Morti Vizki

Om poesiens situation

I vedtægterne for Rifbjerg-prisen står der, at den skal overrækkes til en ny lovende forfatter med en tale om poesiens situation — en opgave der minder om den type dansk stil i skolen der hedder „frit emne". Og det er egentlig ganske heldigt i denne anledning, hvor prisen fortjent går til Morti Vizki, der med den fart, som er karakteristisk for nutidens produktionstakt, for længst er holdt op med at være debutant og har indfriet løfterne, og desuden ikke er meget for at blive karakteri­seret af kleresiet og kvalt i repressiv tolerance. „De der læser digte, kan tælles på én fod. hvis den altså er vanskabt11, har han udtalt for nylig i et interview i Information. Og i den store digtsuite Så skal du finde lykken hedder det yderligere, ganske vist i et fiktionsfor­løb, at „anmeldere er ligesom ludere bare mere hykle­riske, og professorer er som regel lige så senile som bladredaktører.11 Endelig lod han sig efter sin medvir­ken ved et af Det danske Akademis forfattermøder forlyde med, at de forsamlede tilhørere om aftenen var så berusede og hjerneblæste, at de ikke forstod en skid af hans oplæsning.

Jeg har derfor flere gode grunde til straks at forlade dette særlige forfatterskab, dog ikke uden at give en forklaring på det sidste forhold. Forklaringen kan man finde hos Charles Baudelaire i et af hans prosadigte, Spleen de Paris, udgivet for 117 år siden. Dér møder det fortællende jeg en dag i menneskemængden på boule­varderne et hemmelighedsfuldt væsen, som han altid havde ønsket at lære at kende. Det er selveste djævelen, som ikke er det mindste forlegen over det dårlige ry han har, men optræder uhyre galant. De kommer bl.a. til at tale om akademikerne, som der jo er endnu flere af i Frankrig end i Danmark, og djævelen „meddelte, at han i mange tilfælde ikke undslog sig for at inspirere pædagogernes pen, ord og samvittighed, og at han næsten altid personlig, omend usynlig, var til stede ved alle akademiers sammenkomster. “

Fanden er i øvrigt en gavmild spiller, viser det sig, da han i en elegant spillebule har vundet jeg’ets sjæl. Til gengæld for dette uoprettelige tab giver han jeg’et muligheden for gennem hele livet at lindre og besejre dette besynderlige onde: kedsomheden, der er kilden til alle eders sygdomme og alle eders ynkelige fremskridt. Kort sagt: jeget skal aldrig blive træt af sit begær, sin lyst, og skal få lov til at svælge i henrivende nydelser.

Der kan være flere grunde til at hente Baudelaire frem til en kort betragtning. Der er ganske vist ikke noget forbavsende i hans modstilling af kedsomhed og lystopfyldelse, men djævelens kombination af kedsomhed med sygdom og fremskridt er slående og kunne ramme ind i nutidens hektiske aktivitet af produktion og me­dieoprustning og det gigantiske ressourceforbrug på alle områder. Og dér kan man finde på at spørge sig, hvilke ressourcer af fantasi der overhovedet findes. Styres fremskridt kun af frygt for kedsomhed, eller findes der en lyst, som ikke kun er et øjebliks nydelse, men som også fører frem mod noget? Er der lyst-ressourcer nok til, at fantasien og nydelsen ikke bliver træt og tom? Så man en skønne dag må udbryde med Mallarmé: „La chair est triste, hélas, et j’ai lu tous les livres“.

I 1980’ernes poesi er genbruget enormt, og noget er tilmed let genkendeligt, også som selvbefrugtning. Men det er ikke en enestående situation for netop poesien, hele den vestlige litteratur ligner ved disse tider en forbrændingsanstalt af fortidens stof og materiale, af historien og dens mennesker og den allerede skabte litteratur, en stor intertekstlighed af postmodernisme og postrealisme. Akademiernes opgave ved prisoverræk­kelser er bl.a. at opdage det antal fugle af fønix-karakter der ses i røgskyerne. Elvis djævelen nu kunne tale med og have sin advokat her på talerstolen, så kunne han måske have sin fornøjelse af at sige om den højt berømmede danske poesi i 1980’erne, at den var det rene vand, ikke ildvand, men rindende postevand, og at den ligner poezak mere end poesi. Jeg kunne da godt se, hvad han mente, men ville ikke give ham ret. Der er formentlig aldrig før skrevet, trykt og udgivet så meget poesi som nu, sådan at meget også vil fordampe spor­løst. men der er også en ny glød. vitalitet og sansefryd, som ikke før har været almindelig i lyrikken. Der er desuden klare tilbagegreb til poesiens moderne fædre og mødre, og det skal man hellere glæde sig over midt i den udbredte angst ved nutidens fortidsløse fremmedhed af frømænd og marsdamer. Herligt i poesiens berusede både at genkende Gustaf Munch-Petersen, Jens August Schade, Wallace Stevens, Edith Södergran, Sophus Claussen, Rimbaud og Baudelaire. Baudelaire tegnede engang sit selvportræt under indflydelse af en mari­huana-rus: Han er høj, og han tegner sig selv højere end Vendome-søjlen! Det er den vigtige og nødvendige skaberrus. Den er led i selvdisciplinens dialektik. Den er en del af vreden. Og bogstaveligheden. Rus er ikke kun uopmærksomhed.

Den sidste grund til at inddrage Baudelaire i denne eftermiddags refleksioner over digtningen er den mærk­bare genoplivelse af to af hans arbejdsmåder: den stramme formning af verset i en skønhedsstræben spændt til bristepunktet af følelsesmæssige ekstremer, som man finder det i hans store digtsamling Fleurs du Mal, og opdagelsen af en poetisk prosa, som er musi­kalsk uden at være forsynet med rytme og rim, og smidig og stridig nok til at kunne forme sig efter sjælens bevægelser, drømmeriets bølgen og bevidsthedens ner­vøse spring, prosadigtet, som han former det i Spleen de Paris. I skandinavisk lyrik er genskabelsen af prosa­digtet, forstået på den måde, som den slappe knækpro­sas afløsning, og fornyelsen af klassiske strofeformer, canzonen, sonetten, samt anden systemorienteret digt­ning, klare tegn blandt flere på et opbrud, der gør genbruget til en genfødsel.

Nogle har villet hævde, at den nye danske poesi er den bedste i verden. Det er mest danskere, som hævder det. Det er ligesom med fodbold. Vi har verdens bedste landshold. Og verdens bedste tilskuere. Danske poesi-læsere, så få eller mange de nu er talt med hænder og fødder, synes at være roligans. Hvad vi kan bruge, digtere som foruroligans. I dag hædrer vi en af dem.