Til forsiden

2010 Katrine Marie Guldager

Poul Erik Tøjners tale for Katrine Marie Guldager

 Vi slår op i Katrine Marie Guldagers digtsamling Dagene skifter hænder fra 1994. På side 16 læser vi:

Du lader dig forføre:
Det du kalder virkelighed
Strømmer ind ad et kældervindue
Som lyset og en lastbils hakkende bremser:
Paraplyer. Overfrakke. Vinter.
Der er et hav af tangenter du kan spille på
Og så er der alle de tilfældigheder
Du kalder skæbne.

Det gør hun så og har gjort lige siden, Katrine Marie Guldager: Spiller på tangenterne et eller andet sted mellem de tilfældigheder, vi kalder skæbne, og de tilfælde, vi kalder Paraplyer. Overfrakke. Vinter – verden er, som bekendt, alt, hvad der er tilfældet.
Et sted mellem tilfældigheder, vi kalder skæbne, og tilfælde - hvad er det for et sted? Først og fremmest er det det sted, der fortælles fra. Forfatteren har en plan, men forfatteren har også sensibilitet. Og selv når hun giver den som solen, hvilket sker i flere af Guldagers bøger, har hun respekt for og kærlighed til paraply, overfrakke og vinter.
Hvordan ved jeg det? Fordi det i stort omfang gælder for Guldager, at fortællerstemmen er til stede i fortællingen. Ja, jeg vil sige – men nu har jeg også læst litteratur på universitetet – uforskammet, skandaløst meget til stede. Har hun da aldrig, hende der Guldager, hørt om, hvor bedaget, upålidelig og småkriminel sådan en alvidende fortæller er – jo det har hun. Netop har hun det. Jeg vender tilbage til denne form for civil ulydighed inden for den litterære diskurs lige om lidt – vi lader forbrydelsen stå et øjeblik.

Mellem skæbne og paraply – det er, hvor der fortælles fra. Og så er det jo bare et lille fikst, præpositionelt ensemble – fortælles-fra - sat sammen her - for at kunne sige, som taler, at der så tydeligt tales et sted fra, hos Guldager. Hun vil noget med sin fortællen, derfor er det markeret så klart, hvorfra. Og hendes brug af fortællerstemmen er begavet og fuldt bevidst. Ingen læser kan være i tvivl om at hun har hensigter med skæbnens luner, men det var måske nok så væsentligere at sige, også for at komme på klædeligt skudhold af bøgernes virkelighed, deres emnekreds for nu at blive i det let bedagede - altså også det hun fortæller til os ligger dér mellem skæbne og paraply, ikke til at skelne fra verden.
Jeg begynder så klodset, med sådan noget udsigelsesteorisk-praktisk pop for at henlede opmærksomheden på, at det er faldet nogle kritikere for brystet, at vi har at gøre med denne myndige, panoptiske, interstellare, alvidende fortæller, og for straks at kunne fortsætte med en erklæring om, at den er helt og aldeles uproblematisk for mig at se, den fortæller, og snarere repræsenterer en form for frigjorthed i forhold til fiktionens formalismer.
Guldager er så optaget af at smelte beskrivelse og moralitet sammen, uden at nogle af delene står tilbage som hule påstande, så derfor er dette alvidende, intervenerende, kommenterende, forudgribende fortælleri ganske enkelt virksomt i en højere sags tjeneste. Nemlig den at skabe scener for beskuerens øjne, som beskueren godt ved er scener, men som alligevel trænger igennem øjeblikket med det bedste af det teater formår: Vi bliver forført af fiktion, fordi den ligner så godt, og følelsen af, at det ligner så godt, kan jo kun melde sig, fordi vi ved, at det er noget, der ligner og ikke noget, der er. Ellers var det jo bare, undskyld mig, virkelighed – og ingen kunst.

