|
Den
Store Pris
Næsehornet fra
Langeland
Suzanne
Brøggers
tale for
Vagn Lundbye,
2002
|
Jeg mødte første
gang Vagn Lundbye, da han i 1969 bad mig læse op af sin nye
eksperimental-roman Nico, ind i en mikrofon, mens vi skulle gå op og ned ad
en strand i stormstyrke 12. Havet, som Lundbye ville formidle som ren
uforfalsket natur, lød i radioen som en kikset opvask af klirrende porcelæn
med raslende bestik. Men Vagn Lundbye var stædig, nægtede at indgå kompromis
med lydoptagelsen, nægtede at underkaste sig virkeligheden og tro på
fakta. Denne stædighed har været både styrken og svagheden i forfatterskabet.
Den både forklarer, hvorfor Vagn Lundbye måtte satse på
“forblindelsen”som næsehorns-strategi, men viser også, at forblindelsen en
dag, fastholdt længe nok, kan blive til klarsyn, Flugten indeholder hjemkomsten
og vildfarelsen kan ende med, at man bliver fundet.
Hvis evolutionen
havde fulgt Lundbyes tekstrække, der består af godt og vel et halvt
hundrede værker i alle genrer, fra en titel som fx “Smukke tabere” til
“Dyrejeg - en nødvendig bog om dyr og mennesker”, så var der
overhovedet ingen mennesker. Fiskene havde aldrig taget sig sammen til at
få ben at gå på og movere sig op ad vandet, aberne havde aldrig fundet på at
tabe halen og vi havde aldrig fået Johan Sebastian Bach oven i
hvalsangen. I stedet for at sidde her i Kunstindustrimuseet iført slips
og stiletter, udstyret med diverse kuglepenne i skriftens tjeneste, havde
vi stadig siddet rundt om et bål og hørt på vores oldemødre fortælle
eller endnu bedre: Vi havde ikke været andet end orme i træets bark. Og
det havde passet Vagn Lundbye fortrinligt. Det er kun i Lundbyes
forfatterskab, at man kan være for meget menneske. “Hvis mennesket ikke hver
eneste morgen viste sig taknemmelig over igen at blive vakt til live,så
var mennesket for meget menneske”, som det så smukt hedder.
Vagn Lundbye nærer ikke synderlig tiltro til menneskene, “klodens
eneste fejltagelse”, med mindre de er truet på livet som et “folk”
eller forlængst er blevet udryddet. Og man kunne her tilføje den absolutte
forkærlighed der næres for mishandlede småpiger, hvad enten de hedder
Billie Holiday, Kaoota fra Tasmanien eller ligner den lille nøgne pige, der står
og græder inden for dørene hos nogle trolde på billedet, der hang over
den seng, hvor fortælleren blev født, og som skal følge familien gennem
alle de flytninger, som også er en indvielse i flugtrutens motiv, der bliver
Vagn Lundbyes vilkår.
Med denne helhjertede menneskemistro, som man godt forstår, når man læser
seneste opus, erindringsromanen “Trefoldighedsbarn”, er det er egentlig mærkeligt,
at Vagn L;undbye blev digter og ikke - zoolog. Men samtidig er det også
lysende klart, hvorfor han ikke kunne blive andet. Et af beviserne er de dybt
originale, lune og vemodige “Næsehorndigte” fra1991.
Vi har her, mine damer og herrer, at gøre med et ganske usædvanligt
forfatterskab i anden halvdel af det tyvende århundredes danske
litteratur, der starter som ren skriftteori i tresserne, men som samtidig
er helt uden for tiden. En forfatter, der slet ikke følger den slagne
udviklingsvej. Han tror ikke på udvikling, “den blegfis”, eller
oplysning. Han tror på indvielse og “visdommens fem verdner”.
Hvad skal man stille op med denne særling, som sikkert skal have matak
til middag eller måske grave efter nogle rødder, mens han skriver en alvidende
fortælling i sin egentlige far, Albert Dams ånd ? Hvad skal vi stille op
med “klodens sidste tykhud”, denne moralens vogter, der ikke hører nogen
steder hjemme i kunsten, med det enfoldige livssyn, at vi skal være gode ved
hinanden og at retfærdigheden sejrer til sidst ?
Akademiet har besluttet at give dyret i åbenbaringen Den Store Pris.
Der har i mange år hersket tvivl om Vagn Lundbye. Hans altmodische
patos med ord som “omendskønt” kan drive læseren til vanvid. Man har
spurgt: “Hvor brænder det egentlig på hos den mand ?” Digteren har
åbenbart ikke formået at omvende ret mange til at tro på hvalerne
og indianerne som hans egentlige anliggende. Men med erindringsbogen
“Trefoldighedsbarn” om fortabt loyalitet, på højde med Andersen Nexø, har
selv hans modstandere måttet overgive sig. Her kom ikke bare et
uforligneligt digterværk, en nøgle til forfatterskabet i øvrigt, men
også et hologram, der rummer alle Lundbyes andre bøger tilsammen i et enkelt
greb.
