Det Danske Akademi Billede
2019

Jesper Wung-Sung

Tale af
Tale af Ida Jessen

Tale for Jesper Wung-Sung ved overrækkelsen af Silas Prisen den 29. november 2019, samt Jesper Wung-Sungs takketale

”Her holder vi øje med et barn. Han hedder William, og på mange måder er han en heldig dreng. Han har to forældre. Han bor i et hus. Han får mad hver dag. Men så er der Knud.” Sådan åbner Jesper Wung-Sungs børne/ungdomsroman Ud med Knud fra 2014, der handler om drengen William, der ligger på sit værelse og spiller zombiespil på computeren og er blegfed, skaldet, tykhovedet, doven og overforkælet af far og mor, så DUM og helt ude af stand til at følge med i det RIGTIGE liv, hvor man har venner og spiller fodbold og får skældud og modstand - fordi han har kræft og er for træt af behandlingerne til at slæbe sig af sted. Men så er der Knud. Knud er en hemmelig ven, der bestemt ikke lefler for William, men siger ham de groveste sandheder om døden og livet og hvor betydningsløs William er i den store sammenhæng og i sammenligning med Knud, der er MEGET betydningsfuld og lider af universets mest uhelbredelige sygdom. ”Knud har fortalt, at han vil begraves under Storkespringvandet i København. ”Kan du da godt li’ storke?” spurgte William. ”Nej, bestemt ikke!” svarede Knud fornærmet. ”Jeg HADER storke!” ”Hvorfor vil du så begraves under et springvand med storke?” ”Fordi jeg elsker frøer,” svarede Knud. ”Og hvor der er storke, er der også frøer.”

Der er meget humor og meget gak, men også en sorg, der løber som en dyb bastone igennem bogen, gennem sygdom og helbredelse og ny genopblussen af sygdommen og det at se, at de andre i klassen lever videre og lukker sig sammen om det hul, som var Williams tomme plads. Udfordret af Knud prøver han at klatre i træer og at tage på tur med den pige som han er forelsket i, og som vil være sammen med ham, NETOP fordi han er syg, fordi det kaster et dejligt interessant lys på hende selv. Der er så megen smerte i William, og den kontrasteres af Knuds urimeligheder og giver et drive i bogen. Mærkeligt er det så forslugent at læse en bog med et så knugende tema. Det kan kun lade sig gøre, fordi der fortælles med et meget stort overskud. Bogen bliver ikke kun læselig og til at holde ud – nej, man læser grådigt, og belønnes, for der er ingen sukkersødhed.

Jesper Wung-Sung har skrevet bøger for voksne, både noveller, romaner og digte - blandt andet fik hans seneste voksenroman En anden Gren De gyldne Laurbær i 2018. Men i dag skal han have Silasprisen for sit store vidunderlige forfatterskab for børn og unge.

Det begyndte med debuten To ryk og en aflevering i 1998, og siden er det fortsat og fortsat i bog efter bog. Jesper Wung-Sung spænder over billedbogstekster, længere tekster for de mindste, graphic novels og børne- og ungdomsromaner. I alt har jeg optalt 25 børne/ungdomstitler, og jeg har måske ikke fået dem alle med.

Jesper Wung-Sung taler ikke tuttenutsnak til sine læsere og spiser dem ikke af med hulheder. Han går direkte til de store spørgsmål – og undrer sig og er til stede i de spørgsmål han rejser. Og han gør det, så man suges ind. Han kan simpelt hen fortælle! Både i historiens lange træk, i episoden, i replikken, i persontegningerne er der liv og energi og overskud.

Lillefingeren er fra 2017 og er for mindre børn, men og også i den er der en syg dreng. De to brødre Arne og Finn er alene hjemme, og Finn kommer ind og siger, at hans lillefinger er blevet væk. Og det er den! En blodig fodboldtrøje er viklet om det sted, hvor fingeren engang sad. Arne, storebroren der længe har været syg, må stå op. De to brødre går ud for at lede efter lillefingeren og kommer først i parken, hvor alle hundene render rundt med pinde i munden. Men ingen lillefinger. Dernæst hos pølsemanden, i tilfælde af at han skulle have taget fejl af en finger og en pølse. Dernæst går de til Rockerborgen, hvor rockerlederen har afhuggede lillefingre hængende om halsen, indkasseret i dummebøder. Så de leder på skattekontoret, hvor folk tager hele hånden, når man rækker dem en lillefinger, de leder i pandekageheksens bur i den uhyggelige skov, hvor børn fedes op og rækker falske lillefingre ud og til sidst i kirken, hvor de spørger om Gud måske har brugt Finns lillefinger ”til at bygge et eller andet … ikke noget stort … en ny flueart eller sådan noget …” De finder fingeren tilsidst, og da er den tørret ind. Hvordan og hvor de finder den skal ikke røbes her, der skal være en cliff-hanger til nye læsere..

