Andreas Garfield

Så vi har 1,2 millioner, siger Sofie, det er da fantastisk. Skat. Og hvad sker der så? Bliver der ved med at komme penge, eller..? Eller skal vi sælge det og få dem udbetalt, eller hvordan gør man? Hvordan fungerer det?

Det fungerer sådan, siger Anders, at… faktisk har der været nogle problemer. Det er sådan for alle lige nu, alle firmaer. Så det afkast jeg blev lovet, det har jeg ikke fået endnu. Men jeg har kontrakt på det, selvfølgelig. Men der har været nogle faktorer, som har gjort, det er blevet forsinket.

Okay, siger Sofie. Så

Lige nu, der, siger Anders, faktisk har de bedt mig om at lægge yderligere 60.000.

Okay? Siger Sofie. Men… Du siger du har investeret hele arven, og… Du har ikke fået noget igen?

Sådan lyder et replikskifte i Texas, Andreas Garfields tragikomiske stykke fra 2010, om et fupfirma, der i bedste Stein Bagger stil sælger anparter i udtørrede oliefelter. Replikkerne kører som smurt, men når tingene kommer ud af kontrol, og det gør de, begynder sproget også at hakke, og slå sprækker ind til den afgrund de fleste af stykkets personer danser om, mens den store gevinst, de drømmer om og regner for næsten sikker, fortoner sig. Selvfølgelig ender det med at de onde ler og de gode græder. I stykket, som i virkeligheden, går de store fisk fri, mens de små bliver blendet, og man som publikum ikke kan lade være med at more sig.

Andreas Garfield fik sit gennembrud i 2007, mens han stadig gik på dramatikeruddannelsen i Århus, med stykket Hjem, kære hjem, hvor der ikke er noget at grine ad. Det vil sige, det er der, men latteren bliver stikkende i halsen. En ung soldat har været udsendt til krigen i Irak, og er lige kommet tilbage, så for nylig at han ikke har fortalt sine forældre det. Nu er han til middag hos sin bedste ven og hans nye kæreste i deres hjem.

Alle tre anstrenger de sig til det yderste, for at rumme og forstå hinanden, på tværs af den erfarings- og meningskløft der er opstået mellem dem. Men afstanden vokser og vokser, og det til sidst går frygtelig galt. Umærkeligt bevæger stykket sig fra krystalklar realisme til skarp satire, for overrumplende og brutalt at ende i tragedie.

Fra første replik sidder man som publikum med livet i hænderne, fordi man fornemmer hvad der vil ske, og bliver alligevel chokeret da soldaten til sidst dør for egen hånd.

Hjem, kære hjem blev ligesom flere andre af dine stykker uropført på Teater Grob i København, og indbragte dig en Reumert som Årets talent.

Et ungt par mister deres barn, det er den enkle ydre handling i En plads i mit hjerte, fra 2008. Et psykologisk kammerspil kan man kalde det, eller en nærgående og insisterende undersøgelse af hvad der sker, når man oplever det værst tænkelige, mere end et traditionelt drama. Dynamikken mellem de efterladte forældre er intens, dybt troværdig og dybt foruroligende.

Ja, siger Sebastian, faren til det trafikdræbte barn: Man tror… man tror ligesom, der er en portion. At man har fået sin del, når ens barn har haft en hjertefejl, og ens kone hun… Mille så en anden, dengang vi… så regner man ligesom med: Så. Nu kommer der ikke mere. Nu har vi fået vores del. Vi er ikke sure, vi er ikke bitre. Sådan faldt kortene ud, eller sådan skulle de åbenbart falde ud. Men så, når sådan noget her sker, så tænker man: Hvad fanden? Hvad er det for noget? Hvad er det vi har gjort? Hvad er det vi har gjort, siden vi fortjener… hvad er meningen med at…

Men det er ikke alt sammen sørgeligt:

”Hyg jer”, hed Andreas Garfields første stykke, helt tilbage i 2001, et julespil, der har mere med spil at gøre, nemlig rollespil, end med jul, og som signalerede at her kom et nyt stort talent.

”Vangså” hedder et andet, fra 2009, komponeret som et helt igennem klassisk drama, om en meget moderne situation: fire unge mennesker, med hver deres mor, men samme far, mødes efter hans død i det faldefærdige sommerhus, som selvfølgelig er det eneste han har efterladt dem. Med kæresterne som ufrivillige tilskuere, vælter skeletterne ud af skabene, mens illusionen om familiesammenhold bliver afløst af en ond og underholdende alles kamp mod alle.

”Er det ikke hårdt?” spørger Alex, Mies kæreste.

”Hvad?” Spørger hun.

”Ikke at have kontakt med sin familie”

”Nåh”, siger Mie. ”Det er ikke min familie, det er bare nogen jeg er i familie med”.

”Vi elsker thaidamer”, hedder det seneste stykke fra 2015, om tre danske mænd, der er gift med hver sin kvinde fra Thailand, hvor du tager den moderne mand under behandling, og ikke går af vejen for hverken det dejligt pinlige eller politisk ukorrekte.

Jo mere tilforladelig titlen lyder hos Andreas Garfield, jo mere urovækkende kan man være sikker på stykket er.

Kammerspillet, som du så at sige har revitaliseret, ser ud til at være dit naturlige format, din petriskål. Det er her du undersøger de tætte forhold mellem mennesker. Ligesom Ibsen, som du er blevet sammenlignet med, kan du lide at anbringe dem i ubekvemme situationer, de ikke kan komme væk fra, før alt det der ligger under overfladen, løgnene og hemmelighederne er sluppet ud.

Og ligesom Kjeld Abell er du ikke bange for at trække aktuelle emner som krig og død og finanskrise ind, og lade dem være klangbund for de personlige dramaer. Hele tiden anfægtet og i stadigt indgreb med verden.

Du skriver hurtigt og du er flittig, når man ser på listen over dine værker og de mange genrer du spænder over, bliver man helt forpustet. Revytekster har du også skrevet sammen med Line Mørkeby, i 2008.

Du kan skabe en konflikt, og få en tilsyneladende helt almindelig samtale mellem to mennesker der elsker og kender hinanden, til at stå og dirre, så man ikke ved hvor det skal ende. Du kan få sproget til at glide, og hvad der er endnu bedre, få det til at sprække og falde fra hinanden, så det der ligger under kommer til syne.

Du har så vidt jeg ved, ikke instrueret hverken dine egne eller andres stykker, og hvis du skulle finde på det, håber jeg det bliver af lyst, og ikke fordi det er den eneste måde man kan få dem hele igennem teatermaskinen på.

Der er ikke mange priser til dramatikere, der har vi valgt en forkert genre. Ganske vist har Jon Fosse lige fået Nordisk pris, men det var for sin prosa, ikke sine stykker, og Kjeld Abell prisen er den eneste af det danske akademis priser, der kan gå til en dramatiker, så nyd det! Hvil på laurbærrene, Andreas, du har fortjent dem.