Tale for Nath Krause ved overrækkelsen af Michael Strunge-prisen den 28. november 2025
Du skal lige om lidt modtage Michael Strunge-prisen for din anden bog med den, allerede før vi er kommet i gang, grænseudvidende titel Trilogi. Den udkom her i foråret på forlaget Arena. Og man kan spørge sig selv om du egentlig allerede har udgivet fire bøger, om du er i gang med en eksponentiel vækst fra din bemærkelsesværdige debut Logan i Aokigahara – og man kan spørge sig selv hvor mange værker din tredje bog så kommer til at indeholde!?
I arbejdet med denne tale har jeg haft vanskeligheder med ikke bare at stille skarpt, men også med at afgøre, hvor jeg skulle stille skarpt over for din skrift – som overvælder og overrumpler mig med sit ekstremt intime og samtidig ubestikkeligt ikke-personlige blik.
Og det skal gøres klart: glædelige vanskeligheder. Bevidstheds- og sanseudvidende vanskeligheder, en svimmel nydelse, faktisk, som jeg har befundet mig i med stor grådighed. For din skrift insisterer på den nydelse som kroppen giver adgang til. Så længe den ikke er 100 % bedøvet og forseglet bag markedslogikker. Det gælder menneskers nydelse, måske ikke overraskende, og det gælder grises nydelse, fx, selv i svineindustriens ubegribelige stalde.
For det skal også gøres helt klart: Hånd i hånd med denne henrykte sanselige svimmelhed går en moralsk svimmelhed, som har fulgt mig fra side til side som et kontant tilbagevendende sug inderst inde ved al den smerte som vi og vores økonomiske og politiske systemer tillader – enten med fast hånd, eller bare sådan lidt henkastet.
Og som du i din skrift lægger frem uden omsvøb.
Jeg tror, min idelige zoomen ind og zoomen ud hænger sammen med den dobbelte svimmelhed.
I forsøget på at stille skarpt har jeg zoomet ind på en flygtende gris’ tryne i Trilogis første bog med titlen Incest er en besparelse, kannibalisme er en besparelse: den er bevægelig som et håndled. Jeg har zoomet ud på den million år, der vil gå før alle elementer af corollaen i anden bog Toyota Corolla er gået i opløsning – bort set fra den unedbrydelige plastik. Jeg har zoomet ind på kærulden på Cheminova-grunden i tredje del De bedste familier / Spræng fabrikken – den er der ovenikøbet fotos af i bogen, et par grynede sort/hvide snapshots – og zoomet ud for at finde et sted at starte… Og så har jeg tænkt: Måske skal jeg bare lukke øjnene. Det var en god løsning.
For en af de ting der er med din poesi, er at den vækker følesanserne, den opererer i en verden hvor man mærker at følesansen er flere; at den er følesanser. Og at følesanserne angår så forskellige og dog forbundne ting som kulde, varme, kraftoverførsel, tomrum, nærhed, fjernhed, ubehag og nydelse – altså alle disse på en gang kropslige og enkeltkropsopløsende relationer mellem overflader, tyngder og retninger, som udgør verden … når man lukker øjnene. Og stikker sine sanser ud af menneskenes ufatteligt snævre verden.
Jeg læser en side, jeg lukker øjnene og mærker hvordan tekstens stød og træk forplanter sig i kroppen. Så åbner jeg øjnene igen og læser en side til.
På den måde mobiliserer din digtning – ved hjælp af alle følesanserne – en form for global intuition. En svævende men 100 % konstant viden (skulle man sige baggrundsviden), om alle de større økologiske, mineralske og økonomiske kredsløb, der ligger uden om eller på tværs af de helt nære iagttagelser som kan gøres af et jeg, eller sættes i svingninger ved at blive omtalt i teksten.
Det på en gang intime og globale beredskab udmønter sig i en bizar alvidende fortæller, som taler filosofisk, analytisk, faktuelt, visionært, demagogisk, apokalyptisk, konkret sansende og erindrende. Teksten fletter sig sammen af nøgternt analytiske, kropsnært vidende og visionært fremspekulerede tråde i en fletning, som for hvert vrid, for hver foldning, danner skred i den symbolske orden.
Undervejs i mine læsninger har jeg følt mig som tilskuer og medføler til en usynlig film med en voice over der befandt sig inde i mit hoved, og som viste sig mest af alt at være en voice under my skin … En stemme som gjorde mig til skiftevis en fingerspids, en blød tryne, en satellit, følende sig frem hen over stjernehimle og smertepunkter, ord – og linjemellemrum, der gang på gang fik mig til at miste fodfæstet.
Og som hele tiden lod mig sanse noget nyt og sanse lokalt og globalt på samme tid.
*
Og så har jeg – som I alle sammen nok har bemærket (og følt…) – i al min forundring tilsidesat eventuelle ønsker om et mere traditionelt overblik over dette værk… Disse ønsker vil jeg prøve at imødekomme nu.
Trilogi falder i tre bøger, tre dele, der kredser om hvert sit sted. I det danske landskab.
