Ejvind Larsen

Samtalens mulighed som alternativ til formynderi

Otto Gelsteds mindefond har til formål „at støtte dig­tere, oversættere journalister på den måde og i det om­fang som fondens bestyrelse til enhver tid bestemmer."

I Det danske Akademi, hvis formål er „at virke for­dansk ånd og sprog, især inden for litteraturen", har vi især set en opgave i at virke for skønlitteraturen, hvori dansk ånd og sprog er kommet mest originalt til ud­tryk - og som kan have behov for særlig støtte mens den endnu er ny og ukendt. I den ånd har vi i de første år uddelt Gelsted-prisen til unge digtere med et par bøger bag sig.

Nu, da vi har flere priser til rådighed og også en oversætterpris, har vi fundet det på tide at besinde os på at Gelsted-prisen altså også har til formål at „støtte ... journalister".

Uanset hvor meget eller hvor lidt journalistik har med ånd at gøre, har den i hvert fald med sprog at gøre, og journalistsproget har måske i vor tid nok så megen gennemslagskraft som det digteriske sprog.

Hvis det så tillige har kraft, er det værd at opholde sig ved, selv om det, allerede dagen efter at det er trykt, ri­sikerer at glemmes som den avis der kom i går.

Otto Gelsted var jo selv betydelig både som digter, oversætter og journalist. Det sidste kan man forvisse sig om ved at læse i de to bind „Tilbageblik på fremti­den", som Børge Houmann udgav i 1977: tidsskrifts- og avisartikler fra et halvt århundrede, som stadig siger noget om den tid de er skrevet i - og derfor rækker ud over den.

Nu skal man naturligvis ikke vurdere journalistik, i øvrigt heller ikke litteratur ud fra et evighedskrite­rium: at noget overlever er ikke en værdi i sig selv; det forholder sig snarere omvendt: noget overlever, fordi det har værdi i sig selv. Og litterær værdi beror på den personlige glød der kan få sproget til at gløde og gøre ordene levende.

Man kan også sige - selv om jeg ikke endnu vil nævne Grundtvig - at det har noget med ånd at gøre: at kunne fastholde et større perspektiv i det mindre, i døgnets problemer at kunne se - ikke just evige pro­blemer, men det der rækker ud over døgnet, både bagud, da vi jo ikke kun er produkter af vort samfund, men af hele historien, og fremad, da historien jo ikke er slut.

Et litterært akademi søger naturligt nok litterær kva­litet også i det journalistiske, og da vi ikke har villet be­væge os helt bort fra litteraturen, ville det vel også være naturligt at dvæle ved alle de udmærkedejournalister der på den ene eller den anden måde beskæftiger sig med litteratur.

Vi, der ustandseligt lader os anmelde og interviewe, har rig anledning til at blive imponeret over hvad de dog kan få ud af det vi skriver, og hvad de dog kan få os til at sige. De kunne alle sammen fortjene Gelsted- priser, men dels ville det føre for vidt og især ville det kunne misforstås. Vi kan ikke give os af med at „an­melde" anmeldere, vi kan ikke blive stående ved det lit­terære.

Så kan man selvfølgelig drage vores kompetence i tvivl. Da vores valg blev bekendtgjort i foråret, skrev en kommentator i Berlingske Tidende, at ,Akademiets medlemmer læser næppe så mange aviser". Åh jo, til­sammen overkommer vi en hel del, og vi er endda nogle der ikke kan klare os uden det daglige forspring.

Men uanset hvad der ellers kan siges om det lille københavnske dagblad Information - f.eks., at det ikke har sin største tid i øjeblikket, og at man sjældent kan læse det uden irritation - må det også siges, at det med hensyn til glød og skrivekunst og ånd sagtens kan måle sig med de store; det fremgår tydeligt af at det i tidens løb har forsynet de større bladhuse med en lang række talentfulde skribenter; det har til tider haft ka­rakter af udvandring, så man må undre sig over at mo­derbladet, hvis man kan bruge det udtryk, trods alt har kunnet overleve. Det må jo for en stor del skyldes dem der er blevet tilbage, uden at denne trofasthed skal gøres til en journalistisk kvalitet i sig selv.

Men engagementet, perspektivet, skrivekunsten er en arv fra Informations første redaktører fra illegalite­tens tid; Information adskiller sig fra de mange andre aviser man også læser i, som det blad, hvori man først læser de ledende artikler, ikke mindst hvis der står el nedenunder. Det hænger sikkert også sammen med, at lederne her aldrig har været anonyme, ikke bare sådan er bladets eller redaktionens, men ligefrem et menne­skes.

