1962

Villy Sørensen

Tale af

Tale for Villy Sørensen ved overrækkelsen af Det Danske Akademis Store Pris den 28. november 1962, samt Villy Sørensens takketale

Dengang Villy Sørensen debuterede med sine historier - og hans filosofiske og kritiske virksomhed derefter skulle nødig overskygge det fundamentale, at han er digter - kaldte han disse historier for sære. Ikke for sælsomme. Men netop sære historier. Straks i dette adjektiv - det allerførste ord, hvormed han indleder sin litterære løbe­bane, ligger en værk- og selvkarakteristisk. En lignende karakteristik ligger i Villy Sørensens første svar, da han fik at vide, at Det danske Akademi havde besluttet at tildele ham prisen i år. Sans comparaison - hermed me­ner jeg ikke digterne, men priserne - har jeg ikke kunnet lade være med at sammenligne hans svar med det svar Steinbeck gav, da han havde faet meddelelsen om sin pris, Nobelprisen: »Wonderful«. »Underligt«, sagde Villy Sørensen ved meddelelsen: »Underligt«. Ikke »vidunder­ligt«. Dette »underligt« rummede ikke en odiøs karak­teristik af Det danske Akademi, men en slags objektiv karakteristik af situationen, og en undren over, at dette netop skulle overgå ham.

Da pristageren erfarede, at jeg skulle holde talen for ham og han i øvrigt ved, at jeg for tiden arbejder med Martin A. Hansen, udbrød han: Bland mig nu for Guds skyld ikke sammen med Martin A. Hansen! Idet jeg nok mener at kunne holde personerne, og hvad de har skrevet - bare at se gestalterne for sig rækker — ude fra hinanden, vil jeg dog ikke undlade straks og indledningsvis at citere netop ham - som velfortjent hævn for Villy Sørensens manglende tro på min distinktionsevne. I et essay »Eu­meniderne« om fyrrernes digtere påpeger Martin A. Hansen, hvad der just ved tilfældet Villy Sørensen virker næsten ominøst, at det kun er »få yngre danske skriben­ter, hvis holdning er bestemt ved påvirkning fra Søren Kierkegaard eller opgør med ham, hvad der nok kunne have gjort den famlende erkendelse mere viril«.

Men netop det sidste er jo sket med Villy Sørensen, og han står ganske tydeligt som eksponent for en ny hårdt tiltrængt bølge af intellektualisme herhjemme. Og netop dette ville Martin A. Hansen have set på med større sympati end mange af denne digters varmeste læsere ville have antaget - for han var ikke bare bagudvendt og gre­bet fordybet i landets erindring - men også altid betænkt på samarbejde og fortsættelse af åndslivet, og havde han levet, ville han have glædet sig hjerteligt over Villy Søren­sens fremfærd, over et erkendelsesarbejde fra dennes hånd, som sandelig er alt andet end famlende og dilettantisk, men just klart og virilt. Endelig er det også værd at anføre begges fordømmelse af Aladdin-myten herhjemme, som de mener har været medvirkende til at fremme den natio­nale åndelige dovenskab, gøre antiintellektualismen til en dyd og fordærve mangt et talent ved at fa det til at forhærde sig i en kunstig uskyld, der blokerer for en videre digterisk udvikling. Og i begges værker - for endnu en stund at blive ved forblandingen - spores virkningen af Søren Kierkegaard på en sublim og storartet måde, helt personligt administreret.

