Til forsiden

2007 Jokum Rohde

Søren Ulrik Thomsens
tale for
Jokum Rohde,
2007

Hjemstavnsdigter i et gærende kaos
Hvis man vil trænge ind i Jokum Rohdes forfatterskab, må man en novemberaften i skumringstimen gå op ad Elbagade mod Amagerbrogade, stige på bus 5A og blive siddende til efter Nørrebros Runddel.

Huske at stå af før Højbanen, trække kraven godt op om ørerne, og, mens sneens hvide skråskrift nedfældes under lygterne dreje ned ad den første den bedste sidegade, gå forbi frimærkehandleren, sexshoppen og Apostolsk Kirke, indtil flere og flere af gadelygterne er gået ud og næsten halvdelen af vinduerne blændede med brædder. På den lille trekantede plads med pensionatet (telefon Taga 1957) er der mærkeligt mennesketomt, og det er måske også bedst ikke at hæfte sig for meget ved den magre gamle dame, der fra et fjerdesalsvindue og oplyst bagfra af et blåt fjernsynsskær betragter dig gennem sine lynende briller, idet du drejer ind ad porten til nr. 87C.

Skrå nu over gården, hvor en barnevogn fuld af regnvand står og ruster, duk gennem endnu en lavloftet port ud til anden baggård, tag trappe F hele vejen op, gå hen ad korridoren forbi dørene, hvor hastigt nedkradsede navne er fastsat med tape, og stands så for enden af gangen foran døren helt uden navn. I stilheden hører du duerne flakse hen over loftet, fra sprækken under døren falder et rødligt lys ud på dine skosnuder. Bag denne dør venter dit livs kærlighed, Bella Maria. Eller en gammel morfinist i slåbrok. Eller en dværg i et bibliotek fuld af matematiske værker. Eller tvillingerne med de sammenvoksede hoveder.

»Forvent alt. Frygt intet« lød den nok så evangeliske overskrift på et seminar, europæiske situationister afholdt i fjor, men siden jeg første gang så et drama af Jokum Rohde, er jeg gået til hans værker under mottoet ’Forvent alt. Frygt alt’, for lige så begejstret jeg altid har været for Rohdes dramaturgiske og sproglige kunststykker, lige så intenst uhyggelig har hans verden også altid virket. Og det straks fra den søvngængeragtigt sikre prosadebut i 1994 med romanen ’Jonas’ bog’, hvor læseren frygter det værste, mens han med bankende hjerte følger alt for unge Jonas, som i sin færd gennem Istedgades lumre neonmørke indgående observeres af en tvetydig ældre herre ved navn Krogh.

Efterhånden som værket er vokset, har denne læser fået flere og flere yndlingssteder, men skulle jeg vælge et enkelt, må det blive den smukke og sørgelige erindringsnovelle ’Café Stefan’, hvor fortælleren og hans islandske elskerinde flerdagsfulde sidder og holder hinanden i hånden på kaffebaren, bevæger sig gennem natklubber og morgenværtshuse i et oktoberblåt København og tænker tilbage på dengang, deres kærlighed begyndte i en lånt lejlighed i Westend og regnen lød over Vesterbros mørke skifertage.

Ikke mindst sammen med sin hofinstruktør Katrine Wiedemann har Rohde fornyet og beriget dansk teater med en dramatik, der først og fremmest interesserer sig for den gådefulde ondskab og kampen om magten, som den viser sig i alle forhold fra de mest intime til det storpolitiske. Roterer man i teatersædet med en blanding af fascination og frygt, afspejler det en ambivalens i teksterne selv, besatte som de er af alle former for vold og destruktiv seksualitet, af sindssyge, spøgelser og syfilis. Og lyder det næsten komisk, er det, fordi det er det. For midt i alle rædslerne gnistrer replikkerne gang på gang af en absurd humor, som her i trekantsdramaet ’Nero’, hvor titelfigurens afdankede junkie og de to unge skønheder Carmen og Johnny på skift spiller plageånd og pisket hund:

»Carmen: Nogle gange tager Nero sin pik tilbage mellem sine ben, så det ser ud, som om han er en kvinde. Så går han rundt i køkkenet og taler svensk.

