Ellen Wulff

I Tarkovskijs film, Nostalgia taler de to centrale figurer Gorchakov og Eugenia om oversættelser. Gorchakov konkluderer, at kunst i almindelighed ikke lader sig oversætte. Hvis man ikke kan læse Tolstoj og Pushkin på originalsproget, siger han til Eugenia, forstår man slet ikke indbegrebet af, hvad Rusland er.

Der er dog grænser for, hvor mange sprog vi behersker, og vi lader os ikke nøje med disse få sprog. Man kan hævde, at man ikke har været inde ved kernen, hvis man ikke har læst den originale version - og selvfølgelig ville det være højeste prioritet - men undertiden er det muligt at få en tolkning i form af en oversættelse. Og har teksten været i hænderne på en dygtig oversætter, ja, så kan oversættelsen eller gendigtningen være i besiddelse af en særlig kraft. Det føles overvældende, når man hen over kulturelle grænser, tidsforskelle, historisk usammenlignelige epoker som læser alligevel forbinder sig med en oversat tekst og fornemmer de skjulte rødder.

Ellen Wulff, der er født i 1950, er en sådan fremragende oversætter, der evner at få teksterne til at blive ualmindeligt gode danske tekster. Hun anses som den førende oversætter af arabisk herhjemme. Hun er mag. art i semitisk filologi med arabisk som hovedfag og hebraisk og aramæisk som bifag. Hun har Ph.d. i moderne arabisk sprog og litteratur fra Københavns Universitet. Hun modtog i 1980 universitetets guldmedalje for en afhandling om arabisk middelaldersufismes brug af korancitater. Ellen Wulff står bag en dansk-arabisk ordbog, har skrevet en række fagartikler, har endvidere undervist på Syddansk Universitet, CBS, og desuden været ansat på Det Teologiske Fakultet og på Carsten Niebuhr Instituttet.

Jeg har ikke lært arabisk, men ud fra min læsning af Koranen og Tusind og én nat, kan jeg konstatere, at her er tale om særdeles vellykkede og originale værker på dansk. Også anmelderne har udvist begejstring for oversættelsen af Tusind og én nat. Jeg har konsulteret arabisktalende bosat i Danmark, der kender Ellen Wulffs oversættelse af Koranen. Filologisk er den oversat ud fra et godt kendskab til det særdeles komplekse arabiske sprog. Og den er oversat uden bagtanker, understreger de. De er meget glade for oversættelsen, og de kan anbefale den, men der kommer naturligt nok forskellige synspunkter og overbevisninger ind i billedet, når man oversætter islams hellige bog fra 600-tallet, skrevet på et sprog, hvor talrige formuleringer er mangetydige, ligesom der inden for islam findes forskellige grupperinger: sunnitter, shi’itter og khawaridj etc.

Blandt Ellen Wulffs ni oversættelser står Koranen (2006) centralt og senest Tusind og én nat (2013), der har kanonisk position i verdenslitteraturen.

At læse Koranen kan være et voldsomt møde, hvis man ikke har islam som baggrund, men det er afgørende, at den findes på dansk. Det styrker muslimers integration, og det giver enhver dansker mulighed for at studere dette religiøse skrift, der udfordrer både med hensyn til lov og ret, moral, vold, seksualitet m.m.

Tusind og én nat er en titel, der på en gang er konkret og signalerer uendelighed. Råstoffet her er og bliver sex, druk, krig, hævn, intriger, forelskelse, trolddom o. lign. Dette værk er fabulerende på en måde, så det kalder på læsere uanset religion eller uden. Det er første gang, vi i Danmark får en komplet og altså uforkortet udgave oversat direkte fra originalsproget. Tusind og én nat er et værk, der består af seks tykke bind på i alt 4.372 sider. De første fem bind har Ellen Wulff oversat efter den oprindelige arabiske tekst, det vil sige 3.967 sider. Bind seks er oversat fra fransk af Kim Witthoff efter fortællinger, som man ikke kender det arabiske forlæg for. De dele af Tusind og én nat, vi tidligere har kendt til på dansk, har blot været oversat som genfortællinger eller tilmed fra franske genfortællinger. De har inspireret Oehlenschläger, H.C. Andersen og mange andre. Værket vil sandsynligvis sætte nye spor med Ellen Wulffs oversættelse.

Tusind og én nat har haft indflydelse verden over. Rammefortællingen for de klassiske eventyr om prinsesser og kaliffer er, at kong Shahriy der har dræbt sin dronning og gifter sig med den ene unge skønhed efter den anden - for hver gang at slå dem ihjel efter bryllupsnatten - til slut gifter sig med Shahrazãd, vesirens kloge datter, der redder sit liv ved nat efter nat at fortælle ham eventyr, når han har stillet sit begær. Shahrazãd hedder fortællersken hos Ellen Wulff, her transkriberet fra arabisk.

Det går over stok og sten, den ene dramatiske begivenhed afløser den anden, indtil Shahrazãd, med stor indsigt i cliffhangerens betydning, brat stopper sin fortælling. I forskellig variationer lyder det: ”Her blev Shahrazãd overrasket af morgenens komme og holdt inde med den fortælling der var hende tilladt.” Søsteren Dinarzãd, der nævnes i mange af fortællingerne, lytter med og udbryder: ”Hvor er din historie god og mærkværdig, søster!” – hvortil Shahrazãd replicerer: ”Men intet mod hvad jeg vil fortælle jer næste nat.” ”Hvis kongen lader mig leve”, tilføjer hun. Det gør han, for han elsker, som vi alle gør det, disse fortællinger. Shahrazãd tager så fat næste nat med ordene ”Jeg har hørt lykkelige konge” og fortsætter sine historier om visirer, købmænd, landevejsrøvere, pukkelryggede, slavinder og mange andre skikkelser så fascinerende, at kongen nødvendigvis må have næste afsnit af historien med, og man tilsvarende som læser har svært ved at lægge bogen fra sig.