Hvis man kunne tale om en byalmue, så er det netop en sådan Villy Sørensen er ud af - ligesom Martin A. Hansen af landalmue, og man kunne måske undre sig over det, men det er karakteristisk, og udtryk for intel­lektuel oprindelighed - for en sådan findes såvel som en emotionel og vital - at netop disse med en ganske ander­ledes lidenskab end de fleste professionelle lærde og filo­soffer tager Kierkegaard alvorligt, og jeg betragter det som en uhyre gevinst for vort åndsliv og for vor digtning, at Kierkegaard ikke længere blot er et udenlandsk anlig­gende, som vi i ny og næ vigter os af (tænk oversat til japansk!) - men at han, som dog er kommet af dette land og har skrevet og skrevet uforligneligt på dette sprog, begynder at kredse i vort åndelige og sjælelige blodomløb - også uden for selskabets og teologernes kreds. Han, Kierkegaard, er netop om nogen herhjemme i stand til at give vor modernisme dens personlige udformning og ryg­rad. Dertil var der tilløb hos Martin A. Hansen - og på dette er Villy Sørensens historier det første gennemførte klare eksempel - for nok står de i gæld til H. C. Andersen, men ved Kierkegaard bliver de noget uforligneligt tredje - foruden selvfølgelig og navnlig ved Villy Sørensen selv. Arv og gæld til Søren Kierkegaard vedkender han sig i beskedenhed - og selvfølelse - alene i titlen på sin sidste essaysamling »Hverken — eller«. Og dog er der i hans grundholdning til Kierkegaard også et opgør - i hans mere positive vurdering af kunsten og dens etiske og religiøse muligheder, som Søren Kierkegaard ved be­tragtningen af kunsten som et énsidigt æstetisk fænomen stort set frakendte den. Accenten ligger forskelligt, og for­skellen er afgørende. I det første tilfælde står vi over for den digteriske filosof, der atter og atter retter en rasende mistænkeliggørelse mod kunsten og kunstneren, al hans kærlighed til Mozart ufortalt. I tilfældet Villy Sørensen står vi over for den filosoferende digter, som atter og atter leverer et lidenskabeligt forsvar for kunsten. I et lille stykke fra »Hverken - eller« om »Tryllefløjten« får dette særlige opgør med Kierkegaard sit prægnante udtryk, idet Villy Sørensen mener, at Søren Kierkegaard ved at sætte »Don Juan« over »Tryllefløjten« kommer til at sætte Mo­zart for lavt, nemlig ud fra hans betragtning af musikkens kunst som rent sanselig og amoralsk og ude af stand til at udtrykke noget åndeligt og etisk. Villy Sørensen regner det slet og ret for en fejl hos Søren Kierkegaard, fordi denne - alle pseudonymer til trods - nu engang selv var æstetiker i sit syn på kunsten - og han siger for en gangs skyld uden yderligere refleksion og bevisførelse: »For at erfare at den etiske kærlighed meget godt kan udtrykkes i musik, behøver man blot at høre »Tryllefløjten«.

