Paul Diderichsen

At han var professor, kunne man ikke være i tvivl om, da Paul Diderichsen trådte ind i Studiegårdens An­neks B en septemberdag i 1964 for at byde årets nye danskstuderende velkommen. Jeg havde ikke hørt om ham før, professorer kendte man jo ikke meget til som gymnasieelev. En lille mand med alpehue var, før Di­derichsen tog ordet, listet ind gennem døren til læ­rerværelset til højre i auditoriet. Han lignede ikke umiddelbart en professor, snarere en malermester i civil; det var professor Sven Møller Kristensen, som også skulle introducere os til danskstudiet. Men Paul Diderichsen inkarnerede i sprog, stil og manerer en professor.

Det var ikke ligefrem en varm velkomst, Diderich­sen gav universitetshistoriens største begynderhold i dansk. “Hvis De ikke har mindst mg i gennemsnit i studentereksamen, skal De ikke regne med nogen større mulighed for at klare studierne.” Han sagde “nåån”, ikke “noon” (nogen). Og så indskærpede han betydningen af kendskabet til latin.

Nogle uger senere opsøgte jeg ham for at høre nærmere om et fag, han havde været med til at udvikle, sprogpsykologi. Det var ikke nogen lang samtale, men jeg så en helt anderledes venlig mand med et på én gang barnligt sårbart og skarpt analytisk blik. Et par uger senere var han død.

De ældre studerende kunne fortælle om en højt be­gavet underviser, som havde haft svært ved at ramme de studerendes forudsætningsniveau, som kunne være streng og kritisk, men også meget stimulerende. De fleste havde været bange for ham og hans profes­sorale intellektualitet, men holdt desto mere af ham, når han udfoldede sig, som han fx gjorde ved et af­tenarrangement for de studerende, hvor han sang Bellman, akkompagneret af Sven Møller Kristensen (uden alpehue).

Paul Diderichsen blev pensum, først og fremmest i kraft af den upædagogiske og metodisk uafklarede Ele­mentær dansk grammatik. Ikke engang Diderichsen op­fattede fremstillingen som elementær i almindelig for­stand; meningen var da også, at man skulle arbejde med elementerne i den danske grammatik. Bogen har præget dansk grammatikundervisning i et halvt år­hundrede, på godt og ondt. Diderichsens sætnings­skema blev udviklet i forbindelse med forstudierne til disputatsen Sætningsbygningen i skaanske Lov (1941) og kombinerede en klassisk grammatisk analyse af sæt­ningsleddene med en helhedsorienteret topologisk feltanalyse. Man skulle altså både kunne analysere og identificere sætningsleddene som i traditionel gram­matik og sætte disse led i et feltinddelt skema. Anven­delsesmulighederne skulle vise sig at være mangfol­dige – og misbruget stort. Jeg har henslæbt snesevis af timer som censor ved lærereksamen, hvor sagesløse studerende har skullet sætte båndudskrifter af små børns spontane talesprog i sætningsskema – og drage vidtløftige konklusioner deraf: “Der er ikke en ret stor udfyldningsgrad, drengen er nok fra arbejderklassen og taler restricted code ...” Godt, at Diderichsen blev skånet for selv at opleve dette.

Paul Diderichsen voksede op i et embedsmandsmiljø og kom på Herlufsholm, hvor han blev klassisk-sprog­lig student. Han fortsatte i dette spor, læste dansk, græsk og latin med særlig interesse for filosofi, kultur og litteratur. I studietiden blev han optaget af mo­derne sprogteoretiske arbejder af bl.a. Viggo Brøndal, men hans første selvstændige skrifter efter magister­konferensen var traditionelle sproghistoriske og filo­logiske studier. Det er nok vigtigt for forståelsen af Paul Diderichsens særlige forskningsprofil at se ham som på én gang dybt forankret i den etablerede klas­siske dannelse, i den litterære og filologiske tradition, og på den anden side hele tiden på vej væk fra de ba­nede stier, ud i teoretiske studier, på jagt efter altom­fattende formler til forståelse og forædling af forsk­ningen. Hans samtidige kollega, professor Eli Fischer-Jørgensen, har beskrevet hans livslange, passionerede sandhedssøgen på en måde, der giver forestillinger om en næsten religiøs længsel efter at afdække tilvæ­relsens lovmæssigheder. Den engagerede, hvileløse stræben blev undertiden afbrudt af depressive perio­der, hvor Diderichsen følte sig tom, forfængelig og ukvalificeret til studier og embedsførelse. Eli Fischer-Jørgensen skriver i sine mindeord, at “han var ung i sin idealisme og begejstring, og ung i sit ukendskab til verden, sin selvransagelse, sin usikkerhed.”