I Jesper Wung-Sungs bøger kommer verden i skred, og der er meget utryghed og kamp mod resignation. I Kopierne, en ungdomsroman fra 2010, kommer Jonas en glad dag hjem fra fodboldkamp, hvor han har scoret tre mål og snakket med Maria, drømmepigen. Men da han kommer hjem, vil hans forældre ikke lukke op for ham, og da han prøver at tiltvinge sig adgang til sit hjem, ser han, at der inde i stuen er en dreng, som ligner ham selv på en prik, og som hans far og mor må tro, er ham, der jo er den ægte Jonas. Faderen og moderen ringer efter to mænd der skal arrestere Jonas, og Jonas flygter ud i skoven, hvor han møder to andre drenge, der også er på flugt fra noget, de ikke forstår hvad er. Det er en uhyggelig og vildt spændende thriller. For hvem er de ægte, og hvem er kopi? Jonas er kopien og har ingen ret til at være i verden. Alt hvad han har oplevet, al erindring er falske spor. Alt er utilgængeligt for ham. Han forstår ikke verden, og han er udenfor verdensfælleskabet. Men der er de andre to, indtil de dør, og Jonas er alene, på vej ud mod et skib, som han har hørt vage rygter om. Det er en dystopi, mørk, mørk, mørk. Men også denne bog skrevet med et sug, der gør at man ikke lægger den fra sig.

Det samme gør sig gældende i Skolen, en ungdomsroman fra 2013, hvor en helt almindelig skoledag pludselig glider over i mørk uforståelighed og et helt nyt regelsæt, hvor skolens lærere og elever bliver isoleret og hegnet inde, overvåget af en drone, mens verden trækker sig væk, og hvor den ene efter den anden dør af blodig sygdom. Jesper Wung-Sung beskriver dette skred af hverdag, så man forstår, hvorfor folk ikke reagerer på overskridelserne, før det er for sent. Det er som om han beskriver psykologiske eksperimenter, hvor læseren selv er med som deltager og testes på egne reaktioner, når man er i sine vaner, enten alene eller i en gruppe. Her er det hensynet til fællesskabet der betyder, at tingene i den grad skrider ud.

Jesper Wung-Sung skriver bedre end godt, han fortæller bedre end godt, hans personer lever man sig ind i. Han søger ingen nemme løsninger, han er ikke bange for at være gådefuld. Han er en i særklasse god børne/ungdomsforfatter, og han er den oplagte modtager af Silasprisen.

Tillykke, Jesper. Vil du komme herop og modtage den?

Jesper Wung-Sungs takketale

Silas og den sorte hoppe begynder således:

Han kom sejlende nedad floden i en sær lille brednæset båd, og han sejlede ikke siddende oprejst som andre, brugte ikke årerne, men lod strømmen føre sig som den havde lyst.

Silas møder kort efter en voksen, Bartolin, der spørger:

Hvorfor roede du ikke?
Hvad skulle jeg det for?
For at komme frem, naturligvis.
Jamen der var jo strømmen.
Andre folk bruger årer når de vil nogen vegne.
Andre folk gør alting så besværligt, sagde Silas. De bruger også møbler.

Uden scener som disse stod jeg muligvis slet ikke her – i hverken den ene eller anden forstand. Sådan er det selvfølgelig med så meget i livet, og sådan er det med det meste i litteraturen.

For jeg kan ikke lade være med at tænke, at Cecil Bødker meget vel kunne have læst en anden forfatter, der skrev om egenrådige drenge drivende ned ad endog meget store floder, nemlig Mark Twain og hans to bøger om Tom Sawyer og Huckleberry Finn – og deres eventyr på Mississippi-floden.

Det vil nok være for stramt – og andre folk-agtigt – at kalde indledningen på ”Silas og den sorte hoppe” for en slags poetik. At påstå, at Cecil Bødker kækt påstår, at det er det, det handler om, mens hun skriver netop dét: at lade sig føre af strømmen.