At påvise kunstens evne til ikke bare amoralsk at kunne udtrykke det sanselige og dæmoniske i tilværelsen, men også det etiske og åndelige, er simpelt hen en hjertesag for Villy Sørensen. I »Digtere og Dæmoner« beskæftiger han sig navnlig med Thomas Manns og Herman Brochs forhold til kunsten. I Manns »Dr. Faustus«, romanen om komponisten, som for at drive det til skabelse i en intel­lektuel, skabelsesfjendtlig tidsalder forskriver sig til djæ­velen, hedder djævelens betingelse: »Du må ikke elske«. Thomas Manns gamle modsætningsforhold mellem kunst­ner og borger, oprindeligt sværmerisk-vemodigt opfattet, er her drevet til det yderste i en kunst, som bliver absolut fortvivlet, radikal inhuman, og hvor kunstneren i sit sor­teste moment vil gendrive Beethovens niende, tage den tilbage, og da kunne han for den sags skyld gerne tage »Tryllefløjten« med. Kærligheden, det menneskelige, er her sat aldeles uden for kunsten, nemlig i form af vennen, beskriveren og famulussen Serenus Zeitblom, selv om han altså dog - omend nærmest montageagtigt - indgår i dette kunstværk om kunsten. Bevægende og symptoma­tisk er det, at netop dette værk af den store aldrende kunst­ner er slået ned i Villy Sørensen og mange af hans genera­tion, blevet en dyster, foruroligende hjertebog (ganske anderledes end i Tyskland, hvor den gennemgående blev hånligt, blasert, forurettet eller hadefuldt afvist). Men hvordan går det med »den etiske kærlighed«, som det ikke mindre er kunstens sag at udtrykke, og som det lykkedes Mozart på sit højeste - her rækker sandelig ikke den blotte eksistens af den elskelige og bekymrede huma­nist Zeitblom til - hvor findes i moderne tid et korrektiv til Adrian Leverkühns frygtelige dilemma? Dette korrek­tiv finder Villy Sørensen i østrigeren Herman Brochs digtning og tænkning, han er mønster og målestok og har hele Villy Sørensens kritiske kærlighed (det ville i forbin­delse netop med Villy Sørensen være umuligt og mis­visende at sige ukritiske, selv om jeg for en gangs skyld fristes til at sige det). Og det er Villy Sørensens bedrift at have oversat og indført Herman Broch i dansk åndsliv. Foruden Hørup og Hegel og Marx og Kafka og Heideg­ger og Freud og Jung (og skulle jeg have glemt en enkelt må kandidaten undskylde) har Brochs psykologiske og sociologiske tankegang betydet meget og nok allermest for Villy Sørensen, lige så meget som Kierkegaards per­sonlige og eksistentielle. Men ikke mindst tror jeg, at Villy Sørensen har fundet en fundamental bekræftelse i det brochske kunstsyn, i dennes tro på det etiske kunst­værks primat over det énsidigt dæmoniske - på at kunsten ikke blot skal være lukket og erindrende, men også åben og erkendende. Hvad Villy Sørensen har villet med sine historier, det er - til trods for hvad forargede medborgere har troet i anledning af oversavede ben - bl. a. af etisk natur, uden derfor at være tendentiøst; for påfaldende er det, at den makaberhedens pornografi, som så ofte far frit løb i ugeblade og aviser og inddrikkes med selvfølge­lighed - afvises i kunstnerisk forarbejdelse. Sandsynligvis fordi den deri far realitet for sindet og ophører med at være sensation, kort sagt: bliver taktløs. Villy Sørensens hi­storier, både de sære og ufarlige, vrimler af grusomheder og uhyggelige hændelser, i deres groteskhed et hulspejl­billede af denne verden - men over det hele hviler skæret af en visdom, en øm, næsten forlegen kærlighed, midt i alt det komiske og forfærdelige så aldeles frygtløs, og besyn­derligt bevægende. Ja, underligt og sært bevægende.

For alt dette kunne tilhørerne måske tro, at jeg har glemt at Villy Sørensen er humorist og just har ord for at være det. Absolut ikke. For ved hjælp af Broch kan man også nøjagtigt få placeret arten af hans humor, og navnlig, når den er bedst og gyldigst. Ingen er fejlfri - selv om jeg indrømmer at Villy Sørensen er lige ved at være det, men det betaler han sandelig også for - og en fare er den over­drevne ironi, som kan true med at fortære substansen og - selv om det lyder paradoksalt - være en slags fjende af humoren. Men hvordan det forholder sig med Villy Sø­rensens særlige humor på dens lykkelige og retningsgi­vende højdepunkter, ja, det er netop sagt af Broch, når han siger: »Kunstværket, som tager den nye erkendelses­opgave på sig, har sit arkimediske punkt i jegets sidste sfære, i den kosmiske humors sfære«. Dette er vandmær­ket under Villy Sørensens historier.

En sådan erkendelsesopgave, i den dæmoniske og kos­miskmusikalske humors sfære, har Villy Sørensen ladet kunsten påtage sig i to af sine betydeligste historier, nem­lig »Tigrene« og »Koncerten«.