Mit eget største problem med at skrive debatindlæg i mere udadvendte perioder har været det nødvendige og ulidelige i at gentage sig selv, at blive ved at skrive det samme med lidt andre ord. Ganske vist ved jeg fra Platon, at det er en sokratisk dyd at sige det samme om det samme, og det er selvfølgelig også bedre end at sige noget forskelligt om det samme og det samme om noget forskelligt.

Men utrætteligt at kunne gentage sig selv - uden at det trætter - så det tværtimod bliver mere og mere spændende som en feuilleton-roman (af de spænden­de) - det vil jeg fremhæve som karakteristisk for Ejvind Larsen, og som eksempler nævne artiklerne før og ef­ter valget i 1973 - de blev siden udgivet som pjecen „Den satans stat“ - artiklerne under valgkampen i 1988 og om forligsforhandlingerne og den mulige pen­sionsreform i de sidste måneder.

De bedste ledere er kommet i serier, har taget de samme emner op fra forskellige vinkler, alt efter som situationen de opstod i og henvendte sig til, har æn­dret sig. Ejvind Larsens ledere er netop - selv om han sagtens kan holde lange taler og kun har svært ved at holde korte taler - altid replikker i en situation, brud­stykker af en dialog, som ganske vist ikke altid får svar, nok velafrundede i sig selv, men ikke afsluttende.

Skal en dialog have mening, må man jo også - med respekt for samtalepartnerne - kunne skifte mening. I den før citerede kommentar kunne man læse, at Ejvind Larsen „har været hereticaner - modernist - marxist - grundtvigianer", og alt det er jo ikke helt det samme. Ser man nærmere til, uden at holde de kon­ventionelle skillelinjer i ære - og det har Ejvind Larsen i hvert fald ikke gjort - er det dog tydeligt, at det kun er en og anden mening der er blevet nuanceret, mens angrebspunktet og budskabet hele tiden har været det samme.

Angrebspunktet har - med ét ord - været formyn­deriet, undertrykkelsen hvad enten den øves i kristen­dommens eller i marxismens eller liberalismens eller statens navn, hvad enten den har karakter af ydre tvang eller af selvundertrykkelse, som syndsbevidsthed eller lønmodtagerbevidsthed, altså bevidsthed om at man selv ikke er god nok til at tage ansvaret for sit eget liv. Og det positive budskab har hele tiden været sam­talens mulighed og nødvendighed. Samtale i bogsta­velig og udvidet betydning som alternativ til under­trykkelse, aftale som alternativ til diktat. Den måde mennesker klarer problemer i dagligdagen på, gjort til norm for hele samfundet.

Som der står i en leder fra 1981 (optrykt i „Mange ord“, 1986): „Lærde har en forbandet tilbøjelighed til at overse det mest banale af alt, nemlig, at menne­sker under visse omstændigheder snakker om tingene og finder ud af det. Socialisme er at skabe de omstæn­digheder. Kan marxismen hjælpe til det, skal den bru­ges. Ellers fortjener den kun et gravmæle."

Og i samme leder hedder det: „Marxismens frygte­lige fejlgreb i 70’erne var, at den fornægtede sit eget moralske grundlag."

Det var ikke kun marxismens frygteligste fejlgreb i 70’erne. I 1928 kritiserede Otto Gelsted Marx og En­gels for at de „håner moral og religion som borgerlige fordomme og skalkeskjul for borgerlige interesser". Arbejdet er ikke kilden til al værdi; der findes også an­dre interesser end de materielle, - det er nu ganske selvfølgeligt, men i 70’erne var det kættersk tale blandt de dominerende venstreorienterede, og det er værd at huske, at Ejvind Larsen også sagde det dengang.

Elan var netop grundtvigianer først og marxist så; derfor hed hans første bog „Grundtvig og noget om Marx" (1974), den der siden udviklede sig til „Det le­vende ord. Noget om Grundtvig" (1983).

Det er lettere at skelne mellem venner og fjender end mellem rigtig og forkert eller godt og ondt. Noget kan være rigtigt selv om det er modparten der går ind for det. Nu, da murene falder og de gamle fjendebil­leder falmer, er det et spørgsmål om vi får desto mere brug for vore egne skillelinjer, der forhindrer os i at løse vore egne luksusproblemer.

