Til forsiden

Sekretærens beretning 2016

Per Øhrgaard: Det Danske Akademi. Årsberetning 2016

Velkommen til Det Danske Akademis årsfest 2016. En særlig velkomst til årets prismodtagere: Theis Ørntoft, som får Klaus Rifbjergs debutantpris, Sidsel Falsig Pedersen, modtager af Beatrice-prisen, Peder Frederik Jensen, hvem vi tildeler Gelsted-prisen, og Helle Helle, dette års modtager af Det Danske Akademis Store Pris. En særlig velkomst også til vore gæster fra søsterakademierne, Bodil Aurstad fra Det Norske Akademi og Kjell Espmark fra Svenska Akademien og til deres ledsagere. Og igen: Velkommen til alle jer andre, som har fundet vej til denne begivenhed.

”Hun havde den hele Sommer læst i Aviserne om disse Skarer af Flygtninge, der endnu var halvvilde af Rædsel over de Skændselsgerninger, som Pøbelen under Myndighedernes Ligegyldighed eller ligefremme Tilskyndelse havde øvet imod dem. .[…] hun havde hver Dag læst derom, men hun havde søgt at trøste sig med, at Skildringerne var overdrevne, at en saadan Umenneskelighed […] var en Umulighed i Frihedens og Humanitetens Aarhundrede. […] Det gav et Ryk i hende. Derude paa Torvet fik hun Øje paa de to Politiofficerer. […] Hendes Hænder knyttedes. I deres embedsmandsmæssige Uanfægtelighed, med deres overmodige Miner syntes disse to Lovens Vogtere hende et Sindbillede paa det hele farisæiske Kristensamfunds brutale Selvgodhed, og hun priste sig lykkelig over, at hun ikke havde haft et Mordvaaben hos sig før, da hun stod faa Skridt fra dem. Nu bagefter følte hun, at hun kunde have været i Stand til at dræbe dem med egen Haand.” (I, 222 f)
    I har sikkert gættet det. Citatet er fra Henrik Pontoppidans Lykke-Per, det er Jakobe Salomon, som på banegården i Berlin ser flokke af østeuropæiske jøder, der er flygtet fra pogromer i zarens rige. Ikke meget har ændret sig siden da – men måske noget: Jeg er ikke sikker på, at vore dages ordenshåndhævere er ligeså selvtilfredse i deres embede som de to preussiske løjtnanter, Jakobe iagttager; jeg har hørt om nogle, som er alt andet end glade for de opgaver, de har fået pålagt. Men ”det hele farisæiske kristensamfunds brutale selvgodhed” behøver man ikke at lede længe efter. Man behøver ikke engang at gå til de asociale medier for at finde den – det er nok at følge med i den politiske debat; Danmark er jo et kristent land. Men så er det dog heldigvis også så kristent, at danske biskopper er blandt dem, der stærkest har advaret mod den særlov mod religiøs agitation, som nu står foran vedtagelse, støttet af det, der hedder ”et bredt flertal” i folketinget.
    Det er kunsten, i vores særlige akademiverden litteraturen, der holder scener som den beskrevne fast; det er de litterære vidnesbyrd, som vi husker og/eller kan vende tilbage til efter mere end hundrede år. Der er også nyere, aktuelle vidnesbyrd, som nok vil vise sig mere holdbare end meget af det, der har medvind her og nu. Det overlader jeg trygt til vore efterkommere.
    Det er blevet sagt, at kunsten er for samfundet, hvad drømmen er for individet; stedet, hvor det gemte eller glemte kommer frem. Det kan være som en lykkelig drøm, det kan også være som et mareridt. Psykologerne fortæller os, og torturbødlerne ved det, at man bliver vanvittig, hvis man ikke får lov til ”at sove, måske drømme”, som Hamlet siger. Og der er grund til at tro, at samfundet bliver vanvittigt, hvis det ikke har kunst til at trække alt det forborgne frem – igen: på både godt og ondt. Hvad der bliver mest af, afhænger af, hvordan verden ser ud.
    Kunsten – igen i denne kreds: særlig litteraturen – er samfundets drøm, og den er tillige dets hukommelse, jævnfør citatet før. Det bliver den mere og mere i takt med, at samfundet får hukommelsestab, fordi det går til i aktualitetsjag, eller fordi dets hukommelse instrumentaliseres, så at den nærmer sig erindringsforskydning – i bedste fald – eller historieforfalskning – i værste fald.