»Kort efter at de to brødre var flyttet hjemmefra, modtog de begge i samme time et telegram fra deres for­ladte mor hvis ordlyd var: Kom straks hjem, tiger i køkkenet«. I Villy Sørensens fortællinger er der meget ofte to brødre, som undertiden går til den yderlighed at være tvillinger, og de kommer nu straks hjem, idet de dog ikke tvivler på, som der står skrevet: »at sindssygen som en rovfugl var slået ned på deres mors forladte hjerne«. Det er umuligt at overhøre al den ømhed, men også sag­lighed, som her ligger i adjektivet: Forladte. Og med den yderste pedantiske artikulering af de karakteristiske ejendommeligheder og urimeligheder i hverdagssproget, som ellers af lutter vane passerer ubemærket, lykkes det Villy Sørensen at få det til at klinge højt og tydeligt netop så absurd som det faktisk er, nemlig i moderens beskri­velse af sin tigeroplevelse: »Det var i lørdags, kalvekødet var kogt og stod i et fad på køkkenbordet, jeg ville hente det - da sad der sådan en tiger midt på gulvet og brølede som en løve. Gå din vej, sagde jeg, ellers er du uartig, men tror I så ikke den gik frem imod mig på alle fire ben og snerrede så jeg måtte løbe ud og låse døren og det udefra!« I replikker som denne og lignende røber Villy Sørensen en slags absolut syntaktisklogisk gehør - sva­rende omtrent til det absolutte musikalske gehør, og i den ene broders trøstende bemærkning til moderen ligger en dyb indsigt i det eneste rette, som kan siges netop til hende i denne frygtelige situation: »Det er ikke alle tigre der æder mennesker. - Hvordan kan man da se at den tiger der ikke er menneskeæder«, spurgte moderen. - På striberne, sagde Steen for at berolige, men naturligvis har alle tigre striber«. Bedre svar kunne denne mor ikke have fået. På samme enkle måde er faderen karakteriseret. I hans første sukkende replik til brødrene, da de kommer hjem, ligger et helt ægteskabs historie (for ikke at sige manges): »I ved, jeres mor kan få sine egne ideer, aldrig mine«. Og det er også den ægte mandlige logik, som ligger i svaret til hans kones bekymringsudbrud over at tigeren skal æde alt deres kalvekød: »Kalvekødet er det mind­ste«, svarede faderen, »når blot vi selv er raske«.

På samme komisk-hverdagsagtige måde fortsætter nu tigerberetningen, efter at det gennem pressens radioavis er blevet meddelt, at landet vrimler af tigre, som navnlig holder til i køkkenerne og forrådskamrene. Da hverken tigerkongresser, videnskabelige undersøgelser, krudt eller kugler hjælper, gribes menneskene af panik. For, som det hedder: »Da føden var opbrugt, stak de først snuden, siden hele kroppen ind i spisestuerne og spiste familiernes yngste der«. Enden på det hele bliver at broderen Fif, som fra barnsben har haft et særligt sympatiserende-fascineret forhold til tigre, lærer sig deres sprog og under befolkningens lettelses-jubel leder alle tigrene ind i Zoo­logisk Have. Siden hen længes befolkningen efter at få tigrene ud igen og den populære tigerbefrier ender med at blive højst upopulær.

Det er jo unægtelig en sær historie, og hvad kan nu være meningen med den, for tigrene virker så usandsyn­ligt reale. En direkte udlægning ville være klodset og mal­placeret, og en direkte undervurdering af de ærede til­stedeværende. I stedet for kunne jeg tænke mig at citere et brev, som er aftrykt i Friedrich Georg Jungers erin­dringsbog »Spiegel der Jahre«, og skrevet af en ulykkelig på en gang klarsynet og rådvild ungdomsven, i årene umiddelbart før magtovertagelsen i Tyskland i 1933: »Jeg drømte, at jeg skød på et rovdyr, som stod i et rum i en stor lejlighed på en estrade. På en gang stod neden under på parkettet et andet og tredje dyr, så var hele lejligheden til slut fyldt af dem, og jeg måtte »bo« midt imellem dem i denne lejlighed«. Bo sætter han i citations­tegn, tydeligvis for at understrege bogstaveligheden i det han føler og oplever i sin drøm: at han bor sammen med rovdyrene. Skønt Villy Sørensen har læst så godt som alt, tror jeg ikke han har læst just dette - og det ville også have været lige meget for hans egen vision - afgørende er at her — for at tale jungsk - slår noget arketypisk igen­nem, og hvor det sker rent uvilkårligt, spontant og ubevidst, taler en digtning med stor myndighed og fryg­telig sandhed. Ak, var det blot noget så overkommeligt som jungletigre.

