Jens Kistrup

Den ideelle kritiker

Jeg er ikke sikker på, at Kjeld Abell ville have været helt tilfreds ved tanken om, at Det Danske Akademi tildeler kritikeren Jens Kistrup en pris i hans navn. Slår man efter i de gamle annaler, vil det nemlig af­sløres, at Kistrup forholdt sig kritisk, af og til endda overordentlig kritisk til den sene fase af Abells værk

Havde Kjeld Abell levet, er jeg alligevel sikker på, at han ville have nikket anerkendende trods alt. Selv om vi er følsomme, ja måske endda overfølsomme, ved vi godt, at vi som kunstnere ikke kan leve uden kritik og kritikere - i hvert fald ikke af den kategori Jens Ki­strup tilhører, og den er fornem, og selv har han i sit embede meget lidt om overhovedet noget at skamme sig over.

Lyder det, som om vi her taler om den ideelle kriti­ker? Ja, hvorfor ikke, men så er det også på sin plads med en definition.

Den ideelle kritiker er - som Jens Kistrup - en person, der sætter hele sin kundskab, sit liv og sin skæbne ind på at forklare andre (og dermed sig selv), hvad kunst er for noget, hvornår den er god, hvornår den er min­dre god, hvornår den er noget bras - og hvorfor.

Der er i de sidste mange Herrens år talt så meget om kvalitet og kvalitetsbegrebet, at begge dele kan synes at være slidt op. Men skal man prøve at definere en kritikers virke og betydning, kommer man ikke uden om at nævne kvaliteten, den særlige kvalitet, der ligger i at kunne sætte sin egen person ind faktisk med hud og hår for at trænge frem til en vurdering af et kunstværks værdi og betydning, uden at subjektivite­ten tager magten fra det nøgterne og i nogen grad ob­jektive analytiske overblik

Det har Jens Kistrup kunnet i en menneskealder og mere, og det er faktisk usædvanligt og værd at be­mærke og prise og belønne.

Kender man lidt til kritikere, vil man sige, at han ud over hvad han ellers er, er et stort stykke af en original og bliver det mere og mere som årene går. Hvad jeg er sikker på Kjeld Abell ville have et lystigt blik for, ja man kunne såmænd godt have forestillet sig Kistrup som figur i en komedie af vores generøse prisgiver.

Men det rykker ikke en tøddel ved den kendsgerning, at Jens Kistrup med fuld ret indtager sin plads som ol­dermand i lauget, for han har gjort det, som næsten ingen anden har kunnet: at skrive levende, inspireret, nøgternt, med overskud og lidenskab om det, som lig­ger os mest på sinde, uanset hvilken side af bordet vi sidder på: kunsten og for Jens Kistrups vedkommende måske allermest teaterkunsten.

Men for at det ikke skal blive for højtideligt alt sam­men, og det højtidelige ligger Jens fjernt, vil jeg i da­gens anledning og fordi det snart er den tid, citere et par linjer, som kritikeren har fra et gammelt juleshow på Nørrebros Teater, og som vi begge holder meget af, og som passer til lejligheden:

„Hu hej, hvor får vi det sjovt, når først vi biir rigtige nisser!"

Til lykke!

Jens Kistups takketale

Jeg vil gerne sige TAK. Tak til Det Danske Akademi, tak til Klaus Rifbjerg, tak til Kjeld Abell.

Det Danske Akademi har jeg ganske vist lige siden dets start haft nogle ret blandede følelser overfor. Det Danske Akademi som institution. Til gengæld har jeg haft et nært samarbejde, somme tider venskab med flere af dets medlemmer. Jeg har endda interviewet et par af dem - dengang jeg endnu spurgte nogen om noget. To af de første interviews, jeg lavede, var med Villy Sørensen (vi var lige generte begge to) og med Erik Aalbæk Jensen, da han var valgmenighedspræst i Osted. Men det var længe før Det Danske Akademis tid.

Og tak til Klaus - ikke bare for dine ord i dag, men for den meget store inspiration (og en del mere), du har betydet for mig helt tilbage til dengang, vi bevæ­gede os omkring i det indre København til fods - på vej fra Radiohusets tv-forestillinger og hørespilaflyt­ninger. Helt tilbage til dengang, vi gjorde hele landet og Malmø med som rejsende i teater.

Du har givet mig nogle puf i mit liv, som jeg har haft stor nytte af - og som jeg måske burde have brugt bedre. Du har givet mig en støtte især ved jule- og nyt­årstid, som jeg ikke kunne have undværet. Når jeg tænker nærmere over det, har du faktisk været en slags yngre faderskikkelse for mig - det lyder muligvis underligt, men sådan er det. Og det bliver jeg mindet om i næsten hver eneste uge, hvor du huserer som en fast figur i mine drømme.

Endelig en tak til Kjeld Abell, som på godt og ondt - og med al respekt for alle de andre - har været den moderne danske dramatiker i mit liv.

Jeg fik hans Eva aftjener sin barnepligt til min 11 års fødselsdag i 1936. Kort tid efter så jeg stykket på Det Kongelige Teater - sådan skulle tidens eget teater være! Anna Sophie Hedvig to-tre år senere gjorde et enormt indtryk på mig. Og op gennem 40’erne og 50’erne så jeg alle hans stykker på teatret - med en en­kelt undtagelse. Dyveke i Riddersalen med Liva Weel og Ib Schønberg så jeg sammen med min far den dag i sommeren 1940, da jeg havde bestået mellemskole­eksamen. Med mgx. Vi sad på første række - næsten oppe på scenen.

Jeg har reageret voldsomt mod den uforstående kri­tik af Kjeld Abell - især af Vetsera blomstrer ikke for en­hver. jeg har også været uenig - meget ungdommeligt uenig - med Kjeld Abell, især i forbindelse med Den blå pekingeser. Jeg har været „anklager" ved en diskus­sionsaften i Studentersamfundet om dette skuespil - en aften, der viste sig at være arrangeret som en „om­vendt" hyldestaften til forfatteren med ham selv og alle hans venner til stede i salen og med mig som djæ­velens ikke særlig velformulerede advokat. Og dette drama endte nogle år efter som en solstrålehistorie, da jeg i fjernsynet havde lavet en montage som intro­duktion til opførelsen af netop „Den blå pekingeser" og umiddelbart efter udsendelsen blev takket i telefo­nen af digterens enke.

Til allersidst vil jeg sige endnu en tak. En tak til nuet. Dette nu er det eneste, jeg tror på, hvor stor en rolle fortiden og fremtiden end må spille for et men­neske, der intet kan glemme, og som lever sit liv i en konstant lampefeber. Bange for alt.

Det er dette nu, jeg hele mit liv har dyrket - på tea­tret, i journalistikken. Begge lever i nuet og dør med det. Og jeg er meget glad for - og en lille smule stolt over - her på tærsklen til Grauballealderen at have fået en pris, der forener disse to ting: teatret og jour­nalistikken. Æreløse kunster begge to - det gør deres tiltrækningskraft større. I hvert fald for mig.

Tusind tak altså. Tak for nuet. Tak for nu.