Johnny: Han har altid været misundelig over, at jeg har været i Malmö«.

Men Rohdes dramatik er lige så lidt absurdisme som realisme, derimod drømmespil fulde af blændede døre i et kæntrende univers, hvor »virkeligheden kun er en tynd skærm mellem mennesket og teatret«. Således også ’Jernhesten’, der i 2002 var en prægtig forestilling på Gladsaxe Teater og senere blev til novellen ’Skrænten’, hvis første sætning fortæller, at »Oskar Steranko var et kongemenneske, hård og ond«, for typisk for forfatterskabet forlenes samfundets autoriteter med en særlig uhygge, der hidrører fra, at den strenge faderfigur viser sig at bære på et utæmmeligt indre anarki, som han bruger sin position som repræsentant for lov og orden til at udagere.

Rohdes farlige samfundsstøtter – med skræmmende navne som Erik Manto og Poul Haran – minder mig altid om en linje fra Inger Christensens ’Det’, som fra forfatterens side og i sluttressernes tidsånd vist er ment positivt, men altid har virket stærkt foruroligende på mig: »Man ser at lægen selv har taget syre«. Højborgerlige konkurrerer med marginaleksistenserne om at nedbryde loven, hvad enten det er dommer Wolff, som i ’Pinocchios aske’ ubønhørligt håndhæver statens totalforbud mod enhver form for kunst og litteratur, samtidig med at han poserer som digter, eller som her i ’Falkonmysteriet’, hvor det fortælles, at: »Velbeslåede levemænd, langt de fleste frederiksbergensere, har i de sidste tre måneder begået voldsomme attentater mod byens underverden. Advokater, fabriksejere, aktiespekulanter har sparket døren ind til kokainkabinetter midt om natten og er faret i flæsket på de største, mest uhyggeligt udseende forbrydere eller har skudt vildt omkring sig på massageklinikker ejet af kriminelle«.

På vej mod magten eller afgrunden krydser samfundets spidser og bundfald hinanden i dystre sammensværgelser – Heraldiker Societetet, Cirkelordenen, De Autonome Gejstlige Aristokrater – der måske, måske ikke, står bag den uforståelige ondskab, fortællingernes skrøbelige personer rammes af, og i tråd med denne paranoia finder man overalt i værket et andet karakteristisk træk, nemlig betagelsen af matematiske og okkulte systemer, som postuleres at kunne begribe og bemestre tilværelsens nedrigt gærende kaos, som de med deres pseudologik naturligvis tværtimod accelererer.

Beskriver de detaljemættede tekster på den ene side et såre almindeligt og genkendeligt København, er de samtidig kitschede, kulisseraslende genrepasticher, hvor politimanden fra Bispebjerg hedder Sorte Maske, og hverdagens mest regnvåde banaliteter ramler sammen med groteske eksotika. Til denne stilistiske dobbelthed svarer en indholdsmæssig, som må kaldes ægte postmoderne: Fordi de kulørte historier afleveres med et ironisk og selvbevidst glimt i øjet, bliver det muligt i denne coolness at indsmugle en ganske anden prosa, der skruer helt op for de eksistentielle tematikker og afleveres med så fuldfed en patos, at man hertillands vist skal tilbage til halvtredserne for at finde forfattere, der tillod sig noget lignede.

