Finn Methling

Da jeg talte for Finn Methling på Rungstedlund - ved overrækkelsen af Kjeld Abell-prisen - var det uden manuskript. Jeg motiverede Akademiets valg netop af ham ved henvisning til og momentvis fordybelse i hans dramatik og erindringsværk ud fra et indgående kend­skab til forfatteren. Finn Methlings renfærdige digt­ning, svøbt om en viden og erfaring, der har visdom­mens blide konturer, har jeg fulgt fra vore fælles gymnasieår og til nu med den sympati, som ikke kræver nogen gennemarbejdet tekst, men kommer til orde afsig selv. hvor erindringsbilleder viser prismodtagerens pro­fil i klart lys fra flere sider.

Finn Methlings takketale

Her i 82, hvor jeg er fyldt 65, forekommer det mig underligt, en slags virkelighedens anakronisme, at Kjeld Abell kun blev 60 år, og at det er over 20 år siden, han døde. Men lad os ikke tage kalenderen og dens tal for alvorligt. Dén er måske også underlig og forstår heller ikke at sætte virkeligheden på plads.

Der var kun en halv generation mellem Kjeld og mig. Jeg kendte ham, men så ikke så meget til ham, bortset fra i værkerne. Tre personlige møder huskes særligt. Den første konfrontation banal.

Det er eftermiddag 1940. Tyskerne har besat Dan­mark, men det meste her - bortset fra alsangen - kører på det tidspunkt videre, som om intet er hændt. Jeg har som gymnasiast set „Melodien, der blev væk“, senere som litteraturstuderende „Eva aftjener sin barnepligt“ og „Anna Sofie Hedvig“. Kjeld arbejder med min far på manuskriptet til filmen „Tak. fordi du kom. Nik - “. Det sker hjemme hos os i rækkehuset ved Svanemøllen. Jeg kommer ned ad trappen i forstuen. Dér sidder han ved telefonen mellem to opringninger, elegant, mørk­klædt, med „in“-aura, velfriseret lav bølge midt over den høje pande bag den evige cigarets blå røg. Han ser op. „Nå, dér har vi det unge - “, nej, han siger hverken geni eller fjols, menneske", og det er i hvert fald rigtigt nok. Samtalen bliver kort, han skal ringe videre, og høfligheden mellem os er, tror jeg, en anelse mere formel end sædvanlig mellem to ved det første møde, fordi vi hver har vores fags stolthed: han frembringer kunst, jeg studerer den - en distinktion, der sikkert ikke betyder meget her i Akademiet, som han da også - senere - er med til at skabe.

Det andet møde, jeg her skal fortælle om, foregik ved en frokost på Dosseringen hos Børge Ralov under den kolde krig. Ved måltidet, mens solen skinner ind på os, og genskæret af dens spejling i Sortedamssøen vibrerer på loftet over vore hoveder, benytter Kjeld og hans kone Grete adskillige gange et ikke så almindelig an­vendt dansk udsagnsord. „Hvad er det, I bliver ved med at sige?“, spørger jeg, ubetænksom og overmodig på grund af øl, snaps og et nyligt vundet dramatiker­image. „Bødle? At bødle?“ Der bliver et øjebliks pause, og Grete brister i gråd, en kort iling kruser Kjelds ansigt, så trøster han hende, og jeg er blevet klar over, hvor meget deres politiske overbevisning koster dem i de år.

Helst husker jeg ham - og det blev det sidste og her det tredje møde, jeg skal formelde om — en forårsaften i 55, ikke på Brønnum eller A’Porta, men café Royal ­førstesalen med udsigt over torvet, hvor publikum strømmer til Kjelds H. C. Andersen-jubilæumsforestilling „Andersen eller Hans livs eventyr". Vi sidder ved et lille blankpoleret mahognibord, drikker sherry og ryger, taler om barokteatret, specielt Det kgl. med dets store maskineri, som Kjeld holder af og forstår at spille så levende og ekspressionistisk op til i sine tekster. Også jeg muntrer mig på samme vis - eller i hvert fald forsøger det — med min H. C. Andersen-jubilæumsfore- stilling i Odense, en dramatisering af eventyret „Skyggen“ med Andersen selv som den lærde mand, der til slut bliver likvideret af sin skygge. Vi taler om Harald Mogensens nylige anmeldelse i Politiken af den fynske forestilling og morer os over dens overskrift H. C. AN­DERSEN SKUDT I ODENSE, og vi går så over torvet til teatret; jeg skal se Kjelds stykke, ikke udefra, men indefra; vi vader gennem portnerlogen, op på scenen, hvor forestillingen er i fuld gang, stiger videre op på anden etages bro på damesiden, hvor vi stiller os ved trærækværket og kigger ned.

Det er som at befinde sig på en fuldrigger i storm. Maskinfolk farer omkring på gulv og broer, løsner, haler og hiver i tovværk, lærreder glider op og ned, projektører slukkes og tændes, rettes og ledes, kutte­klædte arbejdere glimter med lommelygter og drejer store sætstykker ud og ind på den drejende scene, drejer dem mere end nødvendigt, kan man sige, men det er fra iscenesætteren John Prices side en bevidst virkning: publikum skal ane utydelige formationers bevægelser i mørket under sceneskiftene, forvandlingens øjeblikke. Kjeld betragter det hele, hans øjne skinner, og han ler, da Ebbe Rode som Andersen kan sidde i Rom på et af Den spanske Trappes trin og jamre over brev fra Collin med ubarmhjertig beskrivelse af den ufølsomme mod­tagelse af Andersens sidste stykke hjemme i Danmark. - „Min AGNETE!! ..."

Sådan kan det være at være dramatiker i Danmark, for Andersen, for Abeli og for andre. Vi er så følsomme, o, men uden en stærk ryg går det ikke. Det kræves at være svag og stærk på samme tid.

Måske er denne harangue blevet lidt for omfattende. Måske vil nogle af jer mumle „Ak væ, mit ene knæ ...“ som delinkventen i „Peder Paars“, mens han knæler på stranden og præstens tale bliver for lang. Det kan være. Hvorom alting er: jeg mærker her at jeg - for at sige det mildt - ikke har forset mig, og jeg takker DET DAN­SKE AKADEMI for den tildelte ære og for checken. Jeg spørger mig selv - i en go’ fremmedgørelse på lykkelig baggrund „Er det virkelig mig?“ Og jeg takker for de varmende ord. Jeg har labbet dem i mig.