Til forsiden

2005 Claus Beck-Nielsen

Suzanne Brøggers
tale for
Claus Beck-Nielsen,
2005

Vi er så heldige at have en afdød iblandt os, som er hyper aktiv. Den slags plejer jo at blive kaldt for “spøgelser”, og der er da også lidt af en gyser over Claus Beck-Nielsens hærgen, hvad enten han indtager positionen som hjemløs i København, står i den irakiske ørken med en lille kuffert for at indføre demokratiet eller på scenen i Gladsaxe, ene mand med guitar, for at fortælle sin kærlighedshistorie, som hele tiden afbrydes af gidslet på skærmen, der bønfalder os om at redde hans liv. Genre: terrormusical.

Claus Beck-Nielsen er – i H.C. Andersens beskidte sko med byld på bagen – blevet pevet ud fra verdensscenen i Berlin og New York som en sand Andersensk plageånd, i nødens og ydmygelses stund henvist til at fremføre “I Danmark er jeg født” i subwayen under Brooklyn og Bronx for ende som hjem- og navnløs på Ground Zero.

Claus Beck-Nielsens værk udmøntes ikke alene i en skrift, der vover et øje, men i handlinger, der vover et liv. En helt enestående satsning i dansk litteratur, der er blevet mødt med lige dele afvisning, forbløffelse, medlidenhed og forfærdelse.

Man kan indvende, at det ikke er nogen kunst at indføre demokrati i et land, når man har en kuffert at ha´ det i. Men Claus Beck-Nielsen har mere end dét. Han har et højst mærkværdigt talent, som til dato har udmøntet sig i en hel række selvopfundne hybrid-genrer. Fra alle radiospillene, stykkerne fra 1990´erne som Sandhedens stemmer og Spejlet m.fl. til skuespillene fra årtusindskiftet som Ci-vi-li-sa-ti-on, den dobbeltsidige virkelighedsbetændelse, Parlament og Den sidste europæer i år. I 2002 begyndte de første tekster til livsværket at udkomme med Selvudslettelser Beck-werkverzeichnis bind 1. og i 2003 Claus Beck-Nielsen. En biografi (1963-2001).

Men i Claus Beck-Nielsens tilfælde er selv romanerne – skuespil. Det gælder ikke mindst forfatterens måske største indsats til dato, Selvmordsaktionen, som er beretningen om forsøget på at indføre demokratiet i Irak i året 2004 med den internationale NGO´er Osama bin Ladens credo som pejlemærke: “Vi skal være opmærksomme på mediernes magi. Vi skal ikke bare være tilskuere til de katastrofer og begivenheder, der finder sted. Vi skal selv skabe begivenhederne.”

Under websitet clausbeck-nielsen.net har den nu “afdøde” forfatter – alene gennem en egenrådig omkalfatring af genren – leveret et kunstnerisk, dramatisk statement. For er det ikke blevet en kunst i sig selv at opdage de revner og sprækker i virkeligheden, hvor teatret og litteraturen endnu lader sig praktisere og giver mening som andet og mere end endnu et bidrag til mediesjowet ?

Det gør han så, Claus Beck-Nielsen, der ikke findes som andet end værkvilje, men den er til gengæld så stærk, at fysikken næsten bryder sammen under den på ørkenvandringen gennem Irak med makkeren Rasmussen. Er det to europæiske trækfugle trukket i uniformen, slips og habit, eller de to klovne fra Venter på Godot ? spørges der. Er det Rosenkrants og Guildenstern, der må forlade scenen for et større komplot eller er det – med websitets formulering – bare to Barbiedukker i en skydebod ?

Er det den civile avant-garde, the missing link, der hele tiden har manglet mellem den irakiske landbefolkning og besættelsesmagten eller er det Claus of Arabia med det enorme ego som den hvide mands byrde i bagagen? Forfængelighed? Ja, så meget. Intet kan komme bag på denne provokerende selviscenesættelse undtagen måske lige det allermest indlysende: Danskernes bedøvende ligegyldighed, både her og hisset.

De danske soldater må dog hele tiden spørge Rasmussen og Nielsen: “Hvordan er der i Irak ?” For de ved det ikke selv og har ingen mulighed for at vide det ud fra deres isolation. Og man får let den tanke som mørket sænker sig over landet, hvor selv solen er grå, at det ikke er et demokrati, firmaet Rasmussen og Nielsen burde have indført i olielandet, men et stearinlys.