I de sidste bevægede uger - op til „den uundgåelige efterårsmanøvre om finansloven for 1990“ - har Ejvind Larsens ledere haft overskrifter som „Lav så det forlig" og „Efter murens fald er Vesten udfordret af sin egen åndelige dovenskab", der bl.a. kan ytre sig i anskuelser om, at nu har „vi" sejret, nu er historien til ende.

Men så må en ny jo begynde, og jeg vil slutte med at lade Ejvind Larsen citere Grundtvig (lidt forkortet): „Når der kommer ånd over folket ... da er det velsig­

net at det har øje for det gode hos alle folk, ingen drift til at ophøje sig selv, men til gæstmildt at modtage alt hvad der kan forliges med dets eget ..." And betyder bl.a. indsigt i at noget forener under det der skiller, at alt måske inderst inde er det samme - hvilket er det modsatte af at alt kan være det samme.

Ejvind Larsen har i denne ånd, i et veloplagt sprog, med indignation og humor, kommenteret vor nyere historie i artikler der ligefrem er blevet en del af den!

Ejvind Larsens takketale

I skrivende stund kan jeg ikke vide, med hvilke ord Villy Sørensen begrunder Akademiets overrækkelse af Gelsted-prisen i eftermiddag, men jeg véd, at Informa­tion skal have sin del af æren. Hovedæren. Der hersker givet delte meninger om mine fortjenester, det håber jeg da, og de der er uenige med Akademiet behøver ikke at være det af nid og nag, men Information har i hvert fald fortjent sin journalistiske pris.

Børge Outze, Erik Seidenfaden, Ove Martin og Jo­hannes Møller, hos hvem jeg for 34 år siden kom i lære efter at have læst dem og deres kolleger lidenskabeligt i forudgående syv år, skabte et blad helt for sig; så det er ikke Larsen, der gør Information til noget særligt, men Information der har givet og giver Larsen og Pe­tersen og Jensen mulighed for at blive godejournali­ster. Eller i hvert fald bedre.

Bliver vi det så ikke alligevel, går det naturligvis ud over bladet, og det er en skam, der ikke sjældent overgår det. Til tider mere end godt er, men slå det helt ihjel, det tror jeg ikke vi formår. Det har fået sit egetliv af en mærkelig indre spænding og udveksling, som for mig er blevet ensbetydende med journalistik.

Den er jeg ikke bleg for at modtage netop Otto Gelsteds pris for, men den er ikke min fortjeneste.

Udtryk for den har Outze givet både mundtligt og skriftligt. Det første var det stærkeste, for levende ord overgår stadig selv de frieste men døde bogstaver; det skriftlige udtryk findes f.eks. i hans leder om en mulig institution til værn for pressefriheden. Den var et par år efter anden verdenskrig og den tyske besættelse af Danmark blevet foreslået af en af forvalterne af en god del af den berlingske arvelod, dr. Vincent Næser, som i et kvart århundrede havde siddet i den berlingske overbestyrelse:

„Vi tror ikke meget på overbestyrelser," skrev Outze. „Og vi tror slet ikke på, at en institution af den art kan værne pressefriheden. Denne frihed trues nemlig indefra, af pressens egne folk, inklusive dens ejere. Den trues af intolerance, partifanatisme, kapitalhensyn, annon­cehensyn, kort sagt: af hensyn.

... Og pressefriheden sikres ikke af institutioner, men af en vilje hos pressens egne folk til i krig og fred, i medgang og modgang, ja endog under strejker, at sikre ytringsfrihedens talerør. Pressefriheden er ikke tilstrækkeligt papir til bare piger og brudeslør i Billed- Bladet, „Fantomet" og „Sergeant King" i B.T. og de berlingske annoncer. Pressefriheden er viljen til at lade sine modstandere komme til orde.

Pressefrihedens forkæmpere var de pølsemænd, ty­pografer, kontorister, journalister etc., som drejede duplikatoren under krigen, mens overbestyrelserne dukkede hovederne eller priste initiativtagere.

Vi nærer den tro, at dette land engang vil opfylde den trykkefrihedsparagraf, som i år (1948) fylder 100 - på trods af overbestyrelser og pressefriheds-institutio­ner, ja, endog på trods af arvelods-bestyrere."

Endnu stærkere virkede det den eftermiddag, da samme redaktør for den højpandede avis med det høje lixtal og de mange fremmedord bad mig slå op i Den blå Bog for 1940 og -41 for at se, hvor mange af rigets bedste mænd og kvinder der havde taget del i rejsnin­gen af den første illegale modstandsbevægelse mod nazisternes undertrykkelse af Danmark.

