Theis Ørntoft

Kære Theis Ørntoft.

Tillykke med Klaus Rifbjergs debutantpris. Den ledsages af et par ord, som det er blevet mig pålagt at sammensætte på en sådan måde, at hverken pristageren eller dennes værk nævnes. Det var Klaus Rifbjerg selv, der fastlagde denne - overfor pristageren – så hensynsfulde restriktion. Klaus om nogen, tror jeg, kendte de modstridende følelser af glæde, stolthed, ubehag og endda flovhed, som kan gribe den, der er i opmærksomhedens focus. Det sidste fristes jeg til at illustrere med en scene fra 1970. Den finder sted i et charterfly på vej til Malaga, hvor den store mand nærmest forsøger at mase sig ned gennem bunden af flyet, da følgende glade budskab fra stewardessen, i et alt for højt toneleje, runger ud i kabinen: ”Hvis I kigger over mod venstre, kan I tydeligt se Rifbjergene.”

Da Klaus nu ikke længere er iblandt os, kan jeg ikke se, at der findes nogen bedre anledning end denne, overrækkelsen af hans debutantpris, til at sige dette: Vi savner dig, Klaus.

Og da du har været så venlig ikke at forbyde legatoverrækkeren at tale om sig selv, vil jeg tillade mig at springe 50 år tilbage i tiden, til min egen debut: Når en ung person dengang debuterede som lyriker, var der to spørgsmål, som næsten alle pressens repræsentanter forventede, den, altså personen, m/k skulle tage stilling til:

1.”Hvad synes du om Klaus Rifbjerg?”
2. ”Hvorfor skriver du digte?”

Da det ved efterårsreceptionen på Gyldendal blev min tur til at besvare det første spørgsmål, sagde jeg uden et øjebliks tøven:

”Leverpostejmodernist.”

Hvordan ordet røg ud af munden på mig, aner jeg ikke, jeg fortrød det i samme øjeblik, det var sket, og i mange år efter. Specielt når jeg var sammen med Klaus, der ved enhver given lejlighed gjorde, hvad han kunne, for at jeg aldrig skulle glemme det. Jeg forklarede så Klaus, at jeg nok bare havde ment ”Skolen-med-de-10.000-æggemadder-modernist.” Det accepterede han vist. Jeg tror ikke, han nogensinde tilgav mig, men vel at mærke på den generøse måde, der var så typisk for ham.

Spørgsmål nr. 2, er det, som enhver rigtig digter, og med det mener jeg en der ikke alene skriver digte, men også føler, måske halvt ubevidst, at digtet er den vigtigste, mest centrale litterære form af alle – på et eller andet tidspunkt – nogle digtere måske igen og igen – stiller sig selv. Men lad dog være med det! Det er et småligt spørgsmål, som digteren burde føle sig højt hævet over at skulle besvare – ikke mindst overfor sig selv, hvis den skulle have været så uforsigtig at stille det. Den burde vide, at gode digte er åbenbaringer, og som sådan motivation nok i sig selv. Lige så lidt som kærlighedserklæringer, som digte på samme tid også kan være, behøver de at forklare, begrunde eller undskylde deres eksistens. Gode digte er bare. Ligesom Baobabtræet, hængebugsvinet og Loch Ness Uhyret. De findes et sted derude. Kald dem frem, hvem der kan.

Det kunne Klaus Rifbjerg. Blandt mange andre ting, kunne man passende tilføje. Det var ikke rigtig gået op for mig, da jeg debuterede i 1966. Det skyldtes, at jeg dengang havde et lidt anstrengt forhold til størstedelen af den danske lyrik, hvilket bestemt ikke var noget jeg gik rundt og reklamerede med. På den tid kunne en ung digterspire ikke bare stå frem og sige, at størstedelen af den danske sangskat var en gang makværk. Til gengæld ville Klaus nok have grinet eller rystet overbærende på hovedet, hvis han havde hørt det pompøse ord ”åbenbaring”, som jeg brugte lige før i mangel af bedre. Så på dette tidspunkt, hvor det vist er meningen, at jeg skal bringe en slags hyldest til poesien, burde jeg måske understrege, at jeg ikke er og aldrig følt mig som litterat, og derfor heller ikke kan foregive at have en litterær tilgang til poesi.

Jeg er ganske vist vokset op med digte. Min mor kunne en masse udenad og reciterede dem for mig, når jeg skulle sove. Så var der dem, skolen fik banket ind i vores hoveder, ydmygt bøjede over Højskolesangbogen og de 10.000 æggemadder. Det var rimede digte, dem, vi alle sammen kender. Digte, som et lille barn, der som de fleste små børn er i stand til at tænke logisk, udmærket kunne forstå ikke havde ret meget med virkeligheden at gøre, men var fantasier, udspekuleret af syge voksenhjerner. Jeg oplevede dem som religiøs propaganda, karamelliseret med rim, der skulle gøre dem mere spiselige, men havde den modsatte effekt – gav en lyst til at kaste op. De gik i takt ligesom soldater, og rytmen forplantede sig til ens mave. Jeg kunne godt se, at poesien havde noget, et eller andet, måske endda noget stort. Men hver gang det store begyndte et vise sig, kom rimene og ødelagde det.

Mit negative syn på poesien havde næppe nogensinde ændret sig, hvis jeg ikke – modvilligt ganske vidst, fordi jeg afskyede alt, hvad der havde med skolen at gøre – var begyndt et lære fremmede sprog, og en dag opdagede, at man faktisk kunne bruge dem til noget, nemlig til at læse med.

Det at en persons forståelse for poesi kan gå gennem andre sprog end personens eget forekommer ikke mindst mig selv ejendommeligt. Men det er tilsyneladende sådan, det skete for mig. Jeg husker det faktisk som en slags åbenbaring, at jeg på sprog, som jeg bestemt var langt fra at mestre, pludselig fattede, hvad poesi var, og hvad den kunne være.

Hvis jeg skulle vælge et bestemt digt, der i særlig grad, muligvis for første gang, gav mig denne oplevelse, må det blive det følgende, af den amerikanske digter, Wallace Stevens:

"Ormene ved Himlens port

Op af graven bringer vi Badroulbadour,
Inden i vores vomme, vi hendes stridsvogn.
Her er et øje. Og her er en efter en,
Det øjes vipper og dets hvide låg.
Her er kinden hvorover det låg sænkede sig,
Og, finger efter finger, her, hånden,
Den kinds skytsånd. Her er læberne,
Kroppens bylt og fødderne."

Op af graven bringer vi Badroulbadour.

På arabisk betyder Badroulbadour ”Fuldmånernes fuldmåne”, og er navnet på prinsessen, som Aladdin giftede sig med. Udover det er der vist ikke brug for fortolkninger.

Theis Ørnstofts digte klarer sig også fint uden fortolkninger. Jeg tror, du er en rigtig digter, Theis. Kom herop og modtag Klaus Rifbjergs debutantpris.