William Heinesen

1961. Modernismen solidt etableret som splinterny fortid. Ubrugelige minder om ukendte menneskers fremmede ungdom. Der måtte være en anden forbin­delse tilbage i sproget med dybere erfaring. Den kom med Hymne og Harmsang, William Heinesens første digtsamling i 25 år.

Genlæst i dag har den ikke mistet i styrke. Bogens i egentligste forstand kommunistiske digte har samme effekt, som da jeg læste dem den sommer på Eng­landsbådens øverste dæk, under stjernerne på havet om natten, umiddelbart efter studentereksamen.

Tiden var stærkt politiseret, polariseret og forvirret, Bag atomtrussel og terrorbalance dansede økologiske mareridt, der stadig havde fantastisk og futuristisk karakter.

Usikkerhed. Så vidt muligt konstant beruselse. En klarhed kunne kun komme med digte, hvis det var dem, man var på. I praksis, som hyldest til livet i mang­foldig almindelighed, og som vrede over alt det, der ville forhindre os i nogensinde at kunne leve det or­dentligt. Ikke større ord end det. Ikke større end Hymne og Harmsang.

Det hymniske kikser som regel, når man er ung. Man har ikke noget at hymne ad. Det skurrer forlo­rent, det klinger hult, og det blir ved. Harmsang er nemmere, mere naturlig. I det længere løb er det den, der bliver til hymne.

Heinesens digte var biologiske, politiske, naturlige. De var heller ikke bange for det dansende sentimen­tale, som hos de forbudte Nis Petersen og Jeppe Aakjær.

Det var en bekræftelse, her og nu, af noget jeg alle­rede havde fundet i et par af den keltiske kulturs dig­tere, Robert Burns og Dylan Thomas.

Et stort rum, magisk og mystisk, absolut moderne og alligevel en nødvendig del af et fundament i for­andring. Ingen forhippelse på at være andet. Enkelt budskab fra levet liv og nær historie. Erfaring.

Det var ikke noget, man umiddelbart kunne skrive videre på, men det gav mening til det at skrive. Det er svært at sige, hvad en stor digter er, men det er i hvert fald en, der ikke er bange for at være lille.

Det var Heinesen ikke, for verden er stor. Det er måske en fornemmelse, der er mere naturlig på Fær­øerne end i Danmark.

Og det er den store modernisme. Den Heinesen kendte som ung.

"Jamsession 1959", en sekvens inde midt i Hymne og Harmsang, minder om 7. kapitel i James Joyces Ulysses. "Aiolos" hedder kapitlet, vindenes gud.

Vindene blæser gamle aviser ud over havet, og Declan Kiberd beskriver det sådan her i sin Irish Classics: “By a complex dialectic, Ulysses also seeks to recapture the writing of the street between the hard covers of a printed book. So the major sources of news to Bloom as he walks the streets are posters, handbills, advertisements and glimpsed newspaper headlines. The book’s formal complexity is the result not of any snobbery on Joyce’s part – he avoided literary types like the plague and, when he was finally forced to meet Proust, spent the whole session talking about chocolate truffles – but of his desire to resist some of the dehumanizing forces already at work in mass culture. The new technology had the power to liberate workers, but instead was too often used to degrade them.”

hot
hvid papegøje flirty
kopierer armstrong
indtil orgasme ligfald
væddeløbshesten everlasting sex
blomstret damehat
blæser tuba begge ender
dværgelefanten simpy
vrider skriftsteder
metodistsalmer vitser blues
ud gennem snabelen

Jeg har læst sekvensen op for mig selv, højt, til Pharaoh Sanders’ “Message from Home”, og den virker.

Som den begyndende gamlings farvel til havet – Wil­liam Heinesen var 61 i 1961:

Om en stakket stund
skal jeg aldrig se dig mere,
almægtige hav!
Aldrig mere
høre din harpe af tusindfoldige krystaltunger.
Aldrig mere
smage den dybe sødme af tilblivelse
i dit barske medusaskød –
skrige af skræk,
huje af lykke,
råbe mod solen
gennem henrykte kaskader af iriserende skum!

O hav,
der ånder majestætisk ubekymret
I askelyset underjordskyggen!
Den afsindige gru i dit grønne brudekammer
kunne aldrig kue din elskers attrå.
Han strøg dit hår og kærtegnede din pande,
mens dine havkatte knasede nyudsprungne blå­muslinger
mellem deres tænders kværnstene
og dine lurende rokker gjorde sig skamløst til gode
med ellevildt legende unge medskabninger,
der netop var begyndt at indsnuse livets under.
Han kyssede i angst din våde mund
mens dine grådige hummere bekravlede hans druknende brødres ansigter.
Han higede i vildskab mod mørket i dine pupiller –
den glemselens dybe hule bagom tiden
hvor lygtefiskens ensomme tyvelampe lyser
gennem fog af uophørligt dalende forgængelighed –
Indtil han atter vaktes af din latter
og mødte dit afroditesmil,
det ubændige og evig troskyldige.

For mig var det et farvel, der sagde goddag!

(Teksten er oprindelig udgivet som en del af bogen Det Danske Akademi, 1995-2002: Minderids. Gyldendal, 2003).