Til forsiden

2009 Line Knutzon

Sprogets Tæskehold

I anledning af Kjeld Abell-prisen til Line Knutzon
27 november 2009

”Kære lille Peder. Far og jeg elsker dig meget højt men har i formiddags besluttet at forsvinde i mængden. Det har i lang tid peget i den retning og nu gør vi det altså. Vi har fundet en folkemængde, hvor alle ligner hinanden og du vil derfor ikke kunne genkende os. Vi vil savne dig i en rum tid, men efter et par uger er du fejet ind under gulvtæppet, og når vi træder på dig, vil vi ikke genkende dine skrig og derfor kunne tage de fornødne hensyn. Derfor vil jeg som din mor råde dig til at skynde dig væk. Pas godt på dig selv, dreng.”

Sådan etablerer Line Knutzon et forhold mellem drengen Peder og hans forældre i et radiospil fra 1998. Kortere og grummere kan der næppe fortælles om Peder alene i verden og det liv, der ligger udbredt foran ham. Udbredt? Ja, det må man vist nok kalde det – altså livet, som Line Knutzon et andet sted i forfatterskabet lader en rejsebrochure beskrive på følgende måde: ”Vi tilbyder en mellem 60 og 80 års vandretur, uden synligt mål, mange tunge skridt og en følelse af elendighed og tab. Tristhed må medregnes.”
Men I kan være rolige – Line Knutzon er meget værre end det I her har hørt – hun kan nemlig ogå lokke med kærtegn og forhåbninger – og de er ikke alle sammen bristede eller på bristepunktet. Hun er indimellem ligefrem kærlighedspoet – og når det måske så alligevel ikke rigtig lykkes med parforhold og ægteskab – så har følelserne midt i deres turbulens et stort og rigt råderum i venskabet – mellem kvinde og mand, men åbenbart oftere mellem to mænd – og ikke mindst mellem Peder og Måvens – de to figurer Line Knutzon har skrevet både radiospil og skuespil om – en lille halv snes så vidt de kan tælles – og fordelt ud over de sidste ti-femten år.

Venskabet mellem disse to figurer strækker sig helt tilbage til Folkeskolen. Og ordet er ikke tilfældigt. Hos Peder og Måvens betyder Folkeskolen næsten det samme som Paradisets Have gør i den kristne Bibel. Folkeskolen var den oprindelige kilde til trofasthed, lojalitet, grænseløs nysgerrighed og ømhed. Folkeskolen var kronen på barndommen – sådan som Line Knutzon lader en af dem udtrykke det: ” Jeg ønsker sådan at være barn igen. For det var i barndommen jeg var stor og mægtig – og som voksen jeg blev lille.”
I det hele taget er det barnet og barnets væsen – også i det voksne liv – der er kernen i forfatterskabet. Hendes univers af voksne mensker – hvis de nogensinde kan siges at være blevet voksne – henter hele tiden kraft og evne til forvandling – fra barneverdenens glæder og skygger. Indimellem ligefrem fra børnebogsverdenen, som sprogligt springer ind både her og der – i navne som Knuttebarnet, Tudeberg, Tis og Lis, Hynde og Tynde eller i titler som ”Torben Toben” og ”Den store prut”.
Hos vores forfatter er et voksent menske et forlænget barn og et barn aner hele tiden truslen om voksenhed et sted ude i horisonten.

Line Knutzon er født i 1965 – og her bevæger vi os fra fiktionen og over i virkeligheden. For ”Først bli’r man jo født” som et af hendes skuespil hedder. Og det blev hun så. Altså: født! Hun debuterede i 1990 med skuespillet ”Splinten i hjertet” i Café Kellerdirk og siden i TV-teatret. Og så er det blevet til mindst en snes radiospil og skuespil.
Hun var en dialogmester af de unikke i radiospillene, som spillede en væsentlig rolle indtil 2007, hvor højt begavede embedsmænd nedlagde et af Danmarks bedste – og bedst besøgte – teatre. Radioteatret. Der er mange der stadigvæk husker Radio Drama som Radioteatret hed i de sidste år af sin levetid. Embedsmændene, der nedlagde det, er der til gengæld ikke mange der husker. Og det er egentlig en skam. For deres hjerter hænger og blafrer i vinden ligesom klipfisk på et tørrestativ i Lofoten.