Det er så det flakkende lys, dramaet kaster over en glemt virkelighed, ingen ønsker at kende nærmere. Men den dag, der for alvor opstår en interesse for at vide, hvordan landet ligger eller lå, så har vi altså nu fået noget mere end en øjenvidneskildring. Vi har fået alt hvad et toilet og et hul i jorden kan rumme, mørket og børnenes øjenbetændelse. Og den dag krigen er glemt og ligegyldig som alle de andre glemte krige, har vi stadig et dokument, en mindesten over subjektets forsvinden i det 21 århundrede. Selvmordsaktionen er vidnesbyrdet om europæeren som den anakronisme, der skjuler sit sande ansigt og ikke tør se virkeligheden i øjnene med demokratiet som et fatamorgana, en hvirvel af støv. (Hvis “terrorpakken” skulle gå hen og blive vedtaget til foråret, vil en bog som denne, der diskuterer demokratiets tilstand blive forbudt.)

“Lad os begynde dagen med at tage hen til fundamentalisterne”, siger Nielsen veloplagt, når han vågner om morgenen i Irak og ikke lige har dysenteri. “Vi kan jo ikke blive ved med at møde alle mulige andre. Før eller siden er vi nødt til at tale med dem.”

Der ligger en sjælden eksistentiel alvor og nødvendighed, en sindssyg humor i Claus Beck-Nielsens værk. Derfor er han ikke uden grund blevet set i forlængelse af navne som Kafka, Beckett, Villy Sørensen og Svend Aage Madsen. Beckværket er blevet kaldt “sårbarhedens teater”, men plottet kan også være en mobiliserings-offensiv som i Parlament med en diskussion af grundloven – og teatret som demokratisk alternativ til mediefabrikken Christiansborg. Teater, hvor som helst, med en hilsen måske til Antonin Artaud.

Det er dog ikke politisk teater i den kendte betydning. Der er i Beckværket en indbygget shit-detector, for han gider kun, og kan givetvis kun skrive noget, “hvis det er sindssygt, ramme alvor”. Og man aner en lige linie tilbage til Søren Kierkegaards ”Forsøg i den fragmentariske stræben”, der er tilegnet de “medafdøde” – symparanekromenoi.

Og det var jo også filosoffens anke mod digteren H.C. Andersen, da han med debuten anmeldte Kun en spillemand, at digteren var for levende, altså ikke død nok til at have gjort sig fortjent til en egentlig livsanskuelse.

Læserens fødsel betales med forfatterens død, skrev Roland Barthes siden hen. Men der er noget andet og mere på færde her.

Claus Beck-Nielsen har med sit dramatiske livsværk begivet sig ud på vor tids Odyssé som utis – “ingen ” – ved skridt for skridt at undersøge og afmontere enhver identitet, der kunne ligge i trappeopgangene, kontorerne, institutionerne – eller i kærlighedsforholdet.

Han ligner “ingen”, men er som kunstner alligevel ikke helt alene i sit ærinde, han er bare længere fremme i ørkensandalerne. Beckværket iscenesætter med sit pågående drama en påvisning af, hvordan moderniteten har ædt hele virkeligheden, bid for bid, og spyttet den ud igen – som billeder. Alt higer efter at blive et billede – også mennesket vil helst være – et ikon.

Gennem hele Claus Beck-Nielsens værk brænder en eneste lidenskab: sulten efter virkelighed. Næppe nogen anden forfatter har investeret sig selv så fuldt og helt som antistof – og dermed blevet en af de allermest virksomme kure mod den dobbeltsidede virkelighedsbetændelse, der for længst har angrebet os alle, men som ikke skræmmer nær så meget som en fugleinfluenza.

I anledning af dagens lykkelotto, hvor prisen udbetales, sker det med en hilsen fra Kjeld Abell, som efter 2. verdenskrig, i 1947, skrev Dage på en Sky, der foregår i en flyvers bevidsthed, mens han svæver mellem liv og død, inden faldskærmen folder sig ud.

Claus Beck-Nielsen har nu foldet sig ud som både Beckværk og netværk og bagværk, så spørgsmålet er, om det ikke ville være en befrielse for ham midlertidigt at genopstå som “et par ulmende sure sokker” – ved navn Anna Sophie Hedvig.