Men oftest var aktivitetsniveauet højt, foretagsom­heden stor og den videnskabelige produktivitet imponerende. I 1949 blev han professor, men han isole­rede sig ikke i sit eget fag. Han var lige fra de unge år aktiv i tidens sprogteoretiske drøftelser i Lingvistkred­sen, han sled med Louis Hjelmslevs spekulative glossematiske tankebygninger, men var også den udad­vendte initiativtager til Nordisk Sommeruniversitet, ligesom han undertiden tog del i tidens livsanskuel­sesdebat.

Videnskab og Livssyn hedder en publikation fra Hans Reitzels Forlag (1952) i serien Mennesket i tiden. Heri forholder tre videnskabsmænd sig til Martin A. Hansens Leviathan, som bl.a. rummede et opgør med “al slags vranglære” og særlig “kundskabstroen”. Paul Diderichsen erklærer sig enig med Martin A. Hansen i, at “det aktuelle mellemværende mellem videnskab og livsanskuelse for en stor del er af sproglig art”. Dette synspunkt udfolder han med pædagogisk energi i en elegant fremstilling, der demonstrerer sprogets bun­dethed til individ og kultur og viser ordenes kontekstfølsomhed, deres situationsbestemthed og deres place­ring i systematiske kategorier. En elementær semantik udfolder sig – med den pointe, at videnskaben ofte må give afkald på dagligsprogets helhedsopfattelse af sprog og situation til fordel for beskrivelse af systemer, lovmæssigheder og udvikling af formelsprog som det kemiske og matematiske og, kan man føje til, det ling­vistiske.

Det får ikke Diderichsen til at underkende betyd­ningen af den kunstneriske, den digteriske erkendel­sesform. Diderichsen konkluderer mod slutningen: “Både poesien og videnskaben har deres rod i daglig­sproget. Men begge dele har i deres ekstreme former frigjort sig fra ordet, som på den ene side er for vagt for videnskaben, på den anden side så stivnet i sin til­knytning til den konventionelle verden, at det ikke kan tjene som formidler af en ny følemåde.”

Som det ses, fastholder Diderichsen gennem livet sit engagement i litteratur og sprog, hvad der var selv­følgeligt for generationen af filologer før Diderichsen, men allerede i Diderichsens tid en sjældenhed blandt forskere på højt niveau. At bidrage til livsanskuelses­debatten faldt ham lige så naturligt som at engagere sig i generelle og mere specielle uddannelsesspørgs­mål, ikke mindst i skolens “sproglige opdragelse”. Den posthumt udgivne samling af afhandlinger Sprogsyn og sproglig opdragelse (1968) er vokset ud af Diderichsens arbejder med grammatikkens og sprogopfattelsens historie, men der er klare tilkendegivelser til brug for samtidens arbejde med læseplaner og studieplaner.

I debatter og diskussioner kunne Diderichsen virke skarp, docerende og meget talende. Noget øjenvidne har jeg ikke været, men jeg har hørt, hvad arkiverne rummer af bevarede optagelser med ham, bl.a. en dis­kussion om moderne dansk udtale, ført i Danmarks Radio i anledning af Aage Hansens bog Udtalen i mo­derne dansk (1956). Diderichsen fører sig selvsikkert frem i en række lange og præcise indlæg; han har knap tålmodighed til at høre Karl Bjarnhofs indlæg til ende, og Poul Henningsens efterlysning af “demokra­tiet i sproget”, af forståelsen for det frigjorte folks be­rettigede krav, giver Diderichsen anledning til at spanke PH igennem en længere belæring om tidens demagogiske overgreb på ordet demokrati, hvad Dide­richsen opfattede som en langt farligere tendens i sproget end spørgsmålet om vokal- og konsonant­nuancer i udtalen. Aldrig har jeg hørt PH så udpræget i defensiven.

I 1961 var Paul Diderichsen formand for Dansk Sprognævn, og året efter blev han medlem af Det Danske Akademi. Det var et indlysende valg. Alene hans stort anlagte danske prosahistorie kunne være et argument, bygget op, som fremstillingen var, på et for­troligt kendskab til klassiske og nyere perioder i ånds­historien, intimt kendskab til europæisk æstetik- og kulturhistorie og sproglige, retoriske og litterære ana­lyse- og beskrivelsesmetoder.

Paul Diderichsen var et søgende menneske med en stærk drift efter erkendelse; det førte ham ud i alle hjørner, men uden at han mistede orienteringen, for­ankret som han var i dansk sprog og kultur.

(Teksten er oprindelig udgivet som en del af bogen Det Danske Akademi, 1995-2002: Minderids. Gyldendal, 2003).