Fra det fatalt irrationelle i tigerunderverdenen be­væger Villy Sørensen sig til det orfisk-irrationelle i den realiserede fremtids-diktaturstat i historien »Koncerten«. Rygtet går, at der i den lille besynderligt tilbagestående by Blåovre skal opføres en koncertsal, og da ingen læn­gere ved, hvad virkelig musik er, får rygtet noget særskilt magisk ved sig, bliver nemlig ikke udtryk for savnet hos den, som ved hvad den store musik er - men vækker en ubestemt vild forventning hos den som aldrig har kendt den. - I et kolossalt snevejr bevæger alle landets borgere sig imod dette koncertpalads, som i virkeligheden er en uhyre underholdningscentral. På grund af snevejret er det dog svært at finde frem, men i udkanten af byen, har man hørt, bor en musiklærerinde, og hendes hus standser man op ved, kalder hende frem og spørger om vej. Sam­fundslægen som er med, advarer imod hende, og hun går atter ind. Men en ung mand, der gerne vil lære at spille, bliver tilbage og hører underfulde toner komme ud af det lille hus. Og det hedder nu: »Han, der indtil nu kun havde hørt koncentreret musik, der ikke kunne fylde mere end ørerne, hørte pludselig musik som fik hjertet til at skælve, men han kunne ikke høre om det var fordi det var den allermest frydefulde eller den allermest fortvivlede musik han nogen sinde havde hørt«. Mellem netop denne unge mand og præsidenten finder en af­gørende samtale og et afsluttende opgør sted i vidunder­bygningen i Blåovre: »Er De mand for at skabe en pro­gressiv musik! spørger præsidenten ham. Kan De lave en ny nationalsang? Den må endelig ikke være så lang at vi spilder tiden med at synge den, allerhelst må den være så kort at den kan synges i ét nu«. (Det er i virkelig­heden det samme krav, som jeg føler hvile over talen her fra Akademiets sekretær). Nå, men præsidenten fortsæt­ter: »Ligesom regnbuen samler alle farver på ét sted, kunne De måske samle alle toner i en enkelt alt omfat­tende tone? Jeg ville ikke et øjeblik betænke mig på at gøre denne tone til vor nationalsang«. Præsidenten og den unge mand følges derefter til en musikudstillingssal - og her sker der noget forunderligt, som jeg tror ligger som en bestandig latent mulighed i denne museale tid: Museumsgenstande bliver ikke blot beset, men taget i brug, sælsomme regressioner på godt og ondt udgår fra det omhyggeligt bevarede, der pludselig bliver revet ud af den historiske montre - og brugt. Her: Et primitivt strengeinstrument, det hvorpå åmanden eller nøkken frembragte så forunderlige toner, at alle dyr og menne­sker engang for længe siden var kommet dragende mile­vidt fra for at danse til dem - ikke, som det hedder så smukt og med den pudsigt-anskuelige nøjagtighed i be­skrivelsen, som er Villy Sørensen så egen - »ikke fordi de blev tvunget dertil af trolddom, men fordi de selv øn­skede det i den del af hjertet, som deres øjne ikke kunne se«. Sagnet om denne åmand og hans spil har præsidenten ladet trykke og slå op ved siden af instrumentet - som den unge mand imidlertid pludselig griber og lægger til kinden, idet han råber: »Fremskridtsolding, hvad siger De hvis sagnet er sandt? Og han spillede — og ingen ville kunne sige om det var den allermest frydefulde eller den allermest fortvivlede tone der nogen sinde var hørt«. Og da begynder alle børnene i salen at danse, og danser videre uanset præsidentens og samfundslægens raseri og forsøg på at standse dem, uanset soldater og forældre: »Eftersom intet var indstuderet på forhånd«, hedder det videre, »måtte alt være tilfældigt. Og dog var der i den rytme, som gjorde selv det hæsligste barn vidunderligt skønt, intet tilfældigt«. Da bliver spillemanden skudt ned på præsidentens ordre, men alle børnene standser netop i den stilling de indtog, da musikken brød af, og samfundslægen siger til præsidenten: »Nu er du nødt til at skyde dem ned, for hvis de får lov at blive stående på den måde, vil de standse udviklingen«. Ordren bliver udført, men børnene viser sig at være usårlige, mens præsidenten og samfundslægen synker om.

