Otto Gelsted

“Det er nu mærkeligt,” sagde digteren Benny Ander­sen engang til mig, “at man kan ende med at blive husket som ham, der skrev linien “og om lidt er kaffen klar”. Benny Andersen bliver sikkert husket for mange andre linier og digte end folkeejet: “Svantes lykkelige dag”. Men hans præcise iagttagelse har alligevel noget for sig. Af en digters værk bliver der som regel ganske lidt tilbage, når historieskrivningens fabrikation af glemsel sætter ind.

Af Otto Gelsteds værk er der foreløbig ikke blevet meget tilbage, nærmest kun et enkelt digt, der til gen­gæld har figureret i stribevis af antologier af dansk lyrik, nemlig digtet “Reklameskibet”. Digtet stammer fra samlingen Jomfru Gloriant (1923), og det er et godt digt, vrængende og skarpt i sin kritik af det moderne kapitalistiske samfund og dets forlorne kultur. Digtets skæbne som klassiker og kanon blev yderligere beseglet, da Klaus Rifbjerg i Konfrontation (1960) kommen­terede “Reklameskibet” i sit digt “Postludium”: Gel­steds revolutionære student havde kikset – den store eksplosion udeblev, og reklameskibet var sejlet videre.

Gelsted indlemmede “Reklameskibet” i det udvalg af sine digte, som han udgav i 1924. Om den lille bog, der udkom hos Levin og Munksgaard, skrev han: “Den indeholder, hvad jeg mener har mere varig Interesse af de Vers, jeg har skrevet.” Resten havde han bestemt ikke tænkt sig skulle blive genoptrykt, og han erklæ­rede ved samme lejlighed, at han anså sine bøger om Johannes V. Jensen og om ekspressionismen for at være “Lejlighedsskrifter uden blivende Værdi”.

Det rene bord, han prøvede at gøre allerede i 1924, holdt heldigvis ikke helt, for under 1960’ernes billig­bogsboom udsendte Gyldendal Jomfru Gloriant i sin serie af danske og internationale lyriske klassikere. Jomfru Gloriant udkom i 1968 i anden udgave og blev nr. 46 i serien: Gyldendals Spættebøger. Her kunne man så gense den sammenhæng, som “Reklameski­bet” indgår i. Og den er ganske tankevækkende: Jom­fru Gloriant er nemlig en samling af kærlighedsdigte om en kærlighed, der ikke rigtig bliver gengældt, og en digter, der bliver forladt. Er “Reklameskibet” stadig samlingens og Gelsteds bedste digt? Jeg vil svare, at det er et af flere digte i bogen, som stadig er værd at læse, selv om der også er meget bras, utåleligt kling-klang-rimeri, alt for meget sol, tåge, alt for mange lu­ende ord og dunkle flammer. Gelsted, der advarede mod dunkelhed og vildtvoksende metaforer, kæmper i samlingen tydeligvis for at slippe fri af den traditio­nelle poesi og skabe en kærlighedsdigtning, der ikke lukker øjnene for den moderne omverden. Den ud­kårne er en rigtig dejlig, jordisk og sprællevende pige, der hverken har nogen “sippet Mine” eller dyrker “Sjælen og Strikkesjalet”. Derfor hører det samfunds­kritiske “Reklameskibet” med sin vrængen af kapitalis­men med i et digtværk om kærlighed og livet her og nu.

Men det er ganske skægt at lægge mærke til digtet, der står lige før “Reklameskibet”. Det har titlen “Hjemkomst” og skildrer digteren, der er blevet for­ladt af sin elskede. Nu går han rundt i nattebyen og bilder sig ind, at han holder hende i hånden og sam­men med hende ser lysreklamerne ved søerne, de smattede efterårsgader, bananvognene og de blå bro­sten. Digtet er især godt, fordi det lykkes at få læseren inddraget i digtets lege- og drømme-nutid, hvor byen kan ses i sit “Præg af Fornemhed og fint Forfald”:

Jeg vil skænke dig København,
de røde, gule og grønne Lysreklamer over Søerne,
Kæmpebogstavernes Blodrubiner, hvorom Ildormen kravler,
Byens Puls, der dunker i Natten,
Farvernes Genskær i Søerne,
der ligger sorte

[...]

Om Natten i Drømme
kan jeg naturligvis ikke lade være med at længes.
Men værst er det om Morgenen
i den bitre Time,
hvor Søvnens Glemsel har forladt mig,
og mit Hjerte endnu er uroligt og betynget af Drømmens Visioner.

“Hjemkomst” kunne godt læses i forbindelse med storbydigte fra 1980’erne. Det moderne hos Gelsted kan man opleve i det kritiske “Reklameskibet”, men også i “Hjemkomst”s betagende storbyverden, hvor savnet af den elskede skærper digterens sanser på alle planer.

I betragtning af “Hjemkomst”s kvaliteter var det må­ske en idé at give kanon lidt modstand, sende “Rekla­meskibet” i dok et par år og give “Hjemkomst” en chance i antologierne.

Gelsted kendte så nogenlunde sine egne digte på travet og sørgede selvfølgelig for at få “Hjemkomst” med i sit skrabede udvalg fra 1924.

(Teksten er oprindelig udgivet som en del af bogen Det Danske Akademi, 1995-2002: Minderids. Gyldendal, 2003).