Men ligegyldigt om man betjener sig af en arbejdsmetode med vægge tapetseret med noter, dramaturgiske skemaer eller strenge formregler, så er jeg sikker på, at alle skrivende kan genkende dette: Det øjeblik, hvor sproget fører én ned ad floden.

Denne tilstands ord gjorde i første omgang mig til læser. Fordi jeg kunne mærke det, når jeg for eksempel sad med bøger af mange af de forfattere, der er samlet her – også derfor er det sådan en ære at modtage denne pris – at jeg blev ført af disse bøger på en rejse, der var modsat næsten alt det, som de voksne kaldte livet – for nu at forblive i øjenhøjde med Silas.

For lad mig nøjes med at give Cecil Bødker – gennem Silas – ret i forhold til følgende: Hvis ikke helt og aldeles årer, så gør i hvert fald møbler livet som skrivende besværligt. Møbler er den ting, som falder Silas ind, men betegnelsen dækker naturligvis mangt og meget. Den omfatter for eksempel også Bartolins handling. Manden går kun ned til båden, fordi han tror, den er tom. Altså, at han kan tage den. Han vil noget bestemt med båden.

Modsat Silas, modsat ordene.

Mark Twain fik – ligesom Bødker med Silas-bøgerne – et stort og også et ungt publikum efter at have skrevet Tom Sawyers eventyr. Så stort, at han gik i gang med en lignende bog. Mark Twain skrev til en ven og kaldte den en ”følgesvend” eller ”tvilling til Tom Sawyer”. Denne skulle handle om Toms ven, Huckleberry Finn, og han skrev derudad. Den foregik selvfølgelig også ved og på Mississippi-floden, men det viste sig i virkeligheden at være en helt anden flod, han skrev frem. Hvor Tom Sawyers eventyr er en fornøjelig roman om drengestreger, farlige skurke, hemmelige huler og dyrebare skatte, var Huckleberry Finn-bogen noget andet. Den kom til at handle om slaveri, ensom, frihed, anderledeshed, tab, skønhed, natur, ja, det meste og lidt til, fordi den er båret af en af verdenslitteraturhistoriens mest originale og medrivende jeg-fortællere.

Men at det var noget helt andet, han havde skabt, fandt Mark Twain først ud af, da han viste manuskriptet til andre. Deres reaktion fik ham til at gå i panik og tilføje en slutning, hvor Tom Sawyer kommer faldende ind på halen for at redde den såkaldte ”børnebog”, den såkaldte ”følgesvend” af en bog. Disse sider kunne man i dag rive ud og smide væk – resten er et mesterværk.

Det var altså først, da Mark Twain lod andre tage båd og retning i øjesyn, at han blev beregnende, at han pludselig igen ville et bestemt sted hen. Han havde skabt noget andet og større – netop ikke end en børnebog – men end det møbel, han troede, han skulle skrive.

Det har jeg altid haft som metode: aldrig at kigge op. Aldrig at spørge nogen om, hvor i stuen det skal stå, før jeg har skrevet sidste ord. Derfor har jeg heller ikke aldrig sondret mellem at skrive børne- og ungdomsbøger og voksenbøger. Det er uden for det rum, hvori floden flyder, at jeg overhovedet er i stand til at skelne mellem det ene eller det andet. Det er udelukkende vinklen og tonen, der fører båden.

Er der i grunden så stor forskel i Bødkers forfatterskab på Silas-bøgerne og værker som Fortællinger omkring Tavs, Luseblomster, Tilstanden Harley og Øjet? Ligger der ikke den samme drivende undersøgelse af sprog og eksistens?

Det giver naturligvis god mening at skelne bagefter. En skelnen for i virkeligheden at sørge for, at bog møder læser. Jeg har en dybfølt respekt for dette arbejde og denne evne. Den voksne, lærer eller bibliotekar, som giver barnet den rigtige bog på det rigtige tidspunkt, er en del af vores eksistensgrundlag. Vi har alle fået den rigtige bog i hånden på det rigtige tidspunkt – ellers var ingen af os her i aften.

Men at Cecil Bødker og Det Danske Akademi så entydigt anerkender det, vi kalder børne- og ungdomslitteratur, som andet og mere end et møbel – når selv store dele af den børne- og ungdomslitterære branche betragter den som netop dette – er af så meget desto større betydning. Det giver altså mening at gå om bord uden et mål.

Vi er alle i samme båd, som man siger. I litteraturen kan det vitterlig føles sådan. Men lige nu tillader jeg mig at mene, at det også føles lidt sådan. Så af hjertet tak for Silasprisen.