Historierne knopskyder, så man let fortaber sig. Det hænger sandsynligvis sammen med, at der ikke står én forfatter bag værket, men en række mennesker har bidraget, på samme måde som vi har indsamlet gamle folkeeventyr fra hver en krog i Danmark. Magien i Tusind og én nat er knyttet til denne mangfoldighed. Historierne er hvirvlende hjul.

Oversættelsen af Tusind og én nat er en kraftpræstation og Forlaget Vandkunstens udgave et sjældent smukt bogværk. Når oversættelsen er så vellykket, skyldes det, at Ellen Wulff betjener sig af et greb, hvor hun både forholder sig præcist til originalen og giver sig selv mulighed for en poetisk udfoldelse, der er underfundig og legende med det resultat, at teksten fænger, bliver underholdende og lystfuld. Vi får den ægte vare, i og med at der ikke her - som i andre udgaver - er taget bornerte hensyn. Det overvældende ved oversættelsen er, at den spænder fra det højstemte til folkelig og jævn prosa, endda til det sjofle.

Som eksempel på indbyggede rim i prosaen følger her en kort sekvens fra Historien om de tre æbler, hvor en brud er blevet iført et brillanthalsbånd med så store og runde ædelsten ”at man ikke kunne tro sine egne øjne, og skulle man beskrive dem, blev man forvirret og måtte gribe til løgne. Bruden selv var skønnere end månens guld når den i månedens fjortende nat er fuld. Kammerpigerne havde tændt kamfermættede vokslys foran hende, og de oplyste hendes ansigt så det blev skønnere end nogensinde; da hun nærmede sig, glimtede hendes øjne som dragne sværd mens hendes øjenvipper fortryllede hjertet på enhver; ved synet af hende blev kinden rød; man bøjede sig frem, og hoften blev blød; på hende kunne intet øje se sig mæt, forstanden blev ør, forvirret og let. Syngepigerne ledsagede hendes fremtræden med spil på mandolin, andre musikinstrumenter og tamburin” etc.

Poesien i værket er iøjne- og iørefaldende i form af disse rim i prosateksten, undertiden i 10-15 led eller mere, og selvfølgelig i digtene. Her har Ellen Wulff oversat de tolv klassiske arabiske versemål, som originalteksten indeholder. Digtene i al-basit, al-madid, al-tawil, al-sari´, al-kamil, al-radjaz eller andre versemål er vævet ind i historierne og lægges som regel i munden på en af personerne. Det drejer sig om 1351 digte i alt på 10.000 verselinjer, noget af en indsats! Med hensyn til rim udgør digt nr. 140 maximum med hele 50.

Epikken standses, når en digter citeres som her i bind fem i Historien om Abd Allãh Ibn Fãdil og hans to brødre:

En hilsen til kroppen som i klæderne anes kan,
til roser i kinders rosenbede ved havens rand!
Plejaderne over hendes pande er ophængt mens
på brystet en kæde ses af stjerners restbestand.
Hvis hun bar en dragt af rene roser, fik hendes krop
ethvert kronblad til at bløde, gløde af kroppens brand,
og spyttede hun i havets vand med dets salte smag,
da blev det sødere end honning smagen af dette vand.
Hvis hun ville gå i seng med sheiken der går med stok,
så sønderrev denne sheik selv løver, så vild blev han.

Prosaen kan til gengæld fremtræde djærv og folkelig. Historierne skal nemlig kunne forstås af ganske almindelige mennesker. Tusind og én nat er fremragende oversat, både digtene og prosaen. Det mærkes, at Ellen Wulff har været igennem med sproglig tættekam!

Det er en glæde for Det Danske Akademi at have en oversætterpris! Dem er der for få af i Danmark, for mange af de bøger vi læser, er oversatte værker.

Den arabiske verden med dens kulturformer har eksisteret som en hvid plet på det bevidsthedsmæssige landkort hos mange danskere, men nu er disse skelsættende bøger kommet. På bagrund af hvad vi har været vidne til i Afghanistan, Irak og senest Syrien, er det afgørende, vi får indsigt i den islamiske kultur og dens konventioner. Det har Ellen Wulff givet os mulighed for.

Ofte udfører oversætterne et ensomt og ikke velbetalt arbejde. Ifølge Ellen Wulff har det taget tre år fra morgen til midnat at oversætte Tusind og én nat, altså mere end tusind og én meget lang og kondenseret dag - kun med tid til to måltider. Som Shahrazãd redder sit liv ved at fortælle, gør Ellen Wulff det vist ved at oversætte...

Ellen Wulff har allerede modtaget priser for sin enestående bedrift, men vi har i Det Danske Akademi først her i november mulighed for at overrække vores pris, skønt den blev bestemt for længe siden. Hver generation har det med at nyoversætte klassiske værker. Det bliver næppe tilfældet med Tusind og én nat. Man kan kun glæde sig til en lydbog, der kan fornøje enhver fra bryllupsnat til plejehjem.

Til lykke.