Hanne Kvist

Jons lillesøster havde vinger da hun blev født./ Jon så det selv./ Små bitte benede vinger med tynd hud imellem, sammenfoldede og rynkede som flagermusvinger. De var sorte. Brunsorte og noprede som huden på hønsefødder. Hans mor og far så også vingerne. De sagde ikke noget.

Med denne indledning på romanen Drengen med sølvhjelmen fra 1999 var Hanne Kvist for alvor landet i dansk børne- og ungdomslitteratur. Med dette simple greb foldes en lille, stor historie ud, for så vidt klassisk, altså fortalt mangen en gang før, men alligevel ikke på denne måde. Romanen lever i kraft af det store ufortalte rum omkring Jons mission – at få sin lillesøster tilbage. Det er som at træde ind i en tim-burtonsk-kulisseverden; man accepterer det afsnubbede univers fra første linje.

Vingerne bliver et billede på og lægger op til en diskussion af meget: frihed, perfektion versus deformitet, fosterscanning, børneopdragelse, samfundsmodeller. Dermed er Drengen med sølvhjelmen ikke kun stadig en forunderlig læseoplevelse, men også stadig aktuel: For hvor store vinger tillader samfundet, vore politikere, i grunden, at et barn fødes med i dag?

Siden da har Hanne Kvist bevæget sig i mange retninger inden for B&U-litteraturen. Hver gang har en udgivelse været ventet med spænding, både fordi der kunne være gået adskillige år, men også fordi man som læser ikke anede, hvor man skulle føres hen denne gang. I en børnebogsverden hvor mange sprøjter bøger – og gerne bogserier – ud, er det som om, at Hanne Kvist skal glemme kunsten at skrive børnebøger – for at genopfinde den hver gang.

I billedromanen Jeg er Frede (men det er ikke altid det de andre kalder mig) fra 2004, illustreret af Cato Thau-Jensen, forener Hanne Kvist to af vore største forfattere, der har skrevet om og for børn: H.C. Andersen og Ole Lund Kierkegaard. Frede er anderledes. Frede er ikke god til ret meget – jo, til at lave bomber i svømmehallen på upassende tidspunkter. Derfor ved Frede, at det vil gå galt på lejrskolen. Det er altså historien om en bebudet mobning. Derfor gemmer Frede sig. Han trækker sig. Han spiser sig ikke mæt. Som en anden

Gummi-Tarzan – eller Buster Oregon Mortensen – bliver han valgt til sidst, da klassen skal spille vandpolo, og i det hele taget kun valgt, fordi hvis han sidder ovenpå målet, vil det gøre det svært for modstanderen at score. Hvorefter Frede tænker:

Jeg tænker på hvor længe jeg kan holde vejret under vand./Jeg håber jeg kan rigtig længe.

Det er både en håndfast kompetence og en længsel efter noget andet. En følelse af at være noget andet på samme måde som H.C. Andersens lille havfrue, der må betragte de andre på afstand, ikke kan være sig selv, men må undergå en forvandling for at være blandt mennesker. Hvor det fremmede element – jorden – kommer med en høj pris for havfruen, bliver vandet derimod Fredes – og en vens – redning.

I hovedværket Dyr med pels – og uden, 2016, drømmer Freddy om at få en hund – uden pels, fordi moren har hundeallergi. Eller har hun? Meget er inciterende uklart eller usagt i bogen, og måske er allergien blot en hvid løgn begrundet med, at Freddy sikkert ikke kan tage sig af hunden. Men man må spørge sig selv, om de voksne kan tage sig af Freddy? Så ”dyr uden pels” er ikke kun den i øvrigt hundedyre hårløse hund, som Freddy vil forsøge at spare sammen til, men også os mennesker.

Alligevel er Kvists ærinde aldrig at pege direkte på menneskedyret og sige ”Se hvor usselt!” Når tilværelsen er mest kedelig, opsummeres det sigende i et kort kapitel, der lyder:

Det er morgen./Det er aften./Det er morgen./Det er aften./Det er morgen./Det er aften./Det er morgen.

Det er, hvad vi får serveret af betongrå realisme. Ellers er det, som om virkeligheden kun hænger fast i det ene hængsel både for læseren og Freddy. Men Freddy klør på. Sammen med sin ven Eskild stifter han et ”opdragelsesbureau for hunde” – nu når man ikke kan opdrage voksne til at forstå de mest simple kommandoer eller udvise pli, har man lyst til at tilføje. For under alle planer og svirrende replikker løber en sørgmodig streng af rodløshed og ensomhed, men den kække riposteren er sammen med rækken af påfund oppe på overfladen nok til at holde Freddy og os andre fuldt beskæftiget langt hen ad vejen.