Et samfund, som øger uligheden, som bliver mere og mere segmenteret, som det så smukt hedder, et samfund, som privatiserer mere og mere af det fælles, det være sig energiforsyning, infrastruktur, kommunikation, ældrepleje, skolegang – det samfund skaber også en privatisering af mentaliteten. Når de fælles goder bliver gjort til investeringsobjekter med henblik på profit, svækkes loyaliteten, for hvad eller hvem er det, man skal føle sig loyal overfor? Det burde sådan set ikke komme bag på nogen, men det gør det øjensynlig, så nu skal der lidt panisk rettes op på det ved en danmarkskanon, som oven på de foregående litteraturkanon’er, kulturkanon’er og demokratikanon’er skal definere ”danske værdier”. Om den kanon skrev Kristeligt Dagblad forleden: "Det særligt danske er, at et ministerium oplister samfundsværdier." Det er nu ikke så særligt dansk; det gør man i mange lande, som vi ellers ikke så gerne vil sammenlignes med.
    Men hvorfor overhovedet tale så meget om værdier? Hvorfor ikke tale om idealer? Er det for krævende? Hvorfor tale så meget om, hvor vi kommer fra, og tilsvarende mindre om, hvor vi vil hen? Hvorfor skamride et ord som”sammenhængskraft” – nu kommer vi til det danske sprog – når vi allerede har det udmærkede begreb ”sammenhold” for slet ikke at tale om ”solidaritet”, der ikke er mere fremmedord, end at det står i Ordbog over det danske Sprog? Måske fordi sammenhold og solidaritet markerer en menneskelig aktivitet, noget vi gør, markerer noget, vi stræber efter, noget som kunne forpligte os. Sammenhængskraft er langt mere diffust, nærmest noget der formodes at opstå ubevidst eller bag ryggen på os (i ODS optræder ordet kun som ”tilbøjelighed hos dele af faste legemer og vædsker til at hænge sammen”), så det er noget, vi ikke behøver at gøre noget for. Her er det nok med holdninger stedet for handlinger – værdierne kan vi læne os trygt tilbage i, fordi de ikke er forbundet med idealer. Det er ikke noget tilfælde, at den første underdefinition af værdi i ODS er ”pengeværdi”.
    Nu overdriver du, vil nogen sige; det er ordkløveri. Men hvis ikke ordet sammenhængskraft skulle signalere noget andet end sammenhold og solidaritet, så var det ikke blevet så udbredt, som det er. Vi har måske opgivet fremtiden – vi aner eller frygter, at den ikke kommer til at tilhøre os. Så vi lægger os til hvile på det, vi har – eller det, vi tror vi har. ”Ich lieg’ und besitz’, lasst mich schlafen!” siger dragen Fafner i Richard Wagners Ring des Nibelungen.
    Vi kan tage et andet litterært citat: ”Men Strømningerne udefra, sagde Forstanderen, og hans Øjne strejfede Magisteren, har bragt mange Ukrudtsfrø til Spiring. Dog, vi er vel nu paa Veje til at lære at lukke til i vort gode danske Hus og være trofaste mod vort eget.” Herman Bang, De uden Fædreland. Næste station på den rejse hedder ”Blut und Boden” – vi kan godt begynde at skifte frakke til toget.

Jamen, kunne ikke sproget, herunder litteraturen, være noget, der binder os sammen? Litteraturen bliver der talt om resten af denne eftermiddag, så lidt om sproget. Sproget, som både er os givet som ”modersmål” (og i den forstand kunne tilskrives sammenhængskraft), og som vi til stadighed modellerer på (og i den forstand har at gøre med vore handlinger), som altså hører hjemme i både fortid, nutid og måske fremtid? ”Fælles sprog giver vore tanker mæle”, står der i sangen (hvor der jo også à propos solidaritet står noget om ”fælles vilje”). Sproget binder os kun sammen, hvis det plejes og udvikles. Der er undertiden en ret ukritisk begejstring for alt det, der trives på nettet, og en stor evne til at se bort fra, hvor meget af det der er ragelse. Jeg siger med vilje ”ukritisk begejstring” – for naturligvis kan vi alle sammen være glade for mange af de muligheder, nettet har givet os. Alligevel er det ikke blot bagstræb at pege på, dels at nettet også er en stor kloak, for at bruge en sammenligning, Hans Gammeltoft-Hansen for nylig udfoldede i en lille tale på BogForum, dels at de såkaldt sociale medier oftere skaber lutter sub-offentligheder end offentlighed. Den ufiltrerede meddelelse gør det nemt at dele sig efter idiosynkrasier i stedet for efter anskuelser. Det næstsidste kapitel i Thomas Manns roman Trolddomsbjerget hedder ”Den store pirrelighed” – det sidste kapitel handler om Første Verdenskrig.
