Hans Brix

Jeg oplevede Hans Brix i min første studietid inden hans afgang som halvfjerdsårig i 1940. Som forelæser var han ganske modsat fagets anden, nytiltrådte litte­raturprofessor, Ejnar Thomsen (kaldet Ej Tom på grund af sin oversigtsbog om dansk litteratur efter 1870 med utallige forkortelser). Hvor denne læste op efter omhyggeligt udarbejdet manuskript, var Brix en fri improvisator. En af mine studiekammerater, den se­nere filmkritiker Bjørn Rasmussen, nedskrev lynhur­tigt som en stenograf alle hans sproglige indfald, hvor vi andre nøjedes med tørre sammenfatninger. Engang var der en tilhører, som uventet forlod auditoriet, og da lidt efter en anden trådte ind, slog Brix til hans for­bløffelse ud med armen: “Hvad udad tabes, skal indad vindes!” Lejlighedsvise indslag var, når han fra sit an­melderbord medtog nyudkommen lyrik, således i mit rusår Tom Kristensens Mod den yderste Rand, som han læste op af uden hensyn til forelæsningsemnet. Som følge af en fagdeling tog han sig ellers af den ældre lit­teratur, samtidig med at han i pressen anmeldte den nyeste. Og lige så nænsom han var i vurderingen af de gamle forfattere, lige så nådesløs kunne han være over­for de unge. Selvom han (i et tv-interview med Karl Bjarnhof) sagde sig i stand til at læse en nyudkommen bog op til tyve gange, faldt hans korte domme som sværdhug. Berygtet blev hans nedsabling af nogle Buchholtz-noveller: Fugle paa Taget. “Hvad for Fugle? Ikke Duer. Hvorfor ikke? Duer ikke.” Rifbjerg glem­mer ej heller hans henrettelse af Den kroniske uskyld som “en ørkenvandring uden beduiner”. En depressiv skribent som Jørgen Nielsen omgikkes ligefrem med planer om at myrde sin kritiker. I sin omtale af Niels Nilssons mindebog om vennen skrev Brix koldsindigt: “I Aarevis bar han paa Planen om at aflive en af sine Anmeldere – skyde ham. Hvis Planen var realiseret, vilde han ved sit dystre Forehavende have sikret baade sig selv og sit fredsæle Offer den varige Plads i vor Lit­teraturs Historie, som de nu begge maa savne.”

Når Brix alligevel har krav på en sådan plads, er det heller ikke for sine kritiske eksekutioner (“anmelde denne bog? Det skulle da være til politiet!”), men især for sin håndtering af den biografiske tolkningsme­tode, tidligst i disputatsen om H.C. Andersen og hans eventyr. Han kunne endda provokere dermed, som når han ender sin store Aarestrup-monografi ikke med at karakterisere digterens lyriske indsats, men med at konstatere at hans tænder faldt ud, at han til gengæld fik hæmorroider og så for dybt i vinglasset. Den afsluttende digtermonografi – om Ambrosius Stub – munder ud i en minutiøs redegørelse for poe­tens dødsbo.

Dette skal ikke skygge for at Brix havde en lige så hårfin fornemmelse for digteriske kvaliteter. Analysen af de poetiske detaljer var hans sag, snarere end de store synteser. Uden selv at være religiøst forankret løftede han den gamle salmetone frem, viste skjulte biklange eller glemte værdier. Et nutidigt filigranarbejde som Karen Blixens historier med deres funda­ment af litterær tradition måtte blive en udfordring for ham, og bogen om hendes “eventyr” pirouetterer i hans mest pretiøse stil for hendes kunst. Uheldigvis overså han nogle pointer i den første af de Syv fanta­stiske Fortællinger, hvad Jørgen Claudi efterviste, og Brix og Blixen nåede aldrig på bølgelængde. Hans medlemstid i Akademiet, hvor han kom ind som halv­femsårig, blev også kun et par måneder.

Man mindes ham som lærd og spirituel forsker med dristige tekstkombinationer og -revisioner, der kan have samme overraskende effekt, som når Harlekin svinger sin briks. En del deraf forsvinder måske som tidsbegrænsede lygtemænd, men den store part af hans livsværk skal nok bestå.

For øvrigt er hans sønderjyske slægtsnavn en kort­form af helgennavnet Briccoius. Hvem skulle tro det om denne muntre hedning.

(Teksten er oprindelig udgivet som en del af bogen Det Danske Akademi, 1995-2002: Minderids. Gyldendal, 2003).