventyrenes land. Eventyrene er legio. Holderlin skabte sit eget personlige Hellas. Novalis fandt sin enhed i en mystisk Nat, der ikke var af denne verden, og Schack Staffeldt fandt sin enhed i:

En anden Verdens
ubekjendte Skatte

som han selv udtrykker det, og denne verden fandtes kun inde i ham selv i fantasiens rige:

Er du i Verden ? - Verden er i dig

De tog fantasien til hjælp skrev jeg. Er der da noget galt i det? - Ikke det fjerneste. Enhver digtning er selv­følgelig underlagt fantasiens domæne. Og det er den, fordi den helhed, som virkeligheden er, netop ikke kan rumme sin egen beskrivelse, sin egen forklaring, og derfor ikke kan fortælle sig selv (det er en passant derfor al realisme kommer til kort).

Det var ikke det, at de tog fantasien og eventyret til hjælp i deres stræben efter enheden, der førte de store romantikere på vildspor. Det var dét, at de lod sig for­føre af eventyret og fantasien til at flygte fra virkelig­heden, som netop udgør den helhed, de søgte. De kunne ikke se skoven for bare træer. Helheden er jo netop vores tilværelse „virkeligheden" her lige for øjnene af os. Det er kun et enkelt glimt med øjet, så er den der virkeligheden, helheden. Dette kan som sagt ikke forstås, fordi forståelsen og forklaringen så skal kunne rummes i helheden, hvilket forstanden og lo­gikken beviser ikke er muligt.

Vi ved altså noget, som vi ikke kan forstå. Det er ikke så svært, som det lyder. Det er blot at sætte forstanden på plads, ikke afskaffe den, men anvise den dens rimelige plads. Og vi skal heldigvis som digtere ikke bevise no­get, men vise noget. Og det gør vi med vores digte. Og disse digte er små eventyr, som peger på og viser hen til virkeligheden og helheden, som ikke kan fortælle og forklare sig selv. At disse digte og eventyr selv kan rummes i den helhed og virkelighed, som de peger på, forbliver det paradoks, vi må leve med.

Det jeg siger er, at digtet er til for virkelighedens skyld og ikke omvendt. Og det ved digterne selvfølge­lig godt. Har Thorkild Bjørnvig ikke skrevet et essay, der hedder: Virkeligheden er til? - og lyt bare til H.C. Andersen, når han i eventyret Svinedrengen lader prinsessen udbryde om rosen: „Fy papa - den er ikke kunstig - den er virkelig. Fy sagde alle hoffolkene - den er virkelig. “ Og i eventyret Grantræet længes gran­træet så forfærdeligt væk fra den helhed og virkelig­hed, det befinder sig i hen mod en større og mere fan­tastisk helhed, at det næsten glemmer at leve og helt går til grunde, mens rotterne, der lytter til eventyret om denne længsel, spørger: „Kan De ingen med flæsk og tællelys? - Ingen spisekammerhistorier?“

Det er heller ikke længslen, der er noget i vejen med. Den hører med til digtningen, nemlig længslen efter at nå derhen, hvor vi allerede er. Og det er en lang vej og en fantastisk vej. Det er digtningens vej. Og der er eventyr nok på den vej. Eventyr hvor digterne kaster små hvide sten eller brødkrummer (læs ord) ef­ter sig for at kunne finde tilbage en dag. Til den virke­lighed, som ikke kan fortælle sig selv. Og derfor går digterne ind i eventyret. For at fortælle helheden og virkeligheden.

I dag hylder vi en ung digter Karen Marie Edelfeldt, som netop er trådt ind på digtningens vej. Og også hun ved det uafvidende godt, hvor den vej fører hen - fra det vi ved til „at“ vi ved det. Hør bare fra hendes digtsamling: tysh

der findes en flugt
jeg ved det for den er i mine drømme
den hyler at knække fri
gennem glasset
hyler dér hvor kanten ikke mer
kan ses omkring os
kom

verden, kom blændende
træk mig vågen ud af dette
gyngende
madhav kom bryd
denne baggrund
kom dag opsøg mig
dine stråler riv mig i live
spræng denne mur af
fodrende mødre
jeg er ikke blevet født
endnu
kom væk mig

kom virkelighed kom de
pudsede lukketheder
kom løft mig kom lad mig
ånde
det ud i dig kom overtag
kom lad mig sprede tale

kom overtag
kom overskuelig forvrid
mig hellig

Det er mig en glæde og fornøjelse på Akademiets vegne at overrække Klaus Rifbjergs debutantpris til dig, Karen Marie Edelfeldt. Tillykke.