I første del, Incest er en besparelse, kannibalisme er en besparelse, forulykker en svinetransport ved en havremark på motorvej E45. Grisene slipper ud mellem bilerne, og teksten følger en enkelt gris’ ivrige, korte liv på havremarken og i et tilstødende læhegn – indtil den, tror jeg nok, bliver flået i stykker og spredt ud over jorden af en mejetærsker. Ligesom Orfeus bliver flået i småstykker af mænaderne. Vi hører at fluerne vil synge (ligesom Orfeus hoved gjorde, efter det var blevet skåret af); vi hører hvordan et æble vil vokse frem af det der var grisens mund:
Nu er grisen, vores lille jordskælv, blind og døv, begrænset til
at mærke terrænet gennem sin havre,
havren som følehorn,
på vej mod Europas stjernebilleder. Fluer vil nok synge.
Hendes nye kæber kan være æblegrene, hvis hun holder
kroppen sammen så længe,
og måske vil der vokse et æble i hendes mund, og vi vil grine,
for vi kender hendes oprindelse.
(Trilogi s. 53)
Det er svimlende, det er til at græde over – og det er sandt. Forleden så jeg igen en nyhed på dr om smågrise der blev skudt af politiet, fordi de slap ud af en transportvogn og var til fare for trafikken. Som det hedder. Og sammen med vores gris’ frihedshistorie flettes historier om barndom, vækst og om den svineproduktion, som hun, vores gris, er barn af. For menneskebørns barndom, grises barndom, og alle andre væsners barndom har det til fælles, at de indebærer vækst. Børn producerer krop, kan man sige. Og hører dermed til blandt de nødvendige produktionsenheder i den globale vækstøkonomi. Det får langt de fleste af dem at føle – omend på meget forskellige måder.
I anden del, Toyota Corolla efterlader nogen en Toyota Corolla – jeg husker min barndoms brune stationcar – i Gludsted Plantage. Døren til førersædet bliver efterladt åben, og plantagens og de omkringliggende habitaters liv rykker ind med stor livskraft, og gør bilens død levende, giver plads til kaprifolier, og ly til ræve, mus og edderkopper. Vesperfolie og fjersvamp. Råddenskab og henfald og små træer som vokser i de formuldede grannåle på bilens tag. Når der er gået tilstrækkeligt lang tid. Bilen står som et oversøisk koralrev – på et sted, som teksten også selv antyder, vil blive overtaget af havet i en endnu ikke kendt fremtid.
Ind i dette er flettet glimt fra noget der må være demonstrationer, aktioner – ikke som egentlige scener, men som uklare elementer der enten slører læserens udsyn som tåregas, eller rammer læseren som stød og berøringer, der sætter en i bevægelse indefra.
Trilogis sidste del, De bedste familier / Spræng fabrikken åbner med et af de bedste digte jeg længe har læst:
Du som tør elske fremtiden,
elsk mig, og elsk mig længe. Hvorfor kan vi leve hver for sig?
Jeg burde være din bloddonor,
du burde være min indkomst.
(Trilogi s. 107)
”Hvorfor kan vi leve hver for sig?” Det er et af de helt afgørende spørgsmål, som Trilogi stiller. Og bogens dele sender på hver sin måde de enheder vi almindeligvis plejer at opfatte som afgrænsede ud af deres indhegninger: Selvet, grisen, bilen, de bedste familier af rødkløver, alle bliver sendt UD. Ud og gnubbe sig mod overfladerne, hinandens, altings, vores alle sammens tryner, dækriller og rodsystemer.
Denne del af bogen – der som nævnt også rummer små fotos af plante- og dyreliv, taget så længe der var batteri på telefonen – er et stedspecifikt digt til kemifabrikken Cheminovas giftgrund på Harboøre Tange. Og de bedste familier – som også er titlen på Kim Blæsbjergs Cheminova-roman – er her snarere den rødkløver der dækker den giftige jord, tilbageerobrer langsomt, langsomt det giftige område, sprænger fabrikken i slowmotion, som et optog i slowmotion af hundredetusindvis af små sabotører.
*
Det ”vi” som taler i Trilogi, det som iagttager ”vores gris” allerede fra begyndelsen, udgøres af både børn og fulde eller i hvert fald berusede folk; det udgøres af dem, hvorfra man skal høre sandheden. Det er der ingen tvivl om. Det er det ”vi”, som ved, at nydelse er modstand, at det at nyde det forhåndenværende sprænger det kapitaliserede begærs fabrikker i stumper og stykker. Nath, din bog er så mange ting, men jeg har vist ikke nået at få sagt, at den også er sjov:
Hvis vi ønsker kroppens opbakning, så må vi, proletariatet,
blive arkitekter for nydelse,
nydelse uden udnyttelse, nydelse uden skyldfølelse, nydelse
hinsides uhæmmet forbrug og forplantning. Mens de rige og
deres tilhængere
lærer at oplagre champagne, skal vi vide, selv bare teoretisk,
hvordan man nyder den.
(Trilogi s. 40)
Kære Nath Krause, jeg tror, der bliver lejlighed til at nyde noget champagne lige om lidt! Du tildeles hermed Micheal Strunge prisen 2025. Kæmpe stort til lykke!