Et tegn på den fælles offentligheds forsvinden er, at der snart ikke er litterære eller kulturelle tidsskrifter tilbage; senest lukkede Kritik, der havde eksisteret siden 1967. ”Tingene foregår bare andre steder,” siger den ukritiske, medens den mere kritiske spørger, hvad det er, der foregår. Også her er sproget afslørende: ”Public Service”, ”New Public Management”, ”Corporate Social Responsibility” – find selv flere! Fremmedord kan være en god ting, sproget har brug for at tage nyt ind hele tiden. Men disse betegnelser bruges ikke, fordi man ikke kan finde eller lave en dansk ækvivalent (et fremmedord!). De bruges for at undgå at fortælle præcist, hvad sagen drejer sig om; de bruges som tågeslør, og de virker fint intimiderende: ingen vil jo indrømme, at han eller hun ikke kan engelsk nok. Én ting kan man være forvisset om: Regeret bliver der alligevel – og det er desto nemmere, jo mere spredt, ”segmenteret” offentligheden er, og jo mindre man skal forklare, hvad det er, man gør.
Til at holde ”dansk sprog og ånd”, som der står i vores formålsparagraf, ved lige, har vi ikke kun Det Danske Akademi, men også institutioner, eller skal vi sige: havde? Et stort folkebibliotek i københavnsområdet havde forud for kulturnatten for nylig et skilt stående om sine arrangementer. Der var fem-seks af dem; bøger var ikke nævnt i et eneste. Bibliotekerne beskæftiger sig i stigende grad med alt muligt andet end det, de er sat i verden for at varetage, og så vidt jeg kan se, kan man i dag på Det informationsvidenskabelige Akademi ved Københavns Universitet (som har opslugt Biblioteksskolen) ikke blive mere end bachelor i noget, der hedder noget med bibliotek; afdelingen i Aalborg er mig bekendt lukket.
Det er ikke så underligt, at bibliotekerne går til – og det er ikke nok at kritisere bibliotekarerne for det, for de er underlagt bevillingssystemer, der tilsiger, at man negligerer sit kerneområde; ”markedet” har det sidste ord. Derfor ville det også være overdrevet at sige, at forlag og boghandlere gør alverden for at holde bøger i live; de forsvinder meget hurtigt. Så ansvaret kan ikke kun placeres ét sted. (Jeg får undertiden besked fra et tysk forlag om, at jeg har et par euro til gode i royalty; dem får jeg aldrig, for de er under bagatelgrænsen. Men det drejer sig om en bog, jeg var med til at skrive i 1990! og som altså stadig lagerføres).
Og så handler det ikke kun om folkebibliotekerne. På Det kongelige Bibliotek, som fra 1. januar 2017 ikke længere eksisterer, men er en del af ”Nationalbiblioteket”, forsvinder den gennem mange år opbyggede forskningsafdeling. Med et samtidigt og urealistisk krav om ”overhead” (et andet navn for beskatning af eksterne bevillinger) bliver det stort set ikke længere muligt for eksterne forskere at få tildelt det husly – den ”domicilering” – som er forudsætningen for en sammenhængende og samlet forskning i samlingerne. Tillige varsles det, at fastansatte med forskningstid fra nu af skal have deres forskningsopgaver tildelt ovenfra. Det rammer ikke kun forskerne – det rammer os alle, midt i al snakken om danmarkskanon og kulturarv og værdier. Der skal herfra lyde en stor tak til KBs afgående direktør, Erland Kolding Nielsen, for at have skabt frie forskingsmuligheder på Det kongelige Bibliotek og for at have bevaret dem, så længe det overhovedet kunne lade sig gøre.
