Til forsiden

2008 Pablo Llambias

Suzanne Brøggers
tale for
Pablo Llambias,
2008

For nylig blev verden skabt i Cern-acceleratoren med the big bang, og det gik vist meget godt. Sværere er det, når verden skal skabes i sproget. Ifølge en apokryf beretning - altså en af dem, der er faldet ud af kanon – lever vi pt. i det sjette eller syvende forsøg. De tidligere versioner af verden mislykkedes. Halvay sheyaamod, som der står på hebræisk, hvilket skulle betyde: ”Bare den holder.” Visse fortolkninger vil, at det var de perfekte udgaver, der brød sammen, mens den aktuelle version, den der holdt, til gengæld var med fejl i. Det minder om Pablo Llambías roman fra 1998 Dengang vi blev frie, hvor hovedpersonerne opdager, at de befinder sig i en kopi af deres vante omgivelser, men at kopien er behæftet med en række fejl, så blandt andet bøger, baggårdskatte og gafler er fatalt forandret i forhold til originalen.
Det er ikke altid den holder, hverken bogen eller virkeligheden. Det er en udbredt erfaring, at virkeligheden faktisk bryder sammen i forskellige katastrofe-situationer såsom pubertet, skilsmisse eller forelskelse. Det er i den slags overgange, hvor virkeligheden måske viser sin sande natur som noget - uigenkendeligt.
Og det er her, fra dette sted, Pablo Llambías opererer i en dobbeltposition som dokumentarist og digter, som videnskabsmand og fabulant i det mellemrum, der også er blevet kaldt ”uafgørlighedens paradox”. Han går gerne antropologisk til værks og undersøger alt fra plejehjem for handikappede, kirkegårde, postvæsen, krigsstrategier, arkitektur, magtforhold og fællesskab til lymfocytter og livsløgne. Uddannet både på Kunstakademiet og fra Musikkonservatoriet, har vi at gøre med en forfatter, som hele tiden gør sig overvejelser over, hvad netop litteraturen kan i forhold til de andre kunstarter.
På Youtube.com har jeg hørt ham opføre en reform for dagpengesystemet som trestemmig vokal.
Man kan artsbestemme forfattere ud fra forskellige kriterier: litteraturhistoriske epoker, generationer, genrer eller køn. Men man kunne også foreslå en helt anden orden eller uorden: Der er de forfattere, de fleste, der accepterer skaberværket/alias makværket som en færdiglavet pakkeløsning med det hele, molekyler og Matas. Og så findes der dem, der ikke for alvor kan tro på det. At det holder. Det er dem, der mistænker, at det skabte rummer en vis vaklen, at trøjen er knappet skævt fra begyndelsen af, og at det egentlig ikke kan rettes op. Det er dem, der hele tiden lige skal hen og pille ved forhænget, og det er i denne skæve lyssprække, at Pablo Llambías reflekterer og fabulerer - ligeså stilsikkert, som virkeligheden er usikker.
I Trojaner fra 2001 skriver Llambías: ”Hvad er realiteter? Realiteter er det særlige øjeblik i universets historie, hvor teori, model og verden synes at passe sammen. Omkring dette øjeblik eksisterer milliarder af andre øjeblikke. Disse er skyggerealiteterne. Når vi i det saglige vælger at se bort fra skyggerealiteterne, er det mest af alt af bekvemmelighed. Der er ingen grund til at tage højde for alle de modsætninger og uafgørligheder, der frit svæver omkring os som en slags virus; et entropisk element, der til stadighed infiltrerer enhver form for orden, også forestillingen om entitet og individ.”
Pablo Llambías litterære gennembrud var egentlig hans afgangseksamen fra Kunstakademiet, et performativt værk, med titlen Rådhus, hvor der spørges, hvorfor rådhusene ser ud, som de gør? Spørgeskemaer blev sendt ud, og de indkomne svar skulle tjene til at oplyse borgerne om, hvorfor der altid står en skulptur på diverse rådhuspladser. Men svarene udeblev. Det var altså ikke muligt at spore ét levende menneskes smag eller beslutningsindsats i velfærdssamfundets ikonografi.
Med Rådhus blev det klart, at Llambías hører til den anden slags forfattere: De levende mistroiske. Dem, der er drevet af en spørgen til og en legen med virkelighedsbegrebets fiktioner. Og jeg nævner i flæng de helt store dyr i åbenbaringen: Kafka, Borges, Kundera. Og herhjemme Svend Aage Madsen. Men Pablo Llambías er den eneste forfattere, vi har, der pumper nyt liv i alle de pindsvin, der bliver kørt over og mast flade om natten.
Hans virke er alarmerende. Det minder os om, at vi måske ikke rigtig ved, hvem der er vores børn som i Et ukendt barn (2005). Og vi kan ikke være sikre på, hvem vi er gift med som i De elskendes bjerg (2006). Vi ved heller ikke rigtigt, hvem der er vores forældre. Og navnlig om det er de rigtige – som i romanen fra i år Rasende (2008), hvor virkeligheden absolut ikke holder.
De fotografier, der figurerede i Llambías kortprosa debut: Hun har en altan (1996) er i Rasende blevet til postkort, hvor de udgør en postkortvirkelighed. En skinverden af bedrag, forstillelse og postskortskyld, der gennemskues af en pige i puberteten. Det højt besungne ”gode liv” ses i Rasende gennem en fed fuck-finger. Hverdagslivets lyrik nedsunket i syrebad.
Alle os, der stadig kan mærke efterklangen af dette oprindelige raseri og en evig sorg over den alment vedtagne fiktionsvirkelighed, vil elske den almægtige pubertetspiges ætsende skærerbrænderblik, når hun ser et liv for sig med sår uden blod, øjne uden tårer og endetarme uden afføring. Rasende er nedlagt landskab. Nedlagt familie. Livsminken tværet ud. Helt ned i syntax og tegnsætning.
Pablo Llambías vil gerne dele ubærligheden ved uvirkeligheden med sine læsere, han vil påføre os sygdommen, og jeg melder mig gerne her som smittet: Den velsmurte hverdag, hvor alt fungerer efter planen, er måske en spøgelsesverden, hvor vi alle er gengangere, levende døde, der har lært den obligate menneskegestik og replik. Vi er ikke engang ordentlig løvemad. Her er platonisk skyggerige, så det basker. Eller spøger. Llambías har med spøgelseromanen Rasende sat en ny norm for takt og tone: Det er ikke pænt at gå gennem vægge. Brug venligst døren!
Men inden du går ud gennem døren, Pablo, eller gennem væggene, skal du lige have en postkortpris af et postkortakademi og – jeg er ked af at sige det – det er Matadorpenge! Men jeg tror, du vil have heldet med dig, så du kan købe Rådhuspladsen! Og så kan du selv bestemme, om der skal være et pindsvin på den eller et ukendt barn?