Ja, det var den historie, og meget andet var at sige. Men for disse historiers skyld, og for Villy Sørensens ene­stående filosofiske og kritiske indsats, ja, næsten folkeopdragende virksomhed, uden frygt, men ofte fuld af berettiget dadel, beundringsværdig i sig selv og beun­dringsværdig i så ung en alder, som jeg derudover i sig selv hverken regner for en manko eller fortjeneste, har Akademiet besluttet at overrække Villy Sørensen dette års pris. Man har i kroge og åbenlyst skumlet over dens eksistens i almindelighed og størrelse i særdeleshed. En arv, eller en gevinst i lotteriet, lad gå, ingen mener eller nævner at folk tager skade på sjælen af det, ja, lad gå med priser til videnskabsmænd. Men til en kunstner - med dyb bekymring er sagen blevet taget op og fordærvelige eksempler fremført - og hvor stor skal han være for at svare til et bestemt beløbs størrelse! Men en kunstner skal have nerver både til miskendthed og ry, og dur han, kan arbejdsro kun gavne ham, som ethvert almindeligt menneske. Lad os trodse det moderne samfunds lotteri­retfærdighed og vove at lønne efter fortjeneste!

Og sjældent er der i denne verden af pinlig tvang og ørkesløs frihed sagt vidunderligere ord end netop disse om musikken (som vi om en stund igen skal høre) og dens inspiration for mennesker til indre og ydre bevæ­gelse: »ikke fordi de blev tvunget dertil af trolddom, men fordi de selv ønskede det i den del af hjertet, som deres øjne ikke kunne se«. Ja, det er Tryllefløjtens musik og den etiske kærlighed, som vor digter og filosof, så smertelig klart bevidst om denne verdens ondskab og gru, hører deri.

Villy Sørensens takketale

Jeg vil gerne takke Akademiet, fordi det har sat så stor pris på mig, at det i år tilfalder mig at takke for Akade­miets pris. Jeg vil takke Thorkild Bjørnvig, bl. a. fordi han fritager mig for at tale lige så udførligt om prisvin­deren som han; jeg ville næppe kunne karakterisere mit arbejde så godt og ville ikke kunne tillade mig at vurdere det så positivt.

Mine betragtninger i dagens anledning kan jeg pas­sende knytte til et tema, som Thorkild Bjørnvig anslog: når menneskene endelig er blevet befriet for de farlige tigre, som gjorde livet broget for dem, ønsker de deres tigre tilbage, for det var dog dem, der satte kulør på tilværelsen. Eller i mere abstrakt form: når mennesket bliver bedre stillet, føler det sig dog ikke uden videre tilfredsstillet. Det er et hovedtema i, hvad jeg har skrevet, men jo kun fordi det er et hovedtema i det, jeg ikke har skrevet. Man møder det i vort samfund, hvor menneskene ikke ligefrem får det sværere af at få det lettere, men dog på mange måder gør det vanskeligere for sig selv og andre end strengt nødvendigt. Vi har gennem århundreder, hvor det gjaldt om at kæmpe for sit eget, gjort det sværere for os selv at få noget forærende, og samtidig har vi drømt ønskedrømme om den lykkelige fremtid, der skulle ind­finde sig næsten af sig selv. Jo større modstand, der møder én udefra; jo bedre gælder ordet om, at enhver er sig selv nærmest; jo mindre modstand man står over for, jo tydeligere viser det sig, at enhver er sig selv fjernest, at man går med en modstander i sig selv, der stikker hovedet frem netop i de lykkeligste situationer. For at undgå op­gøret med den indre fjende kan man gribe til det heroisk­romantiske evangelium: at man trives bedst under mod­stand, et evangelium der anvendt på kunstneren bliver til den gamle borgerlige myte: at skal han skabe noget godt, må han ikke have det for godt, at det er fatalt for ham at komme til anseelse - og penge.

