Uffe Harder

Mit personlige bekendtskab og mangeårige venskab med Uffe Harder går tilbage til de kolde krigsår og den snævre tid midt i 1950’erne, hvor dette lynende intelligente og sensible sprogmenneske gjorde godt med sine introduktioner og oversættelser f.eks. af fransksproget afrikansk lyrik og snart af fransk, itali­ensk, spansk, latinamerikansk og engelsk poesi. Vi havde et fælles yndlingsemne gående, en evigheds­samtale om fransk lyrik i mellemkrigstiden, der stod for os som modernismens højdepunkt, efterlignet i al­verdens lande, mindst i Danmark. Det blev dog aldrig til den store oversatte antologi, vi drømte om, men kun en lille pjevs, 7 franske digtere, som vi ekspederede i al foreløbighed.

Jeg har stadig i ørerne telefonsamtaler med få dages mellemrum, indledt med: “Hvordan står det til?“ Vi vidste godt, at det drejede sig om den franske lyrik, men lod efterhånden, som om det var livet i alminde­lighed, vi forhørte os om. En dag skrev han så digt­samlingen Sådan går det (1976).

Han lod det ikke blive ved poesien. Mellem de mange, mange prosaværker, han har oversat, blandt dem Flauberts Madame Bovary og Claude Simons ro­maner, vil jeg fremhæve rækken af Samuel Becketts bøger, som er hjertebladene i hans oversættelsespro­duktion, Molloy og Malone meurt etc. og ikke mindst den lille Comment c’est, Hvordan det er – for ikke at sige Hvordan det står til!

Han var en rejsende mand, der levede glad i for­bindelsernes verden, deltager i utallige internationale konferencer og symposier, var tidsskriftsredaktør, af Hvedekorn, Louisiana Revy, litterær radiomedarbej­der, anmelder, foredragsholder, nogle år præsident for dansk PEN.

Han var cand.mag. i fransk og engelsk, debuterede med Sprængte diger (1954), der lod de rivende floder skylle os over ende i en verbal pragtudfoldelse med en risiko for jeg’et, der kan frygte at miste sig selv: “du der lever overalt / og som ingen kan finde.” Både kej­tet og sikker, elegant og upraktisk af væsen blev han en vigtig skikkelse i det lyriske gennembrud omkring 1960 med bøgerne Udsigter og Positioner, hvor han fandt sin stramme form og kølige lidenskab. Her fremkaldtes gennem årene og alle tretten digtsam­linger billeder af en verden, hvis bestanddele ikke er bestandige, men altid flytter sig i et skue, hvor øjet må fiksere enkeltheder, illuminerede øjeblikke, i naturen eller dens rester i storbyen. Unge digtere i 1980’erne genkendte sig let i hans gestus, hans opbrud, de plud­selige bevægelser, drøm om forvandling. Det var uden romantik hos ham, der var konstateringernes præcise meddeler af ord på papiret, af tingene på bordet, af blade fra træerne udenfor i fald “næsten som musik”. Der var noget uforudsigeligt over ham, eller ‘ufor­udseeligt’, som det hed i det seneste genhør, Lyde og stilhed (1993), noteret af et malerøje, der også var ka­rakteristisk for ham og førte til fortrolighed med bl.a. Cobra-traditionen, med surrealisme og fransk moder­nisme, som han skrev initierede introduktioner til.

Der er udklang at mærke i den afsluttende digt­samling, som opregner de tøvende muligheder: “Tænke, læse, høre, se / tænke, høre, måske sove, / undre sig. Sove og vågne.” Men så med fraværet som resultat.

Eksistensens minimum kendte han alt for godt i sær indlevelse. De sidste år var da fraværets tid, triste år i plejehjemmets fremmedhed, som var det prisen for en oplevet splittelse fortalt i digt efter digt under en neutralitetens maske. Den, der lever overalt, og som ingen kan finde. Bevaret i erindringen og i sine ord.

(Teksten er oprindelig udgivet som en del af bogen Det Danske Akademi, 1995-2002: Minderids. Gyldendal, 2003).