Her var ikke bare en moraliserende dinosaur fra Grønland, ædt af en
hval, gift med en sæl, med fletningerne i i klemme på Morten Korch. Her var en
rigtig digter fra Langeland. Med reel indsigt i, hvad almuekulturens udryddelse
har betydet for os menneskeligt, i hvordan skriftkulturen, der nok dokumenterer
alt, samtidig har gjort os historieløse. Vagn Lundbye har gjort det vovestykke
at forbinde en mindes-kultur med en skriftkultur. Og han har også fået hug for
ikke at være moderne. Men han kan være hamrende ligeglad. Som
kultur-revolutionær civilisations nedbryder er han dansk litteraturs
shaman. Ledetråden der samler forfatterskabet - og han har fat i den lange ende
- er en underfundig og dybsindig tidsopfattelse, der øser fra
kilder af glemt visdom. Vi ved nu, at Vagn Lundbye hverken blev initieret
af indianerne eller eskimoerne, men af en grosserer i Jylland, af sin egen far,
der indviede ham i de mest fremmedartede, frygtindgydende verdner: Og navnlig i
den hemmelighed, at ingenting er, hvad det giver sig ud at være.
Med “Trefoldighedsbarn” træder en fortæller i karakter, benådet,
frem for alt, med en grotesk humor, som maser med at få proppet folk ordentligt
ned i kisterne, uden at noget stikker ud. Vagn Lundbye er god, but when he´s
bad, he´s better, som Mae West ville have sagt det. Han kan det
kunstneriske greb både at være alvidende i sin disposition af stoffets
historiske dimension, men samtidig fuldstændig ren i tonen udfra barnets begrænsede
synsvinkel. Og samtidig er Vagn Lundbyes erindringsroman en vejledning i,
hvordan man bliver indianer. Man forstår, at det næsten er umuligt at blive
andet, selvom det selvfølgelig vil vise sig at være en besværlig omvej -
omendskønt indianervejen af viden rummer umådelig menneskelig skønhed og mod.
Men Vagn Lundbyes livsværk, der udgør et finmasket fletværk af flugtruter,
bygger på en ganske enkel forblommet drengedrøm: Paw i Urskoven.
Skal det nu tage så lang tid at komme ud af den urskov ? kunne man
spørge den snart 70-årige digter. Ja, det kan det. Emils livsnødvendige
symbiose med moder-natur afstedkommer en regressiv modstand mod intellektet og
alt hvad der analyserer, adskiller . “Trods sliddet og slæbet/ ved
verdenssmertens hof/så blev jeg træskonæbbet/ og ikke filosof.” Emil og
moderen, som personificerer godheden, tålmodigheden og kærligheden er “ét kød”,
han er moderens dreng. Men er han også en “mors dreng” ? Lige præcis den fælde
undgår han ved at hoppe i den med et stangspring og blive helten i den store
fortælling, der modsat Sankt Georg redder dragen, moderens liv, og som
inkarnerer den gamle drøm om at få den lykkelige tid tilbage, hvor dyr og
mennesker og træer var ét.
“Det var umuligt at se forskel på landskabet og
os” hedder det om barnets verden. “Vi kendte alle de hemmelige steder,
der var fulde af visdom”. Naturen tillægges altid den visdom menneskene
ikke har. Men digteren i Vagn Lundbye ved mere end ham selv, digteren ved, at
lysningen i engen gemmer på et ildelugtende, gruopvækkende væsen med hår
over det hele.
Derfor kan man heller ikke komme de læsere i møde, som siger, ja, ja,
den er meget god, den bog, men kan vi ikke blive fri for slangen. Nej, det
kan vi ikke. For her i døds øjeblikket, hvor livet passerer revy, og hvor
begyndelsen er i slutningen, som også T.S. Eliot ved - “In the beginning is
my end” - dér er slangen på sin plads. “Som en fortrængning nede fra
skovbunden” - både som metafor, kundskab og indsigt. ”Uventet og alligevel
ventet” hedder det om den dødstrussel, der tvinger livet og fortællingen
frem.
Barndommen vender tilbage i dødsøjeblikket og starter med det
livsfarlige spring, som ethvert barn er nødt til at foretage, når det er
livstruet. Og derefter går det over stok og sten ad flugtruterne. På en
af de første med Niels Holgersen som guide, hvor det igen bliver vigtigere,
hvad gæssene kan fortælle drengen om verden, end hvad de voksne ved.
Afsporingen er godt begyndt, men også illusionen om redningen.
Eventyret. Under besættelsen holder Emil ikke med tyskerne, men med
Afrika.
Vagn Lundbye´s liv kan godt fortjene at blive kaldt et eventyr.