Det er vist ikke mange børnebøger, der ville nævne, at drengene finder et katalog blandt andet indeholdende reklamer for en bikini af slikperler og en ligeledes spiselig g-streng til mænd. Begge tilbud affejes dog i børnehøjde med bemærkningen:

Det er spild af slik.

Således er Dyr med pels – og uden hele vejen solidarisk med Freddy, solidarisk med barnets verden, som altid vil sprænge rammerne for den socialrealistiske offeroptik med sin fantasi, ukuelighed og rigtig mange planer for, hvad der skal nås og opnås her i verden: fx en hund – med eller uden pels. Progressionen er lille, men livet leves og hobbyer haves. Freddys ven, Eskild, hælder selv mere til et liv med slanger. Et tema de ofte diskuterer:

Den giftigste af dem alle sammen kan slå 12.000 mennesker ihjel med ét gram gift. Vi kan ikke regne ud hvordan man skulle få fordelt ét gram mellem så mange mennesker. Måske hvis man lavede en kæmpestor velkomstdrink med én dråbe vandslangegift i og holdt en fest. Men hvem skulle få giften ud af slangen?

Freddys problemer er på én og samme tid meget konkrete og helt abstrakte. Han kan drømme om at komme på ferie som de andre børn.

Jeg ville ligge på stranden, og engang imellem ville jeg klatre op ad en lang tynd kokospalme og hugge en kokosnød ned med min machete. Jeg har set hvordan de gør. Bananpalmer er lave, der rækker man bare hånden ud og plukker. Det kommer nok aldrig til at ske.

Det er de tre ingredienser, der styrer Freddys verden: drømmen, den eventyrlige detalje og en vis erhvervet viden om verden. Her mod slutningen af bogen har en fjerde sneget sig ind: Det nøgterne blik på virkeligheden. I første omgang får Freddy ikke en hund, men et marsvin, som han må opbevare hemmeligt af hensyn til morens måske-allergi. Men marsvinets død – forårsaget af papsøsteren – udløser en krise, ikke så meget fordi marsvinet er Freddys ét og alt, men simpelthen fordi det hele bare er blevet for meget. Freddy forlader familien ved færgen til Tyskland, og ordene forlader bogen. Bogstaveligt talt. Ordløs, tanketom, men tegnefuld. For her har Hanne Kvists streg taget over. Med andre ord: en tegnet Freddy der forlader sin familie. Det er slående: Der har været så helt utrolig mange ord, så megen dialog i den sammenbragte familie, at det kommer som en lise – også for læseren. Vi forstår Freddys behov for at forsvinde. Og vi er ikke i tvivl: Der er helt stille inde i Freddys hoved. Han har ikke en plan eller en mission. Han er ikke engang rigtig vred på nogen. Han oplever bare et øjeblik af fuldkommen weltschmerz. Så ypperligt timet, ramt og tegnet af Hanne Kvist.

Hanne Kvists forfatterskab synes at have et brydsomt mellemværende med dramaturgien og alt for skråsikre psykologiske forklaringer. På den ene side forstår og delvist følger Kvist begge, og den anden side kvier hun sig ved at overgive sig til dem. For der er så meget, som stikker udenfor! I fortællingen såvel som mennesket.

I Dyr med pels – og uden betegnes et afsnit: ”Nutiden” og så i parentes ”Lige nu eller meget tæt på nu”. I erindringsværket, Svømmer & drømmer, 2024, der således helt udi titlen knytter sig til både førnævnte Frede og Freddy, fortæller Kvist om egen barn- og ungdom, men punkterer alle ansatser til en opbyggelig selvbiografi ved at lade diverse tegnede figurer kommentere livsberetningen. På et tidspunkt siger en rød skovsvamp, efter at have hørt om, hvordan Hanne Kvist har både skilt og samlet en gammel racercykel:

På det her sted kunne man virkelig godt bruge noget drama!

Den – altså svampen – vender også tilbage mod slutningen af bogen og bemærker:

Jeg kan mærke det. Nu er vi kommet til udtoningen. Jeg bliver så trist.

Den er vi også nået til her, altså udtoningen, men i lutter glæde over dette forfatterskab. Så det er lige nu, eller meget tæt på lige nu, at du skal komme herop Hanne Kvist, og så kan vi andre passende kalde dig modtager af Det Danske Akademis Silas-pris. Varmt tillykke.