Til forsiden

2018 Mette Moestrup

Mette Moestrups digte er tiltale af læseren eller tilhøreren. Vi får ikke lov til at falde til ro eller falde ind en stemning. Allerhøjst falder læseren i staver, når bogen er slut, men det er noget ganske andet end at falde til ro, for det drejer sig om at havne i nogle mærkeligt dybe eftertanker, når ens vante tankegang brydes.

Mette Moestrups digtning rusker op i bevidstheden: sproglige rytmer sættes i gang, og de brydes af. På en linje blændes der pludseligt op en metaforik, som når jeg´et bliver et insekt i du´ets ravhjerte, men i næste linje udsættes metaforen for et poetisk knips, så dens magt bliver brudt. Vi hører efter tiltalen, for den kommer alle vegne fra, og dens stemmer er mange. Tiltalen lyder fra hverdagen, fra kanten af tilværelsen, fra lyst og angst, fra vild glæde og vrede, fra glemsel, underbevidsthed og krop, og tiltalen kan være sprængfyldt af humor.  Som læser forundres man over, hvordan erkendelse, fortryllelse og chok blander sig. Man vil høre mere, mere Moestrup, og heldigvis er der en stak bøger at gå i gang med, mange netsteder og tidsskrifter at udforske, og der er performances og shows at opleve virtuelt og analogt, også i 2019.

Mette Moestrup debuterede i 1998 med digtsamlingen Tatoveringer. Hun har udgivet digtbøger, en prosabog, børnebøger og en samskriftbog med digterne Naja Marie Aidt og Line Knutzon, Frit flet (2014). Samlingen, Omina (2016) er skrevet i samarbejde med Naja Marie Aidt. Desuden arbejder hun med performance og show. Sammen med musikeren Miriam Karpantschof optræder hun med She’s a Show, og hun har lavet poesivideoer. Dertil kommer kollektive skriveeksperimenter og netkunst.

Mette Moestrups gennembrudsbog er Golden Delicious (2002), hvor hun udvikler den tematik omkring identitet, poesi og køn, som er vigtig i alle hendes bøger. Mette Moestrups digteriske stemme kan udtrykke indlevelse, kritik, vrede, betagelse, aggression og nænsomhed. Og selvironi og humor blander sig, når Moestrup belyser digterens selvbilleder og samfundets stereotyper. Hendes digtning har en kritisk og politisk dimension, men hun er aldrig ensidig eller enkel i sin poetiske tanke. Og der er en sanselighed i digtene, som er overrumplende. En indtrængende lugt af bræk og forsytia og en krybende rotte bliver ved med at forfølge læseren.

Samlingen Kingsize (2006) er skrevet på et enormt kendskab til og en vild følelse for al slags poesi. ”I’m on a natural high” – som det lyder i et af de sidste digte om jeg´ets paradoks: hun er den sobre mænade, der suger ordenes overraskende forbindelser i sig – i og med sin egen krop. Derfor kan digtene så frit cirkulerer i både det talte og det skrevne sprog, ind og ud af mange traditioner og variere såvel Sylvia Plath som en serie grønlandske leveregler, så de lander her og nu i digtene. Det er ikke en lærd metapoetisk og intertekstuel rundvisning i traditionens vokskabinet. Referencer og refleksioner bliver derimod brugt som den røde lighter, der optræder i det allerførste digt: de skal slå gnister og tænde – både digter og læser. Der er fart over feltet og iskolde skift i diktion, genre og refleksionsformer fra monolog, til talkshow, intermezzo, noter, fragment, readymades, statements, systemdigte og leveregler. Mette Moestrups digtning er rastløs og forreven.

Prosabogen Jævnet med jorden (2009) består af korte tekststykker og har sit forbillede i Blichers Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog. Der fortælles om en kvinde, der efter et brudt kærlighedsforhold søger et Virginia Woolfsk ”eget rum”. Hun er også nært knyttet til et mødrenes sted, der er jævnet med jorden: en gammel vandmølle, der hører sammen med hendes familie. Der er tale om billedtætte stykker om tilhørshold til steder, tider og køn, om tab og en længsel efter at opleve menneskelig forankring i en verden af spøgelser. Kvindefiguren er et modstykke og også en soul-sister til Blichers Morten Vinge, der er navnebror til kvindens elskede. Hos Blicher sammenlignes menneskets dage med græs i et bibelcitat. Blichers metafor får et svar i de afsluttende sorte sider hos Moestrup, hvor kvinden rituelt med en grøn græsskrift maner sig selv ind i et fald, ind i sneen og isen. Hun tiltager sig magt over sin forsvinding. Jævnet med jorden er filmisk skrevet. Jeg håber, at der er nogen, der en dag gør noget ved det!

Dø, løgn, dø (2012) skærper tematikker omkring identitet og køn. Stemmen er farlig og talemåder udfordres; ansigter og forhold krakelerer, og man ved sig som læser aldrig sikker. Man bliver konstant tiltalt og udspurgt på en måde, der rokker ved ens selvforståelse. Det er en urolig og urovækkende bog med drømme og ritualer, som man ikke fuldt ud fatter. Men de griber fat i læseren, og hele tiden lyder det imperative omkvæd, dø-løgn-dø, der får læseren til at mærke efter: Hvad det er for løgne, der omgiver os? Hvem det er, der lyver, og hvordan kan løgnene fratages deres magt? Moestrup skriver biografiske vers om Sapphos datter Cleïs, om hvem der er meget lidt at vide, men hendes næsten ikke eksistens i Sapphos tekster og forestillingerne om hende udfordrer digteren. Hvad siger navnets betydning? Var hun skøn som en diamant eller var hun hård som en diamant? Vægrede hun sig ved at blive en del af sin mors metaforer om guldblomster og klitoris? Hun bliver en figur, der ikke vil fanges af en lyre eller fastholdes i et billedsprog. Hun er en ubetvingelighed, som digter og læser ikke kan få styr på. Dø løgn dø er en bog, der siger hej og nej som kvinderne i den store sorte trekant-opstilling, som bogen slutter med. Nej, vi er ikke ufoer eller mystiske mørke maskiner.       

Samskriftbogen, Frit flet, som Moestrup har skrevet sammen med Naja Maria Aidt og Line Knutzon leverer gnistrende stof til feministisk og kritisk samtale. Frit flet er kønsfilosofiske udfordringer og hverdagshistorier til af læsere af alle køn. Man skal ikke læse bogen forfra, men have den hos sig, så man kan huglæse og kigge på billeder, forundres og opmuntres.

Omina, som Moestrup har udgivet sammen med Naja Maria Aidt, anslår en ganske anden stemning. Det er en ildevarslende bog, og den ligner en spådom, og den er svær at tyde. En hemmelig vølve-tale lyder her.  Dens visdom handler om smerte, fald og styrke, og om længslen efter en historie, som du´et kan rejse sig i, som det hedder. Her findes blomsterblade og stjerneskud.

Mette Moestrup mestrer forskellige genrer og medier, og hun mester samarbejdet med andre kunstnere. Hendes digtning handler om det ukendte og uerkendte i menneske og omverden. Hun lader os ikke i fred i snehvidedrømme, skønne syner og milf-fantasier – vi må tænke efter hvad køn, etnicitet og alder er for størrelser, hvad de er blevet gjort til, og hvad vi vil gøre dem til. Poesi til tiden og eftertiden.

Anne-Marie Mai