Jacob Paludan

Låsens klik hed den sidste publikation fra Jacob Paludans hånd. En sprød lyd, da låget lagde sig over me­talskrinet, hvorfra han gennem de sidste leveår havde hentet notat efter notat af personlige ‘livsregistre­ringer’, stillet sammen til en række små bøger, fem i alt. Den ene afløste den anden, stimuleret af den med­gang, de fik hos hans læsere. Alle syntes vi med ét, at han netop lukkede op for posen, skrinet, notesbø­gerne - som om han ikke havde gjort det før med sine utallige essays, aforismer, artikler, erindringsstykker, avisanmeldelser. Masken af ironi, forbehold, tilbage­holdt passion og stejl individualitet sprækkede, syntes det, fordi det personlige stof nu også spillede os det private i hænde. Det endte med at blufærdigheds­krænkelsen næsten morede ham, fordi han også iklædte den nogle fiktive træk. Det var han i hvert fald nøje med gentagne gange at pointere. Han adopte­rede med begejstring betegnelsen ‘selvbiografisk punktroman’, som nordmanden Tor Edvin Dal i en anmeldelse kaldte I høstens månefase, forløberen for de fem små bind livsregistreringer 1973-76.

Fiktion var overhovedet ikke Jacob Paludans stærke side. Han var, som Emil Frederiksen bemærker i sit lille skrift om ham, af den type forfattere, som skriver bedre, end de digter (typen Flaubert), modsat dem, der digter genialt med sløsende pen (typen Balzac). Det er blevet bekendt, hvordan han ligefrem måtte af­købe en ungdomsven ideer, stof og handling til sine store romaner, mens alt det øvrige ret beset er frag­menter af en eftersøgt helhed. Han stod jo i opgøret med det gamle verdensbillede og betragtede som modvillig modernist den hele redelighed, den sprængte idealitet. Tilbage var naturen og erin­dringen, som derved erhvervede en særlig intensitet.

Og imellem dem musikken. Den passionerede og uforfærdede violinspiller overførte kadencerne til or­dene og sætningsfølgen. Da han engang fik skabt sig lejlighed til at realisere en ædel drøm: at spille solo­violin i Hovedbanegårdens øde afgangshal ved natte­tide, lød det underligt. Men i intimitetens huler fandt han klang og genklang. I sprogets særegne strøg.

Men instrumentet bar han med sig rundt og spil­lede gerne i animerede øjeblikke, fremgår det, når f.eks. Karl Bjarnhof satte sig til klaveret, eller når han på den måde lokkede en indtagende stjerneviolinist til at tage kostbarheden frem efter at have underholdt hende med sin evige beundring for Eugène Ysaye, den virtuos, han gang på gang erklærer sin beundrende kærlighed.

Har nogle læsere haft det indtryk af den eksklusive skribent, at han var en elsker også af ensomheden, så demonstrerer disse livsregistreringer hans appetit også på venskaber, selskabelighed, bægerklang og nat- tesæde, en lystighed ved siden af den ensomme van­drers drømmerier. Og et diskret sted, jeg siger ikke hvor, finder man endda dansk litteraturs mest over­raskende, diskrete samleje på bagsædet af en bil i mør­ket. Fiktivt eller ej.

I lampelys mødte jeg kun to gange Jacob Paludan i le­vende live. Første gang var ved Det Danske Akade­mis årsfest 1968, hvor han holdt tale for Frank Jæger, der modtog Den Store Pris. Han holdt sig imidlertid hjemme på Langeland, måske af ubehag ved tanken om at skulle mødes endnu en gang med underteg­nede, der samtidig fik en lille pris. Der var ellers stry­gekvartet i Prinsens Palæ, hvor det foregik. Hvorom al­ting er, blev det da kun til et formelt goddag! og en fælles snak med Harry Martinson, der til gengæld som Akademiets gæst udstrålede smilende velvære med hele kroppen.

Til Akademiets intimhistorie på Rungstedlund hø­rer i øvrigt Jacob Paludans livsregistrerende bemærk­ninger om de øvrige medlemmer. Hans tørt hostende forbehold og forsigtighed ved baronesse Blixens ma­nerer, hans trods alt forekommende bemærkninger til Poul Henningsen og modsvarende distance til ham, der forlængst havde udtrykt alle de rigtige meninger, hans respekt for Hans Brix og Christian Elling og ven­skab med Karl Bjarnhof, de medstiftende medlem­mer.

Mit andet møde med Jacob Paludan var en selska­belighed hos Vivi og Knud W. Jensen i deres lysende aftenbolig på skrænten ud mod Øresund. Mange mennesker cirkulerede, med glas i hånd, to og to og i klynger ved borde, på stole. Da falder jeg ned i sædet side om side med Jacob Paludan, gymnasieårenes for­gudede fortæller, og forsøger at få en samtale i gang hen over en imaginær barriere af litterær moder­nisme, som han egentlig ganske umotiveret nærede en absolut skyhed for, i hvert fald hvad den hjemlige angik. Noget velvære var overhovedet ikke synligt trods civiliserede manerer, før hans gamle ven Orla Lundbo fik befriet ham med løftet om en stor alvorlig sjus. Lettede fjernede de to herrer sig i mørkets lys.

Om det var den aften eller en senere, der dog endte i musik, husker jeg nu ikke. Men Jacob Paludan havde da ikke den mindste lyst til at forlade samme hus ud på natten trods almindelig afgangsstemning. Hans hustru stod ventende iklædt vinterfrakke, Paludan ligeså, men satte sig insisterende ved det opretstående og anslog de lystigste toner, gammel salonmusik og revyvisetoner, med verve og kompetence.

Frakke udenpå, musik indeni. Sådan lader digteren sig også læse, den fineste prosaist, der forskød det episke til særegen syntaktisk lyrik. Hans ‘Vink fra en fjern virkelighed’ har nærværets glimt i antydninger­nes præcision. Over de spundne strenge høres stadig den fjerne lyd af en dansk prosatradition.

(Teksten er oprindelig udgivet som en del af bogen Det Danske Akademi, 1995-2002: Minderids. Gyldendal, 2003).