Til forsiden

1997 Morti Vizki

Villy Sørensens
tale for
Morti Vizki,
1998

Hvad rang og status angår, er det i århundredernes løb gået ned ad bakke for dramaets helte. Det begyndte hos grækerne med guder og helte, fortsatte hos Shakespeare med konger og fyrster - og endte ikke med borgeren hos Ibsen og alle dem der fulgte og følger ham. Jeg taler selvfølgelig om det alvorlige skuespil: småfolk var henvist til komedien eller til klovneroller i tragedien. I det moderne drama - eller for ikke at sige for meget: i megen moderne dramatik og ikke den ringeste har man nået bunden, samfundets bund altså: det er rødder, randeksistenser der trænger frem på scenen, samtidig med at grænsen mellem tragedie og komedie siden Beckett er blevet svær at få øje på.

Det kan ses som udtryk for at digtningen bestandig bryder gamle tabuer og søger nye områder, og i velfærds-staten findes de største sociale problemer jo i "rest-gruppen", hos dem samfundet ikke har brug for og dårligt kan finde plads til. Morti Vizkis første skuespil, Sne, udspiller sig mellem sådanne dropouts med både skinsygt-kødelige og kynisk forretningsmæssige relationer til hinanden: der handles jo med "sne”, coke. Men et socialt drama kan det ikke kaldes: der er ingen tydelig tendens og ingen satire. En tit brutal naturalisme trives - eller støder - sammen med en tit grotesk drømmeagtig symbolik i scenen og replikkunst, der viser at der også er noget andet på spil, at det netop er spil, også kammerspil, hvad Morti Vizkis dramatik i det hele taget er, ligesom Strindbergs skrevet for intime scener, der gør det sværere for tilskueren at distancere sig fra det der foregår på scenen og helst ikke kun der. De antikke tragedier skulle jo ifl. Aristoteles fremkalde affekterne frygt og medlidenhed - hvilket er en for pæn oversættelse af ord der snarere betyder gysen og jammer - og rense sindet for dem. Det moderne drama der her er tale om: Jean Genets og Bernard-Marie Koltès' og Morti Vizkis - er nok mere oprivende end oplivende i denne græske forstand: de roder mere op end de renser ud, og deres socialt rodløse rødder stikker måske dybere end samfundets bund.

Roden til dramaet var jo Dionysos-kulten, og bortset fra at Dionysos var en gud, var han faktisk også en rod der bragte uorden i den sociale orden: det dionysiske er det som hele civilisationen er bygget op som en kanalisering af eller værn imod. Her gælder det at for lidt og for meget fordærver alting; i vores kultur er der en tydelig tendens til enten at fortrænge eller dyrke det irrationelle. Hvordan ville en rod som Dionysos te sig i moderne miljø? Morti Vizkis Dion, der ved et pudsigt sammentræf huserede i Alborg omtrent samtidig med at Euripides' Dionysos gik igen i København og Arhus, er et bud. ”Da han lå i vuggen, lå han mest på lur," hedder det i en indledende korsang der ikke minder om Euripides', som der iøvrigt er mange skæve henvisninger til. Dion færdes på ydmyge steder: stald, fængsel og Bodega Menaden, hvor billardkøer lejlighedsvis bliver til thyrsosstave, og hvor der, efter den ravage som Dion har lavet, gøres rent poolbord, så han kan ende med at sige: "Jeg føler mig lidt ensom. Uden fast adresse." Som den utilpassede er han netop både for meget og for lidt, et forvokset legebarn, et fortidsuhyre og en fremtidsmulighed. Man kan komme til at tænke på Enzensbergers ”udsigt til borgerkrig", det umotiverede oprør i storbyerne, når Dion synger: "Jeg har et oprør i mig. Alt der mangler er en mission."

