Lene Kaaberbøl

I år tildeles Det Danske Akademis Silas Pris en verdensbygger ­– nemlig Lene Kaaberbøl. Det er en til tider underkendt, men vanskelig disciplin at opbygge hele og troværdige alternative verdener til vores egen – at være ’subcreator’, som Tolkien kaldte det – og i Lene Kaaberbøl har vi en sand mester. Fantasy bliver det kaldt af nogen, og det er vist ikke altid positivt ment, men her vil jeg gerne pege på, at ordet ’fantasi’ har rødder tilbage til det græske ord ’phantazein’, der betyder ”at gøre synlig”. Og det, Lene Kaaberbøl i sine værker for børn og unge gør synligt, er mange af menneskelivets helt grundlæggende konflikter, de kernehistorier om usikkerhed, angst, skam og vrede, vi til alle tider har brug for at få fortalt. Og Lene Kaaberbøl er en suveræn fortæller: I et præcist og flydende sprog skriver hun på fornem vis imaginære landskaber frem befolket af nuancerede, interessante karakterer, hvis dilemmaer og kampe udfoldes i intense og velkomponerede plot. Altid i øjenhøjde med sine læsere, uden at belære, og heldigvis også uden at tage hverken håb eller humor ud af ligningen. Her gøres tingene aldrig halvt: Lene Kaaberbøls verdner er udstyrede med deres særlige politiske, juridiske, religiøse og magiske systemer, de er realistiske i deres syn på menneskets svagheder og tendens til at kommunikere gennem vold, og de er opbygget helt fra grunden med alt fra underliggende ideologiske spændinger til et detaljeret plante- og dyreliv.

Og netop her ved dyrene er jeg nødt til at gøre et ophold, for deres særlige betydning går som en rød tråd gennem hele Lene Kaaberbøls forfatterskab, fra hendes debut med bøgerne om hestepigen Tina tilbage i 1970’erne helt op til den nyeste serie, Vildheks. Og der er aldrig tale om dyrene som nuttede, menneskeliggjorte indslag hist og her, Lene Kaaberbøl tager den kærlighed og dybe tilknytning som børn kan føle til andre racer fuldstændig alvorligt, og dyrene bliver altid beskrevet som netop dyr på deres egne præmisser med deres egne behov – og nogle gange også deres egen farlighed. Hendes værker insisterer på menneskets forbindelse til andre levende væsner, og i den sidste bog om vildheksen Clara, Genkommeren fra 2014, frahæves vores forpligtelse som særlig art:

Hver gang dyr dør eller uddør blot fordi mennesker er grådige, så er det dit ansvar,” får Clara at vide af sin døende modstander. ”Og hvis du ikke kæmper for at redde dem til du ikke længere kan stå, til der ikke længere er et eneste åndedrag eller en eneste blodsdråbe tilbage i din krop – så har du svigtet dem og mig.

En tung opgave at lægge på et barns skuldre, men Lene Kaaberbøl har en dyb respekt for og en tro på sine karakterers – og dermed sine læseres – kræfter, vilje, mod og evne til at samarbejde, alt det, der vil gøre det muligt for skuldrene at bære byrden. Et centralt fokus gennem hele hendes forfatterskab er hovedpersonernes bestræbelse på at være tro med sig selv, at bevare deres integritet og finde deres særlige plads, på trods af en følelse af at være mindre værd eller udenfor eller tynget af forventninger fra forældrene. Der findes i Lene Kaaberbøls bøger en underliggende advarsel om blindt at acceptere status quo, om blindt at lade sig forme af sine omgivelser for at passe ind. Hos hende er mennesket et glitrende dyb, der rummer skam, aggression, længsler, varme, viden og sin egen særlige styrke. Som pigen Anna I Skyggeporten fra 2006, der indser, at hun ikke er Skyggevæver, som hendes mor vil have hende til at være, men at hun er Solsanger og kan redde hele verden med en eksplosion af lys: ”Lyset blev ved med at komme, fra mig og gennem mig, gennem alle universets åbne porte. Og jeg svævede op og ud, blev strukket og strakt til jeg var tynd som hud og tyndere endnu, til jeg var over det hele og ingen steder på én gang.” Her gøres en indre transformation synlig på smukkeste vis.

Som verdensbygger viser Lene Kaaberbøl os også, hvad det kunne tænkes, at mennesker kan skabe sammen, på godt og ondt. Hun tager os til et land, hvor kun kvinder må eje jord, fordi mændene har lavet en økologisk katastrofe engang i fortiden og nu er afskåret fra at kunne kalde noget sted deres hjem. Hun giver os en verden, hvor en person med evnen til at få folk til at skamme sig indtager en særlig position, for hvis vi mister evnen til at skamme os, kommer vi til at leve med hinanden, som en flok ”forbandede drager, der æder hinanden hvis de kan komme til det”, som det siges i Skammertegnet fra 2001.

På denne måde går der gennem Lene Kaaberbøls bøger både en biologisk, en psykologisk og en filosofisk strøm, en tanke om at vi mennesker har mange lag og kan udvikle os, og at et samfund kan indrettes på mange måder. Her viser hun en virtuos forståelse for fantasy-genrens reelle potentiale, dens historie og dens troper. Hendes livsværk skrevet i denne genre er i sig selv et indædt forsvar for menneskets forestillingskraft, for fantasien og myterne – for vores evne til at gøre vores største frygt, skam, drøm, håb synligt, så vi kan se på det hele og måske forandre os selv og den her verden, vi lever i. Tak for historierne, Lene, tak for dit bidrag til danske børns kulturarv. Nu skal du komme herop og modtage din pris.