1980

Eugenio Barba

Tale af
Tale af Uffe Harder

Tale for Eugenio Barba ved overrækkelsen af Kjeld Abell-prisen den 16. september 1980

Det er i Kjeld Abell-Prisens ånd, at den gives for en virk­somhed eller et forfatterskab, der søger og finder nye veje inden for sit område og som samtidig udtrykker et vitalt og lidenskabeligt engagement i den verden, der ligger udenom. Hvilket er, hvad man kan sige om din og Odin-Teatrets virksomhed i Danmark i de sidste fjorten år.

Den naturlige måde at forholde sig til et teaters virk­somhed på, er at opleve den langsomt, forestilling for fo­restilling, sæson for sæson. Når man fortæller Odin Teatrets historie hurtigt, sådan som det er nødvendigt at gøre det i en kort tale, kan man blive overrasket, selv når man ved en del om den i forvejen. Den viser sig at have samme rytme, fremdrift og tæthed som en god roman, at være li­ge så spændende og indholdsrig og mindst lige så afveks­lende. Kun virker den måske en smule usandsynlig. Man må spørge sig selv, hvordan alt dette dog kan være sket.

Odin-Teatret blev grundlagt den 1. oktober 1964 i Oslo og der var fem stiftende medlemmer foruden dig selv. Men inden grundlæggelsen havde du allerede studeret teater hos Grotowski i Polen og du havde været i Indien for at studere klassisk indisk teater. Og dette nævner jeg, fordi det også er blandt Odin-Teatrets forudsætninger.

Odin-Teatrets første forestilling havde premiere året efter stiftelsen, i 1965. Den hed »Ornitolilerne«, altså »Fug­levennerne« og byggede på en tekst af den norske forfatter Jens Bjørneboe. Teksten blev bearbejdet, reduceret - og dens grundelementer blev overført til Odin-Teatrets sær­lige udtryksform, Bjørneboe skrev, at han aldrig havde lært så meget af at samarbejde med teaterfolk og en dansk kritiker, at man måske »ad denne vej ville finde frem til et folkeligt teater, det vil sige et teater, som er levende, eksi­stentielt, effektivt, menneskeligt og fuldt af humor, klovneri eller tragedie«. Året efter, i 1966, udvandrede Odin-Teatret fra Norge og slog sig ned i Holstebro. Dér præsenterede det 1967 sin første »danske« forestilling, nemlig »Kasperiana«, over Kaspar Hausers historie, efter en tekst af Ole Sarvig. Den blev vist 67 gange og også præsenteret på Teaterfestivalen i Venezia. Men Odin- Teatret udgav også en lille, dokumentarisk bog om Hol­stebro, under titlen »Vores By« og med bidrag af intellek­tuelle, arbejdere, sociologer og kunstnere.

I 1968 fulgte den næste forestilling, »Ferai«, over en tekst af Peter Seeberg. I mellemtiden havde Odin-Teatret udsendt en række numre af sit interskandinaviske tids­skrift »Teatrets Teori og Teknik«, nok sin tids mest rig­holdige og seriøse i de nordiske lande. Det bragte tekster som Piscators om det politiske teater, tekster af Eisenstein og Stanislavski, en oversættelse af Grotowskis bog »For et fattigt teater«, artikler om japansk og kinesisk teater, og så videre. Desuden arrangerede Odin-Teatret gæstespil af Grotowski, i København, Stockholm og Oslo og intro­ducerede, med udgangspunkt i Holstebro, Dario Fo i Skandinavien, med alle de konsekvenser, vi kender, og det arrangerede, og arrangerer stadig, en række vigtige, internationale teaterseminarer. Takket være dem har man kunnet møde et bredt udvalg af teaterfolk, fra Jean-Louis Barrault til de italienske klovner brødrene Colombaioni og Alberto Vitali, fra franske mime-eksperter og italienske commedia dell’arte specialister til repræsentan­ter for den japanske No-tradition. Og umådelig mange andre. Hvilket selvfølgelig kunne virke museumsagtig og eksotisk, omend meget imponerende, hvis man ikke hol­der sig for øje, at det hele tiden drejer sig om konkrete for­slag til undersøgelse af oversete eller nye ressourcer for teatrets udvikling idag, og til konkret dialog, til studium.

Til studium, og de som kender bare en smule til Odin- Teatret vil vide, at studiet stiller meget store krav til selv­disciplin og koncentration. At studere vil i dette tilfælde sige at lære sig teknik, plus baggrunden for teknikken. Og her blev altså megen teknik stillet til rådighed, som man kunne studere, for, som du engang, med en lidt spartansk formulering har skrevet: hvis jeg lærer det og det, så kan jeg opnå det og det.

Men på et vist tidspunkt er der opstået en tvivl og vi befinder os nu i 1969-70, altså stadig kun 5-6 år efter Odin-Teatrets grundlæggelse.

Forestillingen »Ferai«, skabt på teaterlaboratoriet i Hol­stebro, er blevet vist 220 gange og foruden i de nordiske lande også i Italien, Tyskland, Jugoslavien, Frankrig, Schweiz, Holland og Belgien, og den er oven i købet ble­vet filmatiseret. Der er tale om et afgørende gennembrud og om en sukces på internationalt plan. Så gør du noget, som meget få andre ville have gjort i netop den situation. Du opløser simpelthen gruppen, ud fra en følelse af, at sukces’en og gentagelserne er ved at fa dens udvikling til at gå i stå. Og der opstår en ny Odin-gruppe, som med­lemmerne af den gamle kan træde ind i, hvis de akcepterer de nye mål og den nye arbejdsform. De bygger på en er­kendelse af, at virtuositet, som du selv har skrevet, ikke i sig selv kan føre til situationer, hvor der opstår nye menne­skelige forbindelser, som på afgørende vis kan fremkalde en ny orientering. Selvdisciplinen og den tekniske beher­skelse af udtryksmidlerne er stadig centrale elementer, men nu opfattes arbejdet, og træningen, som en fremad­skridende proces, i hvilken hver enkelt medvirkende må stræbe efter at definere sig selv, som individ og i forholdet til de andre.