Det er ikke nogen ny erkendelse at de mytiske grund-konflikter ikke kun hører fortiden til. Morti Vizki viser det i radiospillet Kendte folks børn, der siden blev til skuespillet Kains mærke, ved at lade Kain og Abel færdes i bibelsk tid og nutid på én gang, Abels får "bræger kun afbrudt af jetfly”, og ved at lade dem være gammelkloge børn og infantile voksne samtidig. De har det problem at de kun har hørt om det paradis der dog var deres kendte forældres baggrund før de måtte flytte; Lucifer er flyttet med og holder dem i forførende kvindeskikkelse til deres foreskrevne roller. Naturligvis er jalousien drivkraft for brodermorderen, men nok så interessant er det Abels svaghed hans angst og hans længsel efter det (paradis), som Kain har lukket til overfor - der udfordrer ham. Kain vil videre - ad vejen der fra paradis muligvis fører til Auschwitz.

Kains mærke skulle jo i sin tid beskytte morderen Kain mod selv at blive myrdet: Jahve ville forebygge hævnens gentagelsestvang med den ikke helt logiske forholdsordre: "Hvis nogen slår Kain ihjel, skal det hævnes syv gange," - et mytisk mønster som gør sig stærkt gældende endnu i dag. Hvad vi mener at have lagt bag os, ligger måske snarere - på lur - under os; derfor kan tiderne hos Morti Vizki glide sammen i en slags al-tid, således i Fyrtårnet, der foregår nær grænsen, under krigen - rigtignok en fransk-spansk krig, hvad der peger nogle århundreder tilbage.

Man mindes om Calderons Livet en drøm (ca. 1635); hvori kongen har gemt sin barbar af en søn af vejen i et fjernt tårn. også i fyrtårnet er det en spansk kongesøn der skal "bevares til efter krigen", truet af både fjenden og sine egne. Men i ham er Abels svaghed blevet til styrke: hans utilpassethed udløser ikke kun aggressivitet, men afvæbner den også. Man tør måske udlægge at hvad der fortrænges fra magtens og pengenes verden - hans far er jo konge, hans mor børsanalytiker! -ikke kun er det vildt-dionysiske, men også det mildt-paradisiske: som Dion har Boris, sådan kaldes han, et nært, men anderledes forhold til det animalsk-oprindelige; han siges at være "mongol", han er også lidt idiot som Dostojevskijs og taler sært og rammende; den franske løjtnant, der egentlig skulle tage ham som gidsel, men ender med at tage ham på ryggen, siger at han er "god mod ord".

Morti Vizkis personer er gode til ord, de har tit mere at sige end de kan få sagt til hinanden og tager undertider monologen til hjælp. Dialogen bliver sjældent samtale som meningsudveksling, snarere en aggressiv samleg - ordets associationer er gode nok, da det kødelige aldrig mangler, heller ikke i ordene, hvad enten de er groft vulgære eller poetisk sublime. Dialogen har Morti Vizki rendyrket i Ulvetime, hvori en Brøndby- og en FCK-supporter efter kampen så at sige går efter manden, monologen i radio-spillet I mine arme, hvori en kvindelig forfatter af kvindebiografier prøver at få talt ud til sin mand og kollega umiddelbart efter hans dramatiske død, hvad der synes lettere nu da hun taler for døde øren. ”Har vi ikke alle sammen nogle huskebilleder?” spørger den ene fodboldfan og plager den anden med dem. Grænsen mellem huske-billeder og drømmebilleder er, især i radiomonologen, svævende, grunden er gyngende: Ulvetime udspiller sig på en husbåd (og kan ses på Bådteatret)

Morti Vizki debuterede med digte i 1984, føjede roman og novelle til og debuterede i 1989 som dramatiker med radiospillet - det første af seks - Charlotte eller Omgivelserne. Det var en dramatisering af en novelle, hvad der vidner om at genrerne har foldet sig ud af hinanden. Siden har han foldet sig ud i alle genrerne, har ikke just holdt på de gamle former, men leget med dem og fornyet dem på sin egen måde, som det ikke ligger lige for at sammenligne med nogen andens, heller ikke -i dagens anledning - med Kjeld Abells, selv om modet til fornyelse, spillerummet for fantasi og magi er fælles for den ældre dramatiker og den yngre der i dag modtager hans pris.