Til forsiden

2003 Nullo Facchini

Sven Holms
tale for
Nullo Facchini,
2003

For nylig fortalte filminstruktøren Christian Braad Thomsen i en artikel i et dagblad at det i iransk TV er forbudt at vise en musiker i færd med at spille på sit instrument.

Musikeren in persona, det er tilladt, men instrumentet skal opholde sig uden for billedet. Og Braad Thomsen konkluderer at det må skyldes at musik er en meget erotisk kunstart og at musikerens partner er hans instrument.

En musiker og et musikinstrument er med andre ord nok til at fremstille et erotisk forhold. Netop så enkelt kan også teateret siges at være – så ligetil og ordløst – men alligevel så fuld af følelser og overtoner. For teateret begynder hvor to væsner møder hinanden – ikke nødvendigvis to levende væsner, for ind imellem kan det være nok med bare eet – og så altså et instrument – eller en cykel, et sværd, en badebold, en hornfisk –

Når Nullo Facchini i dag modtager Kjeld Abell-prisen for sin rige digteriske virksomhed, så er det som teaterdigter han modtager den. For nok bygger mange af hans værker på litterære forlæg – fra H.C. Andersen og Kama Sutra til Günther Grass og Villy Sørensen – og nok indgår der ind imellem både sange og talte monologer og dialoger, men det er det dramatiske møde i scenerummet – selve sammenstødet, kærtegnet, slaget, berøringen og kampen mellem mensker og elementer som storm og regn, ild og vand, der er hovedingredienserne i disse teaterforestillinger.

Sammen med den internationale teatergruppe Cantabile II, som Nullo Facchini har bygget op og arbejdet med gennem 20 år her i Danmark, er der blevet skabt en lang række værker, der har vakt opsigt både her og i udlandet. Det er forestillinger med titler som ”Krigens kvinder”, ”Blue People”, ”Stumfugle”, ”Inferno”, ”Rottesken”, ”Loreley”, ”Hamlet” og ”Venus Labyrinten”.

Det nyeste værk er ”Venus Labyrinten” fra august i år, som blev skabt til Masnedø-fortet ved Vordingborg, et gammelt fort, der til lejligheden var omdannet til et billede på nervebanerne i den kvindelige hjerne, hvor hvert rum symboliserer hvert deres hjerneområde, struktureret som den kvindelige hjernes uigennemskuelige virvar af snoede veje, stier og krinkelkroge.

Alene denne beskrivelse – som er Nullo Facchinis egen – giver et indtryk af det vidtspændende i Cantabile IIs performance-teater – indimellem arbejder de i grænselandet mellem grundforskning, entertainment, cirkus og taleteater.

På samme måde som hele verden er til stede i et splinternyt barns bevidsthed før sproget ankommer til dette barns læber, således må vi alle sammen med mellemrum vende tilbage til alle teaterets ikke-sproglige ingredienser for tilstrækkelig dybsindigt at begribe hvad sprog egentlig består af. Teaterscenens sprog, digtekunstens sprog, hverdagens sprog. Alle de bevægelser, blikke, berøringer, al den hvislen, brummen, sukken og stønnen, der ligger før sproget og under sproget og som fortsætter når sproget er hørt op – eller bare: når sproget holder en pause.

Jeg opfatter at det er en meget central bestræbelse hos Nullo Facchini at afsøge dette store landskab af før-sprogligt sprog, for at sætte lys på de spanter og bærende bjælker, de kupler og tagspir og vidtstrakte gulvarealer, som tilsammen udgør den fælles mensklige bygning, den der er rejst mellem os alle sammen og inde i hver enkelt.

I beskrivelsen af Peter Handkes tekstsamling ”Tiden da vi ikke kendte til hinanden”, som Nullo Facchini har instrueret – og jeg var lige ved at sige: instrumenteret – til Cantabile II giver Facchini selv en meget præcis identifikation af sin egen arbejdsmetode: Han taler om undersøgelsen af hvad ”at se” egentlig indebærer. Han fokuserer på teater i ordets egentlige forstand. Og selv dér hvor han udelader det talte sprog når han frem til et sted, hvor han kan udforske sprogets oprindelse; dér hvor menskenes opfattelse af hinanden skaber det første behov for kommunikation.

I 13 år har Cantabile II været egnsteater i Vordingborg Kommune, det er godt set og realiseret af den kommune. Heldigvis har Cantabile II også haft hyppige gæstespil i København – og, som sagt, i udlandet.

Nullo Facchini er et særsyn i det danske teaterlandskab og når manden nu selv lægger så meget vægt på netop at se, så er det jo unikt at være et særsyn. Med sin særlige blanding af menskeindsigt og humor hen over et orgelpunkt af tvetydighed giver han farve til teaterdigtningen i Danmark i dag.

Nu er det Kjeld Abell-prisen vi taler om.

Så er det værd at erindre at Keld Abells første sceneværk faktisk var ordløst, nemlig en ballet, og at han hele sit liv også arbejdede med scenografi. Selv om han om nogen var ord-dramatiker tilhørte hans opmærksomhed hele teaterspektret for fuldt udtræk.

Jeg kan ikke påstå at jeg kan hilse Nullo Facchini fra Kjeld Abell, men jeg tør godt hævde at jeg kan hilse ham fra ånden i gamle Abell. Og ønske hjerteligt til lykke med prisen.