    Så er der et par lyspunkter. Lige nu begynder en ny dansk sproghistorie at udkomme; bind 1 er på gaden. Skulle man tage al kanonsnakken alvorligt, skulle alle seks bind uddeles til samtlige husstande; men det bliver de nok ikke. Det kan ellers være sidste chance, for i fremtiden vil der næppe være mulighed for at skrive den type værker: det offentlige vil ikke gide finansiere dem, private fonde vil tøve med at gøre det, når de oven i deres finansiering skal lade sig brandskatte, og frem for alt: der vil blive mangel på de forskere, som kunne udarbejde værkerne. Men lad os da glæde os over, hvad vi når at få! I bind 6, hvis indhold afsløres allerede på inderomslaget af bind 1, er en række danske forfatterskaber udvalgt som eksempler på sprogets fornyelse ved og gennem litteraturen, og det kan vi glæde os til at læse mere om.
Det kan vi så også gøre andre steder end i en sproghistorie, nemlig i den litteratur, som skabes og udkommer nu, og som opviser en mangfoldighed af genrer og stilarter – foruden at den i bedste fald fornyer sproget. Det behøver ikke at være med nye ord eller vendinger, det kan lige så vel være med original brug af det, vi tror, vi kender, men som pludselig fortæller os noget andet, når det kommer i skabende hænder og selv får lov at skabe med. Forfattere er dem, der ikke blot har sproget i deres magt, men som også kan hengive sig til sprogets kraft – en dans, hvor man både fører og føres.

Det Danske Akademi har siden sidste årsfest holdt syv ordinære møder med drøftelse af dansk sprog og ånd, især inden for litteraturen, herunder af de forfatterskaber, som om lidt vil blive begavet med priser. Akademiet har desuden afholdt tre offentlige, velbesøgte møder på Rungstedlund. Den 23. februar havde vi inviteret de tre vindere af debutantpriser i 2015, Caspar Eric, Ina Munch-Christensen og Morten Pape, Anne-Marie Mai stod for arrangementet. Den 30. marts beskæftigede vi os med "Bogen og snakkekulturen" med oplæg af Jørn Lund, Marianne Stidsen, Peter Laugesen, Søren Ulrik Thomsen og Astrid Saalbach og oplæsning ved Pia Tafdrup. Det tredje møde var en oplæsningsaften den 10. november med dansk, norsk og islandsk deltagelse. I forbindelse med sidstnævnte holdt vi et internt møde med vore nordiske gæster Helene Uri og Per Qvale fra Norge og Audur Jonsdottir fra Island og fik oplæg fra Jeppe Brixvold og Eva Theilgaard Brink om hhv. de nordiske litteraturers og de nordiske sprogs indbyrdes forhold og samkvem. Den nordiske udveksling viser sig jo også i de gensidige besøg, som når vi i dag har gæster fra Norge og Sverige. Jørn Lund deltog forleden i Det Norske Akademis årsfest, Søren Ulrik Thomsen vil i december deltage i Svenska Akademiens årsfest. – Den 23. januar – sæt kryds i kalenderen – holder vi det næste offentlige møde om ”litteraturen og identitetspolitikken” på Borups Højskole i København.
Endelig har Akademiet også fortsat traditionen med et forfattermøde den sidste weekend i oktober, hvor vi – med Ida Jessen og Søren Ulrik Thomsen som arrangører - inviterede en række danske forfattere samt en nordisk gæst til at læse op af upublicerede værker og modtage kritik fra forsamlingen; ikke alle deltagere læste op, men alle deltog livligt i diskussionerne. Deltagerne i år var foruden medlemmer af Akademiet forfatterne Lone Aburas, Kristen Bjørnkjær, Mathilde Walter Clark, Ida Marie Hede, Hanne Vibeke Holst, Rolf Sparre Johansson, Sten Kaalø, Anne-Sophie Lunding-Sørensen, Niels Lyngsø, Bo Reinholdt, Ursula Scavenius, Julie Sten-Knudsen, Charlotte Weitze og som nordisk gæst Marie Silkeberg fra Sverige.
Det Danske Akademi har for indeværende 18 aktive medlemmer: Benny Andersen, Torben Brostrøm, Suzanne Brøgger, Sven Holm, Ida Jessen (som har været prosekretær), Pia Juul, Lasse Horne Kjældgaard, Peter Laugesen, Jørn Lund, Anne-Marie Mai, Henrik Nordbrandt, Astrid Saalbach, Marianne Stidsen, Frederik Stjernfelt, Jens Smærup Sørensen, Pia Tafdrup, Søren Ulrik Thomsen og mig selv, der har været sekretær i fem år og bliver afløst på vort møde i januar.
Så det var den svanesang. Og nu kommer den rigtige musik, ved søstrene Eva og Maria Steinaa og deres far Torkil. Værsågod!