Her hvor »vinteren er sen og dagslyset en sygdomsplaget gæst«, lytter man i »nattens togløse timer« til melankolsk musik på det nyeste lydanlæg fra firmaet Tristesse & Schubert, mens tankerne går fra »denne frygtindgydende villa i hjertet af Frederiksberg« til »lange krumme Jagtvej uden håb«. Nej, Rohde er ingen solskinsdigter, men forelsket i alt, hvad der er forblæst, sammensunkent og sørgmodigt som på en gammel, knasende film, hvor det ikke er til at se, hvad der er ridser, og hvad der er regnvejr. Men igen: Først når det er rigtig trist, bliver det for alvor sjovt, for aldrig danser forfatterens pen med større schwung, end når alt er tabt og vinden flår i et falmet skilt. Fordi det er så patetisk, kan vi ikke lade være med at grine, og i ly af latteren kan vi for en gangs skyld tillade os at tage noget virkelig alvorligt.

Såvel i dramatikken som i prosaen balanceres der mellem Kafka og knaldroman i et metalitterært resonansrum, hvor myriader af tekster plaprer med, idet der trækkes på alle typer genrekunst fra porno, horror og tegneserier over folkekomedier og radiomysterier til autentiske mordgåder, samtidig med at der føres elektrificerende samtaler med folk som Burroughs og Bowles, som Rohde har oversat, og ophidset dialog med Schnitzler og Céline, som han kongenialt har versioneret i to teaterstykker, nemlig’ Anatols kabinet’ og ’Kirken’ fra henholdsvis 1999 og 2003.

Og netop fordi der hele tiden skrives med den internationale modernisme som klangbund, har forfatteren kunnet tillade sig at være uforskammet lokal, for har København nogensinde haft en hjemstavnsdigter, må det være Jokum Rohde, der skiftevis ser byen i totalperspektiv inddelt af ringvejene og i ultra nærsynet close-up som her, hvor fortællerens blik registrerer »de mørke mure, mugne og bulnede af fugt, og det sorte krat af ledninger og kabelkasser der strammede om bygningen efter dagens regnvejr«. Selvsagt udspiller store dele af dansk litteratur sig i landets hovedstad, men jeg kender intet andet forfatterskab, hvor københavnerreferencerne side op og side ned falder med samme monomane tæthed, og heller intet, hvor ikke kun et enkelt kvarter mytologiseres, men scenen er udvidet til storbyen i dens fulde udstrækning fra Sundbyvester Plads til Sallingvej. Tilsyneladende eksisterer alle tidsaldre samtidigt i denne hallucinerede by, hvor indvandrerne myldrer i Mjølnerparken, og der graves ud til metro under Falkoner Allé, mens man læser Berlingske Aftenavis, går i psykoanalyse hos doktor Værnet eller i komplet tidsforvirring ser »en kneppefilm med Jane Horney«.

Takket være sin indforståethed med fremmed litteratur har Rohde indfanget hjembyen, via klichéen skabt noget helt originalt og qua parodien legitimeret patos. Og på samme måde er det paradoksalt nok ved at skue bagud i tid lykkedes ham at skrive en spritny dramatik og en uhørt prosa, i hvilke der til epokernes sameksistens svarer en sproglig arkæologi, hvor vi ikke hører om bøsser og narkomaner, men om »homofile morfinister« og forfatteren med eminent gehør for tidligere tiders sprogtoner skriver om den lille Edith, der blev »ombragt« af sin moder, om de »vanføre«, som har »seksuelt samkvem« i aftrædelsesværelserne, mens der på dunkle klinikker eksperimenteres med hypnose mod tungsindighed og »neurasteni«.

Hvordan i alverden en mand, der er født i 1970, er kommet under vejr med den slags tale, står hen i det uvisse, men mon ikke han en novemberdag i skumringstimen simpelthen har taget bus 132 fra Friheden og er stået af ved »bladskuret bag Hvidovre Station«, hvor denne overarkivar i »De glemte foreningers forening« så har støvsuget bogkasserne for gulnede skrækhæfter, adelskalendere, Weekend-Sex og protokoller fra henfarne spiritistkredse, og gad vist om ikke han i farten også lige har flottet sig med et par bøger om dobbeltmordet på Peter Bangs Vej samt en stak brevdueblade og et signeret portræt af Svend Thevis?