Jakob Martin Strid

Min mormors gebis
er praktisk og smart
Det kan bruges til alt
hvis man ikke er sart
Det kan åbne en bajer
og knække en nød
Det kan spille på banjo
og vække en død
Det klipper billetter
i toget til Rom
Det tygger makroner
til posen er tom
Men hvis det skal spise en bøf der er sej
så skriger det sgu – og løber sin vej.

Det er et foretagsomt gebis, Jakob Martin Strid skriver om i Rim og Remsebogen Min mormors gebis. Det kan endda færdes i både de levendes og de dødes rige. Der er kun én ting, der ikke kan lade sig gøre – at spise en bøf, der er sej. Men heller ikke her giver gebisset afkald på sin foretagsomhed: Det skriger sgu og løber sin vej. Og man er ikke i tvivl om, at det, der hvor det løber hen, vil finde andre ting at bide i.

Strid har lavet striber i Politiken og har i et par af sine bøger et mere voksent publikum for øje. Men i dag skal han have prisen for sit børnebogsforfatterskab, der begyndte i 1999 med ”Rejsen til Jorden”, der handler om en kartoffellignende beboer fra det ydre rum, der lander på jorden. Rejsen er beskrevet på vers, og her kan alt lade sig gøre. Ud kan rime på pizzabud, og fast kan rime på højspændingsmast.  Siden er det blevet til – og nu er jeg ikke fuldkommen sikker på antallet, men jeg vover et slag på tasken – 12 andre titler.

Det er simpelt hen en samling vidunderlige bøger, og temaerne, ja, de er mangehånde.  Dog er det ikke hverdagen, der tynger mest. Der er mange opfindelser, mange maskiner, mange luftbårne befordringsmidler, mange konstruktionstegninger, mange rejser, mange skjulte og gedulgte ting. Mange døre, der skal åbnes, mange håndtag, der skal trækkes i.

Strid kender sine klassikere, fra Robinson Crusoe og Skatteøen over Anders And til Jørgen Clevin og Halfdan Rasmussen. Men han er samtidig helt sin egen og helt på højde med sin tid, som ganske vist er uden for tiden; et sted, hvor man kan få lygter, der lyser mørke i stedet for lys, og hvor en rejse på verdenshavet kan foregå i en kæmpestor udhulet pære. Folkene ombord i pæren opdager at de mangler batterier til det baryliske kompas, der skal føre dem ud til den mystiske ø. Men så kommer der sejlende en kasse vandmeloner imod dem, og den, viser det sig, kan også bruges. Ad omveje skal man gå frem. Det gør Strids personer. Og de går og de går, og frem for alt handler og handler de. Der er ingen utrukne håndtag i disse bøger, mine damer og herrer. Og når man trækker i håndtaget, sker der noget, som kræver nye handlinger. Er der en dør i en sten, så bliver den åbnet. Ud stikker skrækkelige lyserøde fangarme. Men åh, så viser det sig, at det, man troede var en monsterblæksprutte, er en flok lyserøde venligtsindede elefanter med meget lange snabler.

Eller i bogen ”Lille Frø”. Lille Frø kommer til verden i en meteorsten og bliver optaget og elsket af en helt almindelig frøfamilie i København. Lille frø kan være MEGET slem og kommer til skolepsykolog, der vil lave handlingsplaner. Men Lille Frø sætter ild til skolepsykologens hår og tisser i hans taske og så var dét møde forbi, som der står. Og bagefter går Lille Frø hjemmefra. Han går meget langt, over stepper og bjerge, indtil han kommer ind i en hule, hvor der sidder en gammel vis mand – selve visdommens fader må det være. Han siger, at Lille Frø skal lukke øjnene og finde roen i sig selv. De lukker begge øjnene, både den gamle vise og den lille frø. Og der bliver helt sort og roligt. Heldigvis har Lille Frø sine farver med. Så han tegner i den gamle mands gamle bog og han tegner den gamle mand i ansigtet, og den gamle mand bliver MEGET MEGET VRED. Jeg skal ikke røbe mere om handlingen her, for der må gerne være et par cliff hangers til nye læsere.

Foreløbig er det blevet til fem bøger om den lille blå elefant Mimbo Jimbo og hans ven Mumbo Jumbo, der er en flodhest. Allerførste intro til Mimbo Jimbo i allerførste bog lyder sådan her: Mimbo Jimbo bygger noget. Hvad er det? Er det et hus? Næh, det er en helikopter. Mimbo Jimbo flyver af sted i sin helikopter.

Så kan historien begynde, og sådan, så let, kan man lave gnistrende god litteratur for de allermindste. Litteratur, der skiftevis er så svævende og yndefuld som flyvende elefanter, og skiftevis knoldet og rasende energisk. På omvejene tager man et skridt ad gangen. Her er ingen store forkromede planer. Man trækker i et håndtag og ser hvad der sker. Noget sker der. Med garanti.

Strids bøger virker som om de er bygget på heldige indfald. Resultatet er på en gang syret og ømt. På samme tid gakket og lavmælt. Historierne, bøgerne virker så ubesværede, så legende lette. Nu er det jo ikke altid, at det, der ser legende let ud, også har været legende let at fremstille. Men det kan læseren heldigvis være fuldkommen ubekymret om. Jeg tror, at Strid skriver de bøger, som han gerne selv ville høre, da han var lille. Under alle omstændigheder er han i øjenhøjde med sit publikum, og det er ingen selvfølge når det drejer sig om børnelitteratur. Mange børne- og billedbogsforfattere dyrker det poetiske, det fantasifulde og det ubændige med den voksnes blik eller på den forvoksede barnligheds præmisser, og resultatet klinger som regel falsk eller kedeligt. Hos Strid er der ingen falske toner. Han fortæller historier, der er fulde af ægte overraskelser, af ømhed, udfordringer og solidaritet. Og så er hans bøger sjove. Som megen god børnelitteratur er de ovenikøbet opbyggelige: Ja, siger de. Gå et skridt til. Træk i håndtaget. Stævn ud. Og gør det trygt: Mørkets skabninger rører ikke den, der rejser i en grøn pære.