I november 1970 arrangerede Odin-Teatret et seminar om politisk teater og ved denne lejlighed viste det en fore­stilling, hvis indhold var en kritik af NATO. Opførelsen blev henlagt til en jysk dragonkaserne, med efterfølgende diskussion.

I januar 1971 grundlagdes Odin Teatret Film, hvis for­mål er at lave undervisningsfilm om skuespillerens arbej­de. Og i april samme år begyndte gruppen at arbejde på sin næste forestilling, »Min Fars Hus«, der er inspireret af Dostojevskis liv og værker. »Min Fars Hus« havde pre­miere i 1972 og blev i 1973 præsenteret på tourné’er over hele Europa. Odin-Teatrets nye holdning kommer til ud­tryk for eksempel i denne sætning af Eugenio Barba: »Vort teater vil hverken more eller forsvare teser. Det stiller kun individuelle spørgsmål, på hvilke vi hver især må finde vo­re egne svar«.

I disse år begynder Odin-Teatret også at begive sig ud i verden for at opsøge et publikum, der lever uden for tea­trenes sædvanlige rejseruter. I 1974 tilbringer gruppen seks måneder i Carpignano i Syditalien, i 1975 er den igen i Carpignano og senere i landsbyer på Sardinien og under disse ophold skaber den, i direkte konfrontation med den lokale befolkning, sine »byttehandels«-forestillinger. Om denne konfrontation skriver Eugenio Barba: »Vi ønskede, at de skulle svare med deres egne stemmer, på deres eget sprog, i kraft af det bånd, der holder dem sammen, i kraft af det, der gør dem stærke, i kraft af det, man vil ødelæg­ge: Deres kultur, en folkelig kultur som - og heri ligger det væsentlige - ikke skiller, men »samler«.

I 1976 præsenterede Odin-Teatret sin næste forestilling: »Come! And the Day will Be Ours«. Den vistes på en Fe­stival i Caracas i Venezuela og derpå rejste gruppen sam­men med nogle antropologer til Amazonas-området for at lave en »byttehandel« med Yanomami-stammen.

I 1977 præsenteredes gadeforestillingen »Anabasis«, i 1978 præsenterede teatret, efter to måneders ophold i Pe­ru, forestillingen »Millionen«, tilegnet Marco Polo og et sandt overflødighedshorn af visuelle og sonore oplevelser. I 1979 var gruppen i Japan og i 1980 præsenterede den fore­stillingen »Brechts Aske«, som vi har kunnet læse om i avi­serne i disse dage.

Dette var et meget sammentrængt resume af Odin-Tea- trets aktivitet siden grundlæggelsen i 1964. Og hertil kom­mer naturligvis mange andre ting: endnu flere seminarer, store udenlandske gæstespil, som Odin-Teatret har for­midlet, hele det pædagogiske arbejde og nu senest oprettel­sen af ISTA, den Internationale Skole for Teaterantropo­logi, oprettet af Odin-Teatret i samarbejde med en række kulturelle institutioner og faglige eksperter. Dens nordiske seminar, i november i år, med titlen »Skuespillerkunst - Talent eller Videnskab« vil vi utvivlsomt komme til at høre meget om.

Kære Eugenio Barba - man kan se din virksomhed gen­nem alle disse år som en stadig fortsat fundering over em­net: hvad er teater idag, hvad kan teater idag være? For li­gesom alt andet må teatret, hvis det skal leve videre, hele tiden forandre sig. Du har skabt nye former for teater og nye måder at bruge teatret på. De bygger på et indgående studium af det teater, der allerede eksisterer, ikke alene i vor del af verden, men også i det Fjerne Østen og andre steder og ikke kun i vor tidsalder, men også i andre perio­der. De kendetegnes af en rendyrkning af kroppens og be­vægelsernes sprog, ikke som et mål i sig selv, men som et middel til at formidle en psykisk virkelighed. De bygger på videnskab, selvdisciplin og hårdt arbejde, men når man ser forestillingerne, opdager man, at de giver plads for gøgl, humor og improvisation side om side med dramaet og den intense alvor.

Jeg ved, at du betragter dig som sammenvokset med det kollektiv, der hedder Odin-Teatret - og derfor glæder det os også, idag at kunne byde hele Odin-Teatret velkommen. Af samme grund har jeg i det foregående oftere nævnt Odin-Teatrets navn, end jeg har nævnt dit. Men jeg vil ik­ke des mindre benytte mig af den omstændighed, at det nu er mig, der har ordet, til at sige, at uden dig ville alt dette næppe have været muligt.

Og nu vil jeg, på det Danske Akademis vegne, overræk­ke dig Kjeld Abell-Prisen 1980 - som en tak for de oplevel­ser og den inspiration, du - og I - har givet os, som en tak for alt det, du gennem disse år har bibragt dansk kulturliv og som udtryk for vor påskønnelse af det arbejde, I har gjort. Og samtidig vil jeg udtrykke vore bedste ønsker for det fremtidige arbejde.