Gerne Grim´s. Lundbyes eventyr er nok en roman, men virker med
eventyrets dybe rødder, dér, hvor man bliver lettet over at få det værste at
vide. Slangen uddriver digteren fra den fantastik, at man kan redde sit liv ved
at sætte sig op på en gås.
Alligevel skal vi ligesom Emils mor tåle den fantastiske potte pis, vi får
væltet i hovedet, når vi skal klare et helt folks udryddelse bare for at få
en enkelt dansk drengs opvækst fortalt. Det er meget. Er det ikke bare
for meget ? Kan den mand ikke fortælle en Århus-historie, uden at han
samtidig skal udrydde hele den tasmanske urbefolkning ? Nej, det kan han ikke.
Vagn Lundbye betræder hermed den tabu-belagte litterære vej, som måske
især kvinderne har benyttet: Marguerite Duras: “Hiroshima, mon amour”, der
spejler andens verdenskrigs atomragnarok i en individuel kærlighedshistorie
eller Sylvia Plath´s digt “Lady Lazarus”, hvor hun giver sit
suicidale raseri konnotationer af holocaust. Er det ikke hysterisk og
utilstedeligt at spejle sin egen narcissistiske livsulykke i folkemordenes
kollektive katastrofer ?Jo, det er hysterisk og utilstedeligt. Men det kan ikke
være anderledes, når historien skal fortælles som andet og mere end
statistik, ud af den personlige nødvendighed.
Det er Vagn Lundbyes præstation at have skildret den
sandsynligvis ondeste far i dansk litteratur, men også den morsomste. Aldrig er
en fars synder blevet kortlagt så uhyggeligt samtidig med, at det bliver klart,
hvordan offeret fra første færd er bundet til bøddelen. Den far, han er
flygtet fra, er den, han er tættest forbundet med gennem et meget nøje og udførligt
regnskab, som skal vise sig at blive Vagn Lundbyes livsprojekt. I den
hvide mands overherredømme på jorden, som faderen kommer til at repræsentere,
er der næsten ingen overgang mellem venligheden og ondskaben på samme måde
som der globalt næsten ingen overgang er mellem teknologisk udvikling og den økonomiske
udstødelse, der navnlig gælder kvinderne, dyrene og sprogene.
I dag, hvor enhver afvigelse fra mainstream kaldes terrorisme, må vi
sige, at Vagn Lundbyes forfatterskab er én systematisk, melankolsk,
terror-virksomhed, ét langt beklagende hævntogt mod blegmandens civilisation.
Og jeg har hørt Brutalis fortælle - ikke uden den karakteristiske bedrøvelse
i stemmen - at om ti år vil ingen af os kunne rejse nogen steder hen i verden
uden at føle os truet på livet, fordi den hvide mand overalt vil møde sit
eget skyggebillede, som det viser sig fra Colombus og frem. Og som det
dukker op overalt i Vagn Lundbyes forfatterskab gennem snart fyrre
år, kunne man tilføje til skræk og advarsel - og nævne specielt perlen
“Palindromos- eller Colombos sidste rejse” fra 1990.
En større dansk kulturinstitution, som for nylig ville have Vagn
Lundbye til at skrive noget på kommando, fik han sat på plads med ordene:
“Jeg er ikke forfatter, jeg er digter.” Som der står i
“Dyrefabler” om digteren og næsehornet: “Nej, jeg er ingen
overgang/og ingen sinde andre/for jeg er blot et kropsomfang/som
rasende må vandre/alene, dum og svigtet/indtil jeg selv er digtet.”
I takt med at bogmesserne vokser og den ny teknologi gør det muligt for
hvert cpr-nummer i Danmark at udkomme med mindst én bog om året, så
bliver det i stigende grad Akademiets opgave at tegne en streg i sandet. Der er
forskel på forfattere og digtere, og det er forskellen, Akademiet honorerer med
Den Store Pris..
Der vil derfor fremover kræves klare regler for hvad digtning er og
ikke er. Den ufravigelige regel må indebære, at et prisværdigt digterværk
skal bygge på
Rhinoloven:
1. Du skal være
anderledes
2. Du skal bære dit horn som en scepter
3. Du skal tage fejl
4. Du skal skille dig af med døende og døde
5. Kom dumheden i hu at du holder den hellig
6. Du skal trække tiden ud når du knepper
7. Du skal pisse mod vinden
8. Ær din afføring som var den dig selv
9.Du må ikke gøre dig mere end én tanke ad gangen
10. Uddø to gange daglig.
Da det ved nærmere
eftersyn viser sig, at Vagn Lundbyes digterværk netop bygger på
Rhinoloven og derfor opfylder reglementet for hvad en digter er, må vi
sige: Endelig er retfærdigheden sket fyldest. Du er blevet set, Vagn, du er
blevet fundet, du skal ha´ Den Store Pris.
|