Line Knutzons værker er bygget op som musikstykker. Den mundtligt snublende og hårdtslående dialog, ofte tindrende morsom og fyldt af galimatias, skubber sig fremad og bagud – eller ligefrem ovenud. Fra det følsomme og naivistiske sætter replikkerne pludselig afterburner på og kaster sig over publikum. Ind imellem kan man ligefrem tale om Sprogets Tæskehold. Ja, måske er det netop i kontrasten mellem dialogens mundtlige ømhed og Sprogets Tæskehold at hendes største originalitet har sit udspring.
Det er også her satirikeren Line Knutzon tager sit afsæt. Der er jo et gammelt slægtskab mellem satirikeren og idyllikeren. Tænk på Hans Scherfig – på den ene side hans prosa – på den anden side hans malerier. Satirikeren og idyllikeren. Eller Kjell Abel for nu at mindes ham netop i dag. ”Melodien der blev væk” som eksempel.

I Knutzons skuespil ”Guitaristerne” fra 2006 siger
HESSEHUD: ”Undskyld, hvornår har vi aftalt at vi bare ka’ stemme om tingene?”
Og GRETE svarer: ”Det er ikke noget vi har aftalt. Det er bare noget, man gør, når man ikke kan blive enige om tingene, Hesselhud, så stikker folk deres pegefingre op i luften og så afgør mængden af pegende pegefingre om mængden er for eller imod.”
HESSELHUD: ”Og hva’ stiller man så op, hvis man hader flertallet?”
KIM: ”Det gør jeg ... sådan er det bare ... hver gang, der kommer et flertal, så går jeg ... ”
Til gengæld siger HESSELHUD så på et senere sted i stykket:
HESSELHUD: Det er fanme dejligt at være en del af flertallet, man bli’r sgu helt høj af det, så kan jeg bedre forstå, at så mange mennesker er det ...”



Fra satirikeren til kærlighedspoeten – for nu at slutte i den del af skalaen – vil jeg nævne de to betydelige dramaer ”Først bli’r man jo født” og ”Snart kommer tiden”.
I den sidstnævnte siger
REBEKKA: ”Min kærlighed til dig er den største brist i mit liv, den kan gro overalt, i de mørkeste rum, på stål og i udpint jord, uanset hvad jeg gør elsker jeg dig altid og hele tiden.”
Og i ”Først bli’r man jo født” rejser Line Knutzon et fortryllende digt om kærlighedens veje og vildveje:

”Tusinde tråde vikler sig ind i ens liv ... uundgåelige tråde, sådan er det. Og når man så bliver voksen og møder andre mennesker, der også har tusinde tråde hver især, så ... Kommer du dem for nær – begynder trådene at filtre ... Og de er lange sådan nogen tråde. Engang kendte jeg én, som tog frakken på mens hun sagde ting til mig – så jeg rystede over hele kroppen, skønne ting. Så gik hun sin vej – helt op til Nordpolen, og du kan faktisk se, specielt tidligt om morgenen i klart vejr, at hendes tråde stadig hænger i mine. Jeg har prøvet at save dem over, men det kan man ikke.”

Inden jeg beder Line Knutzon komme her op for i fysisk forstand at modtage Kjeld Abell-prisen vil jeg knytte et par sætninger til situationen i dansk teater lige nu. Det er en rigtig sløj situation teatret befinder sig i. Embedsmandsvælde udenfor, ringe politisk interesse, nedskæringer og lapperier. De offentlige tilskud går hovedsaglig til ejendomsskatter, lys, gas og varme, der er en stadig svindende brøkdel tilbage til det, det i virkeligheden drejer sig om: nemlig forestillingen på scenen. Og indenfor i teatret: teaterledere, der snurrer svimmelt og talentfuldt rundt om sig selv – eller modsat står bomstille midt inde på gulvet og ingenting tør risikere.
Med hensyn til Line Knutzons fremtid i den verden vil jeg til allersidst citere et lille stykke fra hendes sidste skuespil ”Håndværkerne”.
Her spørger en mand om hun har en lejlighed og hun svarer. ”Nej, for helvede, forstå det dog. Jeg lukker øjnene og så er jeg hjemme.”
Manden spørger: ”Det er et rum inde i hovedet?”
Og Line svarer: ”Gu’ er det ej. Det er sgu’ en hel lejlighed, og som du ka’ se er jeg ved at udvide.”



Sven Holm
November 2009