Sagt med andre ord – det tror jeg desværre er nødvendigt: Katrine Marie Guldager fortæller historier, historierne bliver til for vore sanser, men de bliver ikke til som virkeligheden, der kan vinde i dybde, når man kigger ud af vinduet. De bliver til som fortalte. Som mere og mere fortalt vokser fortællingen – det lyder tricky, måske et kort øjeblik sofistikeret, men det er det slet ikke: Det er et grundlæggende molekyle dannet af stof fra litteraturens periodiske system, denne dobbelthed af fortællen og fortalt.
I medfør heraf er det slet ikke svært at sige, hvad Guldager skriver om – for hun kan selvfølgelig kun skrive om én ting med dette udgangspunkt: menneskers liv i et fletværk af drømme og undladelsessynder, misforståelser og pludselig opfyldelse, menneskers liv som én stor fabel om let forskudt foretagsomhed, om de meget sjældne sammenfald mellem viljens og håbets tid og mulighedens rum: ”Jeg bliver hele tiden forskudt, forflyttet og forskudt fra et niveau til et andet, og jeg er ved at blive helt uspecificeret, jeg føler mig uspecificeret, og slet ikke som nogen.”, som der står om den temmelig idiosynkratiske, for ikke at sige frådende fortællerske i romanen Blank fra 1996 – en fortællerske, som siden rykker ind og bliver persongalleri, det vil sige kommer på rollelisten, i de senere mere episk udfoldede romaner – En Plads i Historien, fra 2008, og den nyeste, Ulven – fra i år.
Denne forskudthed bliver et ledemotiv for hende i de seneste bøger. Den findes fra de intime formater til skalaforhold, der minder om kontinentalpladernes, en verden løftet af leje - og navnlig fordi tiden, den djævel, aldrig viser sig fra sin mere koordinerende side – det er næsten altid for tidligt, for sent, aldrig. I Ulven er de to hovedpersoner, Leonoras moder og fader, begge misklædende forskudt – og desværre næppe i retning af hinanden – den enes øje hænger vandigt nede på kinden, den anden har et halv ansigt, som vægrer sig ved at formæles med sin medpart - eksemplerne er mangfoldige. Den store litteratur er befolket at et hav af halve og dobbelte mennesker til fordel for de hele, men det sjove er, at vi hos Guldager er hinsides de gamle filosofisk-psykologisk klart konturerede begreber som spaltning og splittelse – det hele er bare skævt, men uden mytisk storhed i fejlene. Og så alligevel nogle gange skævt også på den fede måde (for nu at forsøge at være let ubedaget), således at sprækkerne giver frihed og tilfældighed, en paraply til mig og en frakke til dig.
Dette verdensbillede kan ikke alene aflæses beskrevet i det billede af verden, som hun lægger frem, Guldager, med sine personer, typer og begivenheder - det får selvsagt også konsekvens for hendes litterære stil, som er udpræget post-symbolsk. Jeg ved, det lyder mærkeligt al den stund svigt og grimhed pludselig lukker en sprællevende ulv ind i romanen af samme navn, men igen er det fortællerens elegante greb, som gør den til mere og andet end det åbenlyse symbol: den optræder fuldkommen uproblematisk for læseren på linie med alt det andet – og selvfølgelig kan den kloge sige, at det måske så betyder, at alt det andet er lige så uvirkeligt som ulven. Men sådan hænger det ikke sammen.
Forfatteren har etableret et univers, hvor det giver fuld og ukontroversiel mening, at en ulv spankulerer ud og ind, netop fordi vi aldrig er i tvivl om, at vi befinder os i den realistiske litteraturs univers af magisk tilsnit. Men, hvilket er vigtigt, hvor magien ikke ligger i realismen – det at vi tror, det er virkeligt – men i realiteten. Nemlig i det forhold, at vi har underskrevet en kontrakt med fortælleren, der siger, at det læste er virkeligt – som læst. Derefter bliver ulven bare noget, der er sat i verden, der er i verden, i lighed med alt andet – og i Guldagers roman spankulerer den såmænd helt ud i det typografiske layout – den ligger som en lille patosformel, som et miniatureagtigt sort stempel trykt på siden efter hvert kapitel, i tre varianter: Luskende, springende og tudende mod månen.