Bortset fra Christmas Møller og Vilhelm la Cour og et par stykker mere havde de allesammen andet at se til eller fandt det direkte forkasteligt at gå illegalt til modstand. Det var ikke de anerkendte lærde og dan­nede, de formuende og de udvalgte ledere, men nogle uvorne gymnasieelever i Aalborg, vrede håndværks­svende og nogle ufaglærte arbejdere samt en håndfuld tidehvervspræster, der gjorde det.

Pølsemænd og tidehvervspræster, medlemmer af Kvindeligt Arbejderforbund og antiautoritære studen­ter, fredsfolk og økologister har med mellemrum haft Information som deres modstandsorgan, men kun sålænge de var den befriende replik og ikke den tone­angivende, snart venstreorienterede snart højreorien­terede snart postmodernistiske intelligentsia. Der „med lysende skarphed fører det logiske ræsonnement frem til forkerte slutninger," skrev Seidenfaden. Skønt vidt forskellig fra Outze blev også hans journalistik drevet af spændingen mellem et kulturradikalt ud­gangspunkt og en moralsk indignation over intelli­gentsiaens selvtilfredse slaphed eller pseudo-religiøse hjernespind eller det, der er værre: dobbeltmoralske undertrykkelse af modsigelsesretten.

„En enspænder, der hverken følte sig hjemme blandt dem, han var politisk enig med, eller politisk enig med dem, han følte sig hjemme iblandt," lyder Erling Bjøls karakteristik af Seidenfaden, og han hu­sker den arbejdsplads, jeg kom i lære på i 1955, som præget af „den ofte muntre og fandenivoldske atmo­sfære i en krakilsk, respektløs, temperamentsfuld, men ikke humørforladt medarbejderkreds.“

Redaktionschefen Ove Martin opmuntrede os til at snappe efter især chefredaktørernes venner og be­kendte, for nok skulle vi være Danmarks Le Monde, men Frejlif Olsens terrier af et Ekstra Blad skulle vi også være, og derfor være hverken det ene eller det an­det men - Information. Hvad det så er? Noget særligt er det i hvert fald.

Kulturredaktøren Johannes Møller med Heretica- kredsens religiøse livstydninger bag sig og modernis­mens kunstreligiøsitet for sig havde over sit skrivebord hængende Kingos Far, Verden, Far Vel til stadig påmin­delse om, at selv kunst og digtning og musik „som ver­den opsminker med fager gestalt, / det er jo kun skyg­ger og skinnende giar, / det er jo kun bobler og skrat­tende kar, / det er jo kun iseskog, skarn og fortræd, / forfængelighed! “

Sådan blevjeg oplært i, hvad journalistik er: En solo­historie er en god historie, men bliver man ved at være ene om den, er den ikke så god. Før eller siden skal den falde i god jord og tages op af andre. Den skal be­vares. Ja modsiges, hvis den breder sig på andre histo­riers bekostning og bliver toneangivende.

Journalisten er professionel farisæer og har som fag­mand aldrig retten på sin side. Men i fagets lykkelige øjeblikke er han med til at fremkalde retten, ytrings­friheden, i en bestemt situation: ved at slå hul i isen, holde vågen åben og dialogen igang. Passer man på, kan man også have en mening om de jordiske forhold, der efter bedste skøn og efter tid og sted bedst frem­mer samtalen, nu også mellem mennesker, dyr og planter og den hele natur. Det er næsten ikke til at undgå at blive plaget og forpligtet og opildnet af denne uvilkårlige mening med faget.

Men meninger forgår, replikker består. Forskellige fra dag til dag, ofte affødt af hinanden. De er dagens historier, ikke evighedens. Derfor holder de, skrevet i sand.

Er de kunst? Er journalistik en kunst? Børge Outze var ikke i tvivl:

Der er den forskel på skrivende folk, at journali­sterne skriver om levende mennesker, deres gerninger og ugerninger, historikerne om dem og det, som var engang; men digterne, de rigtige digtere, som skaber skæbner, skriver nye mennesker ind i tilværelsen eller laver om på dem, som har været der, ja, på dem, som er der. Hvad er vel historikernes konger og bisper mod Ingemanns eller Thit Jensens ... Nej, vor verden er ikke kun den, der begrænses af virkelighedens mur, som forskerne rigtignok har sat på ruller og ustandse­ligt rykker udad, men som vi alligevel så let løber pan­den imod. Den er også det ukendte land bag muren.“ Men „sproget slibes ikke kun af digtere, der som guld­smede sidder over det med lup og pincet. Det slibes ej heller kun i aviserne, hver mands daglige læsning - for i så fald var vejen mod et grimmere dansk den eneste, som stod åben! Nej, det slibes også på talerstolene ...

