Amalie Smith

Det er rundt regnet 5500 dage, ni bogudgivelser i forskellige genrer og en lang række kunstværker i forskellige medier siden, den tindrende begavede forfatter og billedkunstner Amalie Smith (f.1985) debuterede med digtsamlingen De næste 5000 dage i 2010. I et af digtene står der: ”Jeg er fascineret af fakta, og det på en overstadig måde.” Det kan der, tilbageskuende, være noget om. Få danske forfatterskaber fordyber og fortaber sig så hyper-frydefuldt i fakta som Amalie Smiths. Debutens jeg er besat af facts, ja, men også af forelskelse. Hun samler ikke kun på viden om den digitale Sky (som dengang var ny). Hun fører også en stakåndet ”Stalkerprotokol” over, hvor og hvornår hun møder det begærede, lyriske du. ”Jeg så dig gå ind i Botanisk Have. Er du interesseret i planter?” Vidensbegæret, især vedrørende krydsbestøvning og glitch mellem natur og teknologi, det organiske og det uorganiske, går som en mangefarvet, knitrende tråd gennem forfatterskabet. Men det intime, følelseslivet og de menneskelige relationer, er også altid nærværende.

Gennembrudsværket fra 2012, I Civil, handler om det mere og mere skrøbelige kærlighedsforhold til en kræftsyg kæreste. Om celler og celledeling. Bogen cirkler om samling og opløsning. Og om spørgsmålet: Hvad er en menneskekrop overhovedet? ”Jeg vover / at kalde det dig, / dette forbund af celler.” I sygdomssorgen findes en besættelse af det abjekte, altså det, som afstødes fra kroppen. En tekst ledsaget af fotografier af en sirlig samling af mælketænder fra barndommen lyder: ”Et barn udskilles fra moderens krop. Kan barnet derfor betragtes som abjekt for hende? / Subjekt er det, der er levende og ved bevidsthed. Objekt er det, der er dødt og uden bevidsthed. /Abjektet er døden, der inficerer livet. / Barnet skal kende døden og genkende den i abjekterne. Abjekterne skal afstødes og derefter bortkastes. Ikke gemmes i poser og æsker. Ikke kæles for.” Senere, i Amalie Smiths nyeste bogudgivelse, tekstsamlingen Terra Cotta (2025), forbindes oplevelsen af graviditet og moderskab med undersøgelsen af ler som materiale. ”Materiale, fra latin ”mater”, som betyder mor.” med et citat fra teksten ”Matrix”, hvor der står sådan her om fosterscanning: ”På skærmen var barn og livmoder og navlestreng alt sammen terracottafarvet. / Barnet som en magisk krukke, drejet på indersiden af kroppen som mellem et sæt hænder, der aldrig tidligere havde været i brug.” Det, jeg prøver på at vise er,hvor sammenkædet Amalie Smiths laboratoriske fakta-fascination er med gåderne om liv og død og skabermagi. Og hvor forpligtet hendes arbejde er på grundspørgsmålet om, hvad der faktisk kan siges at være faktisk. Og sandt, om ikke andet så partikulært. Hvilket måske også har rod i et glødende forsøg på at tage medansvar for at leve på jordkloden i klimakrisens og verdensmaskinernes tid. ”Vi har været så antropocentriske i vores tilgang til verden,” skriver hun allerede i I Civil. Og i den nyere ”Sang til planeten”, der formidler det komplekse så enkelt, at den kan tjene som børnesang, rimer hun: ”Os der tror, jord kan ejes, vi lever så kort, / alt ejet er lånt til den dag, vi går bort. / Og planeten må deles med alt det, der gror. / Kun rigdom af liv gir en levedygtig jord.”

På sin hjemmeside skriver hun: ”Jeg er optaget af sammenhængen mellem idé og materie.” Og sammenhængen er nok et lige så vigtigt ord her som idé og materie. Udforskningen af materialer forbinder Terra Cotta, som gransker materialet LER, med romanen Marble (2014), som gransker materialet MARMOR (og hudfletter det fake fact, at antikkens marmorskulpturer var hvide – faktisk var de farverige), OG med hybridromanen Thread Ripper (2020), som gransker alle mulige forskellige slag VÆV, bl.a. vævet stof. Hvor Amalie Smith i Marble danner en slags søsterskab med den danske skulptør Anne Marie Carl-Nielsen, allierer hun sig i Thread Ripper med den engelske matematiker Ada Lovelace, som allerede i 1800-tallet reflekterede over forholdet mellem computeren og billedvæven. Hun flimrer i et af bogens spor i en selvlærende algoritme som en spøgelsesdigter:

Jeg er Ada

En frugt af Annabella Milbanke

& Lord Byrons hurtige ægteskab

Et umage ægteskab mellem

Matematik & poesi

Mådehold & ødselhed

Disciplin & begær

Videnskabelighed & romantik

Algebra holdt mig

fra sværmerisk poesi

I sin skrift har Amalie Smith bevæget sig langt væk fra det lyriske jeg og det bortnærværende du, som salig Nordbrandt kaldte det. I sin praksis arbejder hun konsekvent og med stor omhu på tværs af genrer, kunstarter og discipliner. Det kan virkelig ikke kaldes særlig sværmerisk. Men hendes sprog gnistrer af poesi såvel som tankekraft, og alt fra hendes hånd kendetegnes ved passioneret præcision. Jeg kan jo, her i dag, hverken nå at tale om alle hendes bogudgivelser eller beskrive hendes billedkunstværker. Ligesom jeg ikke kan nå at opremse de lovord og priser, hun er blevet tildelt. Men jeg må ikke glemme at hylde hendes eksperimenterende og fornyende tilgang til bogen som medie. Og takke for bogen om den rystede hjerne og for bogen om hjertet i alt. Siden sin debut for cirka 5500 dage siden, har Amalie Smith beriget dansk litteratur med sin smukke, hybride praksis, og det er en stor glæde for Det Danske Akademi at tildele hende Otto Gelsteds mindelegat. Kære Amalie, som jeg har fulgt fra dag et. Hjerteligt tillykke!