De fleste af Guldagers fortællinger og romaner er familiehistorier – og det er jo vejen lige ind i moradset. For som der står i romanen En plads i historien (og bemærk lige igen, hvordan vi atter er mellem skæbne og paraply her – for hvaffor en historie er det, man vil have plads i? Den store historie, ens egen historie, ikke en gang dér er der tilsyneladende reserveret plads, eller andres?) ---- Guldager skriver: ”For nogle er familiens finmaskede net en behagelig påmindelse om deres identitet, for andre er det familiære blot et formløst påskud for vold… Hvem tilhører hvem? Og hvem betaler?”
Det er den slags familiehistorier, hvor der ingen sikker vej er, tilsyneladende. Man kan have besluttet sig for visse guidelines – Leonoras far har for eksempel en, som kunne overvejes og som lyder: ”Så meget havde han da forstået om kvinder: de hæfter sig ved de forkerte ting og bar nag i al evighed”. Eller man kan være åben, imødekommende, flink, venlig, lyttende, og alligevel går det ad helvede til. Gift dig og gift dig ikke – og du vil fortryde begge dele, som det hedder hos onkel Søren.
 Der skal altså målfoto til for at skelne den behagelige påmindelse om identitet fra volden – og hvorfor: Fordi intet bare er. Fordi alting bevæger sig, fordi der altid er andre historier, der pludselig skrives på tværs af ens egen, fordi ingen er sin egen verden. Ikke en gang hr. Fink, som ellers er eneboer, insulært til stede i Ulven uden ønske om kontakt med omverden – han drømmer og mærkværdigvis ikke om sin afdøde kone, hvilket undrer ham såre – til gengæld foregår hans drømme på de mauriske kongers tid i Sydspanien… der kommer sgu altid noget i vejen, ingen kan være i fred. Og, som der står om Hr. Fink ”det var jo ikke fordi han havde noget særligt at skjule, ikke andet end et knust hjerte og sin foragt for verden”.
Er det perverse og bizarre historier, hun skriver, Guldager – overhovedet ikke. Selv når ondskaben er størst er der også en mildhed til stede, synes jeg, en overbærenhed, hvis følsomhed selvfølgelig styrkes af den omsorgsfulde fortæller, der ligesom tager læseren om skulderen. Men det er jo fordi hele forfatterskabet handler om at ville bringe sig – og læseren – tæt på det virkelige uden at dømme alt for meget ude, tæt på det sandfærdige uden at tage patent på sandheden, tæt på det rigtige uden at blive moralist. I Ulven, som er hendes tætteste bog hidtil, nådeløst morsom, træfsikker, vaklende og følsom, når det er påkrævet, ironisk og vis, ligger spørgsmålet om virkelighed, sandhed og rigtighed ikke graveret ind i spejderbæltets spænde med metallisk overbevisningskraft – det er snarere et delvist synligt vandmærke i fortællingen, måske helt nede i papiret som kontrapunkt til de sorte vignetter med ulven selv.
 Spørgsmålene om det virkelige, det sandfærdige, det rigtige, kommer igen og igen, i og som frugt af personernes liv og handlinger – og hun, Katrine Marie Guldager, vil gerne vise, vise det – det er litteratur og ikke traktater, hun skriver – hun vil gerne vise det med de ord, der er mellem mennesker og som bliver virkelige, både når de siges og når de ikke siges.
Jeg holder meget af denne dobbelthed hos Guldager, at ting er som de er, og det er jo sådan set lidt vigtigt for det store billede, og så at ingenting alligevel er helt i orden; værket genlyder af denne penduleren, det mister aldrig respekten for det givne, sådan som det nu blev, men det forelsker sig heller ikke i det givne. Plejer er død, men selv dét plejer han at være, havde jeg nær sagt, så hvor er vi henne på den principforflygtigende klode… det ville nok være mere høfligt og på enhver måde mere elegant at give forfatterinden de sidste ord, som eksempel på denne penduleren - ordene står i digtsamlingen Styrt:
”Man skal gøre det rigtige, det siger sig selv, for man skal ikke gøre det forkerte, og rigtigt er noget der hænger fra træerne som en raslen og æbler, der langtfra kan plukkes: Rigtigt er en stjerne, nogen har tændt og glemt på nattehimlen, et skred af skyer når du lukker øjnene, gammel selvfølgelighed: Rigtigt er en flok brogede køer, der dumt står og stirrer på en Renault 7, den du lige er steget ud af: Helt på bar bund, og som du plejer.”