Det er hårde ydmyge ord af en mand, der for sit gode danske avissprog tværtimod havde fortjent at blive Akademimedlem mens tid var, og derfor står hans ord ikke til troende. Hvilket er et held for mig, der i dag som avisskriverkarl skal have en pris fra det Akademi, hvis formål jo er: „at virke for dansk ånd og sprog, især inden for litteraturen.

Men ellers er ydmygheden ikke påtaget fra den ene af mine læremestres side; den er nødvendig. Skriver man med evigheden for øje får man ingenting skrevet som journalist, hvad Seidenfaden aldrig blev træt af at pålægge mig: - De behøver ikke at løse verdensgåden hver gang De skriver en leder, sagde han til mig med sit vidende smil. Outze havde nærmest gjort bestræbel­sen på ikke at løse nogetsomhelst til sin stolthed: -Jeg véd godt, at I (bl.a. Seidenfaden og undertegnede) bruger meget tid på at finde ud af, hvad I skal mene om emnet. Det har jeg også prøvet, men man kan jo mene hvadsomhelst om hvadsomhelst, så det har jeg forlængst opgivet. I stedet prøver jeg at finde melo­dien, tonefaldet, rytmen. Skal det være humoristisk, patetisk, sarkastisk, lyrisk eller lige ud ad landevejen? Så prøver jeg at skrive en sætning eller to. Nu kan jeg ikke lide at x’e ud (det var endnu i skrivemaskinens fjerne oldtid), så jeg kasserer hele arket og begynder forfra. Mange gange må jeg begynde forfra seks eller syv gange. Lige pludselig har jeg skrevet tre sætninger uden at vide hvordan. Så véd jeg, at jeg også kan skrive resten."

Jeg har prøvet at tage ved lære af begge mine mestre - og ofte sat mig mellem de to stole med en bundskra­ber i alle ordets betydninger. Sagt af en af mine nær­meste venner: En berygtet elskraber lignes bedst ved en Jumbo-jet, der står på startbanen i Kastrup og var­mer op og varmer mere op og varmer endnu mere op. Og når læseren omsider kommer frem til lederens slutning står den der stadig - og varmer op. I mellem­tiden har jeg overskredet dead-line og bragt redakti­onssekretariatet, ombryderne, reproafdelingen, tryk­keriet, pakkeriet og distributionen i forlegenhed. Og familien derhjemme? Synd og skyld og død og dårlig samvittighed er straffen, kan jeg røbe på denne glæ­dens dag.

Og så er det ikke engang for kunstens skyld, for jour­nalistik er ingen kunst, siger Outze.

Næste dag er den gal igen: op til dead-line, det er livet. Eller også er det et euforiserende stof, man er blevet afhængig af.

Tak til Information og mit fag der gjorde det muligt i dag at sige tak til Det danske Akademi. Faget og bladet fortjener i hvert fald anerkendelsen, og jeg er lykkelig og stolt over, at det blev Otto Gelsteds pris, I gav mig. Netop nu, da Østeuropa og Sovjetunionen bryder op, kunne det se ud, som om Gelles samfundsdrøm bryder sammen, men det er et bedrag. Elans kommunistiske mening var aldrig den toneangivende her i landet, derfor var den en levende replik, men tilsammen med andre historier at holde vågen åben, dialogen igang. Den rev forleden noget af Berlin-muren ned. Men i Washington i LTSA indledtes året med udgangsforbud for alle unge under 18 år fra kl. 22 om aftenen. En sko­leinspektør udtrykte til AP sin taknemmelighed, fordi hun tre gange i det foregående år havde oplevet ban­dekrige i sin skolegård, hvor de unge skød på hinan­den med maskingeværer.

Meninger forgår, alting forvandles:

Alting forvandles i mørket, bord og stole åbner sig som duf­tende knopper.
Jeg er træt af kunstteori, pensionatsmiddage, digtsamlin­ger, pengekvaler, telefonstrejke, fredskonferencen og Sønderjyl­land.
Jeg længes efter at nærme mig de evige ting.

Og jeg vil lægge mig på sinde, hvad Gelsted i en salig rus på det tidligere kloster San Cataldo i Syditalien med et vidende smil skrev til en anden Larsen, der var blevet helt væk i de evige ting og verdensgådens løsning:

Er karsen spist,
har Gud så taget karsen?
Det er et stort problem for Anker Larsen.