Thomas Mann, der gerne ødelagde myter, ville også ødelægge denne myte om kunstneren, hvad jeg i øjeblik­ket kun kan være ham taknemlig for. Allerede da han var yngre end jeg, havde han haft rig anledning til at undre sig over, at digteren - efter hans mening et noget problematisk, et let skurkagtigt individ - ikke ties ihjel af det samfund, som han undergraver med sin kunst, men tværtimod bestandig opfordres til at ytre sig og mødes med hyldest og hædersgaver. »Jeg kan være ligeglad skrev han, »jeg drager nytte af det. Men det er ikke i orden. Det må opmuntre lasten og være dyden til for­argelse«.

Naturligvis er der noget ironisk i, at en indsats, som er mere kritisk end egentlig opbyggelig, bliver prisbelønnet under offentlighedens venlige deltagelse. Og situationen bliver særlig ironisk, hvis digteren i embeds medfør virkelig er så skurkagtig og problematisk, som Thomas Mann så selvironisk mente.

Det er en kendsgerning, at den, der skildrer noget ubehageligt, ofte skældes ud for at være ubehagelig. Men svarer han, at han netop ville tage afstand fra det ved at fremstille det så ubehageligt, skældes han lige så ofte ud for at være en fæl moralist, der vil gøre sig bedre end andre. Denne trætte har stået på i de sidste 100 år, hvor kunsten har været så bevidst oprørsk, at man om digteren har kunnet sige, at han er en mand, der gør oprør i fan­tasien, fordi han i virkeligheden ikke tør.

Efter min erfaring er den oprørske digter imidlertid hverken særlig umoralsk eller særlig moralsk. Han kan ikke med vægt angribe noget uden for sig, som han ikke kender som en mulighed i sig selv, ethvert opgør er et selvopgør, men det må også gælde det evindelige opgør med kunsten. Når læserne er utilfredse med digteren, er det som regel hans utilfredshed, de er utilfredse med. De under ham det jo godt, allerhelst ville de, at han skulle være en Aladdin, der kunne sætte skumleren Noureddin i skygge. Men sådan leger vi ikke, selv om digtning er en form for leg, for den skumle Noureddin er jo netop den indre modstander, der stikker sit betænkelige hoved frem i enhver lykkelig situation, således også i denne.

Ethvert ønske om, at kunstneren, efterhånden som han bliver anerkendt, får et lysere syn på tilværelsen, kan kun være et ønske om, at tilværelsen efterhånden bliver lysere, og det kræver en indsats, ikke blot af den, der forsøger at skildre tilværelsen og for så vidt kaste lys over den. Helst ville vi se bort fra det betænkelige, og når digteren måske har sværere ved det end så mange andre, er det ikke nød­vendigvis, fordi han er mere problematisk end andre, men fordi han ikke kan gøre det, uden at hans arbejde bliver problematisk. Den »lykkelige ende«, der sætter det skønne over det sande, er en skøn løgn. Men er den sand, er den særlig god - som i »Tryllefløjten«, der netop ikke blot handler om overvindelse af ydre fare, men inderst inde om selvovervindelse.

Og hermed er jeg nået derhen, hvor Thorkild Bjørnvig sluttede - og så nær den lykkelige slutning, som jeg kan komme. Jeg vil da slutte med at låne et af Thorkild Bjørnvigs yndlingsord og håbe, at Akademiets indsats på mig ikke vil vise sig at være en lykkelig ende, men en god begyndelse.